Fødselsdagssnue

Jeg bliver 25 i morgen. Åbenbart. Jeg har ikke brugt så meget krudt på det, da der lige var noget med en tur til Holland og et par andre fødselsdage først. I mellemtiden er jeg blevet ramt af en slem snue (midt i juli), så min krop er blød og øm, og mit overskud er forsvundet sammen med huden under min næse efter skiftevis at have snottet og hostet heftigt nogle dage. Så det er super. Jeg har heller ikke fået inviteret nogen, men det kunne nok også være sket i rask tilstand. Både fordi jeg altid er ude fem minutter i lukketid, men også fordi min egen fødselsdag ikke er sådan en voldsomt stor begivenhed, efter jeg har fået et par unger. Så er deres ligesom mere spændende, og jeg glemmer lidt, at jeg også selv bliver ældre engang imellem. 

Faktisk kom jeg først i tanke om det for et par dage siden, da min mor ringede for at spørge, hvad jeg havde af planer for mandagen. “Mandag?”, svarede jeg spørgende, mens min hjerne indhentede samtalen og kom i tanke om, at mandag vist nok måtte være den 17. juli. Min fødselsdag. “Det har jeg ikke lige tænkt over”, mumlede jeg, mens jeg kunne høre den årligt tilbagevendende insisteren i min mors toneleje, da hun kom med forslag til, hvordan vi kunne gribe dagen an. For fejres, det skal jeg. Heldigvis. Men var det ikke for min mor og mine andre nærmeste, så fik jeg muligivs ikke gjort så meget ved den slags. Jeg er god til at snige mig udenom at være i centrum på den måde. Hvilket er åndssvagt, for det er jo skidehyggeligt at holde fødselsdag og spise kage og have besøg af søde mennesker. Det synes jeg også, det er. Det er bare mig og min irriterende passivitet, der konkluderer, at der vel ikke er grund til sådan at ringe og bede folk tage tid ud af kalenderen, bare fordi jeg bliver et år ældre. Så er det jo heller ikke større.

Men det er sgu da ret stort! Et helt år rigere, det er da noget af et privilegie. Og selvom jeg sakkede lidt bagud med studenterhuen, så har jeg alligevel nået et par ting eller to i de første 25 år af mit liv. Eksempelvis har jeg født to børn, hvilket naturligvis snupper førstepladsen over mit livs bedrifter, og jeg tænker, det bliver umuligt at toppe den, uanset hvad jeg ellers måtte opnå. Så skulle det da lige være at tilføje et menneske mere til listen over folk, jeg har brygget fra scratch, men det bliver altså ikke liiige nu. 

Af andre seje ting har jeg lært at holde planter i live og sågar være overhoved for et helt drivhus, ligesom jeg også kan skifte en pære i bilens lygter på egen hånd og hænge fjernsyn, lamper og hylder op. Det tæller altsammen, har jeg fået at vide. Jeg har gået i skole i 14 år, og lige om lidt venter 5 mere. Og så har jeg desuden nået at have 10 forskellige adresser. For at runde det flot af, kan jeg i øvrigt binde knude på en kirsebærstilk med tungen. True story.

Jeg har endnu ikke prøvet at være syg på min fødselsdag, men der er som bekendt en første gang for alting, og denne første gang kunne godt vise sig at være i morgen. Satans. Nå, men tillykke til mig og skål i kamillethe.

“Bedre sent end aldrig”

Det kunne godt være mottoet for en række tendenser i mit liv. Lige minus det med at få børn, altså. Der lavede jeg nærmere en tyvstart. Men jeg er ikke just kendt for at stå tidligt op. Sådan i overført betydning. I virkeligheden står jeg altid tidligt op. Igen, noget med børnene. Jeg trækker som regel tiden til deadlines til det allersidste, så jeg kan stresssvede de sidste to dage op til og bilde mig selv ind, at jeg går i gang i ordentlig tid fremover. Min studentereksamen var heller ingen undtagelse. Jeg er 24 år og nyudklækket student. Og jeg syntes, det var småpinligt, at blive færdig så sent. Også selvom der foreligger en fair forklaring med to sygemeldte graviditeter efterfulgt af henholdsvis et og halvandet års barsel. Det trækker nogle år ud af kalenderen, og mange vil nok påstå, jeg stadig er ung. Og det er jeg da også. Og nu er jeg endelig i mål med første etape.

Jeg har haft op mod 40% fravær alle årene, røde varsler og samtaler, hvor jeg forsikrede personalet om, at jeg nok skulle dukke op lidt hyppigere. Men så kom syge børn og syge voksne og mest af alt en forsvindende lille motivation. Til mit held har jeg vist mig at være ok til at gå til eksamen, for havde jeg skulle forholde mig til de klassiske årskarakterer som på STX, havde det set mindre pænt ud. Men nu er der ikke flere eksamener tilbage. Overhovedet.

For halvanden uge siden skulle jeg overbevise min lærer og censor om, at jeg da sagtens kunne tale spansk. Efter at have haft det sporadisk i et år. Da jeg satte mig i forberedelseslokalet, overvejede jeg, om man mon kunne bestå ved at sige noget om guacamole og amigos, men der nåede jeg (heldigvis) aldrig til. Jeg snakkede om et billede og en ukendt tekst, som jeg skulle perspektivere til en kendt tekst. Og fik 12 og troede lidt, min lærer tog pis på mig. Hun er trods alt gift med en chilensk mand, så mit spanske kan kun have lydt meget lidt behageligt i hendes ører. Men hvad ved jeg.

Jeg har, på grund af ovennævnte barsler, ikke taget min studentereksamen sammen med en fast klasse. Jeg er hoppet på enkelthold rundt omkring, som det passede. Derfor (og også fordi jeg kan få tømmermænd blot af at lugte til en øl, og fordi jeg er nogens mor) skal jeg ikke køre lastbil og ligge i spritlage en uge og den slags. Det bliver sgu for mærkeligt. Af samme årsag havde jeg sløjfet huen, men det havde min mor og søster ikke. De overraskede mig med en helt enkel, spritny af slagsen med mit navn broderet diskret i samme farve som huen. Det var alt sammen meget ‘mig’, og det er utroligt, at det efter 24 år stadig kan komme bag på mig, at de næsten kender mig bedre, end jeg selv gør.

Men det føles rart at have afsluttet noget. Og med en afslutning kommer som regel en start på noget nyt. Jeg skrev noget om her, at jeg var blevet i tvivl igen. Og nu har jeg besluttet mig. Tror jeg nok. Jeg har tænkt og vendt og drejet og talt med folk og taget jeres søde kommentarer med mig. Og så har jeg søgt ind på jurastudiet. Og fordi jeg har søgt ind nu, får jeg (åbenbart) en hurtig-start-bonus, der gør, at jeg må søge ind med et gennemsnit på 12,0(?!). Med andre ord skal mange ting gå galt, hvis ikke jeg bliver tilbudt en plads på SDU fra 1. september. Det er fandme angstprovokerende. Jeg er jo slet ikke stor nok til at gå på universitetet. Men det er jeg så alligevel. Og mest af alt bliver det nyt og hårdt og spændende og godt. Håber jeg.

Og så sagde vi, at jeg var moren

Det er sjovt, hvordan forælder-barn-perspektivet omkring ens egne forældre udvides, når man selv får børn. Og samtidig virker fuldstændig uændret på så mange måder. Min mor har styr på at lave det meste mad på gefühlen, hun forstår, hvad skatteopgørelser går ud på, og hun er altid kun et opkald væk. Hun er voksen. Sådan på mor-måden. Og det har hun altid været. Men måske følte hun sig slet ikke voksen på mor-måden, da hun holdt min storesøster i armene for første gang som 25-årig. Måske var min mormor den voksen-voksne dengang.

I mine øjne har min mor altid vidst og kunnet alting. Sådan er det stadig. Og sådan ser mine børn måske også på mig. At dømme ud fra de spørgsmål, den 7-årige stiller mig af og til, kunne det i hvert fald godt tyde på, at han har rimelig stor tiltro til min viden. Men alder og voksenhed er sådan nogle mærkelige størrelser, der hele tiden flytter sig omkring en, mens man selv forbliver stationær i en eller anden udtstrækning. Da jeg var 10, var dem på 17 år uoverskueligt store. Da jeg selv blev 17 år, virkede dem på 24 til at være temmeligt voksne. Nu, som 24-årig, føler jeg mig ingenlunde så voksen, som den slags så ud, dengang jeg selv var syv år yngre. Og sådan har tiden, alderen og opfattelsen heraf altid ændret sig i takt med, jeg er vokset. Og jeg forestiller mig, det har tænkt sig at fortsætte i et eller andet omfang.

Pludselig indtræder man i de voksnes rækker og finder ud af, at der er masser af ting, man ikke nødvendigvis har styr på. At der er huller og faldgruber overalt, og livet er en lang række af valg, der skal træffes og konsekvenser, der følger. Og min mor har sikkert også trådt i et hul engang imellem, men det kunne mine børneøjne aldrig se. Heldigvis. For det er sådan, det skal være. Og selvom opvågningen til voksenlivet kan virke brat og ubarmhjertig, kan det altså også noget at være ‘en af de voksne’. Vi får eksempelvis lov at bestemme, hvor ferien skal gå hen. Hvis altså vi har formået at prioritere vores SU rigtigt, så der overhovedet er råd til den slags. Men det har vi heldigvis. 

Da jeg var fem, besøgte jeg Disneyland Paris for første gang, og jeg har (desværre) ikke været der siden. Til gengæld står turen og de tusindvis af overvældende indtryk stadig skarpt i min erindring. En fuldstændigt ubekymret og legende let ferieform. Min mor havde styr på alt det bag kulissen, som vi unger ikke så. Hun havde tjek på billetter og benzin og rastepladser og ruter. Hun snakkede engelsk og kunne kommunikere med alle dem, vi ikke delte modersmål med. Hun vidste, hvor og hvornår hvilke aktiviteter foregik, og hun kunne læse på skiltene, om jeg var høj nok til at prøve forlystelserne. (Spoiler: Det var jeg ikke. Til nogen af dem, nærmest. Det er meget begrænset, hvad man må deltage i, når man måler mindre end 120 centimeter.) Det var trygt og sjovt, og jeg skulle ikke koncentrere mig om andet end at se og være. 

Lige om lidt venter endnu en kør-selv-ferie. Jeg er ikke helt sikker på, om jeg begriber, at det denne gang er med mig bag rattet. Helt uden min mor. Det er det, der sker, når man starter sin egen klan. Så bliver man moren. Hende, der sørger for pas og proviant til turen. Hende, der husker at printe vouchers og holder styr på værelsesnumre, indtjekningstidspunkter og blå sygesikringskort. Hende, der har styr på at pakke bleer og skiftetøj nok, men som sikkert glemmer noget andet. Det er mig nu. Og det er Mikkel. Og snart pakker vi bilen med GPS, voksenpapirer, badetøj og bamser og sætter kursen mod Holland og overdrevet børnevenlig badelandsferie. Jeg regner med, jeg kan få sneget en tur til en nærliggende, hollandsk by ind i programmet, men ellers kommer ferien til at foregå på børnsk. Heldigvis. Og deres ferie skal kun omhandle badeland, zoologiske haver og karruseller, mens jeg tager mig af billetter og nøglekort og alt det andet. Og jeg glæder mig helt ustyrligt. Det skal nok gå. Jeg er trods alt mor.

Tanker og tvivl… Igen

Jeg nævnte for noget tid siden, hvordan jeg var nødt til at reevaluere mine uddannelsesplaner efter studiepraktik på universitets journalistikstudie, som af flere forskellige årsager ikke rigtigt var noget for mig alligevel. Hurtigt slog jeg tankerne over på danskstudiet, fordi den lå lige til højrebenet, når nu jeg altid har brudt mig særdeles godt om bogstaver, ord, grammatik og den slags. Men. Så kommer det store ‘men’.

Generelt ser mine muligheder for studievalg fremadrettet fine ud. Jeg har, grundet barsler og babyer, valgt at strikke min studentereksamen sammen med enkeltfagsmetoden på HF. I skrivende stund har jeg færdiggjort 14 ud af 15 eksamener, som har efterladt mig med seks 10-taller og otte 12-taller. Med andre ord er mit gennemsnit ikke problemet, uanset hvad den sidste eksamen måtte give. Men da jeg fik lagt skema sidste sommer, fortalte jeg den rare studievejleder, at jeg gerne ville læse videre på et sprogligt studie af en art. Han fortalte mig derfor, da man oftest skal have et 3. fremmedsprog for at kunne søge ind, at jeg kunne vælge mellem tysk, fransk eller spansk. Valget faldt (desværre) på sidstnævnte, da hverken ham eller jeg åbenbart havde været vågne nok til at se, at B-niveau kun er nok, hvis det er et fortsættersprog. Altså tysk. Så nu står jeg med spansk B, som jeg ikke kan bruge til noget, før det bliver opgraderet til spansk A. Og det udbydes ikke i Odense. Eller jo, det gør det egentlig, men udelukkende som turbokursus i hele juli og august i 30 timer om ugen. Og jeg har hverken overskud eller energi til at bruge min eneste sommerferie på skolebænken. For det er også mine børns sommerferie, og jeg vil ærlig talt hellere prioritere at være hjemme sammen med dem.

Så havde jeg haft tysk B i år i stedet, havde jeg været godt stillet nu med hensyn til at søge ind på uni. Det har jeg ikke, og man skal som bekendt ikke græde over spildte timer. Eller år. Det spansk, jeg (ikke) har lært, kan ingen jo tage fra mig og alt det der.

Mine muligheder er således at tage endnu et effing år på HF for at supplere med tysk B eller at søge ind på jurastudiet. Det opfylder jeg nemlig både krav og snit til. Og jeg synes egentlig, jobmulighederne på den anden side af studiet virker enormt tiltalende, men samtidig virker studiet enormt tungt. Jeg er også blevet i tvivl om, hvorvidt danskstudiet overhovedet er mit førstevalg. Om det bare er fordi, det er det kendte og trygge for mig, som jeg ved, jeg har styr på. Jeg ville dybest set ikke vide, hvad jeg skulle bruge det til. (Min tålmodighed egner sig ingenlunde til at blive lærer). 

Så ja. Nu står jeg her endnu engang. Ved tvivlens skillevej, som relativt alvorligt kommer til at definere store dele af mit fremtidige liv. Hvis du ligger inde med nogen form for viden eller erfaring fra jurastudiet, så tøv ikke med at fortælle mig om det. Jeg er lutter øre.

Fødselsdage og pelsroulader

Der sker ting og sager herhjemme. Mest af alt sker der ikke en skid. Men man skal som bekendt ikke undervurdere hverdagens trygge trivialiteter. Lige nu kunne jeg dog godt snuppe et par uger langt væk fra trivialiteterne og hovedsageligt eksamenslæsningen. Jeg er så tæt på målstregen, at jeg praktisk talt kan se den. Alligevel er jeg lige ved at brække mig over kovalente bindinger og nitratudledning til grundvandet. Jeg tager en dyb indånding og puster laaangsomt ud, og før jeg får set mig om, er næste uge gået, og sammen med den er to ud af tre eksamener ovre.

Af mere festlige ting har begge mine drenge haft fødselsdag indenfor den seneste måneds tid. Den mindste er nu to år, og den største syv. Det er lige dele fantastisk og ubegribeligt, sådan som tiden har fået travlt. Den to-årige snakker fra morgen til aften og tæller til fire, mens den store laver regnestykker og læser bøger selv. Sidstnævnte fik i øvrigt hele udstyret til et par gnavere i fødselsdagsgave, og når de værste eksamensdage er ovre, skal vi ud på internatet for at finde et par små pelsroulader (marsvin, altså) at fylde i buret. Og jeg glæder mig næsten ligeså meget som ham. Min mor stod for burindkøb, og som det dyrevelfærdsmenneske hun er, kom hun naturligvis stillende med et bur, der er 1,20 meter langt. De skulle jo nødigt blive klaustrofobiske, de små venner. Så planen er, at de skal med ud og have græs under poterne, når vejret er til det, og ellers får de lov til at synge Marius i søvn på hans værelse med deres små hamtaro-lyde. Det lyder allerede vildt hyggeligt, synes jeg. (Og jeg har før haft marsvin i en del år, så jeg er godt bekendt med den mere sure del omhandlende skift af tisvædet hø, men lige nu er jeg altså mest sådan en bright-side-of-life-kinda-gal. Spørg mig igen om en måneds tid.)

Jeg har et ton af halvfærdige kladder liggende, som mest bare venter på, jeg træder ud af min der-er-mindst-20-timer-for-lidt-i-døgnet-boble. Det er snart. Det lover jeg. Indtil da vil jeg fortsætte min selvforskyldte stress med et hav af overspringshandlinger (den anden dag løb jeg en tur – det er seriøst der, jeg er), og så vender jeg tilbage lige pludselig med fornyet overskud og seriøst høje forventninger til sommeren. Ha’ det dejligt så længe <3

Hvad forstadslivet har lært mig

Nu er det lidt mere end et år siden, vi rykkede teltpælene op fra centrum af den fynske hovedstad og trak lidt ud i periferien. Og heldigvis for det! Vi har have og drivhus, carport og ligusterhæk, bålplads og højt til loftet, og det er noget, der for os virker skide godt med små børn og alt det der, selvom ‘ligusterhæk’ altid har skurret fælt i mine ører. Jeg undrer mig af og til over, hvordan folk i indre København klarer den med tre børn på fjerde sal uden så meget som en altan. Vi boede i stuen, og det var i perioder presset nok. Og vi havde altan. Men hvor går man hen og spraymaler sine møbelprojekter? Hvor smider man fire mands mudrede vintertøj uden at have et bryggers? Hvor opbevarer man barnevogne og løbecykler? Hvor smækker man et skrækkeligt plasticbadebassin op til at dyppe små mennesker i? Der findes løsninger på det hele, jeg ved det godt. Jeg er bare ikke skabt til livet i lejlighed, som I måske fornemmer. Slet ikke efter jeg er blevet mor. Jeg sætter voldsomt stor pris på at kunne slå en havedør op og træde direkte ud på eget græs. Indimellem savner jeg at kunne slentre 100 meter hen til gågaden og glo på mennesker og butikker, men det er nok også det eneste. Jeg savner ikke menneskemængder og snævre parallelparkeringer. Livet herude bag ligusterhækken giver med andre ord virkelig meget mening for os (indtil vi en dag skal købe eget hus og nok rykker et stykke længere mod landet), og jeg kom til at tænke på, hvad jeg har gjort mig af forstadserfaringer so far.

– Jo ældre og mere lokalt erfarne folk er, jo større sandsynlighed er der for, at de hilser på dig på gaden eller måske endda stopper op for at få en lille sludder.

– Du kan sige ualmindeligt meget om et rækkehus’ beboere ved at kigge på deres forhaver. Ikke langt fra os er der et vænge, som kollektivt er blevet enige om, at de bor i små, sammenhængende 70’er-rødstens-palæer. (Det er tilsyneladende en ting). De har massive, majestætiske jernhegn og ditto låger med guldspyd og løvestatuer, der vogter ved indgangen, som i øvrigt er stramt afgrænset af algefri fliser og knitrende, sorte perlesten. Best of both worlds, eller sådan noget. Vænget efter er til gengæld den diametrale modsætning. Her er de enormt entusiastiske omkring bløde former, græs og nips. Havenips. Det være sig havenisser, solcellelamper og vilkårlige dyr udformet i keramik. Gerne frøer og pindsvin og sådan. Hvis de fås med solceller som øjne, er det kun et plus. Og det er ikke bare sådan et par små dyr i hjørnerne. Det er på det niveau, hvor det er tæt på umuligt at vide, om der er græs eller fliser under.

– Dit barn kan gå til gymnastik i den lokale hal for 150 kroner pr. sæson. Frede er i gang og elsker det.

– Den lokale købmand er meget lokal. Og dyr. Til gengæld har de et ret ringe udvalg, så det er alletiders. Her har jeg blandt andet prøvet at vente relativt lang tid, mens køen bagved mig voksede og voksede, da manden bag kassen havde forladt sin post for at præsentere udvalget af skyllemiddel for en kunde. Med duft-test. Det skaber lidt sådan en hyggelig og langsom atmosfære, som engang imellem bliver lige en tand for langsom. Og dyr.

– Hvis man melder sig ind i lokalområdets Facebookgruppe, modtager man jævnligt opdateringer fra kvarterets selvudnævnte efterforskningsagenter. Nogen har angiveligt set en løs hund. Igen. Andre har en formodning om, at to ungersvende (det var seriøst den brugte betegnelse) måske havde købt sig noget hash nede ved købmandens parkeringsplads. Der blev informeret om biler og registreringsnumre, forældreindblanding og politi. Selv et signalement af ungersvendene fik vi. Senest var det sagen om et par 12-årige drenge, der var blevet set lege på den flade del af skolens tag. Også her blev der udvekslet privatbeskeder og opfordringer til forældrekontakt, for et vidne meldte sig straks på banen, da hans lillebror muligvis gik i klasse med gerningsmændene. Så sådan er krimi-viben her i forstaden. Ellers er det mest bare noget med at forære en stak fliser væk mod en ramme øl eller finde nogen, der vil hjælpe med at kløve brænde.

– Der findes også freaks herude. Forleden klokken 00.30 gik en mand og dennes øl direkte gennem vores hæk og ind i vores have for at høre, om han kunne låne en lighter. Og hvilken retning byen lå i. Denne episode var naturligvis også det store samtaleemne i ovennævnte Facebookgruppe, da samme herre havde været rundt i det meste af kvarteret og lagt sig til at sove i folks haver. En enkelt havde glemt at låse sin dør, hvorfor han naturligvis havde lukket sig selv ind. For at få varmen. Arme sjæl.

– Jeg har svært ved at vurdere, om kvarteret rummer flest hunde, trampoliner eller stationcars.

– “Spørg-Casper”-Casper bor i mit hood. Han er i hvert fald ofte at finde hos førnævnte købmand. (Det er kendis-niveauet herude). Det samme gør sig gældende for en af drengene med svær tourette fra TV-programmet med Cutfather, hvis nogen husker det. Han råber selvsagt ligeså meget i virkeligheden, men han så ud til at sætte pris på det, da min kæreste forleden returnerede et “luder!” med et smil og en venlig hilsen.

– Man bør undgå at handle omkring middagstid, da hele overbygningen af den lokale folkeskole gør det samme. Eller, altså. Handle og handle. De får mest tanket op på baconchips og Red Bull, men det kan sikkert også noget.

– Placeringen af vores hus med hæk op ad en cykelsti er både god og dårlig. God, fordi vi har smutvejen til tre forskellige legepladser lige ved havelågen. Dårlig, fordi knallertkørere åbenbart er uenige i, hvornår mit barn bør sove til middag. (Okay, han sover som en sten. Men stadigvæk. De larmer.)

– Vi er et relativt lille lokalområde, men vi har alligevel både pizzeria og pub(!). Og en frisør, som tilsyneladende også er tilhænger af den lokale atmosfære. Hun havde i hvert fald lukket biksen en dags tid med en seddel i A3-format i vinduet, der kom med en længere forklaring om, at hun gennemgik en række undersøgelser på Odense Universitetshospital, hvorfor hun beklageligvis måtte holde lukket den pågældende dag. Måske “lukket pga. sygdom” kunne gøre det.

– Jehovas Vidner kender også vejen herud. Ofte. En dag åbnede jeg døren og fornam hurtigt lugten i bageriet, hvorfor jeg spurgte direkte, om det var Jehova, hvortil damen slog en latter op og svarede “Nej, nej! Nej. Det er ikke Jehova. Det er hans vidner“. Ba-dum-tsss.

– Det er ikke for bangebukse at have drivhus. Jeg siger det bare. Sjældent har jeg set meget kryb bosætte sig i samme fliserille. Det er alt fra bænkebidere henover snegle til edderkopper så store som møllehjul.

– Mere plads er ikke nødvendigvis lig med mere orden. Kun på overfladen i hvert fald. Det bliver ligesom bare noget med at lege Tetris oppe på loftet, hvor man kan gemme sine matematikafleveringer fra 7. klasse og andre ting, der er gode at have, hvis nu… Ingenting.

 

 

Dag og nat på samme døgn

“Men du kunne jo heller ikke rigtigt vide, hvordan det var at have børn, dengang du kun havde Marius…”, grinede min mor forleden i den anden ende af telefonen, da vi vist nok snakkede om hans viljestærke hidsigprop af en lillebror. Og hun har fuldstændig ret.

Jeg lærte det på måden med søvnløse nætter og amning og ubetinget kærlighed, men jeg har aldrig fået trænet konfliktområderne særligt omhyggeligt. Mest fordi de ikke har været. Han har aldrig bidt eller slået, råbt eller skreget. Han har aldrig stjålet legetøj fra jævnaldrende eller kastet med maden. Han har udfordret os på søvnfronten, men ellers ikke. Overhovedet. Han har altid været rolig og mild og humoristisk. Og forsigtig og følsom og genert. Og perfektionistisk og for hård ved sig selv. Han har sneget sig udenom centrum i store forsamlinger, holdt sig i periferien og observeret. Han har trukket sig fra lege, når det blev for voldsomt eller for længe for at få ro til at tænke og studere. Han har fået gode venner og været en god ven. Han har været ‘ressourcebarn’ i børnehavens inklusionspædagogik, som de andre børn kunne finde loyalitet og omsorg hos. Han har snublet og rejst sig og blomstret, i takt med troen på ham selv gjorde det samme. Han lider stadig under samme forbandelse som mig, med at tænke og tænke og tænke alt for mange tanker om alt for mange ting. Men nu er han pludselig også en skoledreng, som er dygtig og kærlig og social, og som stadig er perfektionist til fingerspidserne og lægger lidt for meget pres på egne skuldre. Og han har fået en lillebror, som han elsker. Og som elsker ham helt ubetinget. Og hvor Marius nægtede at gå nogen steder uden at have et fast greb i min hånd, er det lidt mere den anden vej rundt med Frede, som oftest ser det, at holde i hånden, som en begrænsing af sin selvstændige ruteplanlægning. 

Frede er temperamentsfuld og helt sin egen. Han kan skrige i et toneleje så ultrasonisk, at kun hunde kan høre det. Han kan stampe i gulvet og lægge armene over kors, og han kan kramme og kysse og ae. Når det passer ham, naturligvis. Han er aldrig voldsom i sin adfærd overfor andre, men han har et omfangsrigt følelsesregister. Han føler helt ud i begge poler, og ligeså rasende han kan blive, ligeså kærlig er han, når han lægger en hånd på hver side af mit ansigt, hælder hovedet på skrå og taler længe og indlevende på noget, der minder om svensk, mens han stirrer mig i øjnene. Indimellem virker han som en gammel mand i en 85 centimeters krop, som samler hænderne på ryggen og observerer med et afventende blik, som rynker panden og klør med pegefingeren mellem brynene, og som gerne underholder med sin vanvittigt alsidige mimik. Andre gange er han mest bare en 2-årig i en 2-årigs krop, som ikke vil have den forpulede jakke på, og som i hvert fald slet ikke vil have den forpulede jakke af igen, når vi atter er indendørs. Og det er første gang, jeg prøver at skulle håndtere de der små hverdags-konflikter, som det ellers virker til, de fleste forældre kæmper med i større eller mindre omfang. Flere har, siden Frede var helt lille, brugt ordet ‘intens’ til at beskrive ham. Og det rammer nok meget godt. Han er intens i alt det, han føler og gør. Og så er han mest af alt så pissehamrende sjov.

De er som dag og nat. Men de er alligevel det samme døgn. De er ens på så mange punkter, og de komplementerer tilmed hinanden ret godt. De er begge observerende og med stor fordybelsesevne. De er underfundige og sjove. De er begge perfektionister og kan bruge overordentligt meget tid på at stille eksempelvis legetøjsbiler sirligt på række. De er usigeligt omsorgsfulde og kærlige. Ikke mindst overfor hinanden. Frede kan lokke Marius med ud af tryghedszonen, når han har brug for et velment skub, og Marius kan hive Frede med retur, når han er på vej ud på dybt vand. 

Marius snakkede ret tidligt. Allerede som 13-14 måneder gammel sagde han ‘tak for mad’ og den slags. Frede er lige blevet to år, og han siger ikke så meget. Eller, han snakker hele tiden, men de fleste forståelige gloser er noget som ‘gravko’, ‘traktor’, ‘værsgo’, ‘tak’ og ‘moar’. Når vi opfordrer ham til at bruge sine ord med ‘kan du sige…’, kigger han bestemt og sammenbidt og ryster på hovedet. Og vi gik egentlig bare ud fra, at vejen til sproget blot var brolagt med en god portion stædighed. Ligesom han i lang tid nægtede at sige en eneste dyrelyd, men pludselig vågnede en dag og sagde samtlige lyde i én lang køre, således at der nu nærmest ikke eksisterer et dyr, han ikke kan lyden på. Han er uden tvivl en lille perfektionist, og ofte går han og suger til sig meget længe uden at sige en lyd, før han selv er klar. Men så var det, han før nytår fik feber. Og fik feber igen. Og feberen skyldtes mellemørebetændelse. Og den mellemørebetændelse slap hurtigt sit tag efter en omgang penicillin, hvorfor jeg ikke tænkte yderligere over det efterfølgende, men alligevel bestilte den opfølgende kontrol for noget tid siden. Og han havde rødme i og væske på begge ører. Afsted med ham til ørelægen, som kunne konstatere, at Fredes hørelse var så godt som normal, men at vi hellere måtte følge op på det efter en måned. Klip til tirsdag i påskeferien, hvor vi drøner til samme ørelæge igen, der denne gang kan konstatere, at vi muligvis ramte en tilfældigt heldig dag sidst, og at den lille herre faktisk har nedsat hørelse med minimum 40% og højst sandsynligt en del mere. På begge ører. Så nok er han stædig som verdens ældste æsel, men det har tilsyneladende ikke været stædighed det hele. Det har ligeså meget været noget med, at han har gået rundt i sin egen lille klokke. Og når alle omkring ham var nærmest imponerede over, hvor ihærdigt han kunne ignorere folk, har han i virkeligheden nok bare ikke kunne høre dem. Okay, måske lidt en kombination. Han er virkelig eminent til at ignorere sine omgivelser sådan helt bevidst. Men i tirsdags fik han lagt dræn i de bittesmå ører. Og selvom det var et indgreb, der tog ca. 3 minutter, så opvejer den korte operationstid ikke rigtigt for, hvor slap sådan en lille hånd pludselig bliver, når narkosen indtræffer.

Men nu er vi ude på den anden side, og det går allerede virkelig godt med Fredes nye ører. Han undersøger nysgerrigt alle de nye lyde, og han bliver knapt så gal som før. Det har nok også haft noget at gøre med, at hans hjerne har forstået en hel del mere, end hans mund kunne udtrykke, og det må eddermame også være frustrerende. Nu begynder alt det sjove. For os allesammen. I søndags blev han to år, og om en måned bliver hans storebror syv. Syv(!) freaking år. Jamen… Jeg prøver virkelig at forstå det. Det gør jeg altså.

En slags første aflevering 

Da jeg var 18 år og skulle vælge institution til min førstefødte, faldt valget på dagpleje. Ikke at jeg vidste synderligt meget om institutionslivet dengang. Hverken min søster eller jeg har været i vuggestue eller dagpleje, men var så heldige at have en hjemmegående mormor, som passede os hver dag, til vi som 3-årige startede børnehave på deltid. Mine forældres omgangskreds foldede bekymrede rynker i panden, for hvordan skulle vi dog nogensinde formå at blive socialt kompetente mennesker, når vi ikke indgik i et fællesskab med jævnaldrende børn hver dag. Det er i øvrigt gået os ganske fint, tak. Havde det været en mulighed for mine børn, havde jeg valgt det samme. Havde vi råd til, at jeg gik hjemme med dem indtil børnehavestart, havde vi måske valgt det.

Der er selvfølgelig lige det, når man får sine børn relativt tidligt, og ens forældre bliver mormor og morfar i 40’erne, så er de stadig ret meget på arbejdsmarkedet. Til gengæld er de friske og i fuldt vigør i weekender, ferier og alle de dage, det kan lade sig gøre at tage tidligere fri fra arbejde, hvis vi mangler hjælp med praktikken, gør de det. Og jeg ville aldrig bytte det for noget som helst. Min farmor blev også farmor i 40’erne, hvilket har resulteret i, at jeg nu har en farmor – og mine børn en oldemor – som bruger det meste af sin ‘pension’ på at rode med hjemmesider og være lektiehjælper for flygtninge. Hvis altså hun ikke er til yoga. Og det kan altså også noget.

Nå, men. Vi valgte dagpleje til Marius. På grund af den hjemlige atmosfære og på grund af roen. Det viste sig at være det helt rigtige valg for den dengang (og til dels stadigvæk) følsomme og forsigtige dreng. Så da Frede skulle ud i hverdagslivets hamsterhjul, valgte vi det samme. Og det er noget af en roulette med det dagplejesystem, det ved jeg godt. Kemien, trygheden og i højeste grad mavefornemmelsen skal være der. Og det var den heldigvis med begge drenges dagplejemødre. Fantastisk varme, tålmodige og opmærksomme damer. På den måde føles det, som om Frede bliver afleveret hos en slags ‘reservebedste’ hver dag, og det er intet mindre end fantastisk. Der er ro, opmærksomhed, en sød hund og tre andre børn. Der er tid og have med rutsjebaner og højt til loftet. Der er ture til ænderne og legepladser og besøg hos de andre dagplejemødre i nabolaget. Der er legestue hver anden fredag i en gammel børnehavebygning med alle de bedste tumleredskaber og udendørsarealer.

Og så er der gæsteplejen. Og det er den eneste udfordring, jeg synes, der er ved dagplejelivet. Ikke så meget når børnene bliver lidt større, for de kender de andre dagplejemødre og deres børn, og så kan man sagtens forklare dem, at ‘Lotte er syg, så i dag skal du lege ovre ved Bodil’. Men det er alligevel et skift og et domæne, der til dagligt tilhører andre børn. Og ja. Frede er i gæstepleje i dag. For første gang nogensinde. Vi har nemlig været så priviligerede bare at kunne holde ham hjemme ved et par dages sygdom eller en fridag hos dagplejemoren. Men denne uge har hans kære dagplejemor en vældigt fortjent uges ferie, og selvom vi er studerende, kan vi ikke helt få det til at gå op med at holde en uges fri. Så Frede er i gæstepleje hos en dame, han heldigvis har besøgt før. Og med fire børn han kender fra legestuen. Men ligeså stædig og temperamentsfuld Frede kan være, ligeså tryghedssøgende er han også. Og stille og eftertænksom. Så er det pludseligt lidt som at aflevere ham for første gang igen, når man lukker døren bag sig det nye sted. Og går derfra med en klump i halsen på størrelse med en håndbold. Men nu skal jeg i skole. Og en SMS beretter om, at Frede har det godt og leger fint ude i haven. Og så skal hans mor nok også til at forstå, at han altså bliver 2 år om 14 dage. Suk.

 Jeg undrer mig lige lidt over… #4

Hvem min læges læge er.

Spædbørn med piercinger i ørerne. (Undrer mig i virkeligheden nok over forældrene.)

Hvor overraskende godt jeg har det med, at velour er tilbage. Er derimod komplet uforstående omkring pyjamas-tendensen.

Om bloggere arbejder med en særlig valuta, eller vi bare har komplet forskellige opfattelser af, hvad ordet ‘budgetvenligt’ dækker over. For det er altså ikke en cardigan til 1800 kroner. Heller ikke selvom den er fra Ganni. Og sat ned med 60%. Nope.

“Børn-i-bilen”-streamers. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forholde mig til den besked. Jeg har virkelig ikke tænkt mig at køre ind i dig uanset.

Alle andre streamers på biler. Hvad er det for en sær måde at kommunikere budskaber på? Jeg er helt og aldeles indifferent omkring din holdning til, at “rigtige mænd får tvillinger”. Same goes for jeg-har-været-i-Norge-elgen, mand-der-spiller-golf-silhouetten og den der Jesus-fisk. Værst var det, da jeg forleden kørte bag en bil med teksten ‘Can’t find your cat? Try looking under my tires’. Hold nu op.

At jeg er ét kaffekop-og-tilfældigt-placeret-valmue-billede fra at være “en af dem” på Instagram. Men jeg hygger mig virkelig meget med det!

At der stadig findes mennesker, som blindt stoler på, at man snildt kan vinde et nyopført palæ og en håndfuld biler gennem Facebook.

At jeg ikke kan rense mit højre øre uden at knække sammen i et hosteanfald. Marius har det med sit venstre. #wtf

At jeg lige har været til min første skole-hjem-samtale. Som forælder. (Hvilket mest gik med en masse rosende ord i øvrigt).

De producenter, der hårdnakket fortsætter med at datomærke creme fraiche og hytteost det der folielåg, man som det første hiver af og smider ud.

At jeg er nået til et sted i mit liv, hvor flere og flere kontakter i min telefonbog hedder noget med et vilkårligt børnenavn efterfulgt af ‘…s mor’ eller ‘…s far’. #legeaftaler

At der bor en dame indeni mig, som er så gammel, at hun forleden valgte at klippe sin kærestes hullede t-shirt op til pudseklude frem for at smide den ud. (Nej, jeg folder og gemmer ikke brugt gavepapir endnu, men det kan da kun være et spørgsmål om tid).

En suppe af hverdag og vinter

Jeg er vel efterhånden det, man kunne kalde en virkelig uproduktiv ‘blogger’. Min lyst til at hælde vand ud af ørerne herinde er varierende, og det er der intet nyt i. Jeg kan simpelthen ikke forcere det. Jeg har tusind usammenhængende tanker om emner og områder, jeg gerne ville have ud på skrift, ligesom mit arkiv flyder over med halve kladder, men lige nu kan jeg hverken finde ud af at formulere dem eller flette dem sammen til en helhed, så det må vente lidt. 

Slutningen af sidste år og starten på det nye har været god og fin, men også været noget med at padle lidt forvirret rundt og forsøge at holde sig oven vande i en suppe af hverdag og vinter. En enkelt eksamen og en håndfuld julearrangementer er veloverståede, og hverdagen er skudt igang igen.

Januar og februar har aldrig kunnet noget særligt for mit vedkommende. De sørgelige rester af julefrokoster bliver drysset lidt tilfældigt ud over førstnævnte måned, og februar går med at vente på marts. Der begynder jeg igen at kunne skue forventningsfuldt ud over det småspirrende forår, og så plejer jeg ligesom at finde fodfæste på ny. Men for nu står den på vinterblues og et spark i egen røv for at slæbe mig igennem det sidste halve år af min HF. På den anden side venter forhåbentlig en varm sommer og udsigten til noget uddannelsesmæssigt, der giver mere mening for mig, end det gør at udregne carbondioxids molarmasse og en-eller-anden jordtypes permeabilitet, som lige nu får det næste halve år til at syne uoverskueligt langt.

Resten af klanen har det godt. Marius er stadig virkelig glad for sin skole, og jeg forsøger at undgå at gnide hul i min pande af forundring over, at jeg nu har et barn, der er begyndt at læse små ord helt selv. Frede laller rundt og hygger sig i dagplejen, og familiens ældste medlem er igang med at forme sin fremtid som lærer. Og han bliver så skide god til det.

Nu vil jeg atter trække mig tilbage og se, om det kunne lykkes mig at få tanker og kladder til at smelte sammen, så den næste tid herinde ikke kommer til at foregå i rungende stilhed, for det bliver jo en kende meningsløst til sidst at tjekke ind hver anden måned med et forklarende indlæg om manglen på indlæg. Jeg ved det godt.

Jeg håber, I har haft en dejlig jul og et fint nytår og den slags. Og egentlig også tak, fordi I er så søde til stadig at blande jer i kommentarfeltet, selvom jeg har været lidt fjern i det. Tak! <3