To phone or not to phone

Jeg fik min første telefon et sted mellem 3. og 4. klasse. Til deling med min storesøster, naturligvis. Det var en lilla klaptelefon med antenne og hele svineriet af mærket Ericsson. Skrev vi SMS’er, der blev længere, end telefonen kunne kapere, kvitterede den med at bytte samtlige bogstaver ud med kinesiske tegn. Teknologien var god på den måde.

Om eftermiddagen spillede jeg spil på MS-DOS computer hos min farmor (fellow 90’er børn, I må vide, hvad jeg snakker om). Min farmor var geek på måden, hvor det fortjener at staves med to 3-taller. Hun og min farfar havde et skrivebord med hver en computer, hun kunne noget med html-kodning og havde de nyeste spil med hjem på disketter. Hun er i øvrigt stadig sej(ere end mig) til den slags. I tredje klasse fik jeg fingre i det første The Sims, og siden da var min digitale verden for altid forandret.

Det er den også nu. Forandret, altså. Og i konstant udvikling. Og jeg leder febrilsk efter håndbremsen, når min 8-årige søn beder om at få en telefon. Herregud, jeg var ikke selv meget ældre, da min far forærede os den lilla klods back in the good ol’ days. Men forskellen er alligevel til at få øje på. Jeg fik en telefon. Hell, den kunne ikke engang spille Snake. Hvis jeg forærer Marius en telefon i dag, forærer jeg ham adgang til resten af verden i lommestørrelse. Jeg giver ham adgang til fordummende YouTube-videoer, til FaceTime-opkald, til uendelige, mærkværdige spil, til trends og til andre folks holdninger. Selvfølgelig kan jeg adgangsbegrænse og kontrollere, og det er ikke engang nødvendigt med den 8-årige, der bor her hos os. Han ville uden tvivl høre efter, hvis jeg bad ham lade være at downloade YouTube-app’en. Men alligevel. Hele internettet er lige dér i hånden på en. Alt det gode og alt det dårlige. Og når jeg tænker på, hvor svært det som voksen kan være at navigere i eller kontrollere sit tidsmæssige forbrug omkring, er det ikke en ting, jeg har lyst til at give videre allerede.

Vi har heller ingen iPads. Det kommer sig egentlig ikke af totalt forstokkede, teknologiforsagende principper; vi har bare aldrig fået købt en. Og nu er det ældste barn 8 og det yngste 3, og vi mangler det ikke rigtigt. Hvis de dumper ind i smørhullet lidt rigeligt tidligt, deles de om at se små videoer på en telefon, mens de voksne får søvnen ud af øjnene. Det virker for os.

Hele emnet omkring telefon er selvfølgelig også påvirket af ydre omstændigheder. Den klassiske fortælling om, at aaalle andre i klassen selvfølgelig har telefon. Det ved jeg godt, alle ikke har. Men de findes. De fandtes sågar allerede, da Marius gik i 0. klasse. Jeg så flere af hans klassekammerater stå i kælderens garderobe og begejstret vise YouTube-film til deres jævnaldrende. Akkompagneret af jublende skældsord og udbrud. På det tidspunkt var de 6 år. For mig giver det ikke mening, at man giver sin 6-årige nøglerne til YouTube, når man ikke selv er hjemme til at følge med. Og slet ikke i skolen, hvor den slags også smitter af på andres børn.

En anden ting, der gør, at jeg stritter imod hele telefonidéen, er legeaftaler. Vi har før prøvet at have en legeaftale på besøg med telefon, hvor Marius flere gange henvendte sig i stuen med beskeden om, at han kedede sig. At hans ven sad begravet i sin telefon på værelset og ikke havde lyst til andet end at se videoklip på nettet, mens Marius trissede rundt og ventede på, vennen havde tid til at lege. Det, synes jeg også, er mere end almindeligt uheldigt. At to (på det tidspunkt) 7-årige børn ikke kan blive enige om en fælles aktivitet, fordi den enes tilstedeværelse er blevet slugt af en smartphone. Det er både trist og for tidligt.

Egentlig er det ikke svært for mig som forælder at holde fast i det “nej”, der er blevet sagt til telefonønsket. Jeg har ikke svært ved at stå fast, selvom ‘alle’ de andre i klassen har en telefon. Men når al galden efterhånden er hældt fra, kommer jeg selvfølgelig frem til min egentlige udfordring. At det kunne være pisse praktisk, hvis Marius havde en telefon. Han har 350 meter i skole på en lukket sti, og det er en vej, han sagtens selv kan gå. Han har også venner i nabolaget, som han drøner rundt mellem efter skoletid, og her ville det være smart med muligheden for kontakt. Jeg gad godt, han kunne sende en besked, når han gik fra skolen. Eller når han sent fandt ud af, han gerne ville med i SFO lige præcis den dag og derfor vender senere hjem end planlagt. Eller at han lige kunne skrive hvilken ven, han besøger.

Det er i sandhed et dilemma. Jeg gider godt muligheden for kommunikation, men gerne uden al larmen fra YouTube, Snapchat og det store internet. Jeg ønsker også, det skal være en genstand, han kan få et sundt og naturligt forhold til, som ikke skal forstyrre hans sociale samvær med andre levende mennesker. Og det skal jeg selvfølgelig nok hjælpe ham med, når den tid kommer. Inden da skal jeg bare lige regne ud, hvornår den tid kommer. (Kommer den samtidig med tilladelsen til at spille Fortnite? Suk.)

Der var engang en varm forårsdag i maj

“Hvor er det dejligt at høre fuglene synge igen”, sagde mit lille, største menneske under aftensmaden i går, der blev indtaget udendørs direkte fra grillen. Og han har ret.

Han har ret i mange ting. Og lige om lidt fylder han otte år. Jeg syntes lige, jeg var 17. Jeg tog jo imod ham på den flaskegrønne fødestue for et øjeblik siden, en varm forårsdag i maj. Intetanende om, hvad livet ville bringe. Jeg har svært ved at huske livet før ham, og alligevel begriber jeg ikke, han allerede har været her i otte år.

Forleden lå vi og slumrede i de tidlige morgentimer, mens den lille og den store bror delte et fælles øjeblik med tegnefilm. Jeg betragtede, hvordan Marius aede og aede sin lillebror på håret. Da han opdagede, mine øjne var åbne, udbrød han: “Han er bare. så. sød. Han laver sådan nogle store, søde øjne”. Han havde ret igen.

Han går mig snart til halsen, og han er så stor, når han spænder skoletasken på ryggen og marcherer ud i verden. Han er så tålmodig og omsorgsfuld, når han læser bøger for sin lillebror. Han kan også være lille, når bekymringerne bliver for store, eller han har brug for at vende verdenssituationen, som vokser sig uoverskuelig i hovedet ved sengetid. Han har gjort det nemt at blive mor. Hans mor.

Han er mild og følsom og har altid fulgt med, hvor end jeg har været. Og hvor er jeg glad for, han har været med mig fra afslutningen af min teenagetid og begyndelsen på mine voksenår. Nu er han lige pludselig både stor og selvstændig og på vej ud i livet, men stadig lille nok til at vende hjem efter tryghed, når verden bliver for stor. Heldigvis.

Sidst afsluttede en lærer skole-hjem-samtalen med en formaning om, at Marius aldrig måtte ændre på noget; at han skulle blive ved med at være præcis, som han er. Og jeg har svært ved at være andet end enig. Han er min, han er Marius. Og hvor var det godt, det var ham, der kom en varm forårsdag i maj.

Om natten står jeg op

Underbevidstheden sparker mig i siden med tiltagende styrke. Et sted mellem 3 og 4. Giver efter, svinger dynen til side og træder ud på det kolde gulv. Undviger strategisk de steder, hvor gulvet knirker i slidte skrig.

Jeg kan høre stilheden.

Stilheden, som kun svagt brydes af små åndedræt fra de mørklagte børneværelser. De sover tungere, end jeg gør. Kigger ud af køkkenvinduet og holder vejret sammen med stjernerne. De siger aldrig noget. Heldigvis. Jeg finder morgenmad frem midt om natten. Midt i rodet og midt i roen. Spiser lidt og fryser lidt. Sidder lidt og trækker vejret.

Stilhed.

Alene med mine tanker, som jeg ikke forholder mig til, men lader fare ud i mørket, ud i natten. Ud af hovedet. Det er meget sent eller alt for tidligt, men bare fem minutter mere. Om natten skal jeg ingenting. Så jeg står op og gør netop det. Stilhed og stjerner siger lydløst godnat, og jeg kryber tilbage under dynen. Næste gang jeg vågner, er verden en anden og alt andet end stille.

Så om natten står jeg op.

Jeg undrer mig lige lidt over… #6

At der tilsyneladende findes en institution på Østerbro i København med en normering på 300 børn. Alene vuggestuen har plads til 108 babyer… Og jeg syntes, Fredes nye børnehave var uoverskuelig. De har i vuggestuen plads til 11 børn. Elleve. Og lige nu er de 6-7 børn på Fredes stue. Til to voksne. Det kan jeg altså godt leve med.

At mennesker (*host* kvinder) bliver ved med at gå psykopatamok, hver gang Søstrene Grene hvisker ‘ny kollektion’ i ørerne på dem. Der er da et par fine ting imellem, men… #schlaaaapaf

Hvordan jeg altid formår at ende i den helt anden ende af Youtube end der, hvor jeg startede. Jeg ved ikke, hvordan det gik til, men sidst fandt jeg mig selv i færd med at se tutorials på, hvordan man fjerner hårrester fra hundes ører. Jeg har hverken hund eller øreuld.

At jeg netop har købt et sæt á 3 stk. puder/tøjdyr/something formet som fisk. Til katten. (Ingen form for reklamelink, what so ever)

At jeg på selvsamme kat bliver ved med at finde afrevne katteklør(!) dybt nede i hovedbunden på ham. Vi er nok oppe på 10 stykker efterhånden, jeg har gravet ud. Hvor meget kan man egentlig nå at slås på den korte tid, man rejser sig fra sin fedladne tilværelse for at gå ud og lade vandet?

Folk, der uden nogen form for tvang eller trusler bosætter sig i en husbåd. En båd. Som hus! Frivilligt! Jeg kan næsten ikke komme i tanke om en mere skvulpende og klaustrofobisk tilværelse. Men, whatever floats your boat, I guess…

Folk, der på mest ydmyge vis titulerer sig selv som ‘influencer’. Det kan godt være, jeg er typisk dansk og jantelovsagtigt, men hold nu kæft, hvor måtte det ord gerne tage det første tog ud af verden.

Hvor meget tid jeg forleden fik til at gå med at sidde og nærstudere Nordkorea fra oven i Google Maps. Kan nu konstatere, at de har imponerende mange blå tage derovre. #dittektiv

Hvorfor de dér teasers på Instagram (med eneste formål at høste klik til sin blog) altid er så tamme, når sløret endelig bliver løftet for den ganske befolkning. Hvis du sidder og dækker din ‘nye’ frisure til med fingermaling i story-funktionen, så jeg er *nødt* til at klikke ind og se din vilde forvandling, så forventer jeg som minimum noget med turkise extensions, eller at nogen har givet din isse en tur med en trimmer uden mundstykke. Som regel er det mest bare noget med, at nogen har fået klippet spidser og måske kastet et par reflekser i, hvorfor ingen andre end hovedpersonen selv kan se forskel. #suchdifference

Om jeg er alene om at blive momentant spedalsk ved al den sitrende elektricitet, sådan et overgangsvejr bringer med sig. Jeg tapper forsigtigt på alle strømledende ting, før jeg tør give mig i kast med en egentlig berøring.

At jeg for ganske nyligt blev ramt af akut irritation over ikke at være ethundrede procent sikker på måden at stave ordet ‘bidet’. Altså, I ved, den der håndvask i numsehøjde, der prydede en del badeværelser tilbage i 70’erne. Det er ikke et ord eller en ting, jeg nogensinde er i nærheden af.

Hvornår nogen opfinder en ultrahurtigt virkende hovedpinepille rettet til den slags hjernesmerte, der opstår som konsekvens af matematisk overbelastning. Den er sikker hver dag.

Om jeg nogensinde lærer at måle op, før jeg giver mig i kast med at slæbe nye ting hjem. Forleden ville en venlig sjæl fra lokalmiljøet forære en trampolin væk (yay for forstadslivet), og jeg var hurtig til at takke ja. Således har en mastodont af et hopperedskab nu indtaget haven med en diameter på 4,3 meter. Det er meget. Meget mere, end jeg umiddelbart havde fantasi til at forestille mig.

At mit yngste barn bliver 3 år i morgen… Tre. År.

Beretninger fra et hamsterhjul

Her går det sådan, at jeg for tiden trækker mig selv gennem en ordentlig gang mudder (her synonym for matematik B) hver dag, til klokken rammer 16.10. Præcis. Indimellem er vi blevet løsladt 40 sekunder før tid – ja, sekunder – for vores lærer mener det seriøst. Og det er han givetvis også nødt til. Hvis overenskomstforhandlingerne ender i en reel konflikt, mister vi potentielt én ud af to måneders sammenlagt intensiv matematikundervisning. Altså halvdelen. Og det er meget, når vi lige nu padler gennem det pensum, man normalt har et år til, på to måneder. Eller altså, måske én.

Heldigvis deler jeg adresse med en gudsbenådet matematiker ved navn Mikkel, som rummer en tålmodighed på størrelse med et mindre kontinent, og han hælder solid viden og pædagogiske forklaringer ud over mig, når jeg har brug for det. Så langt, så godt. Jeg skal jo bare bestå, og alt det dér.

Matematik og strejke to the side, så har jeg gået og tænkt lidt over, *hvordan* voksne mennesker kommer levende igennem en hverdag med 8-16 jobs og små børn ved siden af uden at slå knude på sig selv. Jeg er givetvis forkælet indstillet, da vi aldrig har haft unger og fuldtidsarbejde samtidig, men i stedet har været studerende og fleksible, hvorfor vores børn sjældent er afsted længere end 5-6 timer om dagen. Og mens jeg sidder og leger med parabler og differentialregning til 16.10 og på bedste vis forsøger ikke at kradse mine øjne ud, har min bedre halvdel mulighed for at samle børnene op i rimelig tid alligevel. Men jeg er først hjemme, når klokken nærmer sig 17.00, og jeg når jo nærmest ikke at se deres små ansigter, før de skal under dynen igen. Jeg øver mig i at spænde hjelmen og ja-hatten godt fast, da det trods alt er for en ganske kort periode, men de vante, rolige åndehuller med tid til at lave ingenting sammen, bliver pludselig stoppet ud med dagligdagens gøremål, jeg normalt har kunnet tage løbende igennem ugen. Det er en fase. “Jaja, pattebarn, velkommen til adulthood, her er en madplan og et trælår”, tænker I muligvis. Men hvis min hverdag så sådan ud normalt, kan jeg simpelthen ikke se mig ud af, hvor jeg skulle grave timer frem til at vaske tøj og støvsuge og den slags fornøjelser. Den sidste måneds tid har mest været med i-morgen-starter-det-forfra-følelsen, hvor man er oppe ved overfladen efter luft et par gange i løbet af ugen, mens man venter på at kunne hvile sig lidt på bredden, når det bliver weekend. Jeg må bøje mig i støvet for dem, der har overskuddet til at køre en hverdag i det gear, men det er simpelthen ikke for mig. Ikke lige nu. På den måde er det egentlig alletiders, at jeg begyndte at få børn ret tæt på pissetidligt. Der er en god sandsynlighed for, at et ekstra familiemedlem kunne leje sig ind i min mave for en 9-måneders periode på den anden side af sommeren, hvor jeg samtidig (forhåbentlig) starter på psykologistudiet. Således går der snildt en 5-6 år, før jeg er i mål med uddannelse, og når jeg for alvor skal skubbe gang i karrierelivets tunge hjul, vil mine børn være noget, der minder om 6, 9 og 14 år, og det giver bedre mening for mig, end hvis de stadig var bitte-bittesmå. Men hver ting til sin tid og den slags. Vid blot, at jeg hæver mit glas med beundring i blikket for jer derude, der formår at dreje hamsterhjulet rundt i let gadedrengeløb uden at blive centrifugeret ud i uendeligheden.

Så, altså, det går godt og fint og kedeligt her, og jeg kan lugte foråret lure lige på den anden side af den omgang påske-vinter, der åbenbart venter om hjørnet. Mens vi venter, bruger vi ferien med de små mennesker, vi har lavet, og prøver at forholde os til, hvordan verden kan se gennemført uoverskuelig ud gennem et næsten 3-årigt menneskes øjne. Senest havde vi højlydte protester fra den lille herre, da han måtte sande, at han ved morgenens bleskift fik en ren og tør ble på, mens han åbenbart lige havde sat næsen op efter atter at blive iført sin tisvåde natteble. “NARJ! Ulækker ble på!” klynkede han. Børnelogik, I guess. Efter en rum tid, hvor han forgæves forsøgte at krænge sig ud af sin bodystocking, blev situationen afløst af et andet, mere alvorligt problem: Jeg fyldte opvaskemaskinen, og Frede så til sin store skræk, at jeg var ved at gøre plads til en beskidt kaffekop, som han akut havde kastet sin kærlighed på. Han fik lov at holde fast i koppen (som han i øvrigt aldrig har værdiget et blik før i dag), og jeg satte vasken over. Klip til fem minutter senere, hvor barnet med tårevædede øjne og et rådvildt blik forsøger at kradse lågen til opvaskeren op, fordi den føromtalte kop jo *selvfølgelig* skulle have været med i opvaskeren, men nu var maskinen igang og toget kørt. Han er sgu sjov på den måde. Og stædig som bare fanden. Men mest af alt helt afsindigt sød. Han rocker børnehavelivet og elsker det, og hans storebror har mere end almindeligt godt styr på at gå i 1. klasse, og sammen er de det sødeste makkerpar, jeg nogensinde har oplevet. Det går godt. Og jeg kan lugte foråret.

Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage

Jeg læste en bog, som fik mig til at græde. Tårer af den trillende slags. Som fik hver fiber i min krop til at sænke sig i tunge, tyngende ryk. Jeg slugte bogen på en aften. Den læste sig selv gennem mit tåreslørede syn. Jeg græder normalt ikke over bøger. Eller film. Eller digte. Men denne fortælling pustede liv i følelserne og gjorde dem så store og skræmmende, at de blæste sig selv op og ud gennem øjenkrogen. Den er så poetisk smuk og så rædselsfuld rå. Man bliver levende delagtiggjort i en følelse, en tanke, et tomrum, gennem passager af rå versaler komplet blottede for tegnsætning, som skriger hjerteskærende ud gennem det tavse papir og slår over i hviskende, små, opgivende skrifttyper. Den efterlod mig tungsindet og tvivlende på en måde, der gav mening og så alligevel slet ikke, og den blev siddende i min krop, længe efter sidste side var læst. Den viste, hvad ord kan gøre. Og hvad de ikke kan gøre. Hvordan de af og til ikke rækker derind i mørket, hvor der er brug for dem. Når de forstummer og forsvinder. Men de fandt vej tilbage igen til Naja Marie Aidt. Heldigvis.

“Jeg mærkede dig kun, når jeg var ude i det fri. Jeg mærker dig næsten aldrig mere. Måske har min gråd fortalt dig at du er død. Måske er du nået frem.

Vi gav dig en mønt med til færgemanden.

Din unge krop i kisten.

Vi siger: Han er i naturen, som om det var en trøst”

Jeg ønskede mig den i julegave. Og jeg fik den af min mor. “Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage”, hedder den. En fortælling af choktilstand, af et konstant og evigt nu og af den ikke-tid, hun lever i, da hun mister sin 25 år gamle søn i 2015.

Det er barskt, but do read.

Der var engang en hverdag

Det starter om morgenen. Som regel på et tidspunkt, hvor jeg godt kunne trænge til en time mere. Men maver er sultne og bleer tunge, og vi slår dynerne til side og hvirvler op i støv og vasketøj fra dagen før. Fodkoldt og på med strømper. Havregryn og boller og yoghurt. Ble og tøj og tænder og tasker og nøgler. Tjek og tjek og lidt mere tjek. Ud i verden og i livet, med tankerne alle andre steder. Pause. Og kaffe. Tilbage og lytte og lære og kigge på uret og ud igen. Vi drysser ind derhjemme i hold af to. Klokken er mere end 15, men morgenen hænger stadig i luften med havregryn i krogene og nattøj på gulvet. Vi snakker og krammer. De store og de små. Klokken er snart 17, og hvad skal vi have til aftensmad, moar? Moar ved det ikke, men hun finder på noget lige om lidt. Der spises og grines og snakkes og larmes. Og desuden er det emneuge, så nogen skal huske at have et krus med i skole. Husk krus, skriver jeg på køkkentavlen. Mit hoved bobler. Tæppet i stuen består af lige dele sand og tæppe. Nogen har været i sandkassen med sin gravko og med sin gravko ind i stuen. Støvsugerposer, skriver jeg på tavlen. Det var det, jeg havde glemt at huske så længe. Tandbørstning. Og ud i bryggerset efter nålen i høstakken. Pikachu-pyjamas et sted i bunkerne af ufoldet vasketøj. Rent, trods alt. Fundet. Læsning og putning igen i hold af to. Jeg har brug for lige at sidde lidt. Eller at sove. Jeg gør det ikke, for madpakker skal smøres og pakkes og på køl, så de ikke trækker tid fra morgenen efter. 78 forskellige biler og klodser smides i kasser. Kaffe. Morgendagens logistik koordineres. Og sofa og tunge øjenlåg. Og hov! Halvfjerds siders læsning til i morgen og sovende øjne på side 13. Op at stå. Ned igen. Opgiv og gab og klem sofamakkeren på skulderen, imens søvnige øjne mødes i et smil. Støvet har næsten lagt sig. Fjernsynet knitrer med noget, ingen ser. Kommer i tanke om tabt tand på falderebet og famler i alle husets kroge efter småmønter. Bingo. Ind under hovedpuden. Uden at vække barnet, for Guds skyld. Hvad? Er klokken allerede…? Nå. Gab og tilløb til natrutine. Vaskemaskinen skuler ondt tværs gennem køkkenet, da jeg på vejen forbi får øje på det våde tøj. Pis. Op i tumbleren med det meste. Resten på tilfældige stolerygge, for stativet er allerede ved at gå i knæ af tørt tøj fra dagen før. Eller dagen før den. Tilbage over køkkengulvet, der knaser under mine fødder. Nåh ja, støvsugerposer. Og så, så har støvet lagt sig. Og lige om lidt slår vi dynerne til side igen.

Alt er, som det plejer. Næsten, altså.

Så. Der gik et par måneder, hvor ordene var væk. Et par måneder, hvor jeg stoppede med at lede. Jeg har ikke de store, forkromede fremtidsplaner for bloggen her, andet end at sende noget afsted, når tiden og følelsen er til det. Det er åbenbart nu. På årets andensidste dag. Alt er som det plejer, med undtagelse af et par småting. Jeg skal for eksempel ikke være jurist. Det har jeg aldrig skullet, men det var jeg lidt tid om at finde ud af. Menneskerne og studiet var godt og fint, men der var noget, der ikke klappede, og jeg var nødt til at stoppe op og finde ud af, hvad det var.

Det var mig. Det var mig, der glemte at mærke efter og tænke mig om. Mig, der glemte at have tålmodighed til at gøre det, der gøres skulle. Jeg har hverken sindet eller lysten til at arbejde som advokat eller i det hele taget træde ind i en branche, som er så karriereminded, at jeg ikke vil have tid til at få mig selv med. Så jeg gør noget andet. Noget, jeg i slutningen af sommeren ikke kunne overskue og derfor skød idéen ned om. Juraen lå lige til højrebenet; jeg havde snittet, adgangskravene og mulighederne lå lige der og ventede. Jeg skulle ikke gøre mere end at søge ind og vente. Det skal jeg nu.

Jeg vil stadig gerne skrive, jeg vil gerne bruge mine ord, men ikke som hele grundlaget for et studie og mit fremtidige arbejdsliv. Jeg længes efter viden og forståelse for mennesker, mig selv og verden omkring mig. Og måske kan de to ting kombineres. Måske kan jeg bruge mine ord til at skrive om den viden, jeg kommer til at få. Så nu tager jeg tyren ved hornene. Tager et par måneder, hvor jeg rykker mit matematikniveau et trin op, så jeg til sommer kan søge ind på psykologistudiet, som på alle måder er meget mere mig. Som føles tiltalende og rigtigt på et helt andet plan. Men jeg var træt af at træde vande midt i min studentereksamen, og tanken om at skulle sætte mine ben der igen, efter huen var landet på mit hoved, var alt andet end attraktiv. Så jeg skyndte mig videre. Og nu træder jeg et par skridt tilbage, samler hængepartierne op, så jeg forhåbentlig kan komme igang med noget, hvor værket i store træk drives af lyst fremfor pligt. Og jeg kan mærke, jeg glæder mig. Glæder mig til at klatre over den sidste hurdle og tage fat på noget nyt, som kan danne rammerne for store dele af mit fremtidige liv. Det skal nok blive godt. Det skal det.

Først skal vi dog lige have sendt vores lillebitte 2-årige i børnehave. Om en måned. Noget, jeg slet ikke kan forlige mig med. Han kunne med fordel snuppe et halvt år mere hos sin dagplejemor, som bor et stenkast fra os, og som han træder ind hos med glæde og forventning hver morgen. Lige have lov at være lille lidt længere. Men der er no mercy. I Odense er man klar til at blive kastet ud i infernoet af store børn og mange voksne, når man er 2 år og 10 måneder. Det er man bare slet ikke, men det er spareplanen ikke interesseret i at vide. Til sammenligning var Fredes storebror 3 år og 3 måneder, da han startede. Smertefrit. Sjovt og nysgerrigt. En verden til forskel. Det skal nok gå, ja. Men helst mere end bare det. Vi spænder hjelmen og trøster os med, at hans forældre er fleksible studerende, der kan følge og støtte ham tæt hele vejen.

2018 bliver fin. Det gør det. Jeg får for eksempel en 8-årig 2. klasser(!!!), et 3-årigt børnehavebarn, et par bryllupper at deltage i og en kæreste, der er endnu tættere på at være færdig som lærer. Og måske starten på et helt nyt liv i min mave, når vi når om på den anden side af sommeren. Snart kan vi se solen, og ting med farver, der vokser op af jorden. Jeg glæder mig.

Rigtig godt nytår.

Jeg undrer mig lige lidt over… #5

Rema1000s tandpasta af eget mærke. Den koster noget i nærheden af fem kroner, og det har jeg fuld forståelse for. Tandpastaen giver sig ud for at smage af ‘cool mint’, men lad jer ikke narre, den smager ethundrede procent som Jenka-tyggegummi, og jeg har hverken lyst til at starte eller slutte dagen med smagen af den vamle isbjørn.

At jeg er nået dertil, hvor jeg til dels synes, det kan se alletiders ud med et par sorte jeans med hullede knæ, men samtidig ikke kan lade være med at tænke, at det dog er helt ubegribeligt dumt at betale penge for et par bukser, der allerede er i stykker. #grumpyoldlady

Hvem/hvad Markus og Martinus er. Jeg har en idé om, at det er noget idol-agtigt, eftersom jeg udelukkende har set tween-pige-mødre poste ting omkring det.

Hemmelige babynavne. En tendens, der særligt florerer på Instagram. Jeg er ikke helt med på, hvad det er for en mærkelig opmærksomhedsmagnet at klamre sig til. “Er ikke klar til at dele babys navn endnu”. (Efterfulgt af en række kryptiske hashtags med forbogstaver og underlige pseudonymer.) Jeg er med på, at visse forældre vælger helt bevidst at udelade deres børns navne fra cyberspace for good, men det er ikke dem, jeg tænker på. Det er dem, der udmærket ved, at de offentliggør det før eller siden, men som ikke kan dy sig for lige at se, hvor længe de kan fastholde deres 8.524 disciples konstante nysgerrighed og spørgen-ind-til. Ryd forsiden! Endelig bliver vi beriget med resten af bogstaverne i #babyR’s navn.

Om de mennesker, der køber plakater fra Hipd, findes. Og om de også nyder Cirkusrevyen.

Spanx-reklamer. Det famøse shapewear er altid illustreret på kvinder, der aldrig har vejet over 40 kilo i deres liv, og som ikke opnår andet end at blive et par millimeter bredere i omkredsen af at iføre sig kropskondomet. Misforstået markedsføring.

At jeg netop har brugt det sidste af en wc-rens fra 2011(!) til trods for, jeg rengør toilettet mindst tre gange om ugen. #drøjibrug

Om det er en bevidst handling fra Schwarzkoppfs side, at min ellers meget feminine glossy-gloss-shampoo dufter 100% af mandedeo.

Hvornår “alt er love”-æraen udfases. Kan vi eventuelt så småt begynde nu? Jeg kan vældig godt lide Skam, men jeg er ikke helt oppe på drittkul-niveauet.

At Frede, efter drænenes indtog, har fået så vanvittigt mange nye ord, men stadig insisterer på, at ’sut’ udtales ‘tun’. Jeg burde måske rette ham, men det lyder så åndssvagt sødt, når han galper “be’ om tuuun!”, især når der er tale om en bestemt sut med en fisk på, og han således be’r om tun-fisk.

Edit: Siden denne kladde blev til, har han lært at sige ’sut’, og jeg har i mellemtiden glemt, at det ikke rigtigt hedder ‘tun’. Forleden spænede jeg i al fald febrilsk rundt i min søgen efter det, han med bævrende underlæbe efterspurgte adskillige gange med ordene “suuut, suuut!”. Som den idiot, jeg åbenbart er, skulle der gå lidt tid, før jeg fattede, at det ikke var ‘bus’ han mente, men rent faktisk det, han sagde. Sut.

Hermed et billede af en babysnegl.


 

 

Hvis jeg kunne finde mine ord

Sommerferien står med den ene fod ude af døren, og jeg prøver at suge det sidste til mig, inden hamsterhjulet igen skal op i omdrejninger. Mine ord er åbenbart gået i forvejen, og selvom jeg er blevet en del oplevelser rigere de sidste måneder, så bliver det noget smattet hver gang, jeg prøver at få det ned på skrift. Men altså, hvis jeg kunne finde mine ord, ville jeg nok skrive noget om:

Hvordan vores oppakkede bil kollapsede 100 meter fra vores hoveddør, da vi forventningsfulde satte kursen mod Holland.

At vi fem minutter senere lånte min svigerfars ganske udmærkede eksemplar af en bil i stedet, og jeg således nød at køre samtlige 1200+ km på ferien. Mikkel nød at være co-pilot (altså at dele snacks ud til bagsædet og styre musikken). Hvem sagde kønsroller?

At jeg, ud af mere end 1100 ansøgere, har fået tildelt en af de 156 pladser på jurastudiet fra 1. september. Og tak for det.

At det kan være lidt småudfordrende at forklare en 7-årig, hvad jura er for en størrelse.

Hvordan jeg, til trods for alverdens skrækindjagende artikler om, hvordan ikke-alkohol-indtagende folk dropper ud af studierne på stribe, ikke har planer om at deltage i rusturen. To overnatninger et vilkårligt sted i Sønderjylland med en stak fremmede mennesker tilsat orienteringsløb om natten, fællesskabslege og uendelige mængder sprut har aldrig været min stærke side. Slet ikke når jeg har en 2-årig derhjemme, der stadig holder ferie. Jeg lyder muligvis røvkedelig. Det er jeg faktisk ikke. Og jeg lover at deltage i alle de andre introdage!

At min førstefødte er startet i 1. klasse i forgårs, og at selvsamme barn læser. Altså rigtigt læser og snart har gjort længe.

Hvordan jeg græmmes over Prinsesse Henriks opførsel. Det er en ommer, Henri. Det er mange ommere efterhånden.

Cyklister, der partout skal filme dem selv (eller deres lår), når de hjuler afsted, for så at dele det på Instastory. Måske er jeg ikke topkvalificeret til at kommentere det, eftersom jeg nærmest aldrig cykler selv, men jeg har svært ved at forestille mig, det kan være helt ufarligt sådan at sprinte med én hånd på styret, mens den anden filmer, redigerer og poster på de sociale medier midt i københavnsk myldretid. Pas nu på jer selv og ikke mindst de unger, der af og til vinker til kameraet fra cykelstolen bagpå.

Hvordan jeg føler mig taget ved næsen af den danske sommer i en grad, jeg aldrig før har oplevet. Naturligvis på vejrfronten, men i lige så høj grad konsekvensen det har haft for min høst. Drivhuset har bestemt givet fine ting, men ikke på samme niveau som sidste år. Til gengæld har vores højtelskede moreltræ givet lige præcis nul bær, hvor det sidste år gav flere kilo. Det var faktisk fyldt med grønne klaser, da vi drog mod Holland, men da vi atter var vendt hjem, erfarede jeg hurtigt, at samtlige bær var væk. Så tak fugle eller regn eller blæst eller hvem fanden, der har stjålet mine bær. Jeg er ikke bare sur, jeg er også svært skuffet. Heldigvis går det godt på æble- og brombærsiden. Og nu holder Søren Ryge her sin kæft. Undskyld.

Hvor glad jeg er for ikke at skulle i skole inde i midten af Odense længere, men kan nøjes med den korte vej til uni. (Det er nok nu, jeg burde begynde på at cykle.) Den fynske hovedstad er et minefelt af vejarbejde, afspærringer og gule maskiner, og det er tæt på fysisk umuligt at komme rundt. Jeg håber virkelig, letbanen (skodord i øvrigt) bliver det hele værd, men jeg tvivler voldsomt.

Det ville jeg skrive noget om, hvis jeg kunne finde mine ord. Jeg leder videre.