Hello from the other side

Indrømmet. Jeg har ladet jer hænge. Dem af jer, der måtte være tilbage. I snart et år. Det er ret lang tid. Det har egentlig ikke været et superaktivt valg, men mere noget med dage, der har ædt hinanden og motivation, der falmede. Dernæst blev jeg ramt af bloggerlede og SoMe-foragt uden helt at kunne pege på én specifik årsag. Jeg kunne vælge at unfollowe alt i den retning (hvilket umiddelbart havde været det mest voksne at gøre), men alligevel blev jeg ved at lade mig irritere af (manglende) #reklame og Lunarway og Daniel Fucking Wellington. Jeg blev ved at lade mig trætte af klima- og miljøprædiken fra mennesker, der gladeligt smækker røven i et flysæde 14 gange om året for eksempelvis at promovere modebranchens overforbrug. Jeg væmmedes ligeså stille ved hele kulturen. Selviscenesættelsen. Reklamesøjlerne. Jeg manglede distance.

Grænserne bliver for mærkelige og diffuse, når de såkaldte internetvenner ubemærket skubber flyers, brochurer og rabatkuponer ind i hver en lomme, der måtte stå åben. Når omdrejningspunktet for det hele bliver forbrug og gerne mere af det. Når mennesker lever af at påvirke andre mennesker til materialisme og charterferier. Jeg blev mæt. Og mens jeg forsøgte at slukke for diverse kanaler, slukkede jeg åbenbart også min egen. Men nu er jeg her. Hvad det bliver til, ved jeg ikke, for min ambivalens består lidt i, at jeg holder uendeligt meget af at skrive om alt og ingenting, men samtidig er jeg i tvivl om, hvorvidt en blog er det rigtige format for mig. Jeg vil lige skynde mig at tilføje, at der selvfølgelig stadig findes kroge af blogverdenen, jeg holder utroligt meget af. Velreflekterede, velformulerede (oftest) kvinder, der har andet og mere end Verisures alarmsystem på hjerte. Og dem er jeg så småt ved at finde tilbage til; de druknede ligesom bare i larmen fra de andre kroge, som jeg ikke fik luget ordentligt ud i. Men nu vi er ved det, kan jeg jo passende fortsætte i det navlepilleriske spor og prøve at ridse 2019 op.

Det virker uoverkommeligt at skulle koge det sidste års tid ned til et enkelt blogindlæg, men jeg skal forsøge at male med den brede pensel. De af jer, der følger med på Instagram (@dittekirk), vil muligvis være (en lille slags) opdateret, men tillad mig lige at opsummere alligevel.

Kort før 2018 rendte ud, fandt jeg ud af, at der var flyttet en mikroskopisk person ind i min mave. Den mikroskopiske person flyttede ud medio august efter 56 minutter på en fødestue, og jeg er således mor til intet mindre end tre. Mit køn er fortsat stærkt underrepræsenteret herhjemme, da vi har fået (endnu) en dejlig lillebror. Jeg hverken kan eller vil koge en masse indlæg på afsløringen af hans navn. Det er et lillebitte navn med en enkelt stavelse, som alligevel er fyldt med styrke og pondus. Eller, det synes vi, om ikke andet. Og så deler han navn med intet mindre end tre af sine tipoldefædre. Lillebror hedder Jens, og han bevæger sig med hastige skridt mod 3 stærke måneder. Udover det sædvanlige opstartsknas med maven går det godt. Hans storebrødre (på nu 9 og 4 år…) er pissesøde og gode ved ham, og Frede aer ham dagligt på hovedet med kærlighed i øjnene og ordene “lille, lille Jennert”. Så kælenavne har han også. Hans far ynder af uvisse årsager at kalde ham Jønix i tide og utide, men kælenavnstendensen herhjemme er generelt virkelig sær og under konstant udvikling i mange mystiske retninger, og det kører pt. bedre, end da Mikkel et par gange kom til at kalde ham Jønke. Marius kigger på Jens med store øjne og siger ting som “nogle gange får jeg altså bare sådan lyst til at holde ham”. Så det går vist, som det skal. Og bedre end det.

Noget af det sidste, jeg fortalte herinde, var noget om at overleve matematik B og starte på psykologistudiet. Og jeg gjorde begge dele. Og så blev jeg i tvivl. Dels fordi det ramlede sammen med min stressperiode, dels fordi jeg mærkede ordentligt efter. Hvilket jeg troede, jeg allerede havde gjort. Min mor satte også nogle ord på. Hun nævnte, at jeg kun talte om uddannelsen i psykologi med henblik på, at “så kunne jeg jo bare skrive fagbøger om emnet, når jeg var færdig”. Og det kunne jeg måske. For jeg synes, psykologi er et vanvittigt spændende felt, men jeg har ikke lyst til at arbejde som klinisk psykolog. Jeg har lyst til at lære teorierne og læse forskningen bag, men jeg er ikke gearet til arbejdet, der følger efter. Så kunne jeg måske blive forsker, men det er heller ikke noget, der trækker voldsomt i mig. Jeg blev ved med at vende tilbage til “noget med at skrive”, og pludselig virkede det omsonst at bruge fem år på en uddannelse bare for (måske) “at skrive om emnet”.

Det gik op for mig, at jeg havde stirret mig blind på universitetet som eneste mulighed. At mine egne forventninger og ambitioner var gået i forvejen og havde glemt at spørge mig til råds. Måske i ligeså høj grad mine forventninger til, hvad andre forventede af mig. Med den såkaldte hurtigstartsbonus måtte jeg søge ind på universitetet med et gennemsnit på 12, så “jeg kunne jo læse lige det, jeg ville”. Jeg kunne “passe godt ind på jura”, eller jeg kunne “nemt læse medicin”. Og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at folk har ment det allerbedste med det, og at deres forventninger til mig mest har eksisteret i mit eget hoved.

Så jeg stoppede op og mærkede efter. Igen. Min mor kommenterede på, hvordan jeg lyste op, hver gang jeg berettede om et restaureringsprojekt af en gammel stol, jeg havde gang i. Jeg tænkte, det lød lidt fjollet sådan at gå og blive begejstret for at pille søm ud af et gammelt møbel, men så tænkte jeg lidt mere. Jeg mangler kreativitet på universitetet. Jeg mangler flere ord og mere udfoldelse og mindre teori. Jeg orker ganske enkelt ikke mere ‘klassisk’ skolegang. Slet ikke hvis jeg dybest set ikke brænder for det konkrete arbejde, uddannelsen i stor grad lægger op til. Og det var en voldsomt befriende følelse at erkende netop dét, selvom det måske lyder håbløst ikke bare at have regnet den ud noget før. Det var en ganske speciel oplevelse, at det fremtidige selvbillede, jeg havde fået malet over en temmelig lang årrække, pludseligt skulle kasseres og erstattes med et blankt lærred.

Så nu står jeg her. På barsel. Jeg vender næppe tilbage til psykologistudiet. Eller universitetet. Hvad skal der så blive af mig? Jeg ved det ikke. Endnu. Jeg har leget med idéen om at blive møbelsnedker. Indtil jeg blev opmærksom på, det nok ikke er et erhverv for en diskusprolapset type som mig. Jeg er nødt til at beskæftige mig med noget, der ikke er opslidende for min ryg. Noget med ord. Noget med at tegne. At male. Designe, fremstille. Jeg ved, jeg herinde før har nævnt følelsen af ikke at kunne finde én specifik arbejdstitel, som jeg føler, jeg hører hjemme i. Så nu tænker jeg om muligt endnu flere tanker end før. Kan jeg lave noget, folk kan bruge? Kan jeg korrekturlæse eller oversætte eller forfatte eller fremstille? Kan man leve af det? Bør jeg uddanne mig i en form for grafisk design, så jeg er bedre rustet på det visuelle/digitale plan til at kaste mig ud i en form for kommunikationsbranche? Så. Mange. Spørgsmål. Jeg har forhåbentlig et godt års tid endnu til at finde en form for svar.

Udover uddannelsesspektaklet har jeg været involveret i en form for Instagramspektakel. Jeg kaldte et par småsuspekte foretagender ud i mine stories og stillede spørgsmålstegn ved, hvorfor mange influencers valgte at reklamere helt ukritisk for den slags. Det spredte ringe i vandet af en art, jeg aldrig havde forudset, og pludselig sad jeg som gæst i Shitstorm på P1. Heldigvis ikke som the bad guy, men for at tale om al den røre, der løbende opstod i Influencernes Rige som led i en spirende udvikling af den almene forbrugers kritiske sans. Nogle uger senere var Kontant på DR1 på en sag om blandt andet det ætsende tandblegningsmiddel, (der viste sig at indeholde 75 gange så meget brintoverilte som den tilladte mængde,) og som adskillige store profiler havde reklameret for. Det havde jeg ingen indblanding i, men lavinen rullede igen i digitale Danmark, og min indbakke på Instagram har været rødglødende. På den gode måde. Af kampklare mennesker, der følte sig ført bag lyset, af hep, af skulderklap, af god energi. Jeg har længe ligget ret stabilt på omkring 800 følgere, men drypvist kom omkring 3.000(!) nye mennesker til min profil i kølvandet på postyret om de her tendenser. Det var (og er) en meget overvældende oplevelse, især at en række af mine stories blev set af over 17.000 mennesker. Det er (for mig) uhåndgribeligt mange. Folk er heldigvis enormt søde, men samtidig er det forbundet med en vis ambivalens, for jeg føler, der er angstprovokerende mange øjne, der kigger med. Hvis man er interesseret i at se, what all the fuss is about, har jeg gemt omtalte stories i de små højdepunktsbobler på min Instagramprofil. Det er en fordel af se boblerne fra højre mod venstre, da de så følger ‘sagernes udvikling’ kronologisk. (Den allerlængst til højre er en gammel sag og kan springes over.)

Jeg vil lige runde af med (ja, det blev lidt langt) at konstatere, at jeg går i en form for tænkeboks med henblik på mit støvede hjørne af internettet her. Jeg har savnet og manglet at skrive, men jeg har ikke som sådan savnet selve bloggerverdenen pakket ind i (sponsoreret) kransekage og kindkys. Hvis det overhovedet giver mening. Der skal i hvert fald ske noget andet med bloggen, hvis den fortsætter. Nyt (domæne)navn og noget redesign af en art. Hvis I ligger inde med gode forslag til noget af det, så tager jeg hjerteligt imod dem i kommentarfeltet. Eller på Instagram, hvis man er mere til den slags.

Jeg håber, I har det godt <3

En dag kunne jeg høre fuglene synge

Det første, jeg bemærkede, var kvalmen. Utilpasheden og følelsen af at have en rest af sygdom hængende, som nægtede at slippe sit tag. En ihærdig kvalme, der hang ved det meste af de ellers så venlige og solbeskinnede sidste sommermåneder. En krop så tung og fysisk utilpas, at jeg måtte sidde på trappestenen foran hoveddøren i et kvarter for at samle kræfter, hver gang vi skulle deltage i et af sommerens mange arrangementer. Dernæst kom en hjertebanken, der truede med at galoppere min brystkasse i smadder. Mange uger gik, hver aften med et spinkelt håb om at vågne rask den efterfølgende dag. Føle mig rask. Hver morgen blev aftenens håb afløst af skuffelse, og jeg vågnede træt og tyndslidt. Til sidst så jeg mig nødsaget til at kapitulere og søge læge. Søge blodprøver og hjertediagrammer og infektionstal. Søge en kur, noget lindrende, hvad som helst.

Dommen faldt få dage efter. Jeg var rask. Både mit blod og mit hjerte og mine organer. Intet. Der var intet, sagde lægen. Lige indtil der alligevel var. Der var stress, sagde han. Stress.

Jamensigmigligeengang, er det ikke sådan noget, der slår en ud af kurs, når karrierehjulet centrifugerer en ud i intetheden, mens man bades i overbebyrdningens salte sved? Når man må dreje nøglen om i biksen, og konen forlader én i samme åndedrag? Når arbejdspladsen og privatlivet truer med at rive dig midt over? Hvordan kan stress snige sig ind på én 2,5 måned(!) inde i ens sommerferie, uden man overhovedet lugter lunten? Hvordan har jeg kunnet føle mig så fysisk syg så længe uden at se den store, fede vognstang, min krop tæskede rundt for øjnene af mig?

Det er svært at sige. Sådan er der så meget. Der står åbenbart ikke i stresskontraktens ansættelsesvilkår, at man *skal* have været fysisk overbebyrdet. Travl, halsende, løbende. Det er åbenbart nok, at ens hjerne er det.

Min hjerne har altid haft travlt. Den har ikke givet mig mange øjeblikkes fred, siden jeg var 6 år. Den er tanker, den er mylder, den er travl. Den er bekymringer og ikke ret meget ro. Den står *aldrig* stille, og den kværner gerne 47 tanker afsted på én gang for så at sende 47 mere i slipstrømmen på dem. Døgnet rundt. Og pludselig var den og alt muligt skyld i min hvilepuls på 148 og mit åndedrætsbesvær.

Med pulsen kom angsten, eller måske var det omvendt. En del lure kom til, når mit hoved tillod mig at sove. Konsekvensen af ikke at være i stand til at deltage i mit eget liv var en enorm portion magtesløshed. Oveni fulgte følelsen af momentan sindssyge, som var affødt af kun at se verden fra indersiden af mine vinduer. Der var min mor, som hentede sin voksne datter for at prøve at køre en tur. Prøve at drikke en kop te. Prøve at være på udebane. På hjemmebane. Hos min mor. Så var der mig, der sad på trappestenen og ventede på bilen. Fordi jeg ikke kunne holde ud at være alene. Eller indenfor. Eller nogen steder. Og da jeg hørte lyden af bildæk over perlestenene, kom den trommende puls. Tårerne kom, da jeg så min mor. Min mor, som er indbegrebet af omsorg og symbolet på al tryghed i verden. Det skræmte mig så voldsomt, at end ikke hendes tilstedeværelse kunne berolige mig. Vi tog afsted. Jeg knugede håndtaget på dørens inderside. Hvert ord, jeg ville sige, blev til en boble i min hals, som bristede, så snart den nåede mine læber. Teen blev kold, før jeg nåede at smage den. Roen var blevet væk. Jeg kunne ikke engang mestre at finde den dér midt i min mors idylliske, stråtækte bondehus. Min krop var fremmed at være i, mens mine hænder knugede sig om hinanden, til mine knoer blev hvide.

Panik. Rædselsfuld ventetid. Psykiatrisk akutmodtagelse. Rædselsfuld ventetid. Lægebesøg. Rædselsfuld ventetid. Apotekbesøg. Rædselsfuld ventetid. Til sidst kom effekten af den beroligende medicin drypvist, og med den kiggede bittesmå åndehuller atter frem i løbet af dagene og nætterne, og jeg blev gradvist mere fortrolig med natten og dens omklamrende stilhed. Indimellem kunne jeg sove. Og indimellem skete det, at jeg om morgenen kunne høre fuglene synge. En lyd, jeg helt havde glemt at huske.

Efterveerne af stressboblens bristning faldt ironisk nok sammen med hele introforløbet på det psykologistudie, jeg netop var blevet optaget på. Og hvis der er noget, der ikke er gavnligt for stresskvalme og hjertebanken, så er det at være sat markant bagud fra start.

Lægen anbefalede sygemelding på det kraftigste. Måske rimeligt nok, når jeg hverken kunne tømme en opvaskemaskine eller gå i bad uden angst for at være til. Alle de hverdagstrivialiteter, der normalt er komplet selvfølgelige, indtil de pludseligt ikke er det mere. Indtil livet og kroppen kigger dig intimiderende i øjnene og med store bogstaver beder dig om træde et skridt tilbage og reflektere the fuck ud af alting. Og det gør jeg så.

Det går bedre, selvfølgelig gør det det, sådan har livet det vel oftest med at fungere. Børnene er søde, og ham den lange er det samme (og jeg undgår også gerne at tænke på, hvordan min situation havde set ud uden ham og hans brede skuldre). Det lykkedes mig at navigere det værste udenom børnenes bevidsthed, og da jeg tabte mig 3 kilo på en uge, fordi min krop ikke ville acceptere mad, spurgte min ældste mig blot, om jeg stadig var syg i min mave. “Ja”, svarede jeg. “Men det bliver snart godt igen”.

Det var udelukkende i mit sind, at tingene tågede til og tyngede tungt, men ikke desto mindre var det gennemført rædselsfuldt at gennemgå så mange uger, hvor hver en fiber i kroppen skriger på søvn, men ikke kan falde til ro; gerne vil se lyset, men ikke kan udstå at være vågen. Én ting er sikkert: Jeg har den allerdybeste respekt og medfølelse for dem, der har levet eller lever med angst i sådan en grad. Det er intet mindre end invaliderende. Og for mit vedkommende er det værste forhåbentlig overstået.

Heldigvis går det bedre. Jeg kan både handle julegaver i stressinfernoet af storcentervanvid, og jeg kan grine nede fra maven igen. Det går den rigtige vej.

Og nu går jeg lige ud og trækker vejret.

To phone or not to phone

Jeg fik min første telefon et sted mellem 3. og 4. klasse. Til deling med min storesøster, naturligvis. Det var en lilla klaptelefon med antenne og hele svineriet af mærket Ericsson. Skrev vi SMS’er, der blev længere, end telefonen kunne kapere, kvitterede den med at bytte samtlige bogstaver ud med kinesiske tegn. Teknologien var god på den måde.

Om eftermiddagen spillede jeg spil på MS-DOS computer hos min farmor (fellow 90’er børn, I må vide, hvad jeg snakker om). Min farmor var geek på måden, hvor det fortjener at staves med to 3-taller. Hun og min farfar havde et skrivebord med hver en computer, hun kunne noget med html-kodning og havde de nyeste spil med hjem på disketter. Hun er i øvrigt stadig sej(ere end mig) til den slags. I tredje klasse fik jeg fingre i det første The Sims, og siden da var min digitale verden for altid forandret.

Det er den også nu. Forandret, altså. Og i konstant udvikling. Og jeg leder febrilsk efter håndbremsen, når min 8-årige søn beder om at få en telefon. Herregud, jeg var ikke selv meget ældre, da min far forærede os den lilla klods back in the good ol’ days. Men forskellen er alligevel til at få øje på. Jeg fik en telefon. Hell, den kunne ikke engang spille Snake. Hvis jeg forærer Marius en telefon i dag, forærer jeg ham adgang til resten af verden i lommestørrelse. Jeg giver ham adgang til fordummende YouTube-videoer, til FaceTime-opkald, til uendelige, mærkværdige spil, til trends og til andre folks holdninger. Selvfølgelig kan jeg adgangsbegrænse og kontrollere, og det er ikke engang nødvendigt med den 8-årige, der bor her hos os. Han ville uden tvivl høre efter, hvis jeg bad ham lade være at downloade YouTube-app’en. Men alligevel. Hele internettet er lige dér i hånden på en. Alt det gode og alt det dårlige. Og når jeg tænker på, hvor svært det som voksen kan være at navigere i eller kontrollere sit tidsmæssige forbrug omkring, er det ikke en ting, jeg har lyst til at give videre allerede.

Vi har heller ingen iPads. Det kommer sig egentlig ikke af totalt forstokkede, teknologiforsagende principper; vi har bare aldrig fået købt en. Og nu er det ældste barn 8 og det yngste 3, og vi mangler det ikke rigtigt. Hvis de dumper ind i smørhullet lidt rigeligt tidligt, deles de om at se små videoer på en telefon, mens de voksne får søvnen ud af øjnene. Det virker for os.

Hele emnet omkring telefon er selvfølgelig også påvirket af ydre omstændigheder. Den klassiske fortælling om, at aaalle andre i klassen selvfølgelig har telefon. Det ved jeg godt, alle ikke har. Men de findes. De fandtes sågar allerede, da Marius gik i 0. klasse. Jeg så flere af hans klassekammerater stå i kælderens garderobe og begejstret vise YouTube-film til deres jævnaldrende. Akkompagneret af jublende skældsord og udbrud. På det tidspunkt var de 6 år. For mig giver det ikke mening, at man giver sin 6-årige nøglerne til YouTube, når man ikke selv er hjemme til at følge med. Og slet ikke i skolen, hvor den slags også smitter af på andres børn.

En anden ting, der gør, at jeg stritter imod hele telefonidéen, er legeaftaler. Vi har før prøvet at have en legeaftale på besøg med telefon, hvor Marius flere gange henvendte sig i stuen med beskeden om, at han kedede sig. At hans ven sad begravet i sin telefon på værelset og ikke havde lyst til andet end at se videoklip på nettet, mens Marius trissede rundt og ventede på, vennen havde tid til at lege. Det, synes jeg også, er mere end almindeligt uheldigt. At to (på det tidspunkt) 7-årige børn ikke kan blive enige om en fælles aktivitet, fordi den enes tilstedeværelse er blevet slugt af en smartphone. Det er både trist og for tidligt.

Egentlig er det ikke svært for mig som forælder at holde fast i det “nej”, der er blevet sagt til telefonønsket. Jeg har ikke svært ved at stå fast, selvom ‘alle’ de andre i klassen har en telefon. Men når al galden efterhånden er hældt fra, kommer jeg selvfølgelig frem til min egentlige udfordring. At det kunne være pisse praktisk, hvis Marius havde en telefon. Han har 350 meter i skole på en lukket sti, og det er en vej, han sagtens selv kan gå. Han har også venner i nabolaget, som han drøner rundt mellem efter skoletid, og her ville det være smart med muligheden for kontakt. Jeg gad godt, han kunne sende en besked, når han gik fra skolen. Eller når han sent fandt ud af, han gerne ville med i SFO lige præcis den dag og derfor vender senere hjem end planlagt. Eller at han lige kunne skrive hvilken ven, han besøger.

Det er i sandhed et dilemma. Jeg gider godt muligheden for kommunikation, men gerne uden al larmen fra YouTube, Snapchat og det store internet. Jeg ønsker også, det skal være en genstand, han kan få et sundt og naturligt forhold til, som ikke skal forstyrre hans sociale samvær med andre levende mennesker. Og det skal jeg selvfølgelig nok hjælpe ham med, når den tid kommer. Inden da skal jeg bare lige regne ud, hvornår den tid kommer. (Kommer den samtidig med tilladelsen til at spille Fortnite? Suk.)

Der var engang en varm forårsdag i maj

“Hvor er det dejligt at høre fuglene synge igen”, sagde mit lille, største menneske under aftensmaden i går, der blev indtaget udendørs direkte fra grillen. Og han har ret.

Han har ret i mange ting. Og lige om lidt fylder han otte år. Jeg syntes lige, jeg var 17. Jeg tog jo imod ham på den flaskegrønne fødestue for et øjeblik siden, en varm forårsdag i maj. Intetanende om, hvad livet ville bringe. Jeg har svært ved at huske livet før ham, og alligevel begriber jeg ikke, han allerede har været her i otte år.

Forleden lå vi og slumrede i de tidlige morgentimer, mens den lille og den store bror delte et fælles øjeblik med tegnefilm. Jeg betragtede, hvordan Marius aede og aede sin lillebror på håret. Da han opdagede, mine øjne var åbne, udbrød han: “Han er bare. så. sød. Han laver sådan nogle store, søde øjne”. Han havde ret igen.

Han går mig snart til halsen, og han er så stor, når han spænder skoletasken på ryggen og marcherer ud i verden. Han er så tålmodig og omsorgsfuld, når han læser bøger for sin lillebror. Han kan også være lille, når bekymringerne bliver for store, eller han har brug for at vende verdenssituationen, som vokser sig uoverskuelig i hovedet ved sengetid. Han har gjort det nemt at blive mor. Hans mor.

Han er mild og følsom og har altid fulgt med, hvor end jeg har været. Og hvor er jeg glad for, han har været med mig fra afslutningen af min teenagetid og begyndelsen på mine voksenår. Nu er han lige pludselig både stor og selvstændig og på vej ud i livet, men stadig lille nok til at vende hjem efter tryghed, når verden bliver for stor. Heldigvis.

Sidst afsluttede en lærer skole-hjem-samtalen med en formaning om, at Marius aldrig måtte ændre på noget; at han skulle blive ved med at være præcis, som han er. Og jeg har svært ved at være andet end enig. Han er min, han er Marius. Og hvor var det godt, det var ham, der kom en varm forårsdag i maj.

Om natten står jeg op

Underbevidstheden sparker mig i siden med tiltagende styrke. Et sted mellem 3 og 4. Giver efter, svinger dynen til side og træder ud på det kolde gulv. Undviger strategisk de steder, hvor gulvet knirker i slidte skrig.

Jeg kan høre stilheden.

Stilheden, som kun svagt brydes af små åndedræt fra de mørklagte børneværelser. De sover tungere, end jeg gør. Kigger ud af køkkenvinduet og holder vejret sammen med stjernerne. De siger aldrig noget. Heldigvis. Jeg finder morgenmad frem midt om natten. Midt i rodet og midt i roen. Spiser lidt og fryser lidt. Sidder lidt og trækker vejret.

Stilhed.

Alene med mine tanker, som jeg ikke forholder mig til, men lader fare ud i mørket, ud i natten. Ud af hovedet. Det er meget sent eller alt for tidligt, men bare fem minutter mere. Om natten skal jeg ingenting. Så jeg står op og gør netop det. Stilhed og stjerner siger lydløst godnat, og jeg kryber tilbage under dynen. Næste gang jeg vågner, er verden en anden og alt andet end stille.

Så om natten står jeg op.

Jeg undrer mig lige lidt over… #6

At der tilsyneladende findes en institution på Østerbro i København med en normering på 300 børn. Alene vuggestuen har plads til 108 babyer… Og jeg syntes, Fredes nye børnehave var uoverskuelig. De har i vuggestuen plads til 11 børn. Elleve. Og lige nu er de 6-7 børn på Fredes stue. Til to voksne. Det kan jeg altså godt leve med.

At mennesker (*host* kvinder) bliver ved med at gå psykopatamok, hver gang Søstrene Grene hvisker ‘ny kollektion’ i ørerne på dem. Der er da et par fine ting imellem, men… #schlaaaapaf

Hvordan jeg altid formår at ende i den helt anden ende af Youtube end der, hvor jeg startede. Jeg ved ikke, hvordan det gik til, men sidst fandt jeg mig selv i færd med at se tutorials på, hvordan man fjerner hårrester fra hundes ører. Jeg har hverken hund eller øreuld.

At jeg netop har købt et sæt á 3 stk. puder/tøjdyr/something formet som fisk. Til katten. (Ingen form for reklamelink, what so ever)

At jeg på selvsamme kat bliver ved med at finde afrevne katteklør(!) dybt nede i hovedbunden på ham. Vi er nok oppe på 10 stykker efterhånden, jeg har gravet ud. Hvor meget kan man egentlig nå at slås på den korte tid, man rejser sig fra sin fedladne tilværelse for at gå ud og lade vandet?

Folk, der uden nogen form for tvang eller trusler bosætter sig i en husbåd. En båd. Som hus! Frivilligt! Jeg kan næsten ikke komme i tanke om en mere skvulpende og klaustrofobisk tilværelse. Men, whatever floats your boat, I guess…

Folk, der på mest ydmyge vis titulerer sig selv som ‘influencer’. Det kan godt være, jeg er typisk dansk og jantelovsagtigt, men hold nu kæft, hvor måtte det ord gerne tage det første tog ud af verden.

Hvor meget tid jeg forleden fik til at gå med at sidde og nærstudere Nordkorea fra oven i Google Maps. Kan nu konstatere, at de har imponerende mange blå tage derovre. #dittektiv

Hvorfor de dér teasers på Instagram (med eneste formål at høste klik til sin blog) altid er så tamme, når sløret endelig bliver løftet for den ganske befolkning. Hvis du sidder og dækker din ‘nye’ frisure til med fingermaling i story-funktionen, så jeg er *nødt* til at klikke ind og se din vilde forvandling, så forventer jeg som minimum noget med turkise extensions, eller at nogen har givet din isse en tur med en trimmer uden mundstykke. Som regel er det mest bare noget med, at nogen har fået klippet spidser og måske kastet et par reflekser i, hvorfor ingen andre end hovedpersonen selv kan se forskel. #suchdifference

Om jeg er alene om at blive momentant spedalsk ved al den sitrende elektricitet, sådan et overgangsvejr bringer med sig. Jeg tapper forsigtigt på alle strømledende ting, før jeg tør give mig i kast med en egentlig berøring.

At jeg for ganske nyligt blev ramt af akut irritation over ikke at være ethundrede procent sikker på måden at stave ordet ‘bidet’. Altså, I ved, den der håndvask i numsehøjde, der prydede en del badeværelser tilbage i 70’erne. Det er ikke et ord eller en ting, jeg nogensinde er i nærheden af.

Hvornår nogen opfinder en ultrahurtigt virkende hovedpinepille rettet til den slags hjernesmerte, der opstår som konsekvens af matematisk overbelastning. Den er sikker hver dag.

Om jeg nogensinde lærer at måle op, før jeg giver mig i kast med at slæbe nye ting hjem. Forleden ville en venlig sjæl fra lokalmiljøet forære en trampolin væk (yay for forstadslivet), og jeg var hurtig til at takke ja. Således har en mastodont af et hopperedskab nu indtaget haven med en diameter på 4,3 meter. Det er meget. Meget mere, end jeg umiddelbart havde fantasi til at forestille mig.

At mit yngste barn bliver 3 år i morgen… Tre. År.

Beretninger fra et hamsterhjul

Her går det sådan, at jeg for tiden trækker mig selv gennem en ordentlig gang mudder (her synonym for matematik B) hver dag, til klokken rammer 16.10. Præcis. Indimellem er vi blevet løsladt 40 sekunder før tid – ja, sekunder – for vores lærer mener det seriøst. Og det er han givetvis også nødt til. Hvis overenskomstforhandlingerne ender i en reel konflikt, mister vi potentielt én ud af to måneders sammenlagt intensiv matematikundervisning. Altså halvdelen. Og det er meget, når vi lige nu padler gennem det pensum, man normalt har et år til, på to måneder. Eller altså, måske én.

Heldigvis deler jeg adresse med en gudsbenådet matematiker ved navn Mikkel, som rummer en tålmodighed på størrelse med et mindre kontinent, og han hælder solid viden og pædagogiske forklaringer ud over mig, når jeg har brug for det. Så langt, så godt. Jeg skal jo bare bestå, og alt det dér.

Matematik og strejke to the side, så har jeg gået og tænkt lidt over, *hvordan* voksne mennesker kommer levende igennem en hverdag med 8-16 jobs og små børn ved siden af uden at slå knude på sig selv. Jeg er givetvis forkælet indstillet, da vi aldrig har haft unger og fuldtidsarbejde samtidig, men i stedet har været studerende og fleksible, hvorfor vores børn sjældent er afsted længere end 5-6 timer om dagen. Og mens jeg sidder og leger med parabler og differentialregning til 16.10 og på bedste vis forsøger ikke at kradse mine øjne ud, har min bedre halvdel mulighed for at samle børnene op i rimelig tid alligevel. Men jeg er først hjemme, når klokken nærmer sig 17.00, og jeg når jo nærmest ikke at se deres små ansigter, før de skal under dynen igen. Jeg øver mig i at spænde hjelmen og ja-hatten godt fast, da det trods alt er for en ganske kort periode, men de vante, rolige åndehuller med tid til at lave ingenting sammen, bliver pludselig stoppet ud med dagligdagens gøremål, jeg normalt har kunnet tage løbende igennem ugen. Det er en fase. “Jaja, pattebarn, velkommen til adulthood, her er en madplan og et trælår”, tænker I muligvis. Men hvis min hverdag så sådan ud normalt, kan jeg simpelthen ikke se mig ud af, hvor jeg skulle grave timer frem til at vaske tøj og støvsuge og den slags fornøjelser. Den sidste måneds tid har mest været med i-morgen-starter-det-forfra-følelsen, hvor man er oppe ved overfladen efter luft et par gange i løbet af ugen, mens man venter på at kunne hvile sig lidt på bredden, når det bliver weekend. Jeg må bøje mig i støvet for dem, der har overskuddet til at køre en hverdag i det gear, men det er simpelthen ikke for mig. Ikke lige nu. På den måde er det egentlig alletiders, at jeg begyndte at få børn ret tæt på pissetidligt. Der er en god sandsynlighed for, at et ekstra familiemedlem kunne leje sig ind i min mave for en 9-måneders periode på den anden side af sommeren, hvor jeg samtidig (forhåbentlig) starter på psykologistudiet. Således går der snildt en 5-6 år, før jeg er i mål med uddannelse, og når jeg for alvor skal skubbe gang i karrierelivets tunge hjul, vil mine børn være noget, der minder om 6, 9 og 14 år, og det giver bedre mening for mig, end hvis de stadig var bitte-bittesmå. Men hver ting til sin tid og den slags. Vid blot, at jeg hæver mit glas med beundring i blikket for jer derude, der formår at dreje hamsterhjulet rundt i let gadedrengeløb uden at blive centrifugeret ud i uendeligheden.

Så, altså, det går godt og fint og kedeligt her, og jeg kan lugte foråret lure lige på den anden side af den omgang påske-vinter, der åbenbart venter om hjørnet. Mens vi venter, bruger vi ferien med de små mennesker, vi har lavet, og prøver at forholde os til, hvordan verden kan se gennemført uoverskuelig ud gennem et næsten 3-årigt menneskes øjne. Senest havde vi højlydte protester fra den lille herre, da han måtte sande, at han ved morgenens bleskift fik en ren og tør ble på, mens han åbenbart lige havde sat næsen op efter atter at blive iført sin tisvåde natteble. “NARJ! Ulækker ble på!” klynkede han. Børnelogik, I guess. Efter en rum tid, hvor han forgæves forsøgte at krænge sig ud af sin bodystocking, blev situationen afløst af et andet, mere alvorligt problem: Jeg fyldte opvaskemaskinen, og Frede så til sin store skræk, at jeg var ved at gøre plads til en beskidt kaffekop, som han akut havde kastet sin kærlighed på. Han fik lov at holde fast i koppen (som han i øvrigt aldrig har værdiget et blik før i dag), og jeg satte vasken over. Klip til fem minutter senere, hvor barnet med tårevædede øjne og et rådvildt blik forsøger at kradse lågen til opvaskeren op, fordi den føromtalte kop jo *selvfølgelig* skulle have været med i opvaskeren, men nu var maskinen igang og toget kørt. Han er sgu sjov på den måde. Og stædig som bare fanden. Men mest af alt helt afsindigt sød. Han rocker børnehavelivet og elsker det, og hans storebror har mere end almindeligt godt styr på at gå i 1. klasse, og sammen er de det sødeste makkerpar, jeg nogensinde har oplevet. Det går godt. Og jeg kan lugte foråret.

Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage

Jeg læste en bog, som fik mig til at græde. Tårer af den trillende slags. Som fik hver fiber i min krop til at sænke sig i tunge, tyngende ryk. Jeg slugte bogen på en aften. Den læste sig selv gennem mit tåreslørede syn. Jeg græder normalt ikke over bøger. Eller film. Eller digte. Men denne fortælling pustede liv i følelserne og gjorde dem så store og skræmmende, at de blæste sig selv op og ud gennem øjenkrogen. Den er så poetisk smuk og så rædselsfuld rå. Man bliver levende delagtiggjort i en følelse, en tanke, et tomrum, gennem passager af rå versaler komplet blottede for tegnsætning, som skriger hjerteskærende ud gennem det tavse papir og slår over i hviskende, små, opgivende skrifttyper. Den efterlod mig tungsindet og tvivlende på en måde, der gav mening og så alligevel slet ikke, og den blev siddende i min krop, længe efter sidste side var læst. Den viste, hvad ord kan gøre. Og hvad de ikke kan gøre. Hvordan de af og til ikke rækker derind i mørket, hvor der er brug for dem. Når de forstummer og forsvinder. Men de fandt vej tilbage igen til Naja Marie Aidt. Heldigvis.

“Jeg mærkede dig kun, når jeg var ude i det fri. Jeg mærker dig næsten aldrig mere. Måske har min gråd fortalt dig at du er død. Måske er du nået frem.

Vi gav dig en mønt med til færgemanden.

Din unge krop i kisten.

Vi siger: Han er i naturen, som om det var en trøst”

Jeg ønskede mig den i julegave. Og jeg fik den af min mor. “Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage”, hedder den. En fortælling af choktilstand, af et konstant og evigt nu og af den ikke-tid, hun lever i, da hun mister sin 25 år gamle søn i 2015.

Det er barskt, but do read.

Der var engang en hverdag

Det starter om morgenen. Som regel på et tidspunkt, hvor jeg godt kunne trænge til en time mere. Men maver er sultne og bleer tunge, og vi slår dynerne til side og hvirvler op i støv og vasketøj fra dagen før. Fodkoldt og på med strømper. Havregryn og boller og yoghurt. Ble og tøj og tænder og tasker og nøgler. Tjek og tjek og lidt mere tjek. Ud i verden og i livet, med tankerne alle andre steder. Pause. Og kaffe. Tilbage og lytte og lære og kigge på uret og ud igen. Vi drysser ind derhjemme i hold af to. Klokken er mere end 15, men morgenen hænger stadig i luften med havregryn i krogene og nattøj på gulvet. Vi snakker og krammer. De store og de små. Klokken er snart 17, og hvad skal vi have til aftensmad, moar? Moar ved det ikke, men hun finder på noget lige om lidt. Der spises og grines og snakkes og larmes. Og desuden er det emneuge, så nogen skal huske at have et krus med i skole. Husk krus, skriver jeg på køkkentavlen. Mit hoved bobler. Tæppet i stuen består af lige dele sand og tæppe. Nogen har været i sandkassen med sin gravko og med sin gravko ind i stuen. Støvsugerposer, skriver jeg på tavlen. Det var det, jeg havde glemt at huske så længe. Tandbørstning. Og ud i bryggerset efter nålen i høstakken. Pikachu-pyjamas et sted i bunkerne af ufoldet vasketøj. Rent, trods alt. Fundet. Læsning og putning igen i hold af to. Jeg har brug for lige at sidde lidt. Eller at sove. Jeg gør det ikke, for madpakker skal smøres og pakkes og på køl, så de ikke trækker tid fra morgenen efter. 78 forskellige biler og klodser smides i kasser. Kaffe. Morgendagens logistik koordineres. Og sofa og tunge øjenlåg. Og hov! Halvfjerds siders læsning til i morgen og sovende øjne på side 13. Op at stå. Ned igen. Opgiv og gab og klem sofamakkeren på skulderen, imens søvnige øjne mødes i et smil. Støvet har næsten lagt sig. Fjernsynet knitrer med noget, ingen ser. Kommer i tanke om tabt tand på falderebet og famler i alle husets kroge efter småmønter. Bingo. Ind under hovedpuden. Uden at vække barnet, for Guds skyld. Hvad? Er klokken allerede…? Nå. Gab og tilløb til natrutine. Vaskemaskinen skuler ondt tværs gennem køkkenet, da jeg på vejen forbi får øje på det våde tøj. Pis. Op i tumbleren med det meste. Resten på tilfældige stolerygge, for stativet er allerede ved at gå i knæ af tørt tøj fra dagen før. Eller dagen før den. Tilbage over køkkengulvet, der knaser under mine fødder. Nåh ja, støvsugerposer. Og så, så har støvet lagt sig. Og lige om lidt slår vi dynerne til side igen.

Alt er, som det plejer. Næsten, altså.

Så. Der gik et par måneder, hvor ordene var væk. Et par måneder, hvor jeg stoppede med at lede. Jeg har ikke de store, forkromede fremtidsplaner for bloggen her, andet end at sende noget afsted, når tiden og følelsen er til det. Det er åbenbart nu. På årets andensidste dag. Alt er som det plejer, med undtagelse af et par småting. Jeg skal for eksempel ikke være jurist. Det har jeg aldrig skullet, men det var jeg lidt tid om at finde ud af. Menneskerne og studiet var godt og fint, men der var noget, der ikke klappede, og jeg var nødt til at stoppe op og finde ud af, hvad det var.

Det var mig. Det var mig, der glemte at mærke efter og tænke mig om. Mig, der glemte at have tålmodighed til at gøre det, der gøres skulle. Jeg har hverken sindet eller lysten til at arbejde som advokat eller i det hele taget træde ind i en branche, som er så karriereminded, at jeg ikke vil have tid til at få mig selv med. Så jeg gør noget andet. Noget, jeg i slutningen af sommeren ikke kunne overskue og derfor skød idéen ned om. Juraen lå lige til højrebenet; jeg havde snittet, adgangskravene og mulighederne lå lige der og ventede. Jeg skulle ikke gøre mere end at søge ind og vente. Det skal jeg nu.

Jeg vil stadig gerne skrive, jeg vil gerne bruge mine ord, men ikke som hele grundlaget for et studie og mit fremtidige arbejdsliv. Jeg længes efter viden og forståelse for mennesker, mig selv og verden omkring mig. Og måske kan de to ting kombineres. Måske kan jeg bruge mine ord til at skrive om den viden, jeg kommer til at få. Så nu tager jeg tyren ved hornene. Tager et par måneder, hvor jeg rykker mit matematikniveau et trin op, så jeg til sommer kan søge ind på psykologistudiet, som på alle måder er meget mere mig. Som føles tiltalende og rigtigt på et helt andet plan. Men jeg var træt af at træde vande midt i min studentereksamen, og tanken om at skulle sætte mine ben der igen, efter huen var landet på mit hoved, var alt andet end attraktiv. Så jeg skyndte mig videre. Og nu træder jeg et par skridt tilbage, samler hængepartierne op, så jeg forhåbentlig kan komme igang med noget, hvor værket i store træk drives af lyst fremfor pligt. Og jeg kan mærke, jeg glæder mig. Glæder mig til at klatre over den sidste hurdle og tage fat på noget nyt, som kan danne rammerne for store dele af mit fremtidige liv. Det skal nok blive godt. Det skal det.

Først skal vi dog lige have sendt vores lillebitte 2-årige i børnehave. Om en måned. Noget, jeg slet ikke kan forlige mig med. Han kunne med fordel snuppe et halvt år mere hos sin dagplejemor, som bor et stenkast fra os, og som han træder ind hos med glæde og forventning hver morgen. Lige have lov at være lille lidt længere. Men der er no mercy. I Odense er man klar til at blive kastet ud i infernoet af store børn og mange voksne, når man er 2 år og 10 måneder. Det er man bare slet ikke, men det er spareplanen ikke interesseret i at vide. Til sammenligning var Fredes storebror 3 år og 3 måneder, da han startede. Smertefrit. Sjovt og nysgerrigt. En verden til forskel. Det skal nok gå, ja. Men helst mere end bare det. Vi spænder hjelmen og trøster os med, at hans forældre er fleksible studerende, der kan følge og støtte ham tæt hele vejen.

2018 bliver fin. Det gør det. Jeg får for eksempel en 8-årig 2. klasser(!!!), et 3-årigt børnehavebarn, et par bryllupper at deltage i og en kæreste, der er endnu tættere på at være færdig som lærer. Og måske starten på et helt nyt liv i min mave, når vi når om på den anden side af sommeren. Snart kan vi se solen, og ting med farver, der vokser op af jorden. Jeg glæder mig.

Rigtig godt nytår.