Fødselsdage og pelsroulader

Der sker ting og sager herhjemme. Mest af alt sker der ikke en skid. Men man skal som bekendt ikke undervurdere hverdagens trygge trivialiteter. Lige nu kunne jeg dog godt snuppe et par uger langt væk fra trivialiteterne og hovedsageligt eksamenslæsningen. Jeg er så tæt på målstregen, at jeg praktisk talt kan se den. Alligevel er jeg lige ved at brække mig over kovalente bindinger og nitratudledning til grundvandet. Jeg tager en dyb indånding og puster laaangsomt ud, og før jeg får set mig om, er næste uge gået, og sammen med den er to ud af tre eksamener ovre.

Af mere festlige ting har begge mine drenge haft fødselsdag indenfor den seneste måneds tid. Den mindste er nu to år, og den største syv. Det er lige dele fantastisk og ubegribeligt, sådan som tiden har fået travlt. Den to-årige snakker fra morgen til aften og tæller til fire, mens den store laver regnestykker og læser bøger selv. Sidstnævnte fik i øvrigt hele udstyret til et par gnavere i fødselsdagsgave, og når de værste eksamensdage er ovre, skal vi ud på internatet for at finde et par små pelsroulader (marsvin, altså) at fylde i buret. Og jeg glæder mig næsten ligeså meget som ham. Min mor stod for burindkøb, og som det dyrevelfærdsmenneske hun er, kom hun naturligvis stillende med et bur, der er 1,20 meter langt. De skulle jo nødigt blive klaustrofobiske, de små venner. Så planen er, at de skal med ud og have græs under poterne, når vejret er til det, og ellers får de lov til at synge Marius i søvn på hans værelse med deres små hamtaro-lyde. Det lyder allerede vildt hyggeligt, synes jeg. (Og jeg har før haft marsvin i en del år, så jeg er godt bekendt med den mere sure del omhandlende skift af tisvædet hø, men lige nu er jeg altså mest sådan en bright-side-of-life-kinda-gal. Spørg mig igen om en måneds tid.)

Jeg har et ton af halvfærdige kladder liggende, som mest bare venter på, jeg træder ud af min der-er-mindst-20-timer-for-lidt-i-døgnet-boble. Det er snart. Det lover jeg. Indtil da vil jeg fortsætte min selvforskyldte stress med et hav af overspringshandlinger (den anden dag løb jeg en tur – det er seriøst der, jeg er), og så vender jeg tilbage lige pludselig med fornyet overskud og seriøst høje forventninger til sommeren. Ha’ det dejligt så længe <3

Hvad forstadslivet har lært mig

Nu er det lidt mere end et år siden, vi rykkede teltpælene op fra centrum af den fynske hovedstad og trak lidt ud i periferien. Og heldigvis for det! Vi har have og drivhus, carport og ligusterhæk, bålplads og højt til loftet, og det er noget, der for os virker skide godt med små børn og alt det der, selvom ‘ligusterhæk’ altid har skurret fælt i mine ører. Jeg undrer mig af og til over, hvordan folk i indre København klarer den med tre børn på fjerde sal uden så meget som en altan. Vi boede i stuen, og det var i perioder presset nok. Og vi havde altan. Men hvor går man hen og spraymaler sine møbelprojekter? Hvor smider man fire mands mudrede vintertøj uden at have et bryggers? Hvor opbevarer man barnevogne og løbecykler? Hvor smækker man et skrækkeligt plasticbadebassin op til at dyppe små mennesker i? Der findes løsninger på det hele, jeg ved det godt. Jeg er bare ikke skabt til livet i lejlighed, som I måske fornemmer. Slet ikke efter jeg er blevet mor. Jeg sætter voldsomt stor pris på at kunne slå en havedør op og træde direkte ud på eget græs. Indimellem savner jeg at kunne slentre 100 meter hen til gågaden og glo på mennesker og butikker, men det er nok også det eneste. Jeg savner ikke menneskemængder og snævre parallelparkeringer. Livet herude bag ligusterhækken giver med andre ord virkelig meget mening for os (indtil vi en dag skal købe eget hus og nok rykker et stykke længere mod landet), og jeg kom til at tænke på, hvad jeg har gjort mig af forstadserfaringer so far.

– Jo ældre og mere lokalt erfarne folk er, jo større sandsynlighed er der for, at de hilser på dig på gaden eller måske endda stopper op for at få en lille sludder.

– Du kan sige ualmindeligt meget om et rækkehus’ beboere ved at kigge på deres forhaver. Ikke langt fra os er der et vænge, som kollektivt er blevet enige om, at de bor i små, sammenhængende 70’er-rødstens-palæer. (Det er tilsyneladende en ting). De har massive, majestætiske jernhegn og ditto låger med guldspyd og løvestatuer, der vogter ved indgangen, som i øvrigt er stramt afgrænset af algefri fliser og knitrende, sorte perlesten. Best of both worlds, eller sådan noget. Vænget efter er til gengæld den diametrale modsætning. Her er de enormt entusiastiske omkring bløde former, græs og nips. Havenips. Det være sig havenisser, solcellelamper og vilkårlige dyr udformet i keramik. Gerne frøer og pindsvin og sådan. Hvis de fås med solceller som øjne, er det kun et plus. Og det er ikke bare sådan et par små dyr i hjørnerne. Det er på det niveau, hvor det er tæt på umuligt at vide, om der er græs eller fliser under.

– Dit barn kan gå til gymnastik i den lokale hal for 150 kroner pr. sæson. Frede er i gang og elsker det.

– Den lokale købmand er meget lokal. Og dyr. Til gengæld har de et ret ringe udvalg, så det er alletiders. Her har jeg blandt andet prøvet at vente relativt lang tid, mens køen bagved mig voksede og voksede, da manden bag kassen havde forladt sin post for at præsentere udvalget af skyllemiddel for en kunde. Med duft-test. Det skaber lidt sådan en hyggelig og langsom atmosfære, som engang imellem bliver lige en tand for langsom. Og dyr.

– Hvis man melder sig ind i lokalområdets Facebookgruppe, modtager man jævnligt opdateringer fra kvarterets selvudnævnte efterforskningsagenter. Nogen har angiveligt set en løs hund. Igen. Andre har en formodning om, at to ungersvende (det var seriøst den brugte betegnelse) måske havde købt sig noget hash nede ved købmandens parkeringsplads. Der blev informeret om biler og registreringsnumre, forældreindblanding og politi. Selv et signalement af ungersvendene fik vi. Senest var det sagen om et par 12-årige drenge, der var blevet set lege på den flade del af skolens tag. Også her blev der udvekslet privatbeskeder og opfordringer til forældrekontakt, for et vidne meldte sig straks på banen, da hans lillebror muligvis gik i klasse med gerningsmændene. Så sådan er krimi-viben her i forstaden. Ellers er det mest bare noget med at forære en stak fliser væk mod en ramme øl eller finde nogen, der vil hjælpe med at kløve brænde.

– Der findes også freaks herude. Forleden klokken 00.30 gik en mand og dennes øl direkte gennem vores hæk og ind i vores have for at høre, om han kunne låne en lighter. Og hvilken retning byen lå i. Denne episode var naturligvis også det store samtaleemne i ovennævnte Facebookgruppe, da samme herre havde været rundt i det meste af kvarteret og lagt sig til at sove i folks haver. En enkelt havde glemt at låse sin dør, hvorfor han naturligvis havde lukket sig selv ind. For at få varmen. Arme sjæl.

– Jeg har svært ved at vurdere, om kvarteret rummer flest hunde, trampoliner eller stationcars.

– “Spørg-Casper”-Casper bor i mit hood. Han er i hvert fald ofte at finde hos førnævnte købmand. (Det er kendis-niveauet herude). Det samme gør sig gældende for en af drengene med svær tourette fra TV-programmet med Cutfather, hvis nogen husker det. Han råber selvsagt ligeså meget i virkeligheden, men han så ud til at sætte pris på det, da min kæreste forleden returnerede et “luder!” med et smil og en venlig hilsen.

– Man bør undgå at handle omkring middagstid, da hele overbygningen af den lokale folkeskole gør det samme. Eller, altså. Handle og handle. De får mest tanket op på baconchips og Red Bull, men det kan sikkert også noget.

– Placeringen af vores hus med hæk op ad en cykelsti er både god og dårlig. God, fordi vi har smutvejen til tre forskellige legepladser lige ved havelågen. Dårlig, fordi knallertkørere åbenbart er uenige i, hvornår mit barn bør sove til middag. (Okay, han sover som en sten. Men stadigvæk. De larmer.)

– Vi er et relativt lille lokalområde, men vi har alligevel både pizzeria og pub(!). Og en frisør, som tilsyneladende også er tilhænger af den lokale atmosfære. Hun havde i hvert fald lukket biksen en dags tid med en seddel i A3-format i vinduet, der kom med en længere forklaring om, at hun gennemgik en række undersøgelser på Odense Universitetshospital, hvorfor hun beklageligvis måtte holde lukket den pågældende dag. Måske “lukket pga. sygdom” kunne gøre det.

– Jehovas Vidner kender også vejen herud. Ofte. En dag åbnede jeg døren og fornam hurtigt lugten i bageriet, hvorfor jeg spurgte direkte, om det var Jehova, hvortil damen slog en latter op og svarede “Nej, nej! Nej. Det er ikke Jehova. Det er hans vidner“. Ba-dum-tsss.

– Det er ikke for bangebukse at have drivhus. Jeg siger det bare. Sjældent har jeg set meget kryb bosætte sig i samme fliserille. Det er alt fra bænkebidere henover snegle til edderkopper så store som møllehjul.

– Mere plads er ikke nødvendigvis lig med mere orden. Kun på overfladen i hvert fald. Det bliver ligesom bare noget med at lege Tetris oppe på loftet, hvor man kan gemme sine matematikafleveringer fra 7. klasse og andre ting, der er gode at have, hvis nu… Ingenting.

 

 

Dag og nat på samme døgn

“Men du kunne jo heller ikke rigtigt vide, hvordan det var at have børn, dengang du kun havde Marius…”, grinede min mor forleden i den anden ende af telefonen, da vi vist nok snakkede om hans viljestærke hidsigprop af en lillebror. Og hun har fuldstændig ret.

Jeg lærte det på måden med søvnløse nætter og amning og ubetinget kærlighed, men jeg har aldrig fået trænet konfliktområderne særligt omhyggeligt. Mest fordi de ikke har været. Han har aldrig bidt eller slået, råbt eller skreget. Han har aldrig stjålet legetøj fra jævnaldrende eller kastet med maden. Han har udfordret os på søvnfronten, men ellers ikke. Overhovedet. Han har altid været rolig og mild og humoristisk. Og forsigtig og følsom og genert. Og perfektionistisk og for hård ved sig selv. Han har sneget sig udenom centrum i store forsamlinger, holdt sig i periferien og observeret. Han har trukket sig fra lege, når det blev for voldsomt eller for længe for at få ro til at tænke og studere. Han har fået gode venner og været en god ven. Han har været ‘ressourcebarn’ i børnehavens inklusionspædagogik, som de andre børn kunne finde loyalitet og omsorg hos. Han har snublet og rejst sig og blomstret, i takt med troen på ham selv gjorde det samme. Han lider stadig under samme forbandelse som mig, med at tænke og tænke og tænke alt for mange tanker om alt for mange ting. Men nu er han pludselig også en skoledreng, som er dygtig og kærlig og social, og som stadig er perfektionist til fingerspidserne og lægger lidt for meget pres på egne skuldre. Og han har fået en lillebror, som han elsker. Og som elsker ham helt ubetinget. Og hvor Marius nægtede at gå nogen steder uden at have et fast greb i min hånd, er det lidt mere den anden vej rundt med Frede, som oftest ser det, at holde i hånden, som en begrænsing af sin selvstændige ruteplanlægning. 

Frede er temperamentsfuld og helt sin egen. Han kan skrige i et toneleje så ultrasonisk, at kun hunde kan høre det. Han kan stampe i gulvet og lægge armene over kors, og han kan kramme og kysse og ae. Når det passer ham, naturligvis. Han er aldrig voldsom i sin adfærd overfor andre, men han har et omfangsrigt følelsesregister. Han føler helt ud i begge poler, og ligeså rasende han kan blive, ligeså kærlig er han, når han lægger en hånd på hver side af mit ansigt, hælder hovedet på skrå og taler længe og indlevende på noget, der minder om svensk, mens han stirrer mig i øjnene. Indimellem virker han som en gammel mand i en 85 centimeters krop, som samler hænderne på ryggen og observerer med et afventende blik, som rynker panden og klør med pegefingeren mellem brynene, og som gerne underholder med sin vanvittigt alsidige mimik. Andre gange er han mest bare en 2-årig i en 2-årigs krop, som ikke vil have den forpulede jakke på, og som i hvert fald slet ikke vil have den forpulede jakke af igen, når vi atter er indendørs. Og det er første gang, jeg prøver at skulle håndtere de der små hverdags-konflikter, som det ellers virker til, de fleste forældre kæmper med i større eller mindre omfang. Flere har, siden Frede var helt lille, brugt ordet ‘intens’ til at beskrive ham. Og det rammer nok meget godt. Han er intens i alt det, han føler og gør. Og så er han mest af alt så pissehamrende sjov.

De er som dag og nat. Men de er alligevel det samme døgn. De er ens på så mange punkter, og de komplementerer tilmed hinanden ret godt. De er begge observerende og med stor fordybelsesevne. De er underfundige og sjove. De er begge perfektionister og kan bruge overordentligt meget tid på at stille eksempelvis legetøjsbiler sirligt på række. De er usigeligt omsorgsfulde og kærlige. Ikke mindst overfor hinanden. Frede kan lokke Marius med ud af tryghedszonen, når han har brug for et velment skub, og Marius kan hive Frede med retur, når han er på vej ud på dybt vand. 

Marius snakkede ret tidligt. Allerede som 13-14 måneder gammel sagde han ‘tak for mad’ og den slags. Frede er lige blevet to år, og han siger ikke så meget. Eller, han snakker hele tiden, men de fleste forståelige gloser er noget som ‘gravko’, ‘traktor’, ‘værsgo’, ‘tak’ og ‘moar’. Når vi opfordrer ham til at bruge sine ord med ‘kan du sige…’, kigger han bestemt og sammenbidt og ryster på hovedet. Og vi gik egentlig bare ud fra, at vejen til sproget blot var brolagt med en god portion stædighed. Ligesom han i lang tid nægtede at sige en eneste dyrelyd, men pludselig vågnede en dag og sagde samtlige lyde i én lang køre, således at der nu nærmest ikke eksisterer et dyr, han ikke kan lyden på. Han er uden tvivl en lille perfektionist, og ofte går han og suger til sig meget længe uden at sige en lyd, før han selv er klar. Men så var det, han før nytår fik feber. Og fik feber igen. Og feberen skyldtes mellemørebetændelse. Og den mellemørebetændelse slap hurtigt sit tag efter en omgang penicillin, hvorfor jeg ikke tænkte yderligere over det efterfølgende, men alligevel bestilte den opfølgende kontrol for noget tid siden. Og han havde rødme i og væske på begge ører. Afsted med ham til ørelægen, som kunne konstatere, at Fredes hørelse var så godt som normal, men at vi hellere måtte følge op på det efter en måned. Klip til tirsdag i påskeferien, hvor vi drøner til samme ørelæge igen, der denne gang kan konstatere, at vi muligvis ramte en tilfældigt heldig dag sidst, og at den lille herre faktisk har nedsat hørelse med minimum 40% og højst sandsynligt en del mere. På begge ører. Så nok er han stædig som verdens ældste æsel, men det har tilsyneladende ikke været stædighed det hele. Det har ligeså meget været noget med, at han har gået rundt i sin egen lille klokke. Og når alle omkring ham var nærmest imponerede over, hvor ihærdigt han kunne ignorere folk, har han i virkeligheden nok bare ikke kunne høre dem. Okay, måske lidt en kombination. Han er virkelig eminent til at ignorere sine omgivelser sådan helt bevidst. Men i tirsdags fik han lagt dræn i de bittesmå ører. Og selvom det var et indgreb, der tog ca. 3 minutter, så opvejer den korte operationstid ikke rigtigt for, hvor slap sådan en lille hånd pludselig bliver, når narkosen indtræffer.

Men nu er vi ude på den anden side, og det går allerede virkelig godt med Fredes nye ører. Han undersøger nysgerrigt alle de nye lyde, og han bliver knapt så gal som før. Det har nok også haft noget at gøre med, at hans hjerne har forstået en hel del mere, end hans mund kunne udtrykke, og det må eddermame også være frustrerende. Nu begynder alt det sjove. For os allesammen. I søndags blev han to år, og om en måned bliver hans storebror syv. Syv(!) freaking år. Jamen… Jeg prøver virkelig at forstå det. Det gør jeg altså.

En slags første aflevering 

Da jeg var 18 år og skulle vælge institution til min førstefødte, faldt valget på dagpleje. Ikke at jeg vidste synderligt meget om institutionslivet dengang. Hverken min søster eller jeg har været i vuggestue eller dagpleje, men var så heldige at have en hjemmegående mormor, som passede os hver dag, til vi som 3-årige startede børnehave på deltid. Mine forældres omgangskreds foldede bekymrede rynker i panden, for hvordan skulle vi dog nogensinde formå at blive socialt kompetente mennesker, når vi ikke indgik i et fællesskab med jævnaldrende børn hver dag. Det er i øvrigt gået os ganske fint, tak. Havde det været en mulighed for mine børn, havde jeg valgt det samme. Havde vi råd til, at jeg gik hjemme med dem indtil børnehavestart, havde vi måske valgt det.

Der er selvfølgelig lige det, når man får sine børn relativt tidligt, og ens forældre bliver mormor og morfar i 40’erne, så er de stadig ret meget på arbejdsmarkedet. Til gengæld er de friske og i fuldt vigør i weekender, ferier og alle de dage, det kan lade sig gøre at tage tidligere fri fra arbejde, hvis vi mangler hjælp med praktikken, gør de det. Og jeg ville aldrig bytte det for noget som helst. Min farmor blev også farmor i 40’erne, hvilket har resulteret i, at jeg nu har en farmor – og mine børn en oldemor – som bruger det meste af sin ‘pension’ på at rode med hjemmesider og være lektiehjælper for flygtninge. Hvis altså hun ikke er til yoga. Og det kan altså også noget.

Nå, men. Vi valgte dagpleje til Marius. På grund af den hjemlige atmosfære og på grund af roen. Det viste sig at være det helt rigtige valg for den dengang (og til dels stadigvæk) følsomme og forsigtige dreng. Så da Frede skulle ud i hverdagslivets hamsterhjul, valgte vi det samme. Og det er noget af en roulette med det dagplejesystem, det ved jeg godt. Kemien, trygheden og i højeste grad mavefornemmelsen skal være der. Og det var den heldigvis med begge drenges dagplejemødre. Fantastisk varme, tålmodige og opmærksomme damer. På den måde føles det, som om Frede bliver afleveret hos en slags ‘reservebedste’ hver dag, og det er intet mindre end fantastisk. Der er ro, opmærksomhed, en sød hund og tre andre børn. Der er tid og have med rutsjebaner og højt til loftet. Der er ture til ænderne og legepladser og besøg hos de andre dagplejemødre i nabolaget. Der er legestue hver anden fredag i en gammel børnehavebygning med alle de bedste tumleredskaber og udendørsarealer.

Og så er der gæsteplejen. Og det er den eneste udfordring, jeg synes, der er ved dagplejelivet. Ikke så meget når børnene bliver lidt større, for de kender de andre dagplejemødre og deres børn, og så kan man sagtens forklare dem, at ‘Lotte er syg, så i dag skal du lege ovre ved Bodil’. Men det er alligevel et skift og et domæne, der til dagligt tilhører andre børn. Og ja. Frede er i gæstepleje i dag. For første gang nogensinde. Vi har nemlig været så priviligerede bare at kunne holde ham hjemme ved et par dages sygdom eller en fridag hos dagplejemoren. Men denne uge har hans kære dagplejemor en vældigt fortjent uges ferie, og selvom vi er studerende, kan vi ikke helt få det til at gå op med at holde en uges fri. Så Frede er i gæstepleje hos en dame, han heldigvis har besøgt før. Og med fire børn han kender fra legestuen. Men ligeså stædig og temperamentsfuld Frede kan være, ligeså tryghedssøgende er han også. Og stille og eftertænksom. Så er det pludseligt lidt som at aflevere ham for første gang igen, når man lukker døren bag sig det nye sted. Og går derfra med en klump i halsen på størrelse med en håndbold. Men nu skal jeg i skole. Og en SMS beretter om, at Frede har det godt og leger fint ude i haven. Og så skal hans mor nok også til at forstå, at han altså bliver 2 år om 14 dage. Suk.

 Jeg undrer mig lige lidt over… #4

Hvem min læges læge er.

Spædbørn med piercinger i ørerne. (Undrer mig i virkeligheden nok over forældrene.)

Hvor overraskende godt jeg har det med, at velour er tilbage. Er derimod komplet uforstående omkring pyjamas-tendensen.

Om bloggere arbejder med en særlig valuta, eller vi bare har komplet forskellige opfattelser af, hvad ordet ‘budgetvenligt’ dækker over. For det er altså ikke en cardigan til 1800 kroner. Heller ikke selvom den er fra Ganni. Og sat ned med 60%. Nope.

“Børn-i-bilen”-streamers. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forholde mig til den besked. Jeg har virkelig ikke tænkt mig at køre ind i dig uanset.

Alle andre streamers på biler. Hvad er det for en sær måde at kommunikere budskaber på? Jeg er helt og aldeles indifferent omkring din holdning til, at “rigtige mænd får tvillinger”. Same goes for jeg-har-været-i-Norge-elgen, mand-der-spiller-golf-silhouetten og den der Jesus-fisk. Værst var det, da jeg forleden kørte bag en bil med teksten ‘Can’t find your cat? Try looking under my tires’. Hold nu op.

At jeg er ét kaffekop-og-tilfældigt-placeret-valmue-billede fra at være “en af dem” på Instagram. Men jeg hygger mig virkelig meget med det!

At der stadig findes mennesker, som blindt stoler på, at man snildt kan vinde et nyopført palæ og en håndfuld biler gennem Facebook.

At jeg ikke kan rense mit højre øre uden at knække sammen i et hosteanfald. Marius har det med sit venstre. #wtf

At jeg lige har været til min første skole-hjem-samtale. Som forælder. (Hvilket mest gik med en masse rosende ord i øvrigt).

De producenter, der hårdnakket fortsætter med at datomærke creme fraiche og hytteost det der folielåg, man som det første hiver af og smider ud.

At jeg er nået til et sted i mit liv, hvor flere og flere kontakter i min telefonbog hedder noget med et vilkårligt børnenavn efterfulgt af ‘…s mor’ eller ‘…s far’. #legeaftaler

At der bor en dame indeni mig, som er så gammel, at hun forleden valgte at klippe sin kærestes hullede t-shirt op til pudseklude frem for at smide den ud. (Nej, jeg folder og gemmer ikke brugt gavepapir endnu, men det kan da kun være et spørgsmål om tid).

En suppe af hverdag og vinter

Jeg er vel efterhånden det, man kunne kalde en virkelig uproduktiv ‘blogger’. Min lyst til at hælde vand ud af ørerne herinde er varierende, og det er der intet nyt i. Jeg kan simpelthen ikke forcere det. Jeg har tusind usammenhængende tanker om emner og områder, jeg gerne ville have ud på skrift, ligesom mit arkiv flyder over med halve kladder, men lige nu kan jeg hverken finde ud af at formulere dem eller flette dem sammen til en helhed, så det må vente lidt. 

Slutningen af sidste år og starten på det nye har været god og fin, men også været noget med at padle lidt forvirret rundt og forsøge at holde sig oven vande i en suppe af hverdag og vinter. En enkelt eksamen og en håndfuld julearrangementer er veloverståede, og hverdagen er skudt igang igen.

Januar og februar har aldrig kunnet noget særligt for mit vedkommende. De sørgelige rester af julefrokoster bliver drysset lidt tilfældigt ud over førstnævnte måned, og februar går med at vente på marts. Der begynder jeg igen at kunne skue forventningsfuldt ud over det småspirrende forår, og så plejer jeg ligesom at finde fodfæste på ny. Men for nu står den på vinterblues og et spark i egen røv for at slæbe mig igennem det sidste halve år af min HF. På den anden side venter forhåbentlig en varm sommer og udsigten til noget uddannelsesmæssigt, der giver mere mening for mig, end det gør at udregne carbondioxids molarmasse og en-eller-anden jordtypes permeabilitet, som lige nu får det næste halve år til at syne uoverskueligt langt.

Resten af klanen har det godt. Marius er stadig virkelig glad for sin skole, og jeg forsøger at undgå at gnide hul i min pande af forundring over, at jeg nu har et barn, der er begyndt at læse små ord helt selv. Frede laller rundt og hygger sig i dagplejen, og familiens ældste medlem er igang med at forme sin fremtid som lærer. Og han bliver så skide god til det.

Nu vil jeg atter trække mig tilbage og se, om det kunne lykkes mig at få tanker og kladder til at smelte sammen, så den næste tid herinde ikke kommer til at foregå i rungende stilhed, for det bliver jo en kende meningsløst til sidst at tjekke ind hver anden måned med et forklarende indlæg om manglen på indlæg. Jeg ved det godt.

Jeg håber, I har haft en dejlig jul og et fint nytår og den slags. Og egentlig også tak, fordi I er så søde til stadig at blande jer i kommentarfeltet, selvom jeg har været lidt fjern i det. Tak! <3

Vinterblues og overspringshandlinger

Vi er nærmest ovenpå. Minus den mellemørebetændelse, som min mindste roommate lige snuppede i svinget, er vi ved at ramme et stabilt helbredsniveau herhjemme. Og 7-9-13 og alt det der. Det har været tiltrængt. Meget længe. Kombination af sygdom afløst af mere sygdom, vinterens frembrud og en træthed helt ind i knoglerne har tilsammen givet et facit på et meget slattent energiniveau og et overskud i minus. Følelsen af konstant at være et par skridt eller ti bagud på, især på skolefronten, har komprimeret min motivation til at kunne ligge på et meget, meget lille sted. 

Hver morgen har jeg en ubændig trang til at barrikadere mig i et fort af dyner og glo huller i luften i rungende stilhed, indtil solen strammer sig an og bryder igennem den tunge dyne af skyer, der indhylder byen i fem forskellige grå nuancer. Men verden banker som bekendt på hver dag, og lige for tiden har jeg egentlig bare lyst til, vi alle fire sner inde med gode mængder kakao og stearin på lager. At vi ikke skal nå noget andet end at være. Sammen.

Og sådan er det heldigvis om lidt. Jeg bliver bare altid lige 8% ekstra grå og uoplagt i vintermånederne, og den er sikker hvert år. Lige nu er jeg dog i fuld gang med at overspringshandle i stedet for at læse op til den eksamen, der venter mig på tirsdag. Jeg regner med, at det forløber, som den slags plejer, og at jeg halvvejs inde i søndagen får stress og tics og begynder at pløje pensum igennem kun for at indse, at jeg ikke kan nå det, hvorefter jeg bliver underligt rolig og tager den på gefühlen. Jeg kan dog godt fornemme, at min hjerne, efter 2 år i hjemmet med overvejende pludre-kommunikation, er blevet lidt grødet i det. Men jeg satser på, at lidt genlæsning og notatskriveri kan børste det værste støv væk og finde et par forståelige gloser frem. Uanset hvad, går jeg på juleferie onsdag (ja, den 14. december!), og selvom meget af den skal bruges på at indhente de 134 naturvidenskabelige rapporter, jeg slæber bagefter mig sammen med en række andre overskredne deadlines, så skal det nok blive godt. Jeg har min 6-årige juleentusiast og min 1,5-årige julepynts-sabotør ved min side, og de formår altid at flette en god portion magi ind i den mørke tid. Og så er jeg blevet krøltop! På den permanente 70’er-måde, da min tidligere klassekammerat(inde) efterlyste en hårmodel til et frisørskoleprojekt. Så nu har jeg kvit og frit fået volumen nok i mit flade fehår til det næste års tid, og jeg elsker det!


God weekend og rigtig god jul <3

Eftertanker om tvivlen

Jeg er blevet blæst helt bagover af al responsen på mit sidste indlæg. Havde jeg vidst, der sad en hel røvfuld af journalister, sociologer, kommunikatører and what not derude bag skærmene, havde jeg nok stukket lappen i vejret noget før med hensyn til mit fremtidige studievalg. I er jo mange flere, end jeg troede, (jeg følger ikke vildt meget med i bloggens statistik), og I ved alle mulige seje ting. Jeg har før ladet mig fortælle, at man først er ‘rigtig’ blogger, når man også modtager de sure og fingerpegende kommentarer, fordi man først dér enten formår at prikke til folk og/eller nå ud til en virkelig bred vifte af mennesker. Og hvis det udsagn holder stik, så er jeg ikke en rigtig blogger! Ikke at jeg nogensinde har følt mig som en, men hurra for det. Ikke én gang har jeg modtaget bedrevidende, belærende eller nedladende kommentarer, fordi I altid er så søde. Jeg har både modtaget kommentarer her, på Instagram og endda min allerførste mail fra en læser! At I gider tage tid ud af jeres liv, for at oplyse mig om ting, jeg måske kunne drage fordel af, er altså mere end almindeligt opløftende. Det bekræfter mig i, at verden er meget mere og andet end et koldt og kynisk sted. Så tak for det! Spåkuglen for min fremtid er nu pudset og pæn og noget mere overskuelig, takket være jeres erfaringer og anbefalinger. Jeg har læst og tænkt over dem alle, jeg har været på jagt i det store internet, og nu ligner det, at jeg godt kunne finde på at lægge billet ind hos danskstudiet.

Da jeg var mindre, måske 10-11 år, spekulerede jeg en del i, hvad jeg mon skulle blive som voksen. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg havde vanskeligheder udi begrænsningens kunst, når det kom til de skriftlige opgaver i skolen. I fjerde klasse skulle vi forfatte et lille eventyr, og jeg troppede som den eneste op med en fortælling på syv A4-sider, som endte som højtlæsningsmateriale i klassen. Og sådan var det relativt ofte. Jeg skrev side op og side ned på en noget tvivlsom forgænger til Word, hvor jeg forfattede lange historier om rideskolelejre og hestepiger, når jeg havde fri fra 4. klasse. (Det var der, min hesteperiode peakede). Et par år senere lod jeg mig fortælle, at man kunne blive noget, der hed cand.mag. i dansk, når man blev voksen. Og så var det ligesom afgjort. Det måtte være det, jeg skulle. Noget med dansk og sprog og skrift.

Da jeg afsluttede min 10. klasse, var min dansklærers sidste ord, at jeg skulle love hende, jeg blev forfatter eller noget andet, hvor jeg kunne bruge mine fortællinger. Tiden gik endnu engang, og min spirende interesse for samfundsrelaterede emner voksede i takt med overbevisningen om, at jeg nok burde læse journalistik. Og så frøs den tanke, og jeg overvejede den ikke yderligere. Det var det, jeg fortalte mig selv og alle andre, at jeg skulle. (Altså lige med undtagelse af når jeg syntes, det kunne være skide spændende at læse medicin, men så kom frem til, at jeg bare godt gad at være læge, men slet ikke magtede de mange års studier op til). Jeg ville gå freelance og forfatte samfundsdebatterende klummer og have tid og fleksibilitet. Det vil jeg stadig rigtig gerne, men det behøver jeg ikke være journalist for at gøre. Jeg havde stirret mig blind på journalisttitlen som det eneste, der gav mening, uden at overveje de store mængder af tv-produktion og menneskekontakt, der følger med studiet. Og det dur jeg ganske enkelt ikke til.

Derfor kunne det godt ende med, at jeg alligevel bliver cand.mag. i dansk, når jeg bliver voksen. Sådan som jeg så det for mig dengang for godt og vel 14 år siden. Jeg havde bare fået bildt mig selv ind, at danskstudiet var for anonymt og tamt til at give mening. Men jeg er blevet klogere, og det rummer tilsyneladende mange flere nuancer, end jeg var klar over. Jeg tænker noget med en masse læsning, sprognørderi og måske lidt kommunikation oveni. Lige nu lader det i hvert fald til at kunne give rigtig meget mening for mig.

 

light

Noget om at blive i tvivl

Der har været stille herinde i længere tid end normalt. Og det er længe. Livet overhalede os lige indenom med to gange skoldkoppebørn (forskudt, naturligvis), en 3-ugers lungebetændelse til Mikkel og en begravelse af sidstnævntes morfar. Så blev det ligesom koldt og gråt på flere planer. Men jeg er her endnu. Faktisk skrev jeg for nogle dage siden et indlæg om fine (og billige) strømper til små mennesker, men det nåede ligesom aldrig rigtigt at give mening for mig at udgive. Måske jeg snart sender det afsted alligevel.

Imidlertid er jeg gået hen og blevet lidt i tvivl. Det er jeg tit, da jeg er af irriterende vægelsindet karakter, men denne gang er det noget lidt større. Nemlig min fremtid, sådan rent udannelses- og karrieremæssigt. Jeg har netop afsluttet første dag i studiepraktik som journalistikstuderende på universitetet, hvor jeg var heldig at få tildelt en ud af tyve pladser for ligesom at lure, hvad den slags går ud på, inden jeg melder mig på optagelsesprøven til foråret. Men det ved jeg ikke helt, om jeg gør alligevel. Studiet og menneskerne omkring det var fine, og jeg har en dag mere derude i morgen, men det var alligevel anderledes, end jeg havde forventet. Det føltes på en eller anden måde ikke rigtigt, og det er mærkeligt, når det handler om noget, man altid har forestillet sig, man skulle. Måske fordi mit billede af journalistik har været urealistisk snævert, og fordi jeg ikke har tænkt det hele vejen igennem. Jeg ved det ikke. Men da en af de studerende i dag proklamerede, at man bestemt ikke kunne være en solorytter på journalistikstudiet, slog det lidt kolbøtter for mig. Jeg kan sagtens lave gruppearbejde og holder bestemt af at indgå i sociale relationer, men jeg kan allerbedst lide at arbejde alene. Jeg er lidt en lonesome ranger på det punkt, og hvis 95% af studiet er bygget op om gruppearbejde og makkerpar, bliver det nok til den tunge side for mig. Det, jeg på sigt gerne vil, er at sidde i mit eget hjørne og skrive historier og samfundsdebatterende klummer med ro i hovedet og kaffe i koppen. Jeg vil gerne nørde sproget – helst det skriftlige – og studere grammatik ned i mindste detalje. Jeg vil gerne forbedre mine skrivefærdigheder og lære mere om alt det tekniske bag at skabe tekster. Jeg har ikke lyst til at lave TV eller radio. Jeg føler ikke for at kime mennesker ned i håb om at score et interview. Jeg vil bare skrible lidt rundt omkring og passe min egen butik. Så lige nu ved jeg ikke, hvad min plan bliver. Jeg kunne godt se mig selv med noget sociologi, antropologi eller lignende, men jeg ville samtidig savne at nørde skrift og sprog. Jeg tror ikke, der findes nogen konkret jobtitel for det, jeg kunne tænke mig. Det ville være en blanding af at forfatte tekster, lege med ler, tegne og måske starte et lille firma. Det skal nok kunne lade sig gøre. Jeg skal nok finde en vej derhen. Jeg skal bare lige finde ud af, hvilken af dem jeg skal gå.

Navlepilleri #5

• Forleden (muligvis på Instagram…) slog det mig, at jeg nul gange i mit liv har drukket kaffe med pænt skummønster ovenpå. #neskaffealltheway

• I ved godt, hvordan navnet på en vare som regel er repræsenteret på 3-4 sprog på emballagen, ikke? Hvorfor skriver man det samme to gange, når det for eksempel hedder ‘hårspray’ på både dansk og norsk? Således at overskriften på dåsen lyder ‘hårspray – hårspray – hårsprej’. Makes. No. Sense.

• Apropos dårlige beslutninger, klippede jeg forleden pandehår på mig selv. Det gik fint. Indtil jeg kom i tanke om, at jeg ikke ville have pandehår. #pointofnoreturn

• Jævnfør ovenstående punkt har jeg nu tre muligheder: 1) Suck it up, deal with it og vent med længsel, til det er langt nok til at blende ind igen. 2) Klip det skarpt og moderigtigt som det her og bær det med stolthed (og måske en tyrering). 3) Tving det tilbage med resten af hestehalen ved hjælp af hårnåle og undgå for alt i verden 00’er-bobben undervejs. Det er pest eller kolera. (Eller ‘pis eller kolort’, som min medstuderende så smukt sagde forleden. I ramme alvor).

• Jeg er i forvejen ikke kampbegejstret for at læse lektier i biologi, men det bliver ligesom 10.000 gange mere træls, når forfatteren ikke har formået at sætte ét eneste korrekt komma i hele bogen. Kunne man ikke have bedt sine dansklærer-venner om lige at løbe den igennem inden udgivelse?

• Hvem har givet grønt lys til, at pyjamasskjorter i silke pludselig er en anerkendt beklædningsgenstand? Hvornår ser vi frottémorgenkåben i gadebilledet?

• Jeg har set ét afsnit af SKAM, og jeg følte mig taget ved næsen i en sådan grad, at jeg lige skal tage tilløb til næste afsnit. Og ja, jeg har opsnappet, at “man bare skal vente til sæson 2”. Det gør jeg så.

• Kunne vi lige snakke lidt om, at det først nu er ved at gå op for mig, at Donald Trumps præsidentkandidatur i realiteten ikke er en joke?

• Offentlig transport er ikke rigtigt min ting, selvom det ikke er så økologisk at indrømme. Jeg tog dog bussen i onsdags for første gang i syv(!) år og kom meget belejligt til at dele sæde med en hveps. Den var så påtrængende i så lang tid, at jeg til sidst måtte pakke mit dyrehjerte væk og trykke den flad med mit ærme. R.I.P.

• Jeg har købt mig et sæt såkaldte ‘brushpens’ fra eBay til nærmest ingen penge, og jeg havde helt ærligt forventet, det ville være noget værre lort. De er overraskende gode, og nu øver jeg mig i at skrive pæne ting, så snart jeg kan komme til det. Det er så meget sjovere, end man umiddelbart skulle tro.

words