Noget om barndommens musikalske minder

musikfredeInstrumenter er modtaget som gave fra Barnets Verden

Jeg har spillet en del musik i min tid. Jeg har blandt andet været omkring klaver, blokfløjte og privatundervisning med russisk violinlærer(!). I folkeren var jeg stolt medlem af et hjemmelavet band ved navn Kaal (ja, som i ‘kål’), der komponerede et par vers i værste bedste Roben og Knud-stil. Det varede ikke længe. En enkelt af medlemmerne er i dag i et relativt seriøst band, resten af os er vist spredt lidt rundt omkring mindre musikalske steder. Og i dag nøjes jeg med at lytte til musik og synge med, når lejligheden byder sig. Jeg har været igennem både heavy-, rock-, punk-, hiphop- og popperioder, og mit nutidige jeg er glad for en blanding af det hele.

Jeg synes, musik kan noget helt ekstraordinært til trods for de få ingredienser, det kræver. Det kravler ind under huden på mig, og jeg er sådan en type, der hæfter mig ved hvert eneste ord i lyrikken #deepshit. Jeg har af og til grublet lidt over, om mine børn mon ville falde musikalske ud. Jeg er fløjtende (pun intended) ligeglad med, om de kommer til at spille musik, gå til ballet eller dyrke karate, men jeg har selv toner fra min barndom, som minder mig om netop den, og jeg håber sådan, de kan generere et par musikalske minder fra deres tid som små, som de kan bruge til at rejse tilbage i tiden med, når de en dag har fået fuldskæg og forhave. De fleste Big Fat Snake numre kaster mig direkte tilbage i den rustne Mazda med min mor bag rattet, mens Eagles af og til blæste højtalerne ud i min fars stuer.

Både Marius og Frede er glade for at lytte og danse til musik, og et af vores aftenritualer er at smide ‘Easter Island’ med The Eclectic Moniker på anlægget og spasse rundt i stuen de efterfølgende 3 minutter og 14 sekunder. Særligt Frede er inde i en rytmeperiode, og det ser så pissehamrende sødt ud. Han startede ud med et helt særligt kærlighedsforhold til “Est-ce que tu m’aimes” (ja, den der underlige, franske sang), men nu har han ikke en chance for at holde sine 80 centimeter i ro, hvis der er nogen form for musik til stede. Han har selvlærte, indøvede moves som ‘ryst-dine-knyttede-næver’ og headbanging, og det er lidt blevet et ritual, når vi har gæster, at der smides noget musik på, så han kan få lov at optræde med en omgang ryst-din-ble. Selv dagplejemoren berettede forleden om, hvordan børnene havde leget til baggrundsmusik fra køkkenradioen, og hvordan Frede pludselig frøs i sine bevægelser, sprang op og ivrigt headbangede, da en bestemt sang kom på. Hun havde været flad af grin og tilføjede, at “den vist nok var fransk”. Og det var den helt sikkert.

Drengene har (alt for) meget legetøj, men da Frede startede i dagpleje og straks kastede sin kærlighed på en xylofon, der bor deromme, kom jeg i tanke om, at de ikke har ret meget andet musikalsk legetøj herhjemme end et seks år gammelt keyboard fra Lidl… Derfor satte jeg jagten ind på nogle børnevenlige instrumenter i Odenses genbrugsbutikker, men det var alt sammen enten for slidt, for dyrt eller begge dele. Få dage senere tikkede der en mail ind i min indbakke med en forespørgsel om, hvorvidt jeg (eller, altså, børnene) kunne være interesseret i at teste en musik-pakke fra den børnevenlige webshop Barnets Verden. Øh, ja tak og mange tak!

Få dage senere hentede Marius og jeg pakken hos den lokale købmand, og den har bestemt ikke samlet støv siden. Pakken indeholder en xylofon, en tamburin (der også fungerer som bongotromme), en triangel og et par kastagnetter, som er de dér klapre-nogen, spanierne ryster rundt med i hænderne under flamencodansen. Det hele er fremstillet i træ (undtagen trianglen naturligvis), prydet med glade farver og ditto frø. Det har vundet big time herhjemme, og både den store og lille benytter det jævnligt og er godt igang med at etablere et (til tider skingert) musikalsk fundament. Pakken kan findes her, og Barnets Verden har i øvrigt en hel kategori med kun musikinstrumenter, som kan ses lige her. Jeg får altså ikke noget for det og sådan, hvis I køber derfra, men de skal simpelthen have den varmeste anbefaling her fra rytmehytten.

Hav en dejlig tirsdag – det er snart weekend! (Jo, det er).

Noget om blogging og økonomi

Nu siger jeg lige en masse kedelige og praktiske ting, og jeg håber, I gider høre på mig et øjeblik. For det første, har det aldrig været drivkraften bag bloggen, at der skulle komme penge ud af den. Klart, det ville da være mere end almindeligt opløftende at kunne tjene lidt håndøre på noget, man godt kan lide at lave, men det har aldrig været incitamentet for at oprette domænet her. For det andet, har jeg aldrig rigtigt sat mig ind i hele affiliate-showet, fordi… Well, jeg orkede ikke at arbejde i det, da det alligevel er minimalt, hvad jeg linker til af ting og sager. Jeg har ingen aftaler med hverken Asos, Boozt eller Zalando, men roder mere rundt ovre østpå for at finde gode kup fra Kina. Jeg elsker sådan noget med at opstøve et par diamanter blandt alt ragelset, og i forlængelse af det blev Kina-tip-kategorien oprettet herinde. I virkeligheden vil jeg hellere tjene lidt lommepenge ved at tegne og fumle med ler, hvilket kræver et helt indlæg for sig selv.

Desuden forlængede jeg min barsel med Frede ved at gå hjemme et lille halvt år på et tilskud til pasning af eget barn, hvilket gør, man ikke må tjene penge ved siden af. Så det har jeg naturligvis undladt. Og det har været hårdt ved vores i forvejen beskedne økonomi. Nu er jeg tilbage i SU-møllen, og her må man som bekendt gerne spare lidt op on the side. Jeg kommer nok ikke til at putte ret meget i opsparingsbøssen, for det har vi simpelthen ikke råd til lige nu. I et halvt år har vi forsøgt at få en familie på fire til at fungere på en almindelig, tilskudsløs SU og så mit hjemmegåendetilskud, som er lidt mindre end førstnævnte. Det har været stramt, vi har slæbt røven efter os i vandskorpen, men det har fungeret. Vi er blevet betalt i form af tid til hinanden, og jeg ville ikke bytte perioden for noget som helst, for den har været god ved os alle sammen. Jeg har dog måtte bruge så meget som muligt af mit fradrag (I guess, aner rundt regnet ingenting om SKAT), for at have så meget som muligt udbetalt om måneden. Det bider mig selvfølgelig i røven nu, da jeg så skal skrælle skatten af på resten af mine SU-måneder dette år, men det var den eneste måde, hvorpå det andet kunne hænge sammen.

Derfor befinder vi os nu (igen) i en situation, hvor der skal spares og tjenes så meget som muligt, og da jeg sidenhen har erfaret, at det slet ikke er så indviklet at være på denne side af affiliateaftalen, som jeg troede, så giver jeg det måske et lille skud. På den måde giver virksomheden mig en lille procentdel af det, I køber for, hvis I handler noget igennem mine links, og da jeg sjældent linker til ting over 100 kroner, er jeg godt klar over, jeg ikke har ramt en guldåre, men en tier spiller seriøst også en rolle i vores månedsbudget. Jep. Så det var lidt om det.

Udover affiliatelinks kan der dukke et par samarbejder op, men det vil alligevel fylde minimalt herinde, for det er ikke det, der er eller skal være kernen her på siden. Med fare for at lyde som alle andre bloggere, kommer jeg naturligvis ikke til at lave noget, jeg ikke kan stå inde for. Men hvis nogen tilbyder mig gratis Marabou eller kaffe (eller søvn), så slår jeg selvfølgelig til. (Jeg er jo ikke idiot). Et eksempel kunne være, at Frede har vist sig at være næsten ligeså rytmisk som et fuldtalligt gospelkor, og hans begejstring og entusiasme omkring alt musikrelateret er simpelthen hjernedødt sødt. Derfor har jeg været de fleste af Odenses genbrugsbutikker igennem for at finde en babyvenlig xylofon magen til den, han ivrigt benytter i dagplejen. Uden held. Indtil der tikkede en mail ind i min indbakke fra en sød dame, der lige ville høre, om vi kunne være interesserede i en babyvenlig musikpakke med diverse instrumenter. Havde jeg troet på den slags, havde det seriøst været skæbne-relateret. I sådan en situation giver det så meget mening for mig, da jeg har været på udkig efter selvsamme ting, men egentlig ikke rigtigt har haft pengene til det. Det var lidt mere om det. Bloggen bliver altså ingen pengemaskine anytime soon. Giver det mening? Er det røvsygt, eller hvad tænker I? 

Hav en dejlig lille-torsdag. Det betyder, weekenden er lige om hjørnet!

I nattens mulm og mørke

Skubber jeg barnevognen foran mig i det lidt for høje, lidt for våde græs. Klokken er et sløret sted mellem 02.30 og 03.00, da jeg, iført vinterjakke og klipklapper, får monteret barnet i vognen og sætter mission sov-nu-please igang. Det er vindstille og mildt. Haven ser helt anderledes ud beklædt i dråber af dug, skarpt indrammet af en mørk himmel med brændte nuancer og silhuetter af sorte træer. Motorvejen summer et sted i baggrunden, og katten er gået ombord i en leverpostejsrest på terrassen. Det virker altsammen ret fint. Søvn havde næsten været endnu finere.

Det er snart 17 måneder siden. Med andre ord nærmer vi os halvandet år, hvor Frede har beriget vores tilværelser og berøvet mig min søvn. Det holder hårdt, når man som jeg er sovemenneske by heart. I vores lange sommerferie var det til at overkomme med nul på skemaet og en opvejende lur, men nu hvor hverdagen har flået os allesammen ud i virkeligheden, skal der ske noget nyt. Håber jeg.
Marius var ammebarn til og med sin 15. levemåned, og han mestrede først den sammenhængende søvns kunst, da han var 2,5 år. Frede var ammebarn i starten og sidenhen flaskebarn, og det er åbenbart ikke noget, der glider ligeså naturligt ud, som amningen gjorde det. Natten til torsdag var han oppe 8 gange. Altså næsten en gang i timen. Næste morgen var jeg skeløjet og blød i hovedet og gjorde alvor af alle de gange, jeg har messet “i morgen dropper vi flasken”. Natten til fredag var således første flaskefri nat.

Jeg har afprøvet det meste. Ikke fordi jeg som sådan er en kylling, men fordi jeg ville sikre mig, der ikke eksisterede en mere nænsom afvænningsmetode, før vi gik kold tyrker på den. Og det gjorde der ikke. Hverken at synge, vugge, dosere mindre mælk, fortynde mælken eller tilbyde vand hjalp. Det har været et led i hans tryghedsritual så længe, som jeg ikke nænnede at afskære ham fra. Men han sover altså også stadig i soveværelset. Oftest halvdelen af natten i vores seng. Så nu er det tid til, at flasken forsvinder. Han har jo stadig mig og mit hår, som han gavmildt hiver af i store totter i løbet af natten. (Det undrer mig, jeg ikke er skallet endnu).

De første to nætter uden mælk er nu overstået, og der er sket absolut nul på den front. Han vågner ligeså meget, men hvor han før fandt vej tilbage til drømmene ved hjælp af flasken, bliver han nu bare hængende i en jeg-er-sur-men-ikke-vågen-tilstand, som jeg så fumler rundt og prøver at håndtere. Umiddelbart er barnevognen det eneste, der virker. So be it. Selvom jeg om natten har lyst til at folde mig sammen på midten og ringe til en voksen, så skal det nok lykkes. Skalskalskal. Jeg kan ikke længere huske, hvordan det føles at vågne udhvilet, men jeg glæder mig helt usigeligt til at prøve det igen.

Tilbage i virkeligheden

Søndag har pakket sine ting og er på vej ud af døren, og mandag lurer på den anden side, parat til at brase ind i mit liv omkring klokken 6 (og 00.30, 01.45 og måske 03.00. Tak til Frede), og jeg klamrer mig febrilsk til den sidste stump weekend, inden den om lidt er væk igen. Hverdagsbussen kører med sømmet i bund, og de eneste stoppesteder, jeg har mødt på min vej, har været weekenderne. Det tager lige lidt justering at ramme ind i rutinerne igen. Sådan logistisk og praktisk har det fungeret ret fint, men det har nok også noget at gøre med, at Mikkel først starter studie igen i morgen, så der har ligesom hele tiden været et par back-up-hænder derhjemme, hvis kabalen ikke gik op. Det er der ikke i morgen. Frede har første rigtige dag i dagplejen, hvor vi ikke sidder på terrassen og stirrer på telefonen, mens vi venter på, at han vågner fra sin lur. Men det skal nok gå godt. Han har haft en lang og tryg indkøring, og det hele fungerer dernede i 80 centimeters højde. Han er havnet et helt enormt godt sted, og han er mere end klar på det. Det er nok mest den mentale omstilling hos mig, der halter lidt bagefter. Men det er altså mærkeligt, efter 1,5 år som hjemmegående, at blive smidt på hovedet ind i en hverdag, der konstant er i bevægelse. Der er enkelte dage, hvor jeg har følelsen af kun lige at nå op til overfladen og trække luft, før jeg igen bliver trukket under. Men de fleste dage kan jeg godt lide det, det kan jeg. Det er rart at få bekræftet, at mine hjerneceller stadig fungerer derinde et sted og mest af alt bare skal støves af. Men jeg bliver nok aldrig et skema-menneske, der sætter pris på at stemple ind klokken 8. Sådan er der jo så meget. Vi er i gang igen. Marius elsker (med egne ord) at gå i skole, Frede vralter rundt og hygger sig, Mikkel starter igen i morgen, og jeg er så småt ved at finde mit sæde i hverdagsbussen. Men altså, hvis nu det der uddannelse kunne styres på autopilot, skulle jeg da hurtigt få et par måneder mere til at gå herhjemme… Mandag, vi ses om lidt. Når jeg lige har fået sat mig ind i, hvad al den SKAM-hype går ud på, selvfølgelig.

 

Billede fra Instagram (@dittekirk). Taget med et blæret kamera til et i øvrigt virkelig gennemført event afholdt af Mia Lindholm og Olympus.

Jeg undrer mig lige lidt over… #3

At jeg åbenbart er så distræt i forbindelse med tandbørstning. Har ikke styr på, hvor mange gange jeg er blevet overrasket over Hubba Bubba-smag i munden, fordi jeg åbenbart har taget børnenes tube. Forleden skar Frede ligeledes så meget ansigt, at det gik op for mig, jeg var ved at børste hans mund med den lidt for mintede voksenudgave.

At 90% af alle ledninger, som i forvejen er grimme og irriterende, er sorte som blæk. Hvorfor?! Er vi ikke flere i verden med hvide vægge end sorte?

At Pokémon Go har formået at få så mange mennesker op af stolene. Også folk, som intet aner om Pokémon. Jeg synes fandeme, det er imponerende. Mikkel har gået knap 300 kilometer. Seriøst.

Hvad der sker med vejret. Jeg er sådan lidt vinterdepressiv over det faktum, at juli har glemt at give sommerstafetten videre til august. Ikke at der var synderligt meget sommer over juli, men den peakede alligevel noget flottere. Jeg har haft vinterjakke på op til flere gange denne måned.

At jeg trods alt er blevet typen, der glæder sig på sin haves vegne, når det regner. #wtf

Hvilket center i kattens hjerne der gør, at den skal lukkes ind, lige så snart den er kommet ud. Og omvendt. #magtliderligedyr

Om jeg virkelig er ved at være typen, der hopper med på affiliate-karrusellen. Min bankmand skriger ‘fandeme JA’, min motivation takker nej. Måske fordi jeg alligevel kun ville linke til absurd billige Kina-ting, og let’s face it, det er ikke den største guldåre, man kunne ramme.

At jeg er begyndt at følge Danny Kools kone på Instagram. Ja. #90erbarn

At det hedder hamburger, når de sjældent har set skyggen af skinke.

At det er lykkes at få så mange mennesker med på skyr-vognen. Jeg er normalt ikke kræsen, men det dér… Det vokser jo i munden på en.

At jeg om mindre end et år skal kunne tale spansk til eksamen. Jeg kan indtil videre introducere mig selv, så… Hola.

Til de af jer, der er til lidt hyppigere opdateringer, er jeg både at finde på Instagram (@dittekirk) og på Snapchat under samme navn. God søndag <3

Venindebogen hos Sofie Ude

En lille servicemeddelelse til de af jer, der endnu ikke har fundet vejen til Sofie Udes blog. I kan heldigvis nå det endnu. Jeg nævnte hende her, da hun lynhurtigt strøg til tops på min yndlingsliste med sit finurlige sprog og megasjove take på moderskabet. I dag deltager jeg i ‘Venindebogen’ ovre hos hende, og hvis man er til den slags, kan det findes lige her. Jeg kommer både omkring opturene ved at være mor og at kalde sin baby for bøsse. Enjoy!

Sommerens sidste kapitel

Såeh. Det var den ferie. Næsten altså. Men det er eddermame en mærkelig fornemmelse, fordi det ikke blot er en vanvittigt lang (og dejlig) sommerferie, der er slut, men også knapt 16 måneder som hjemmegående med husets mindste beboer. I morgen er der møde med dagplejepædagogen, og så begynder Fredes indslusning i institutionslivet ligeså stille i løbet af ugen. Det skal nok blive godt. Skal, skal, skal. Jeg sidder, som ganske forventet, med en noget broget gruppe af følelser, som ikke rigtigt gider enes. Jeg glæder mig til at se, hvordan det fungerer derude i virkeligheden igen. Det gør jeg. Samtidig har jeg en gennemborende trang til at barrikadere mig selv og min baby herhjemme i et fort af dyner og puder, så vi aldrig behøver have travlt eller tøj på, der ikke er af jersey. Jeg kan også godt se idéen i, at han snuser lidt til livet med jævnaldrende og får andet græs på knæene end vores eget, nu hvor han snart er 1,5 år og gløder af nysgerrighed og mod på at opleve lidt mere end at bevæge sig på samme matrikel hver eneste dag. Det kan jeg da. Men lige nu virker det ikke så tiltalende. Det skal nok komme. Det ved jeg jo godt.

Mens Frede starter stille op ovre på den anden side af vejen, har Marius en sidste uge tilbage af ferien, før 0. klasse skydes i gang for alvor. Det er jeg nu ikke så nervøs for. Han har klaret førskoleforløbet, som havde han aldrig lavet andet, og både lærere og pædagoger har af flere omgange erklæret ham skoleparat i allerhøjeste grad, omsorgsfuld, lærenem og sågar konstateret, at de ganske enkelt ikke kunne rose ham nok. Det er altså noget, der slår ud på stolthedsbarometeret for mit vedkommende. Selvfølgelig fordi de fortæller, han er fagligt dygtig og meget engageret, men i endnu højere grad fordi, han bliver rost for sine sociale kompetencer, sine empatiske træk og sin evne til at indgå i venskaber på kryds og tværs uden at lade nogen være overset eller udenfor. That’s freaking my boy! Nå – all bragging aside – så er jeg sikker på, det nok skal gå godt med min store dreng. Og selvfølgelig også med den lille af dem, men der er altså en første gang for alting, også selvom det er andet barn i flokken. Og det er sgu lidt nervepirrende.

Jeg starter selv et par dage efter Marius, og det har jeg ikke rigtigt taget stilling til. Det sidste år skal ligesom bare høvles af, så jeg kan komme videre i tilværelsen, og det skal sikkert nok gå fint. Det kan være, de kan lære mig, hvorfor tiden pludselig går så freaking stærkt, når man har fået børn. Jeg fatter intet af det.

Men det har været flere forskellige slags fantastisk at kunne gå hjemme allesammen i så relativt lang tid. Til de, der overvejer at forlænge barslen med kommunebetalt støtte til hjemmegående, kan jeg kun anbefale det. Pengene er små, (altså, det er de jo ikke, taget i betragtning at jeg har fået dem smidt kvit og frit efter mig), men vi har alligevel ikke prøvet andet end at være SU-familie, så selvom budgettet ingenlunde bød på forkromede sightseeings og enorme charterferier, så har vi haft noget meget vigtigere til rådighed: Tid! Og den har gjort os allesammen godt. Den har betydet plads til familiebesøg, badebassin i haven og langsomme morgener med Netflix og grøntsager spist direkte fra drivhuset og en aftenøl på terrassen for de to ældstes vedkommende. Og det kunne lige nøjagtigt det, vi havde brug for.

Så selvom Frede og jeg lige når at runde af på den snottede og hostende måde, så er sommerens store billede fandeme pænt. Og jeg glæder mig allerede til næste år.

Jeg håber, I har haft en dejlig en af slagsen ligeså, uanset hvad den har bragt med sig!

It’s the end of an era

Det er ca. 11.000 timer siden, at Frede kiggede forundret rundt for første gang på OUH’s flaskegrønne fødestue. Siden har jeg tilbragt ca. 10.995 af dem i hans (oftest) muntre selskab. Han har været under opsyn af både mormor og farmor et par timer, men vi har ikke fået gjort så meget mere ved det, selvom begge gange var vellykkede oplevelser for både barn og bedstemødre. Mest har den ene dag bare slugt den næste uden de helt store planer, hvorfor vi mest har rullet rundt herhjemme i boblen. Vi har ikke været til babysvømning, salmesang eller tumlastik en eneste gang, fordi jeg på det punkt ikke er den store ‘aktiv-på-barsel’-type. Vi har mere bare leget med biler, kastet med mad og spist græs. Søvn har vi nedprioriteret gevaldigt, og det kan tælles på én hånd, hvor mange gange jeg har sovet igennem de seneste 15 måneder. Poserne under mine øjne matcher på den måde de blå fra Ikea i både farve og størrelse, men forlænget barsel har lært mig, at concealer og kaffe er mine venner. Frede er glad og skide sød, og jeg ville til hver en tid forlænge min barsel med 5 måneder igen, hvis jeg kunne. Vi er begge mere klar på at stige på hverdagskarrusellen nu, end nogen af os ville have været tilbage i marts. Samtidig gruer jeg en lillebitte smule for det, der venter. Både fordi jeg skal aflevere min baby hos en fremmed, og det åbenbart ikke er en af de ting, der bliver nemmere med barn nummer to, men også fordi det bliver første gang, vi skal prøve at være en familie på fire, som skal afleveres fire forskellige steder om morgenen. Frede skal godt nok kun 70 meter hen til sin dagplejemor, men jeg har allerede lidt svedige håndflader og hjertebanken ved tanken om at få kabalen til at gå op. Men sådan noget har det jo med at løse sig. Ellers kan jeg vel ringe til en voksen.

Voksen eller ej, så blev jeg altså fireogtyve år i går. Det reagerede jeg på med 50% “det er jo ingen alder” og 50% “FIRE-OG-TYVE?!”, så på den front var alt, som det plejer. Vejret var (som alle andre dage) det rene skod, men selskabet var i top og roste mine cheesecakes af flere omgange! Mikkel havde sågar købt mig en gave, selvom vi ikke plejer at gøre den slags, da SU’en som regel skal gå til ting i den lidt kedeligere ende. Af andre gode sager fik jeg blandt andet tre stegepander og to håndstøvsugere, så vi kommer ikke til at døje med hverken krummer eller rå mad herhjemme. Apropros voksen-sager, så er Mikkel i skrivende stund på Pokémonrov med en ven inde i byen, og jeg vil derfor drikke mig dagens sidste kop (varme) kaffe, mens jeg nyder aftenens stilhed. Eller ser Kardashians, who knows.

Noget om sociale medier (med de usikre briller på)

Jeg kom til at tænke lidt. Det sker. Egentlig udsprang mine tanker af en kommentar, jeg læste et sted, hvor en Instagramprofil, udelukkende bestående af madpakkebilleder, blev anbefalet, og jeg besluttede mig for at tjekke den ud og se, om det kunne inspirere mig lidt. Jeg synes, madpakker er en kedelig tjans. Jeg finder det ingenlunde inspirerende eller hyggeligt, mest bare sådan lidt træls. Men heller ikke mere end det. Det er atter en ting, der skal krydses af på dagligdagens dosmerseddel, og det kører ret automatisk med at få smækket dem sammen, selvom jeg altså går relativt højt op i, at de er sunde, nærende, varierede og alt det der. Troede jeg. Marius’ madpakke består som oftest af rugbrødsmadder, en hel del forskelligt frugt og grønt og et eller andet snack-agtigt på den fornuftige måde. Af og til en aftensmadsrest, hvis det er oplagt. Sagt på en anden måde; jeg var rimelig selvsikker i mit madpakkegame. Indtil jeg iblandt inspirationsbillederne på madpakkeprofilen fandt madvarer og -kombinationer, jeg ikke anede eksisterede. Indtil jeg blev mindet om, at de fleste af Marius’ madkasser er af plast, og alle ved da, at plastic er en tikkende bombe af giftige stoffer. Indtil jeg blev opmærksom på, at det samme gør sig gældende for mellemlægspapiret. Er det overhovedet svanemærket, det vi har? Jeg ved det jo ikke engang. Det er vist fra Rema. Og højst sandsynligt det billigste (og måske eneste), der var. Men de er tilsyneladende også smurt ind i hormonforstyrrende grimheder, som jeg for alt i verden burde undgå. Så på under fem minutter fik jeg pillet mig selv ned fra min selvsikre madpakkepiedestal og puttet mig ned i køkkenskuffen, hvor jeg kunne ligge og skamme mig sammen med mellemlægspapiret.

Egentlig var det slet ikke madpakker, jeg ville snakke om. Jeg synes i øvrigt, det er en fin profil – og kæmpe cadeau for at have lyst og overskud til at lave en sådan. Det var bare et ret symbolsk eksempel på det, de sociale medier af og til gør ved mig. De gør mig lidt usikker og ofte utilfreds med egen formåen. Fordi jeg er for letmodtagelig, fordi jeg sammenligner. Oftest ubevidst, men jeg sammenligner. Min fornuft ved, at det er dumt og ligegyldigt. Den ved, at jeg grundlæggende hviler i det, jeg er og kan. At jeg ikke har lyst til eller intentioner om at indgå i de voksne menneskers virtuelle karakterræs, hvor man bedømmer hinanden på begreber så hule som ‘likes’ og ‘følgere’. Men på den anden side af min ellers relativt tungtvejende fornuft, kommer der momentvist en usikker 13-årig til syne, som gavmildt deler ud af lussinger til egen kind. Fornuften vender øjne og råber, at det ikke er virkeligheden. Jeg ved det jo godt. Billedet og indtrykket, de sociale medier efterlader på min nethinde, er sjældent hele sandheden. Af og til kun den halve og ofte endnu mindre. Det er planlagt, tilrettelagt, redigeret og beskåret. Hell, det er min egen Instagramprofil jo også. Men det nytter bare ikke, når usikkerheden har svært ved at sortere rationelt i det. Det er undertoner i ubevidstheden, men det gnaver alligevel lidt. Jeg er i mig selv ret perfektionistisk og ganske habil til at udmåle egen straf, hvis ikke jeg lever op til mine forventninger. Derfor kan det indimellem tage pusten fra mig, når jeg, udover min selvkritik, også forsøger at måle mig efter internettets globale barometer. Jeg har jo ladet mig fortælle, at jeg har samme antal timer i døgnet som Beyoncé, og hvis jeg vil forfølge mine drømme, er det nok meget smart, jeg lige vågner først. Men jeg kan godt lide at drømme, og jeg er god til det. Hvor meget, der munder ud i succesfuld virkelighed og hvor meget, der blot forbliver drømme, ved jeg ikke. Heldigvis. Men jeg gider altså godt hvile i, at spegepølse i madpakken er ligeså i orden som dampede majskolber med hjemmerørt hummus. At bjerget af rent vasketøj indimellem bliver så højt, før det bliver lagt sammen, at jeg gør mig umage med at stable det, så det ikke vælter. At der sjældent findes et filter, der kan gøre mit hjem hvidt eller nordisk nok.

Fornuften fortæller mig, at jagten på det perfekte er outdated. Men samtidig drages jeg i min fascination af folk med æstetisk sans. Jeg drages af de pæne billeder og ord, som opsluger mig, når jeg begiver mig rundt derinde. Måske drages jeg i virkeligheden en anelse af det perfekte. Jeg trænger nok bare til at øve mig på at navigere rationelt i det, for der vil jo uundgåeligt opstå et mismatch, så længe jeg holder min upolerede virkelighed op imod fremmede menneskers redigerede version. Det skal jeg lade være med. Skal. Men det er åbenbart forbandet svært at forklare min usikkerhed, at selvom nogen måtte syne flottere, tyndere og dygtigere end mig, betyder det ikke, at jeg er grim, tyk og inkompetent. Og i virkeligheden er det jo slet ikke de sociale medier, der sår følelser af utilstrækkelighed i mit sind. Det er mig. Og mine tanker sørger for at vande dem. Men det må stoppe nu. Jeg skal bare lige overbevise usikkerheden om det samme.

PS: Jeg var ude i skuffen for at tjekke efter, og gud fri mig vel om ikke mellemlægspapiret alligevel var svanemærket. Nu må I have mig undskyldt, jeg skal lige ud og ånde lettet op.



 

Udlængsel og hjemve

Jeg er sådan en mærkelig størrelse, der lider af lige dele udlængsel og hjemve. Jeg tilbringer langt størstedelen af min tid i hjemmet, hvilket jeg nok holder mere af end de fleste, men som også efterlader en god rum tid til at drømme. Og nu er jeg altså blevet ramt af rejsefeberen. Sådan for alvor. Jeg har scrollet side op og side ned med afbudsrejser i dag, selvom det på intet tidspunkt har været en del af planen, at vi skulle rejse denne sommer. Og det skal vi formentlig heller ikke, men for fanden, hvor kunne jeg godt klare en uges tid et varmt og pænt sted. I februar fik vi både terrasse og masser af have, så udendørsmulighederne er mange nok her omkring. Jeg trænger bare ligesom til noget nyt. Nye oplevelser, nye input. Måske kommer det sig også af, at jeg har været tæt på fastgroet i vores hjem siden 2014. Måske. Mikkel deler ikke min umiddelbare begejstring ved rejsedrømmene. Han mener, alt vil være bedre og nemmere næste sommer, når Frede har lidt mere livserfaring, og vores pengepung måske er bedre rustet. Og selvom jeg hader det lidt, må jeg erkende, at jeg godt kan se det fornuftige i det. Det kan jeg. Men lige nu er de idylliske, palmebefængte scenarier på min nethinde bare altoverskyggende. For fanden da. Men altså, hvis nu I ligger inde med dyrebar information eller gode tips til billige, nemme rejser med en 1-årig og en 6-årig størrelse, så delagtiggør mig endelig! Om ikke andet, kan jeg da forberede lidt til næste år…

Seaside