It’s the end of an era

Det er ca. 11.000 timer siden, at Frede kiggede forundret rundt for første gang på OUH’s flaskegrønne fødestue. Siden har jeg tilbragt ca. 10.995 af dem i hans (oftest) muntre selskab. Han har været under opsyn af både mormor og farmor et par timer, men vi har ikke fået gjort så meget mere ved det, selvom begge gange var vellykkede oplevelser for både barn og bedstemødre. Mest har den ene dag bare slugt den næste uden de helt store planer, hvorfor vi mest har rullet rundt herhjemme i boblen. Vi har ikke været til babysvømning, salmesang eller tumlastik en eneste gang, fordi jeg på det punkt ikke er den store ‘aktiv-på-barsel’-type. Vi har mere bare leget med biler, kastet med mad og spist græs. Søvn har vi nedprioriteret gevaldigt, og det kan tælles på én hånd, hvor mange gange jeg har sovet igennem de seneste 15 måneder. Poserne under mine øjne matcher på den måde de blå fra Ikea i både farve og størrelse, men forlænget barsel har lært mig, at concealer og kaffe er mine venner. Frede er glad og skide sød, og jeg ville til hver en tid forlænge min barsel med 5 måneder igen, hvis jeg kunne. Vi er begge mere klar på at stige på hverdagskarrusellen nu, end nogen af os ville have været tilbage i marts. Samtidig gruer jeg en lillebitte smule for det, der venter. Både fordi jeg skal aflevere min baby hos en fremmed, og det åbenbart ikke er en af de ting, der bliver nemmere med barn nummer to, men også fordi det bliver første gang, vi skal prøve at være en familie på fire, som skal afleveres fire forskellige steder om morgenen. Frede skal godt nok kun 70 meter hen til sin dagplejemor, men jeg har allerede lidt svedige håndflader og hjertebanken ved tanken om at få kabalen til at gå op. Men sådan noget har det jo med at løse sig. Ellers kan jeg vel ringe til en voksen.

Voksen eller ej, så blev jeg altså fireogtyve år i går. Det reagerede jeg på med 50% “det er jo ingen alder” og 50% “FIRE-OG-TYVE?!”, så på den front var alt, som det plejer. Vejret var (som alle andre dage) det rene skod, men selskabet var i top og roste mine cheesecakes af flere omgange! Mikkel havde sågar købt mig en gave, selvom vi ikke plejer at gøre den slags, da SU’en som regel skal gå til ting i den lidt kedeligere ende. Af andre gode sager fik jeg blandt andet tre stegepander og to håndstøvsugere, så vi kommer ikke til at døje med hverken krummer eller rå mad herhjemme. Apropros voksen-sager, så er Mikkel i skrivende stund på Pokémonrov med en ven inde i byen, og jeg vil derfor drikke mig dagens sidste kop (varme) kaffe, mens jeg nyder aftenens stilhed. Eller ser Kardashians, who knows.

Noget om sociale medier (med de usikre briller på)

Jeg kom til at tænke lidt. Det sker. Egentlig udsprang mine tanker af en kommentar, jeg læste et sted, hvor en Instagramprofil, udelukkende bestående af madpakkebilleder, blev anbefalet, og jeg besluttede mig for at tjekke den ud og se, om det kunne inspirere mig lidt. Jeg synes, madpakker er en kedelig tjans. Jeg finder det ingenlunde inspirerende eller hyggeligt, mest bare sådan lidt træls. Men heller ikke mere end det. Det er atter en ting, der skal krydses af på dagligdagens dosmerseddel, og det kører ret automatisk med at få smækket dem sammen, selvom jeg altså går relativt højt op i, at de er sunde, nærende, varierede og alt det der. Troede jeg. Marius’ madpakke består som oftest af rugbrødsmadder, en hel del forskelligt frugt og grønt og et eller andet snack-agtigt på den fornuftige måde. Af og til en aftensmadsrest, hvis det er oplagt. Sagt på en anden måde; jeg var rimelig selvsikker i mit madpakkegame. Indtil jeg iblandt inspirationsbillederne på madpakkeprofilen fandt madvarer og -kombinationer, jeg ikke anede eksisterede. Indtil jeg blev mindet om, at de fleste af Marius’ madkasser er af plast, og alle ved da, at plastic er en tikkende bombe af giftige stoffer. Indtil jeg blev opmærksom på, at det samme gør sig gældende for mellemlægspapiret. Er det overhovedet svanemærket, det vi har? Jeg ved det jo ikke engang. Det er vist fra Rema. Og højst sandsynligt det billigste (og måske eneste), der var. Men de er tilsyneladende også smurt ind i hormonforstyrrende grimheder, som jeg for alt i verden burde undgå. Så på under fem minutter fik jeg pillet mig selv ned fra min selvsikre madpakkepiedestal og puttet mig ned i køkkenskuffen, hvor jeg kunne ligge og skamme mig sammen med mellemlægspapiret.

Egentlig var det slet ikke madpakker, jeg ville snakke om. Jeg synes i øvrigt, det er en fin profil – og kæmpe cadeau for at have lyst og overskud til at lave en sådan. Det var bare et ret symbolsk eksempel på det, de sociale medier af og til gør ved mig. De gør mig lidt usikker og ofte utilfreds med egen formåen. Fordi jeg er for letmodtagelig, fordi jeg sammenligner. Oftest ubevidst, men jeg sammenligner. Min fornuft ved, at det er dumt og ligegyldigt. Den ved, at jeg grundlæggende hviler i det, jeg er og kan. At jeg ikke har lyst til eller intentioner om at indgå i de voksne menneskers virtuelle karakterræs, hvor man bedømmer hinanden på begreber så hule som ‘likes’ og ‘følgere’. Men på den anden side af min ellers relativt tungtvejende fornuft, kommer der momentvist en usikker 13-årig til syne, som gavmildt deler ud af lussinger til egen kind. Fornuften vender øjne og råber, at det ikke er virkeligheden. Jeg ved det jo godt. Billedet og indtrykket, de sociale medier efterlader på min nethinde, er sjældent hele sandheden. Af og til kun den halve og ofte endnu mindre. Det er planlagt, tilrettelagt, redigeret og beskåret. Hell, det er min egen Instagramprofil jo også. Men det nytter bare ikke, når usikkerheden har svært ved at sortere rationelt i det. Det er undertoner i ubevidstheden, men det gnaver alligevel lidt. Jeg er i mig selv ret perfektionistisk og ganske habil til at udmåle egen straf, hvis ikke jeg lever op til mine forventninger. Derfor kan det indimellem tage pusten fra mig, når jeg, udover min selvkritik, også forsøger at måle mig efter internettets globale barometer. Jeg har jo ladet mig fortælle, at jeg har samme antal timer i døgnet som Beyoncé, og hvis jeg vil forfølge mine drømme, er det nok meget smart, jeg lige vågner først. Men jeg kan godt lide at drømme, og jeg er god til det. Hvor meget, der munder ud i succesfuld virkelighed og hvor meget, der blot forbliver drømme, ved jeg ikke. Heldigvis. Men jeg gider altså godt hvile i, at spegepølse i madpakken er ligeså i orden som dampede majskolber med hjemmerørt hummus. At bjerget af rent vasketøj indimellem bliver så højt, før det bliver lagt sammen, at jeg gør mig umage med at stable det, så det ikke vælter. At der sjældent findes et filter, der kan gøre mit hjem hvidt eller nordisk nok.

Fornuften fortæller mig, at jagten på det perfekte er outdated. Men samtidig drages jeg i min fascination af folk med æstetisk sans. Jeg drages af de pæne billeder og ord, som opsluger mig, når jeg begiver mig rundt derinde. Måske drages jeg i virkeligheden en anelse af det perfekte. Jeg trænger nok bare til at øve mig på at navigere rationelt i det, for der vil jo uundgåeligt opstå et mismatch, så længe jeg holder min upolerede virkelighed op imod fremmede menneskers redigerede version. Det skal jeg lade være med. Skal. Men det er åbenbart forbandet svært at forklare min usikkerhed, at selvom nogen måtte syne flottere, tyndere og dygtigere end mig, betyder det ikke, at jeg er grim, tyk og inkompetent. Og i virkeligheden er det jo slet ikke de sociale medier, der sår følelser af utilstrækkelighed i mit sind. Det er mig. Og mine tanker sørger for at vande dem. Men det må stoppe nu. Jeg skal bare lige overbevise usikkerheden om det samme.

PS: Jeg var ude i skuffen for at tjekke efter, og gud fri mig vel om ikke mellemlægspapiret alligevel var svanemærket. Nu må I have mig undskyldt, jeg skal lige ud og ånde lettet op.



 

Udlængsel og hjemve

Jeg er sådan en mærkelig størrelse, der lider af lige dele udlængsel og hjemve. Jeg tilbringer langt størstedelen af min tid i hjemmet, hvilket jeg nok holder mere af end de fleste, men som også efterlader en god rum tid til at drømme. Og nu er jeg altså blevet ramt af rejsefeberen. Sådan for alvor. Jeg har scrollet side op og side ned med afbudsrejser i dag, selvom det på intet tidspunkt har været en del af planen, at vi skulle rejse denne sommer. Og det skal vi formentlig heller ikke, men for fanden, hvor kunne jeg godt klare en uges tid et varmt og pænt sted. I februar fik vi både terrasse og masser af have, så udendørsmulighederne er mange nok her omkring. Jeg trænger bare ligesom til noget nyt. Nye oplevelser, nye input. Måske kommer det sig også af, at jeg har været tæt på fastgroet i vores hjem siden 2014. Måske. Mikkel deler ikke min umiddelbare begejstring ved rejsedrømmene. Han mener, alt vil være bedre og nemmere næste sommer, når Frede har lidt mere livserfaring, og vores pengepung måske er bedre rustet. Og selvom jeg hader det lidt, må jeg erkende, at jeg godt kan se det fornuftige i det. Det kan jeg. Men lige nu er de idylliske, palmebefængte scenarier på min nethinde bare altoverskyggende. For fanden da. Men altså, hvis nu I ligger inde med dyrebar information eller gode tips til billige, nemme rejser med en 1-årig og en 6-årig størrelse, så delagtiggør mig endelig! Om ikke andet, kan jeg da forberede lidt til næste år…

Seaside

 

 

Jeg undrer mig lige lidt over… #2

At jeg har så forbandet svært ved at omfavne ordet ’sandaletter’. Same goes for ’støvletter’ i øvrigt. Alt vender sig i mig.

At min computer bliver ved med at stille mig videre til den russiske udgave af Aliexpress. Men hvorfor?

At jeg ofte er for doven til at gøre noget ved det, så jeg famler rundt i blinde og russiske tegn og navigerer efter, hvad knapperne plejer at betyde.

At jeg den anden dag, efter at have tømt samtlige af mine ansigtscremer, faldt over en fin variant fra Neutral til 39 kroner og lod den ligge, fordi det var liiige lovligt mange penge for en creme(?!). Min nærighed er åbenbart meget snævert fokuseret på mit eget beautyforbrug, da jeg et sekund senere købte for 73 kroner bland-selv-slik. Cremen havde nok i virkeligheden været bedre.

At jeg ikke har bevæget mig uden for Danmarks grænser siden 2012. Ikke engang efter et lillebitte stykke Kinder i Fleggaard. Jeg længes. Både efter Kinder og rejser. 

Folk på Den Blå Avis og lignende, der skriver salgsteksten i 1. person på vegne af det, de vil sælge. Kan til nøds gå med til dyreunger, som for eksempel ‘vi er fem kattekillinger, der søger nyt hjem’, men for nylig stødte jeg på samme koncept med en sofa. To sofaer, faktisk. ‘Vi er i god stand og vil helst bo det samme sted’. Oh, Lord.

At jeg efterhånden har gået hjemme i to år og ikke har vanvittigt travlt med at komme tilbage på skolebænken til august. Okay, måske glæder jeg mig lidt. Lidt. Måske.

At jeg ret godt gad være brilletypen. Altså, jeg sætter da stor pris på mit gode syn, men jeg synes bare, briller er så pæne. Og jeg føler, det er for fjollet, at gå rundt med snydebriller. The struggle is real.

At der findes så mange mennesker, der foretrækker Coca Cola over Pepsi. Coca går bestemt an, men intet slår en kold Pepsi på dåse. Og ja, den originale naturligvis. Masser af sukker.

Hvordan Marius ret ubemærket har fået indført herhjemme, at husets Bodil Kjær-elefant har skiftet navn til Dumbledore. 

At jeg efterhånden har taget tilløb til rent faktisk at bestille indholdet i min H&M-kurv så længe, at nærmest ingen af varerne er på lager længere. I virkeligheden sidder jeg bare og venter på en fri fragt-kampagne. Nu med 14 nye ting i kurven.

Om at være loppeglad og kræmmerangst

Da jeg hentede min førstefødte fra skole i dag, tænkte jeg, at vi skulle tjekke det der Loppeforum på Rødegårdsvej ud på vej hjem. Det skulle vise sig at være en megagod idé! Til de af jer for hvem konceptet endnu er ukendt, går det ud på, at en kæmpe hal er fyldt til randen med stativer og reoler, hvor helt almindelige mennesker (og et par kræmmere, vil jeg antage) fylder en stand med aflagte, prismærkede dimser, som de ansatte i genbrugs-mekkaet så sørger for at sælge for dem. Det resulterer selvsagt i, at der er enorme udsving i både prislejer, og hvad folk mener, man reelt kan tillade sig at bede om penge for. Jeg købte sådan en harmonika-væglampe-arm (som det vel hedder) for 20 kroner, og få meter derfra spottede jeg en magen til. Til 800 kroner. Og ingen af dem var altså Le Klint eller noget i den dur. Udover det, var der blandt meget andet store mængder af fint (og knap så fint) keramik, børnetøj og legetøj. Ligeledes var der nogen, der prøvede at sælge et par udstoppede girafben(!) og en brevkniv med en udstoppet pote af en art som håndtag, hvortil Marius knyttede kommentaren, at “det var da synd, de sådan gik og slog alle de dyr ihjel”. That’s my boy. Udover de døde dyrekroppe, faldt jeg over en lidt atypisk stand. Jeg havde svært ved at vurdere, om det var en mor, som forsøgte at skille sig af med samtlige af sine børns kreative projekter, eller om det reelt var én, som mente, vedkommende havde styr nok på sin kunst til at kunne sælge det til loppegængere. Reolen bugnede af halvfærdige projekter, som var relativt udefinerbare og totalt uden funktion, men til gengæld var priserne helt i top. Blandt andet var et aflagt Nescafé-glas blevet malet (noget halvhjertet) indvendigt og tjente nu angiveligt som en form for vase. Om ikke andet, var det da et unikum. Håber jeg.

Men hele stedets koncept er så meget mig. Jeg elsker at gå og nærstudere den slags aflagte sager. Især når man endelig får øje på og gravet en skat frem fra bagest på hylden, efter man har gennemgået oceaner af ragelse. Der er et eller andet ekstra tilfredsstillende ved selv at være på jagt frem for blot at gå i Søstrene Grene og hive ned fra hylderne (hvilket i øvrigt også er en af mine yndlingsbeskæftigelser). Dér, hvor min kræmmerkæde hopper af, er ved selve forhandlingerne. Jeg hader at prutte om prisen, og hvis jeg forsøger, er det med hjertet helt oppe i halsen og en samtale, der går nogenlunde sådan her:

Kræmmer: “Den koster 100 kroner.”
Mig: “Mhmm. Det er nok liiige til den dyre side for mig. Hvad siger du til 75?”
Kræmmer *griner hånende*: “Nej, 100 kroner er faktisk billigt for sådan én her.”
Mig (som godt ved, det overhovedet ikke er billigt): “Njah, okay, så siger vi 100 kroner.”

Det er lykkedes mig et par gange at gennemtrumfe et afslag i prisen, og jeg er bestemt ikke lige så vattet, som jeg før har været. Men jeg bryder mig af mærkelige årsager ikke om det. Jeg får følelsen af at være i en meget malplaceret dyst midt i en lagerhal mod et menneske, jeg ikke aner, hvem er. Hvilket vel også lidt er det, det er. Så hvis jeg spotter noget sådan et sted, jeg synes, er for dyrt, lader jeg det ofte bare stå, fordi jeg ikke orker at battle om prisen. Det er da egentlig helt til grin, når jeg sådan lige tænker over det. Men jeg er bare ikke videre feisty på det punkt. Nå, men det der så fungerer overordentligt godt for mig, hvor vi var i dag, er, at alt kræmmergejlet er der, bare uden kræmmere men med indkøbskurve og dankortterminal i stedet. Fuldstændigt lige til! Og sikkert mega uromantisk og dræbende for autenciteten omkring kræmmer-viben, vil nogen vel mene. Men jeg er på!

Marius gik ligeledes ind til projektet med oprejst pande, men som 6-årig er der altså en grænse for, hvor længe man orker at vende og dreje den samme keramikskål for at betragte en pæn løbeglasur. Selv for en tålmodig 6-årig. Han kiggede til gengæld ivrigt på legetøj og halede et Dino-puslespil med 500 brikker og et fint, gammelt Matchbox-fly i kurven for sammenlagt 25 kroner. Til Frede fandt vi noget trælegetøj af ældre dato med bolde og tilhørende huller og hammer. Kæmpe hit.

På et tidspunkt ventede jeg på Marius uden for toilettets dør, hvor en midaldrende mand stillede sig i kø og spurgte, om jeg mon også ventede på at komme til. “Nej, jeg venter bare lige på min søn”, svarede jeg. “Nå, hvor gammel er han?”, fortsatte han. “Han er 6”, sagde jeg og smilede nikkende. “Det var da pudsigt, du ligner en på 18-20 år”, sagde den efterhånden relativt påtrængende mand. Jeg smilede og nikkede og undrede mig over, hvordan man svarer på den slags. Har jeg i virkeligheden nået en alder, hvor det tæller som kompliment at blive vurderet 4-5 år yngre? “Nå, men, hvad kan du så være? 23-24 år?”, fortsatte han insisterende. “Ja, lige præcis”, svarede jeg. “Hvad er du så?”, blev han ved. “23”, svarede jeg. “Ja, det tænkte jeg da nok, for ellers kunne jeg ikke helt få det til at passe”, konkluderede han småklukkende i samme øjeblik, som Marius trådte ud igen. Det var jo egentlig relativt uskyldigt, det virkede bare lidt… Weird. Jeg oplever tit, at folks øjne spørger om de samme ting, når jeg går rundt med en dreng, der kalder mig ‘mor’ og når mig til midt på brystet. Jeg har bare aldrig oplevet spørgsmålene som ord før.

Marius, høsten og jeg vendte snuderne hjemad, hvor jeg efter et par timer efterlod ham, Mikkel og Frede i hinandens selskab, så jeg kunne returnere til loppehallen og nærstudere flere dimser uden 6-årig utålmodighed i den ene hånd og tidspres i den anden. Jeg fandt den fineste, lille mini-kiste, som passede perfekt til at være opbevaringssted for Marius’ mælketænder (ja, vi gemmer dem herhjemme…), og få timer efter, jeg havde halet den med hjem, tabte han sin allerførste tand. Det er altså store sager. Nu vil jeg lukke tandfeen ind (og køre skraldespande frem), inden han vågner i morgen igen. Og hey, det er weekend lige om lidt! Jo, det er så!

DIY: Tekst bøjet i neon


Brace yourselves, nu kører gør-det-selv-bussen lige en lille tur. Altså, det her er nu mest sådan en slags DIY-tip, for idéen er tyvstjålet fra The Sorry Girls. Men hvis nu I ikke er bekendte med dem, ville jeg lige sige det videre. De har udarbejdet en guide til at bøje tekst i neon, om man vil, hvis man nu skulle have lyst til den slags. Jeg spurgte Marius, hvad han kunne tænke sig, der skulle stå, og hans bud var noget i stil med “Det her er Marius’ værelse. Og hvis I prøver at komme ind og stjæle vores ting eller penge, så kan I bare gå igen, for her kommer I ikke ind”. Jeg måtte dog meddele ham, at vi nok ikke helt havde ledning nok til netop det budskab. Men mindre kunne også gøre det, så han fik sit navn i neon i stedet! Jeg har ikke fulgt guiden slavisk, men jeg kom nogenlunde frem til det resultat, jeg havde tænkt mig. De anbefaler i videoen, at man bruger superlim i stedet for limpistol, og det kan jeg egentlig godt se idéen i. Jeg havde dog ikke mere superlim, så jeg kørte på med pistolen, og det gik egentlig okay.

Jeg brugte en limpistol (fra Tiger, I guess), kraftig ståltråd fra Søstrene Grene og 5 meter hvid neonsnor (de fås i flere farver) fra eBay, som jeg købte for 26 kroner lige her. Desuden købte jeg også strømforsyningen/dimsen til batterierne til 11 kroner samme sted. Jeg synes faktisk, det er blevet ret fint og passer godt ind på drengeværelset. Neonsnoren kan både lyse konstant og blinke i tre forskellige hastigheder, så hvis der ikke skal gå for meget technofest i den ved sengetid for jer med lidt mindre børn, kan det godt være, man bør placere den ude af rækkevide fra små knappe-glade pilfingre. Det var et lille tip herfra. Glædelig weekend!

Videoen med guiden findes her.

Kina-tip: Flæser og pæne ting til the ladies

Jeg tænker, man skal være ny læser eller foruroligende uopmærksom, hvis man ikke har opfanget det faktum, at jeg holder voldsomt af at finde gode ting fra Kinas land. Altså eBay og Aliexpress. Det kan være en relativt ubarmhjertig jungle at navigere i, men når det lykkes, er det mere end almindeligt fedt at finde fine ting til næsten ingen penge. Jeg har browset det meste af Asien igennem og fundet ni ret fine ting, hvis jeg selv skal sige det. Og det skal jeg vel. Da collagen var under udarbejdelse, gik det op for mig, at jeg vist nok har et eller andet med flæser. Oh, well. Jeg synes, de her ting (I får mig ikke til at bruge ordet ‘items’!), emmer lidt af noget mere europæisk. Ikke et ondt ord om de asiatiske trends, der er bare skruet lidt for alvorligt op for pang, pailletter og pynt til min smag. Here goes fra venstre, øverste hjørne:

Ruffles

1: Jeg elsker løse, posede kjoler, som ikke kræver den store indsats. Den her har til gengæld ret fine ærmer. Den findes her til ca. 84 kroner.

2: Jeg ved godt, smækbukse-kjoler (smækkjoler?) måske er lidt til den børnede side. Men jeg er heller ikke ret gammel. Denne her i fløjl er ret fin, synes jeg. Den er at finde i en række pæne farver til ca. 73 kroner her.

3: En virkelig pæn flæseskjortekjole, som for mit vedkommende kan fungere hele året rundt. Den findes her til ca. 95 kroner.

4: Jeg ved ikke helt hvorfor, men jeg har et eller andet med øjne. Altså sådan på prints og motiver. Jeg synes, den er lidt latterlig. På gode måde, forstås. Den er her til ca. 90 kroner.

5: Flæser, flæser og lidt flere flæser. God til mor-dellen, tænker jeg. Den findes her til ca. 90 kroner.

6: Jeg ved ikke helt, hvad der er med den her kjole. Måske er det kombinationen af flæser, prikker og (hvad der ligner) en ret pæn orange. Den fås i øvrigt også i hvid her til ca. 125 kroner.

7: Blå, prikker og flæsekant. I’m in. Fås også i hvid her til ca. 103 kroner.

8: Flæsetemaet fortsætter med en hvid sag (som også findes i sort og blå), som jeg er overbevist om, gør sig godt til det meste. Og så koster den kun omkring 62 kroner her.

9: Sidst, men ikke mindst, en skjortekjole i hvad der ser ud til at være rart, let stof. Farven er jeg også med på. Den koster ca. 108 kroner her.

Se tidligere Kina-tip her. Varerne kan være udløbet, hvis det er gamle indlæg, men så kan de måske tjene som inspiration i stedet. 

OBS: Når der handles fra Asien, kan der risikere at komme told oveni, hvis beløbet, man køber for, overstiger 80 kroner. Jeg har ud af ca. 200 handler oplevet toldbetaling én gang, men jeg bevæger mig som regel også mest omkring de 80(-90-100) kroner. Jeg kan godt se, en del af ovenstående er lige på grænsen – men nu ved I det, så kan I selv vurdere :-)

En ubarmhjertig tandfe og noget om en gåtur

Som altid gad jeg godt få gjort mig lidt mere i bloggen. Eller, som næsten altid. På det seneste har jeg været så uinspireret, at tanken om at droppe det her bloggeri for good har listet sig ind af min hjernes bagdør. Men det har jeg alligevel ikke rigtigt lyst til. Lige nu har jeg mest af alt lyst til at skrive alle mulige velovervejede, lange, debatterende indlæg, som jeg ikke har tid til at forfatte. Tid, tænker du? Det må jeg da have masser af, når nu jeg alligevel bare går hjemme og passer på babyen. Der sniger sig bare så frygteligt meget have-, menneske- og husholdning ind på mit skema hele tiden, at når jeg rammer sofaen ved 21-tiden, føles min hjerne som smør. Og det er som om, det ikke tilføjer yderligere hjerneceller at bingewatche en eller anden lunken MTV-serie før sengetid. 

Enough med brokkeriet. Det går relativt godt her. Relativt på den måde, at Frede blev vaccineret i tirsdags og har slæbt sig gennem en god portion feber og pyller lige siden. Jeg tænkte, det var en reaktion lidt voldsommere end normalt. Indtil jeg åbnede gabet på ham og erfarede, at han har fået fire(!!!) fuldvoksne kindtænder på én freaking gang. Så tror da fanden, han har været træt af tilværelsen. Jeg har svært ved at forstå hans tænders intentioner på den måde. Han var over 9 måneder gammel, før han havde en eneste pløk i munden, men så fik han så til gengæld 7 styks nærmest samtidig. Og nu dem her. What. The. Actual…

Udover tandfeens ubarmhjertighed er livet i firkløveret ret udramatisk. Hvis altså man ser bort fra, at jeg gik 5 kilometer i går. Dem, der kender mig, ved, at den slags ikke sker i mit liv. Indtil i går! Det er ikke noget fitnesstrip, men mere et forsøg på at være lidt bedre ved min krop. Min ryg kan ikke holde til løb (og jeg hader i øvrigt at løbe), så powerwalking må være vejen frem. Især med musik i ørerne. Det føles som en lillebitte miniferie (på lige fod med alenetid i Nettos spotvarerafdeling en tirsdag aften) at vandre rundt i tre kvarter med kun mit eget hoved at tage hensyn til. Fordi jeg er lidt en sucker for struktur og overblik, hentede jeg Endomondo for at spore min rute, gennemsnitshastighed og. så. videre. Det gik også fint, med undtagelse af, når app-damen pludselig råbte mig direkte ind i øregangen, hver gang jeg havde passeret endnu en kilometer. Scary shit. Og så skete der det, at jeg, 1,5 kilometer fra at være hjemme, så en tennisbane. Det begejstrede mig nok mere end nødvendigt, fordi Mikkel er gammel tennisentusiast. Jeg planlagde straks at snappe de orangebrune, indhegnede kvadratmeter til ham, hvilket fik min telefon til at kollapse. Så resten af min turs tracking og musik var væk. Og nu er det ikke ligefrem fordi, jeg er kendt for min udødelige motivation, så det stank lidt, når nu jeg endelig fik sparket mig selv ud for anden gang på tre dage. Til gengæld pådrog jeg mig halvvejs igennem min tur en vabel på størrelse med en mindre by, så en note til mig selv må være ikke at begive sig ud i verden uden strømper i skoene. Egentlig havde jeg først vovet mig afsted i klipklapper, men måtte slukøret vende hjem og skifte fodtøj, da det ligesom ikke fungerede. Så alt i alt en fremragende tur. Måske nogen prøver at fortælle mig, at motion ikke er min ting. 

Svar på spørgerunde 

Det har ladet vente lidt på sig, som det oftest er tilfældet med de fleste ting i mit snegleliv. Det går sgu ikke så hurtigt. Men her er der svar på jeres spørgsmål! Og mega tak for dem i øvrigt.

“Hvordan tog din familie og venner graviditet nummer 2? Den lyder til at have været planlagt og det hører man ikke så tit. Er du bange for at “gå i stå” og ikke rigtig komme igang med uddannelse nu hvor du har to unger og er blevet afbrudt (igen)?”
De tog det godt. Jeg tænker, de havde set den komme. For mig (og dem, forestiller jeg mig) var det slet ikke underligt, da jeg jo breakede min første graviditet som 17-årig. Denne gang var folk omkring os ligesom bevidste om, at Mikkel og jeg levede familielivet med Marius, og hele Mikkels familie havde set, hvordan han tog Marius til sig og behandlede ham som sin egen. Så han var allerede i rollen, så at sige, og jeg havde været det længe i min familie, så at vi præsenterede en graviditet, da han var 22 og jeg 21, kom vist ikke bag på nogen. Desværre fandt vi i uge 12 ud af, at der ikke længere var liv derinde, og det tog ret hårdt på os, da vi (lidt naive måske) slet ikke havde tænkt i de baner, at noget kunne gå galt. Vi var jo bare glade. På daværende tidspunkt havde vi nået at fortælle det og måtte slukøret informere familien om, at det ikke blev til nogen baby denne omgang alligevel. Et par måneder efter var jeg dog gravid igen, og det kom der heldigvis en Frede ud af!

Det med uddannelsen er ikke noget, jeg er bange for. Jeg er træt af, at jeg ikke er ‘længere’, end jeg er, men med de to unger, jeg har nu, og de dertilhørende barsler, kunne jeg ikke have gjort det ret meget hurtigere. Det skulle lige være, hvis jeg ikke havde været så latterligt dårlig under begge graviditeter, så jeg kunne have haft noget skolegang dér også. Men det er man som bekendt ikke selv herre over, så jeg forsøger at se fremad. Og jeg skal nok nå det. Pt. er jeg 23 år, og vil være omkring 24-25, når jeg kan starte på universitetet. Der vil en del af mine jævnaldrende måske være færdige, men de ‘mangler’ så til gengæld årene med barsel og små børn, og jeg synes, det er vildt fedt, at jeg får lov at være ung, mens mine børn er små, og at jeg samtidig som studerende har mulighed for at flexe lidt mere rundt, hvis der skulle blive behov for det.

 

“Bliver du i Odense? Og er det der, du også er fra? Har du planer/tanker om på et tidspunkt at flytte fra Odense til en større eller mindre by?”
Jeg er fra Odense. Eller, egentlig boede jeg i en mindre by på Midtfyn i mine første 4-5 leveår, før min mor mødte en mand i Odense, og vi flyttede dertil. Så jeg vil betegne Odense som min hjemby, da det er her, min tilknytning er størst og har været det i flest år. Min mor har altid haft stor tilknytning til Svendborg gennem job og den slags, og vi flyttede til Sydfyn, da jeg ventede Marius. Da hans far og jeg flyttede hver for sig, rykkede han tilbage til Odense og jeg til Svendborg centrum, hvor jeg senere mødte Mikkel. Efterfølgende flyttede Mikkel og jeg til Odense, da det var nemmere både i forhold til Marius’ far og universitetet. Og her bor vi så nu. Hvad vi skal senere, ved vi ikke helt endnu. Jeg blev enormt glad for Svendborg, da vi boede der, men jeg føler mig samtidig også ret hjemme i Odense. Mikkel og jeg har snakket meget om det og ser nok begge, at vi et stykke ude i fremtiden finder noget landligt på Sydfyn et sted ikke for langt fra Svendborg. Det kan også være, det bliver i Odense og omegn, men det ser vi på til den tid. Der skal bare helst være lidt luft omkring og et par hundrede meter til nærmeste nabo!

“Møder du ofte fordomme som ung mor? Hvad studerer du?”
Jeg har næsten aldrig mødt fordomme som ung mor. Der er muligvis blevet snakket i krogene, men jeg er faktisk aldrig selv blevet konfronteret med noget. Der har da været en del udbrud, som “så må du da have fået ham tidligt!”, når folk har regnet lidt på det, men jeg har overvejende mødt ros og anerkendelse for, hvordan jeg har klaret det. Og det er vel i virkeligheden en reaktion på de generelle fordomme om unge forældre. At det var “flot” og “imponerende”, at jeg tog mig af mit barn selv, at jeg ammede ham i 14 måneder, at han var over et år, før han blev passet ‘rigtigt ude’ første gang, og at jeg tacklede opgaven som mor, som de fleste andre (voksne) mødre ville gøre det. Og jeg kan godt forstå reaktionen, men for mig var det hverken specielt flot eller imponerende, jeg var jo “bare” mor, og det var jo sådan, en mor gjorde. Selvfølgelig var jeg forvirret og i konstant søvnunderskud, men ikke betydeligt mere end jeg forestiller mig, andre førstegangsmødre er det. Jeg bliver selv helt nervøs, hvis jeg hører om en 17-årig, der skal være mor. Jeg har jo samme fordomme selv, om at de fleste nok ikke er klar til det. Hvilket sikkert også ofte er tilfældet i virkeligheden. Det var (sjovt nok) bare ikke så skræmmende for mig, da jeg stod i det selv, for jeg kendte ligesom mig selv nogenlunde til at vide, at det nok skulle gå. Det havde aldrig faldet mig naturligt at få Marius passet i tide og utide for selv at kunne udleve en håndfuld teenagedrømme. Mine prioriteter blev nok ændret ret automatisk.

Og til anden del af spørgsmålet, så færdiggør jeg min studentereksamen efter sommerferien, hvorefter jeg satser på at søge ind på journalistik på universitetet. Om jeg så kommer ind, er en helt anden side af sagen. Ellers bliver det nok noget kommunikation/dansk/sprog-something.


Og så skal der lige lyde et enormt TAK til jer, der ville være med. Også til jer, der ikke havde spørgsmål, men blot ros. Det bliver jeg sgu aldrig for gammel til. Jeg bliver så glad! En anden spurgte ind til, hvordan hverdagen ser ud herhjemme, sådan intentioner vs. realiteter, og det prøver jeg at få brygget noget omkring, for det er egentlig ret sjovt. Der er til tider uoverskueligt langt mellem de to ting.

Og så må I have den dejligste weekend. Ever! 

 

 

Hjemmegående havetype (med snart seksårigt barn)

Der er lidt stille herinde for tiden. Mere end ellers. Og det er der en udmærket forklaring på: Vejret! Altså indtil forleden, hvor det jo nærmest var dansk højsommer midt i maj. Nu da vi er med have, højbed og drivhus, har jeg befundet mig udendørs nærmest konstant de seneste syv dage. Udover en helvedes masse fregner og noget solbrun hud med onde tan-lines, har jeg fået styr på kapilærkasser, urtehave og plantning af hindbær, som katten ihærdigt forsøger at grave op igen… Jeg er grøn udi at have grønne fingre, men jeg har lært helt usandsynligt meget den seneste måned (tak, mor), og det skal nok blive godt. I løbet af (sen)sommeren kan vi høste både vindruer, tomater, agurker, chili, æbler, gulerødder, ærter, hindbær, jordbær og brombær af egen avl. Jeg har det måske lidt vildere over det, end jeg burde, men bare duften af tomatplanterne alene hiver mig på mest nostalgiske vis direkte tilbage i min mormors drivhus, hvor jeg har grovædt diverse hjemmegroede grøntsager hele min barndom. Og nu sker det lige her midt i min egen lille familie, og det kan jeg sgu godt gå og glæde mig lidt over!

Udover havelivet går tiden stille og roligt med så lidt som muligt. Frede og jeg stener stadig rundt herhjemme sammen og til trods for, min hjerne er blevet til dej, er jeg nu meldt til mine sidste fag med start til august, så jeg om ét enkelt lille år kan søge ind på uni. Og jeg glæder mig. Ikke så meget til at sende babyen afsted (den del kræver altid en mægtig portion tilvænning), men mest til at bruge mit hoved på ny og interagere med nogen, som ikke savler og kravler på mig. Jeg er også lidt spændt på, hvordan det kommer til at fungere for mig at lægge det bløde og lidt for behagelige tøj på hylden (altså bare indtil jeg har fri, forstås). På søndag fylder min førstefødte seks år(!), og jeg sidder stadig her og prøver at forstå, hvordan det lige pludselig skete. Tiden, altså.