Eftertanker om tvivlen

Jeg er blevet blæst helt bagover af al responsen på mit sidste indlæg. Havde jeg vidst, der sad en hel røvfuld af journalister, sociologer, kommunikatører and what not derude bag skærmene, havde jeg nok stukket lappen i vejret noget før med hensyn til mit fremtidige studievalg. I er jo mange flere, end jeg troede, (jeg følger ikke vildt meget med i bloggens statistik), og I ved alle mulige seje ting. Jeg har før ladet mig fortælle, at man først er ‘rigtig’ blogger, når man også modtager de sure og fingerpegende kommentarer, fordi man først dér enten formår at prikke til folk og/eller nå ud til en virkelig bred vifte af mennesker. Og hvis det udsagn holder stik, så er jeg ikke en rigtig blogger! Ikke at jeg nogensinde har følt mig som en, men hurra for det. Ikke én gang har jeg modtaget bedrevidende, belærende eller nedladende kommentarer, fordi I altid er så søde. Jeg har både modtaget kommentarer her, på Instagram og endda min allerførste mail fra en læser! At I gider tage tid ud af jeres liv, for at oplyse mig om ting, jeg måske kunne drage fordel af, er altså mere end almindeligt opløftende. Det bekræfter mig i, at verden er meget mere og andet end et koldt og kynisk sted. Så tak for det! Spåkuglen for min fremtid er nu pudset og pæn og noget mere overskuelig, takket være jeres erfaringer og anbefalinger. Jeg har læst og tænkt over dem alle, jeg har været på jagt i det store internet, og nu ligner det, at jeg godt kunne finde på at lægge billet ind hos danskstudiet.

Da jeg var mindre, måske 10-11 år, spekulerede jeg en del i, hvad jeg mon skulle blive som voksen. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg havde vanskeligheder udi begrænsningens kunst, når det kom til de skriftlige opgaver i skolen. I fjerde klasse skulle vi forfatte et lille eventyr, og jeg troppede som den eneste op med en fortælling på syv A4-sider, som endte som højtlæsningsmateriale i klassen. Og sådan var det relativt ofte. Jeg skrev side op og side ned på en noget tvivlsom forgænger til Word, hvor jeg forfattede lange historier om rideskolelejre og hestepiger, når jeg havde fri fra 4. klasse. (Det var der, min hesteperiode peakede). Et par år senere lod jeg mig fortælle, at man kunne blive noget, der hed cand.mag. i dansk, når man blev voksen. Og så var det ligesom afgjort. Det måtte være det, jeg skulle. Noget med dansk og sprog og skrift.

Da jeg afsluttede min 10. klasse, var min dansklærers sidste ord, at jeg skulle love hende, jeg blev forfatter eller noget andet, hvor jeg kunne bruge mine fortællinger. Tiden gik endnu engang, og min spirende interesse for samfundsrelaterede emner voksede i takt med overbevisningen om, at jeg nok burde læse journalistik. Og så frøs den tanke, og jeg overvejede den ikke yderligere. Det var det, jeg fortalte mig selv og alle andre, at jeg skulle. (Altså lige med undtagelse af når jeg syntes, det kunne være skide spændende at læse medicin, men så kom frem til, at jeg bare godt gad at være læge, men slet ikke magtede de mange års studier op til). Jeg ville gå freelance og forfatte samfundsdebatterende klummer og have tid og fleksibilitet. Det vil jeg stadig rigtig gerne, men det behøver jeg ikke være journalist for at gøre. Jeg havde stirret mig blind på journalisttitlen som det eneste, der gav mening, uden at overveje de store mængder af tv-produktion og menneskekontakt, der følger med studiet. Og det dur jeg ganske enkelt ikke til.

Derfor kunne det godt ende med, at jeg alligevel bliver cand.mag. i dansk, når jeg bliver voksen. Sådan som jeg så det for mig dengang for godt og vel 14 år siden. Jeg havde bare fået bildt mig selv ind, at danskstudiet var for anonymt og tamt til at give mening. Men jeg er blevet klogere, og det rummer tilsyneladende mange flere nuancer, end jeg var klar over. Jeg tænker noget med en masse læsning, sprognørderi og måske lidt kommunikation oveni. Lige nu lader det i hvert fald til at kunne give rigtig meget mening for mig.

 

light

Noget om at blive i tvivl

Der har været stille herinde i længere tid end normalt. Og det er længe. Livet overhalede os lige indenom med to gange skoldkoppebørn (forskudt, naturligvis), en 3-ugers lungebetændelse til Mikkel og en begravelse af sidstnævntes morfar. Så blev det ligesom koldt og gråt på flere planer. Men jeg er her endnu. Faktisk skrev jeg for nogle dage siden et indlæg om fine (og billige) strømper til små mennesker, men det nåede ligesom aldrig rigtigt at give mening for mig at udgive. Måske jeg snart sender det afsted alligevel.

Imidlertid er jeg gået hen og blevet lidt i tvivl. Det er jeg tit, da jeg er af irriterende vægelsindet karakter, men denne gang er det noget lidt større. Nemlig min fremtid, sådan rent udannelses- og karrieremæssigt. Jeg har netop afsluttet første dag i studiepraktik som journalistikstuderende på universitetet, hvor jeg var heldig at få tildelt en ud af tyve pladser for ligesom at lure, hvad den slags går ud på, inden jeg melder mig på optagelsesprøven til foråret. Men det ved jeg ikke helt, om jeg gør alligevel. Studiet og menneskerne omkring det var fine, og jeg har en dag mere derude i morgen, men det var alligevel anderledes, end jeg havde forventet. Det føltes på en eller anden måde ikke rigtigt, og det er mærkeligt, når det handler om noget, man altid har forestillet sig, man skulle. Måske fordi mit billede af journalistik har været urealistisk snævert, og fordi jeg ikke har tænkt det hele vejen igennem. Jeg ved det ikke. Men da en af de studerende i dag proklamerede, at man bestemt ikke kunne være en solorytter på journalistikstudiet, slog det lidt kolbøtter for mig. Jeg kan sagtens lave gruppearbejde og holder bestemt af at indgå i sociale relationer, men jeg kan allerbedst lide at arbejde alene. Jeg er lidt en lonesome ranger på det punkt, og hvis 95% af studiet er bygget op om gruppearbejde og makkerpar, bliver det nok til den tunge side for mig. Det, jeg på sigt gerne vil, er at sidde i mit eget hjørne og skrive historier og samfundsdebatterende klummer med ro i hovedet og kaffe i koppen. Jeg vil gerne nørde sproget – helst det skriftlige – og studere grammatik ned i mindste detalje. Jeg vil gerne forbedre mine skrivefærdigheder og lære mere om alt det tekniske bag at skabe tekster. Jeg har ikke lyst til at lave TV eller radio. Jeg føler ikke for at kime mennesker ned i håb om at score et interview. Jeg vil bare skrible lidt rundt omkring og passe min egen butik. Så lige nu ved jeg ikke, hvad min plan bliver. Jeg kunne godt se mig selv med noget sociologi, antropologi eller lignende, men jeg ville samtidig savne at nørde skrift og sprog. Jeg tror ikke, der findes nogen konkret jobtitel for det, jeg kunne tænke mig. Det ville være en blanding af at forfatte tekster, lege med ler, tegne og måske starte et lille firma. Det skal nok kunne lade sig gøre. Jeg skal nok finde en vej derhen. Jeg skal bare lige finde ud af, hvilken af dem jeg skal gå.

Navlepilleri #5

• Forleden (muligvis på Instagram…) slog det mig, at jeg nul gange i mit liv har drukket kaffe med pænt skummønster ovenpå. #neskaffealltheway

• I ved godt, hvordan navnet på en vare som regel er repræsenteret på 3-4 sprog på emballagen, ikke? Hvorfor skriver man det samme to gange, når det for eksempel hedder ‘hårspray’ på både dansk og norsk? Således at overskriften på dåsen lyder ‘hårspray – hårspray – hårsprej’. Makes. No. Sense.

• Apropos dårlige beslutninger, klippede jeg forleden pandehår på mig selv. Det gik fint. Indtil jeg kom i tanke om, at jeg ikke ville have pandehår. #pointofnoreturn

• Jævnfør ovenstående punkt har jeg nu tre muligheder: 1) Suck it up, deal with it og vent med længsel, til det er langt nok til at blende ind igen. 2) Klip det skarpt og moderigtigt som det her og bær det med stolthed (og måske en tyrering). 3) Tving det tilbage med resten af hestehalen ved hjælp af hårnåle og undgå for alt i verden 00’er-bobben undervejs. Det er pest eller kolera. (Eller ‘pis eller kolort’, som min medstuderende så smukt sagde forleden. I ramme alvor).

• Jeg er i forvejen ikke kampbegejstret for at læse lektier i biologi, men det bliver ligesom 10.000 gange mere træls, når forfatteren ikke har formået at sætte ét eneste korrekt komma i hele bogen. Kunne man ikke have bedt sine dansklærer-venner om lige at løbe den igennem inden udgivelse?

• Hvem har givet grønt lys til, at pyjamasskjorter i silke pludselig er en anerkendt beklædningsgenstand? Hvornår ser vi frottémorgenkåben i gadebilledet?

• Jeg har set ét afsnit af SKAM, og jeg følte mig taget ved næsen i en sådan grad, at jeg lige skal tage tilløb til næste afsnit. Og ja, jeg har opsnappet, at “man bare skal vente til sæson 2”. Det gør jeg så.

• Kunne vi lige snakke lidt om, at det først nu er ved at gå op for mig, at Donald Trumps præsidentkandidatur i realiteten ikke er en joke?

• Offentlig transport er ikke rigtigt min ting, selvom det ikke er så økologisk at indrømme. Jeg tog dog bussen i onsdags for første gang i syv(!) år og kom meget belejligt til at dele sæde med en hveps. Den var så påtrængende i så lang tid, at jeg til sidst måtte pakke mit dyrehjerte væk og trykke den flad med mit ærme. R.I.P.

• Jeg har købt mig et sæt såkaldte ‘brushpens’ fra eBay til nærmest ingen penge, og jeg havde helt ærligt forventet, det ville være noget værre lort. De er overraskende gode, og nu øver jeg mig i at skrive pæne ting, så snart jeg kan komme til det. Det er så meget sjovere, end man umiddelbart skulle tro.

words

 

Noget om barndommens musikalske minder

musikfredeInstrumenter er modtaget som gave fra Barnets Verden

Jeg har spillet en del musik i min tid. Jeg har blandt andet været omkring klaver, blokfløjte og privatundervisning med russisk violinlærer(!). I folkeren var jeg stolt medlem af et hjemmelavet band ved navn Kaal (ja, som i ‘kål’), der komponerede et par vers i værste bedste Roben og Knud-stil. Det varede ikke længe. En enkelt af medlemmerne er i dag i et relativt seriøst band, resten af os er vist spredt lidt rundt omkring mindre musikalske steder. Og i dag nøjes jeg med at lytte til musik og synge med, når lejligheden byder sig. Jeg har været igennem både heavy-, rock-, punk-, hiphop- og popperioder, og mit nutidige jeg er glad for en blanding af det hele.

Jeg synes, musik kan noget helt ekstraordinært til trods for de få ingredienser, det kræver. Det kravler ind under huden på mig, og jeg er sådan en type, der hæfter mig ved hvert eneste ord i lyrikken #deepshit. Jeg har af og til grublet lidt over, om mine børn mon ville falde musikalske ud. Jeg er fløjtende (pun intended) ligeglad med, om de kommer til at spille musik, gå til ballet eller dyrke karate, men jeg har selv toner fra min barndom, som minder mig om netop den, og jeg håber sådan, de kan generere et par musikalske minder fra deres tid som små, som de kan bruge til at rejse tilbage i tiden med, når de en dag har fået fuldskæg og forhave. De fleste Big Fat Snake numre kaster mig direkte tilbage i den rustne Mazda med min mor bag rattet, mens Eagles af og til blæste højtalerne ud i min fars stuer.

Både Marius og Frede er glade for at lytte og danse til musik, og et af vores aftenritualer er at smide ‘Easter Island’ med The Eclectic Moniker på anlægget og spasse rundt i stuen de efterfølgende 3 minutter og 14 sekunder. Særligt Frede er inde i en rytmeperiode, og det ser så pissehamrende sødt ud. Han startede ud med et helt særligt kærlighedsforhold til “Est-ce que tu m’aimes” (ja, den der underlige, franske sang), men nu har han ikke en chance for at holde sine 80 centimeter i ro, hvis der er nogen form for musik til stede. Han har selvlærte, indøvede moves som ‘ryst-dine-knyttede-næver’ og headbanging, og det er lidt blevet et ritual, når vi har gæster, at der smides noget musik på, så han kan få lov at optræde med en omgang ryst-din-ble. Selv dagplejemoren berettede forleden om, hvordan børnene havde leget til baggrundsmusik fra køkkenradioen, og hvordan Frede pludselig frøs i sine bevægelser, sprang op og ivrigt headbangede, da en bestemt sang kom på. Hun havde været flad af grin og tilføjede, at “den vist nok var fransk”. Og det var den helt sikkert.

Drengene har (alt for) meget legetøj, men da Frede startede i dagpleje og straks kastede sin kærlighed på en xylofon, der bor deromme, kom jeg i tanke om, at de ikke har ret meget andet musikalsk legetøj herhjemme end et seks år gammelt keyboard fra Lidl… Derfor satte jeg jagten ind på nogle børnevenlige instrumenter i Odenses genbrugsbutikker, men det var alt sammen enten for slidt, for dyrt eller begge dele. Få dage senere tikkede der en mail ind i min indbakke med en forespørgsel om, hvorvidt jeg (eller, altså, børnene) kunne være interesseret i at teste en musik-pakke fra den børnevenlige webshop Barnets Verden. Øh, ja tak og mange tak!

Få dage senere hentede Marius og jeg pakken hos den lokale købmand, og den har bestemt ikke samlet støv siden. Pakken indeholder en xylofon, en tamburin (der også fungerer som bongotromme), en triangel og et par kastagnetter, som er de dér klapre-nogen, spanierne ryster rundt med i hænderne under flamencodansen. Det hele er fremstillet i træ (undtagen trianglen naturligvis), prydet med glade farver og ditto frø. Det har vundet big time herhjemme, og både den store og lille benytter det jævnligt og er godt igang med at etablere et (til tider skingert) musikalsk fundament. Pakken kan findes her, og Barnets Verden har i øvrigt en hel kategori med kun musikinstrumenter, som kan ses lige her. Jeg får altså ikke noget for det og sådan, hvis I køber derfra, men de skal simpelthen have den varmeste anbefaling her fra rytmehytten.

Hav en dejlig tirsdag – det er snart weekend! (Jo, det er).

Noget om blogging og økonomi

Nu siger jeg lige en masse kedelige og praktiske ting, og jeg håber, I gider høre på mig et øjeblik. For det første, har det aldrig været drivkraften bag bloggen, at der skulle komme penge ud af den. Klart, det ville da være mere end almindeligt opløftende at kunne tjene lidt håndøre på noget, man godt kan lide at lave, men det har aldrig været incitamentet for at oprette domænet her. For det andet, har jeg aldrig rigtigt sat mig ind i hele affiliate-showet, fordi… Well, jeg orkede ikke at arbejde i det, da det alligevel er minimalt, hvad jeg linker til af ting og sager. Jeg har ingen aftaler med hverken Asos, Boozt eller Zalando, men roder mere rundt ovre østpå for at finde gode kup fra Kina. Jeg elsker sådan noget med at opstøve et par diamanter blandt alt ragelset, og i forlængelse af det blev Kina-tip-kategorien oprettet herinde. I virkeligheden vil jeg hellere tjene lidt lommepenge ved at tegne og fumle med ler, hvilket kræver et helt indlæg for sig selv.

Desuden forlængede jeg min barsel med Frede ved at gå hjemme et lille halvt år på et tilskud til pasning af eget barn, hvilket gør, man ikke må tjene penge ved siden af. Så det har jeg naturligvis undladt. Og det har været hårdt ved vores i forvejen beskedne økonomi. Nu er jeg tilbage i SU-møllen, og her må man som bekendt gerne spare lidt op on the side. Jeg kommer nok ikke til at putte ret meget i opsparingsbøssen, for det har vi simpelthen ikke råd til lige nu. I et halvt år har vi forsøgt at få en familie på fire til at fungere på en almindelig, tilskudsløs SU og så mit hjemmegåendetilskud, som er lidt mindre end førstnævnte. Det har været stramt, vi har slæbt røven efter os i vandskorpen, men det har fungeret. Vi er blevet betalt i form af tid til hinanden, og jeg ville ikke bytte perioden for noget som helst, for den har været god ved os alle sammen. Jeg har dog måtte bruge så meget som muligt af mit fradrag (I guess, aner rundt regnet ingenting om SKAT), for at have så meget som muligt udbetalt om måneden. Det bider mig selvfølgelig i røven nu, da jeg så skal skrælle skatten af på resten af mine SU-måneder dette år, men det var den eneste måde, hvorpå det andet kunne hænge sammen.

Derfor befinder vi os nu (igen) i en situation, hvor der skal spares og tjenes så meget som muligt, og da jeg sidenhen har erfaret, at det slet ikke er så indviklet at være på denne side af affiliateaftalen, som jeg troede, så giver jeg det måske et lille skud. På den måde giver virksomheden mig en lille procentdel af det, I køber for, hvis I handler noget igennem mine links, og da jeg sjældent linker til ting over 100 kroner, er jeg godt klar over, jeg ikke har ramt en guldåre, men en tier spiller seriøst også en rolle i vores månedsbudget. Jep. Så det var lidt om det.

Udover affiliatelinks kan der dukke et par samarbejder op, men det vil alligevel fylde minimalt herinde, for det er ikke det, der er eller skal være kernen her på siden. Med fare for at lyde som alle andre bloggere, kommer jeg naturligvis ikke til at lave noget, jeg ikke kan stå inde for. Men hvis nogen tilbyder mig gratis Marabou eller kaffe (eller søvn), så slår jeg selvfølgelig til. (Jeg er jo ikke idiot). Et eksempel kunne være, at Frede har vist sig at være næsten ligeså rytmisk som et fuldtalligt gospelkor, og hans begejstring og entusiasme omkring alt musikrelateret er simpelthen hjernedødt sødt. Derfor har jeg været de fleste af Odenses genbrugsbutikker igennem for at finde en babyvenlig xylofon magen til den, han ivrigt benytter i dagplejen. Uden held. Indtil der tikkede en mail ind i min indbakke fra en sød dame, der lige ville høre, om vi kunne være interesserede i en babyvenlig musikpakke med diverse instrumenter. Havde jeg troet på den slags, havde det seriøst været skæbne-relateret. I sådan en situation giver det så meget mening for mig, da jeg har været på udkig efter selvsamme ting, men egentlig ikke rigtigt har haft pengene til det. Det var lidt mere om det. Bloggen bliver altså ingen pengemaskine anytime soon. Giver det mening? Er det røvsygt, eller hvad tænker I? 

Hav en dejlig lille-torsdag. Det betyder, weekenden er lige om hjørnet!

I nattens mulm og mørke

Skubber jeg barnevognen foran mig i det lidt for høje, lidt for våde græs. Klokken er et sløret sted mellem 02.30 og 03.00, da jeg, iført vinterjakke og klipklapper, får monteret barnet i vognen og sætter mission sov-nu-please igang. Det er vindstille og mildt. Haven ser helt anderledes ud beklædt i dråber af dug, skarpt indrammet af en mørk himmel med brændte nuancer og silhuetter af sorte træer. Motorvejen summer et sted i baggrunden, og katten er gået ombord i en leverpostejsrest på terrassen. Det virker altsammen ret fint. Søvn havde næsten været endnu finere.

Det er snart 17 måneder siden. Med andre ord nærmer vi os halvandet år, hvor Frede har beriget vores tilværelser og berøvet mig min søvn. Det holder hårdt, når man som jeg er sovemenneske by heart. I vores lange sommerferie var det til at overkomme med nul på skemaet og en opvejende lur, men nu hvor hverdagen har flået os allesammen ud i virkeligheden, skal der ske noget nyt. Håber jeg.
Marius var ammebarn til og med sin 15. levemåned, og han mestrede først den sammenhængende søvns kunst, da han var 2,5 år. Frede var ammebarn i starten og sidenhen flaskebarn, og det er åbenbart ikke noget, der glider ligeså naturligt ud, som amningen gjorde det. Natten til torsdag var han oppe 8 gange. Altså næsten en gang i timen. Næste morgen var jeg skeløjet og blød i hovedet og gjorde alvor af alle de gange, jeg har messet “i morgen dropper vi flasken”. Natten til fredag var således første flaskefri nat.

Jeg har afprøvet det meste. Ikke fordi jeg som sådan er en kylling, men fordi jeg ville sikre mig, der ikke eksisterede en mere nænsom afvænningsmetode, før vi gik kold tyrker på den. Og det gjorde der ikke. Hverken at synge, vugge, dosere mindre mælk, fortynde mælken eller tilbyde vand hjalp. Det har været et led i hans tryghedsritual så længe, som jeg ikke nænnede at afskære ham fra. Men han sover altså også stadig i soveværelset. Oftest halvdelen af natten i vores seng. Så nu er det tid til, at flasken forsvinder. Han har jo stadig mig og mit hår, som han gavmildt hiver af i store totter i løbet af natten. (Det undrer mig, jeg ikke er skallet endnu).

De første to nætter uden mælk er nu overstået, og der er sket absolut nul på den front. Han vågner ligeså meget, men hvor han før fandt vej tilbage til drømmene ved hjælp af flasken, bliver han nu bare hængende i en jeg-er-sur-men-ikke-vågen-tilstand, som jeg så fumler rundt og prøver at håndtere. Umiddelbart er barnevognen det eneste, der virker. So be it. Selvom jeg om natten har lyst til at folde mig sammen på midten og ringe til en voksen, så skal det nok lykkes. Skalskalskal. Jeg kan ikke længere huske, hvordan det føles at vågne udhvilet, men jeg glæder mig helt usigeligt til at prøve det igen.

Tilbage i virkeligheden

Søndag har pakket sine ting og er på vej ud af døren, og mandag lurer på den anden side, parat til at brase ind i mit liv omkring klokken 6 (og 00.30, 01.45 og måske 03.00. Tak til Frede), og jeg klamrer mig febrilsk til den sidste stump weekend, inden den om lidt er væk igen. Hverdagsbussen kører med sømmet i bund, og de eneste stoppesteder, jeg har mødt på min vej, har været weekenderne. Det tager lige lidt justering at ramme ind i rutinerne igen. Sådan logistisk og praktisk har det fungeret ret fint, men det har nok også noget at gøre med, at Mikkel først starter studie igen i morgen, så der har ligesom hele tiden været et par back-up-hænder derhjemme, hvis kabalen ikke gik op. Det er der ikke i morgen. Frede har første rigtige dag i dagplejen, hvor vi ikke sidder på terrassen og stirrer på telefonen, mens vi venter på, at han vågner fra sin lur. Men det skal nok gå godt. Han har haft en lang og tryg indkøring, og det hele fungerer dernede i 80 centimeters højde. Han er havnet et helt enormt godt sted, og han er mere end klar på det. Det er nok mest den mentale omstilling hos mig, der halter lidt bagefter. Men det er altså mærkeligt, efter 1,5 år som hjemmegående, at blive smidt på hovedet ind i en hverdag, der konstant er i bevægelse. Der er enkelte dage, hvor jeg har følelsen af kun lige at nå op til overfladen og trække luft, før jeg igen bliver trukket under. Men de fleste dage kan jeg godt lide det, det kan jeg. Det er rart at få bekræftet, at mine hjerneceller stadig fungerer derinde et sted og mest af alt bare skal støves af. Men jeg bliver nok aldrig et skema-menneske, der sætter pris på at stemple ind klokken 8. Sådan er der jo så meget. Vi er i gang igen. Marius elsker (med egne ord) at gå i skole, Frede vralter rundt og hygger sig, Mikkel starter igen i morgen, og jeg er så småt ved at finde mit sæde i hverdagsbussen. Men altså, hvis nu det der uddannelse kunne styres på autopilot, skulle jeg da hurtigt få et par måneder mere til at gå herhjemme… Mandag, vi ses om lidt. Når jeg lige har fået sat mig ind i, hvad al den SKAM-hype går ud på, selvfølgelig.

 

Billede fra Instagram (@dittekirk). Taget med et blæret kamera til et i øvrigt virkelig gennemført event afholdt af Mia Lindholm og Olympus.

Jeg undrer mig lige lidt over… #3

At jeg åbenbart er så distræt i forbindelse med tandbørstning. Har ikke styr på, hvor mange gange jeg er blevet overrasket over Hubba Bubba-smag i munden, fordi jeg åbenbart har taget børnenes tube. Forleden skar Frede ligeledes så meget ansigt, at det gik op for mig, jeg var ved at børste hans mund med den lidt for mintede voksenudgave.

At 90% af alle ledninger, som i forvejen er grimme og irriterende, er sorte som blæk. Hvorfor?! Er vi ikke flere i verden med hvide vægge end sorte?

At Pokémon Go har formået at få så mange mennesker op af stolene. Også folk, som intet aner om Pokémon. Jeg synes fandeme, det er imponerende. Mikkel har gået knap 300 kilometer. Seriøst.

Hvad der sker med vejret. Jeg er sådan lidt vinterdepressiv over det faktum, at juli har glemt at give sommerstafetten videre til august. Ikke at der var synderligt meget sommer over juli, men den peakede alligevel noget flottere. Jeg har haft vinterjakke på op til flere gange denne måned.

At jeg trods alt er blevet typen, der glæder sig på sin haves vegne, når det regner. #wtf

Hvilket center i kattens hjerne der gør, at den skal lukkes ind, lige så snart den er kommet ud. Og omvendt. #magtliderligedyr

Om jeg virkelig er ved at være typen, der hopper med på affiliate-karrusellen. Min bankmand skriger ‘fandeme JA’, min motivation takker nej. Måske fordi jeg alligevel kun ville linke til absurd billige Kina-ting, og let’s face it, det er ikke den største guldåre, man kunne ramme.

At jeg er begyndt at følge Danny Kools kone på Instagram. Ja. #90erbarn

At det hedder hamburger, når de sjældent har set skyggen af skinke.

At det er lykkes at få så mange mennesker med på skyr-vognen. Jeg er normalt ikke kræsen, men det dér… Det vokser jo i munden på en.

At jeg om mindre end et år skal kunne tale spansk til eksamen. Jeg kan indtil videre introducere mig selv, så… Hola.

Til de af jer, der er til lidt hyppigere opdateringer, er jeg både at finde på Instagram (@dittekirk) og på Snapchat under samme navn. God søndag <3

Venindebogen hos Sofie Ude

En lille servicemeddelelse til de af jer, der endnu ikke har fundet vejen til Sofie Udes blog. I kan heldigvis nå det endnu. Jeg nævnte hende her, da hun lynhurtigt strøg til tops på min yndlingsliste med sit finurlige sprog og megasjove take på moderskabet. I dag deltager jeg i ‘Venindebogen’ ovre hos hende, og hvis man er til den slags, kan det findes lige her. Jeg kommer både omkring opturene ved at være mor og at kalde sin baby for bøsse. Enjoy!

Sommerens sidste kapitel

Såeh. Det var den ferie. Næsten altså. Men det er eddermame en mærkelig fornemmelse, fordi det ikke blot er en vanvittigt lang (og dejlig) sommerferie, der er slut, men også knapt 16 måneder som hjemmegående med husets mindste beboer. I morgen er der møde med dagplejepædagogen, og så begynder Fredes indslusning i institutionslivet ligeså stille i løbet af ugen. Det skal nok blive godt. Skal, skal, skal. Jeg sidder, som ganske forventet, med en noget broget gruppe af følelser, som ikke rigtigt gider enes. Jeg glæder mig til at se, hvordan det fungerer derude i virkeligheden igen. Det gør jeg. Samtidig har jeg en gennemborende trang til at barrikadere mig selv og min baby herhjemme i et fort af dyner og puder, så vi aldrig behøver have travlt eller tøj på, der ikke er af jersey. Jeg kan også godt se idéen i, at han snuser lidt til livet med jævnaldrende og får andet græs på knæene end vores eget, nu hvor han snart er 1,5 år og gløder af nysgerrighed og mod på at opleve lidt mere end at bevæge sig på samme matrikel hver eneste dag. Det kan jeg da. Men lige nu virker det ikke så tiltalende. Det skal nok komme. Det ved jeg jo godt.

Mens Frede starter stille op ovre på den anden side af vejen, har Marius en sidste uge tilbage af ferien, før 0. klasse skydes i gang for alvor. Det er jeg nu ikke så nervøs for. Han har klaret førskoleforløbet, som havde han aldrig lavet andet, og både lærere og pædagoger har af flere omgange erklæret ham skoleparat i allerhøjeste grad, omsorgsfuld, lærenem og sågar konstateret, at de ganske enkelt ikke kunne rose ham nok. Det er altså noget, der slår ud på stolthedsbarometeret for mit vedkommende. Selvfølgelig fordi de fortæller, han er fagligt dygtig og meget engageret, men i endnu højere grad fordi, han bliver rost for sine sociale kompetencer, sine empatiske træk og sin evne til at indgå i venskaber på kryds og tværs uden at lade nogen være overset eller udenfor. That’s freaking my boy! Nå – all bragging aside – så er jeg sikker på, det nok skal gå godt med min store dreng. Og selvfølgelig også med den lille af dem, men der er altså en første gang for alting, også selvom det er andet barn i flokken. Og det er sgu lidt nervepirrende.

Jeg starter selv et par dage efter Marius, og det har jeg ikke rigtigt taget stilling til. Det sidste år skal ligesom bare høvles af, så jeg kan komme videre i tilværelsen, og det skal sikkert nok gå fint. Det kan være, de kan lære mig, hvorfor tiden pludselig går så freaking stærkt, når man har fået børn. Jeg fatter intet af det.

Men det har været flere forskellige slags fantastisk at kunne gå hjemme allesammen i så relativt lang tid. Til de, der overvejer at forlænge barslen med kommunebetalt støtte til hjemmegående, kan jeg kun anbefale det. Pengene er små, (altså, det er de jo ikke, taget i betragtning at jeg har fået dem smidt kvit og frit efter mig), men vi har alligevel ikke prøvet andet end at være SU-familie, så selvom budgettet ingenlunde bød på forkromede sightseeings og enorme charterferier, så har vi haft noget meget vigtigere til rådighed: Tid! Og den har gjort os allesammen godt. Den har betydet plads til familiebesøg, badebassin i haven og langsomme morgener med Netflix og grøntsager spist direkte fra drivhuset og en aftenøl på terrassen for de to ældstes vedkommende. Og det kunne lige nøjagtigt det, vi havde brug for.

Så selvom Frede og jeg lige når at runde af på den snottede og hostende måde, så er sommerens store billede fandeme pænt. Og jeg glæder mig allerede til næste år.

Jeg håber, I har haft en dejlig en af slagsen ligeså, uanset hvad den har bragt med sig!