Udlængsel og hjemve

Jeg er sådan en mærkelig størrelse, der lider af lige dele udlængsel og hjemve. Jeg tilbringer langt størstedelen af min tid i hjemmet, hvilket jeg nok holder mere af end de fleste, men som også efterlader en god rum tid til at drømme. Og nu er jeg altså blevet ramt af rejsefeberen. Sådan for alvor. Jeg har scrollet side op og side ned med afbudsrejser i dag, selvom det på intet tidspunkt har været en del af planen, at vi skulle rejse denne sommer. Og det skal vi formentlig heller ikke, men for fanden, hvor kunne jeg godt klare en uges tid et varmt og pænt sted. I februar fik vi både terrasse og masser af have, så udendørsmulighederne er mange nok her omkring. Jeg trænger bare ligesom til noget nyt. Nye oplevelser, nye input. Måske kommer det sig også af, at jeg har været tæt på fastgroet i vores hjem siden 2014. Måske. Mikkel deler ikke min umiddelbare begejstring ved rejsedrømmene. Han mener, alt vil være bedre og nemmere næste sommer, når Frede har lidt mere livserfaring, og vores pengepung måske er bedre rustet. Og selvom jeg hader det lidt, må jeg erkende, at jeg godt kan se det fornuftige i det. Det kan jeg. Men lige nu er de idylliske, palmebefængte scenarier på min nethinde bare altoverskyggende. For fanden da. Men altså, hvis nu I ligger inde med dyrebar information eller gode tips til billige, nemme rejser med en 1-årig og en 6-årig størrelse, så delagtiggør mig endelig! Om ikke andet, kan jeg da forberede lidt til næste år…

Seaside

 

 

Jeg undrer mig lige lidt over… #2

At jeg har så forbandet svært ved at omfavne ordet ’sandaletter’. Same goes for ’støvletter’ i øvrigt. Alt vender sig i mig.

At min computer bliver ved med at stille mig videre til den russiske udgave af Aliexpress. Men hvorfor?

At jeg ofte er for doven til at gøre noget ved det, så jeg famler rundt i blinde og russiske tegn og navigerer efter, hvad knapperne plejer at betyde.

At jeg den anden dag, efter at have tømt samtlige af mine ansigtscremer, faldt over en fin variant fra Neutral til 39 kroner og lod den ligge, fordi det var liiige lovligt mange penge for en creme(?!). Min nærighed er åbenbart meget snævert fokuseret på mit eget beautyforbrug, da jeg et sekund senere købte for 73 kroner bland-selv-slik. Cremen havde nok i virkeligheden været bedre.

At jeg ikke har bevæget mig uden for Danmarks grænser siden 2012. Ikke engang efter et lillebitte stykke Kinder i Fleggaard. Jeg længes. Både efter Kinder og rejser. 

Folk på Den Blå Avis og lignende, der skriver salgsteksten i 1. person på vegne af det, de vil sælge. Kan til nøds gå med til dyreunger, som for eksempel ‘vi er fem kattekillinger, der søger nyt hjem’, men for nylig stødte jeg på samme koncept med en sofa. To sofaer, faktisk. ‘Vi er i god stand og vil helst bo det samme sted’. Oh, Lord.

At jeg efterhånden har gået hjemme i to år og ikke har vanvittigt travlt med at komme tilbage på skolebænken til august. Okay, måske glæder jeg mig lidt. Lidt. Måske.

At jeg ret godt gad være brilletypen. Altså, jeg sætter da stor pris på mit gode syn, men jeg synes bare, briller er så pæne. Og jeg føler, det er for fjollet, at gå rundt med snydebriller. The struggle is real.

At der findes så mange mennesker, der foretrækker Coca Cola over Pepsi. Coca går bestemt an, men intet slår en kold Pepsi på dåse. Og ja, den originale naturligvis. Masser af sukker.

Hvordan Marius ret ubemærket har fået indført herhjemme, at husets Bodil Kjær-elefant har skiftet navn til Dumbledore. 

At jeg efterhånden har taget tilløb til rent faktisk at bestille indholdet i min H&M-kurv så længe, at nærmest ingen af varerne er på lager længere. I virkeligheden sidder jeg bare og venter på en fri fragt-kampagne. Nu med 14 nye ting i kurven.

Om at være loppeglad og kræmmerangst

Da jeg hentede min førstefødte fra skole i dag, tænkte jeg, at vi skulle tjekke det der Loppeforum på Rødegårdsvej ud på vej hjem. Det skulle vise sig at være en megagod idé! Til de af jer for hvem konceptet endnu er ukendt, går det ud på, at en kæmpe hal er fyldt til randen med stativer og reoler, hvor helt almindelige mennesker (og et par kræmmere, vil jeg antage) fylder en stand med aflagte, prismærkede dimser, som de ansatte i genbrugs-mekkaet så sørger for at sælge for dem. Det resulterer selvsagt i, at der er enorme udsving i både prislejer, og hvad folk mener, man reelt kan tillade sig at bede om penge for. Jeg købte sådan en harmonika-væglampe-arm (som det vel hedder) for 20 kroner, og få meter derfra spottede jeg en magen til. Til 800 kroner. Og ingen af dem var altså Le Klint eller noget i den dur. Udover det, var der blandt meget andet store mængder af fint (og knap så fint) keramik, børnetøj og legetøj. Ligeledes var der nogen, der prøvede at sælge et par udstoppede girafben(!) og en brevkniv med en udstoppet pote af en art som håndtag, hvortil Marius knyttede kommentaren, at “det var da synd, de sådan gik og slog alle de dyr ihjel”. That’s my boy. Udover de døde dyrekroppe, faldt jeg over en lidt atypisk stand. Jeg havde svært ved at vurdere, om det var en mor, som forsøgte at skille sig af med samtlige af sine børns kreative projekter, eller om det reelt var én, som mente, vedkommende havde styr nok på sin kunst til at kunne sælge det til loppegængere. Reolen bugnede af halvfærdige projekter, som var relativt udefinerbare og totalt uden funktion, men til gengæld var priserne helt i top. Blandt andet var et aflagt Nescafé-glas blevet malet (noget halvhjertet) indvendigt og tjente nu angiveligt som en form for vase. Om ikke andet, var det da et unikum. Håber jeg.

Men hele stedets koncept er så meget mig. Jeg elsker at gå og nærstudere den slags aflagte sager. Især når man endelig får øje på og gravet en skat frem fra bagest på hylden, efter man har gennemgået oceaner af ragelse. Der er et eller andet ekstra tilfredsstillende ved selv at være på jagt frem for blot at gå i Søstrene Grene og hive ned fra hylderne (hvilket i øvrigt også er en af mine yndlingsbeskæftigelser). Dér, hvor min kræmmerkæde hopper af, er ved selve forhandlingerne. Jeg hader at prutte om prisen, og hvis jeg forsøger, er det med hjertet helt oppe i halsen og en samtale, der går nogenlunde sådan her:

Kræmmer: “Den koster 100 kroner.”
Mig: “Mhmm. Det er nok liiige til den dyre side for mig. Hvad siger du til 75?”
Kræmmer *griner hånende*: “Nej, 100 kroner er faktisk billigt for sådan én her.”
Mig (som godt ved, det overhovedet ikke er billigt): “Njah, okay, så siger vi 100 kroner.”

Det er lykkedes mig et par gange at gennemtrumfe et afslag i prisen, og jeg er bestemt ikke lige så vattet, som jeg før har været. Men jeg bryder mig af mærkelige årsager ikke om det. Jeg får følelsen af at være i en meget malplaceret dyst midt i en lagerhal mod et menneske, jeg ikke aner, hvem er. Hvilket vel også lidt er det, det er. Så hvis jeg spotter noget sådan et sted, jeg synes, er for dyrt, lader jeg det ofte bare stå, fordi jeg ikke orker at battle om prisen. Det er da egentlig helt til grin, når jeg sådan lige tænker over det. Men jeg er bare ikke videre feisty på det punkt. Nå, men det der så fungerer overordentligt godt for mig, hvor vi var i dag, er, at alt kræmmergejlet er der, bare uden kræmmere men med indkøbskurve og dankortterminal i stedet. Fuldstændigt lige til! Og sikkert mega uromantisk og dræbende for autenciteten omkring kræmmer-viben, vil nogen vel mene. Men jeg er på!

Marius gik ligeledes ind til projektet med oprejst pande, men som 6-årig er der altså en grænse for, hvor længe man orker at vende og dreje den samme keramikskål for at betragte en pæn løbeglasur. Selv for en tålmodig 6-årig. Han kiggede til gengæld ivrigt på legetøj og halede et Dino-puslespil med 500 brikker og et fint, gammelt Matchbox-fly i kurven for sammenlagt 25 kroner. Til Frede fandt vi noget trælegetøj af ældre dato med bolde og tilhørende huller og hammer. Kæmpe hit.

På et tidspunkt ventede jeg på Marius uden for toilettets dør, hvor en midaldrende mand stillede sig i kø og spurgte, om jeg mon også ventede på at komme til. “Nej, jeg venter bare lige på min søn”, svarede jeg. “Nå, hvor gammel er han?”, fortsatte han. “Han er 6”, sagde jeg og smilede nikkende. “Det var da pudsigt, du ligner en på 18-20 år”, sagde den efterhånden relativt påtrængende mand. Jeg smilede og nikkede og undrede mig over, hvordan man svarer på den slags. Har jeg i virkeligheden nået en alder, hvor det tæller som kompliment at blive vurderet 4-5 år yngre? “Nå, men, hvad kan du så være? 23-24 år?”, fortsatte han insisterende. “Ja, lige præcis”, svarede jeg. “Hvad er du så?”, blev han ved. “23”, svarede jeg. “Ja, det tænkte jeg da nok, for ellers kunne jeg ikke helt få det til at passe”, konkluderede han småklukkende i samme øjeblik, som Marius trådte ud igen. Det var jo egentlig relativt uskyldigt, det virkede bare lidt… Weird. Jeg oplever tit, at folks øjne spørger om de samme ting, når jeg går rundt med en dreng, der kalder mig ‘mor’ og når mig til midt på brystet. Jeg har bare aldrig oplevet spørgsmålene som ord før.

Marius, høsten og jeg vendte snuderne hjemad, hvor jeg efter et par timer efterlod ham, Mikkel og Frede i hinandens selskab, så jeg kunne returnere til loppehallen og nærstudere flere dimser uden 6-årig utålmodighed i den ene hånd og tidspres i den anden. Jeg fandt den fineste, lille mini-kiste, som passede perfekt til at være opbevaringssted for Marius’ mælketænder (ja, vi gemmer dem herhjemme…), og få timer efter, jeg havde halet den med hjem, tabte han sin allerførste tand. Det er altså store sager. Nu vil jeg lukke tandfeen ind (og køre skraldespande frem), inden han vågner i morgen igen. Og hey, det er weekend lige om lidt! Jo, det er så!

DIY: Tekst bøjet i neon


Brace yourselves, nu kører gør-det-selv-bussen lige en lille tur. Altså, det her er nu mest sådan en slags DIY-tip, for idéen er tyvstjålet fra The Sorry Girls. Men hvis nu I ikke er bekendte med dem, ville jeg lige sige det videre. De har udarbejdet en guide til at bøje tekst i neon, om man vil, hvis man nu skulle have lyst til den slags. Jeg spurgte Marius, hvad han kunne tænke sig, der skulle stå, og hans bud var noget i stil med “Det her er Marius’ værelse. Og hvis I prøver at komme ind og stjæle vores ting eller penge, så kan I bare gå igen, for her kommer I ikke ind”. Jeg måtte dog meddele ham, at vi nok ikke helt havde ledning nok til netop det budskab. Men mindre kunne også gøre det, så han fik sit navn i neon i stedet! Jeg har ikke fulgt guiden slavisk, men jeg kom nogenlunde frem til det resultat, jeg havde tænkt mig. De anbefaler i videoen, at man bruger superlim i stedet for limpistol, og det kan jeg egentlig godt se idéen i. Jeg havde dog ikke mere superlim, så jeg kørte på med pistolen, og det gik egentlig okay.

Jeg brugte en limpistol (fra Tiger, I guess), kraftig ståltråd fra Søstrene Grene og 5 meter hvid neonsnor (de fås i flere farver) fra eBay, som jeg købte for 26 kroner lige her. Desuden købte jeg også strømforsyningen/dimsen til batterierne til 11 kroner samme sted. Jeg synes faktisk, det er blevet ret fint og passer godt ind på drengeværelset. Neonsnoren kan både lyse konstant og blinke i tre forskellige hastigheder, så hvis der ikke skal gå for meget technofest i den ved sengetid for jer med lidt mindre børn, kan det godt være, man bør placere den ude af rækkevide fra små knappe-glade pilfingre. Det var et lille tip herfra. Glædelig weekend!

Videoen med guiden findes her.

Kina-tip: Flæser og pæne ting til the ladies

Jeg tænker, man skal være ny læser eller foruroligende uopmærksom, hvis man ikke har opfanget det faktum, at jeg holder voldsomt af at finde gode ting fra Kinas land. Altså eBay og Aliexpress. Det kan være en relativt ubarmhjertig jungle at navigere i, men når det lykkes, er det mere end almindeligt fedt at finde fine ting til næsten ingen penge. Jeg har browset det meste af Asien igennem og fundet ni ret fine ting, hvis jeg selv skal sige det. Og det skal jeg vel. Da collagen var under udarbejdelse, gik det op for mig, at jeg vist nok har et eller andet med flæser. Oh, well. Jeg synes, de her ting (I får mig ikke til at bruge ordet ‘items’!), emmer lidt af noget mere europæisk. Ikke et ondt ord om de asiatiske trends, der er bare skruet lidt for alvorligt op for pang, pailletter og pynt til min smag. Here goes fra venstre, øverste hjørne:

Ruffles

1: Jeg elsker løse, posede kjoler, som ikke kræver den store indsats. Den her har til gengæld ret fine ærmer. Den findes her til ca. 84 kroner.

2: Jeg ved godt, smækbukse-kjoler (smækkjoler?) måske er lidt til den børnede side. Men jeg er heller ikke ret gammel. Denne her i fløjl er ret fin, synes jeg. Den er at finde i en række pæne farver til ca. 73 kroner her.

3: En virkelig pæn flæseskjortekjole, som for mit vedkommende kan fungere hele året rundt. Den findes her til ca. 95 kroner.

4: Jeg ved ikke helt hvorfor, men jeg har et eller andet med øjne. Altså sådan på prints og motiver. Jeg synes, den er lidt latterlig. På gode måde, forstås. Den er her til ca. 90 kroner.

5: Flæser, flæser og lidt flere flæser. God til mor-dellen, tænker jeg. Den findes her til ca. 90 kroner.

6: Jeg ved ikke helt, hvad der er med den her kjole. Måske er det kombinationen af flæser, prikker og (hvad der ligner) en ret pæn orange. Den fås i øvrigt også i hvid her til ca. 125 kroner.

7: Blå, prikker og flæsekant. I’m in. Fås også i hvid her til ca. 103 kroner.

8: Flæsetemaet fortsætter med en hvid sag (som også findes i sort og blå), som jeg er overbevist om, gør sig godt til det meste. Og så koster den kun omkring 62 kroner her.

9: Sidst, men ikke mindst, en skjortekjole i hvad der ser ud til at være rart, let stof. Farven er jeg også med på. Den koster ca. 108 kroner her.

Se tidligere Kina-tip her. Varerne kan være udløbet, hvis det er gamle indlæg, men så kan de måske tjene som inspiration i stedet. 

OBS: Når der handles fra Asien, kan der risikere at komme told oveni, hvis beløbet, man køber for, overstiger 80 kroner. Jeg har ud af ca. 200 handler oplevet toldbetaling én gang, men jeg bevæger mig som regel også mest omkring de 80(-90-100) kroner. Jeg kan godt se, en del af ovenstående er lige på grænsen – men nu ved I det, så kan I selv vurdere :-)

En ubarmhjertig tandfe og noget om en gåtur

Som altid gad jeg godt få gjort mig lidt mere i bloggen. Eller, som næsten altid. På det seneste har jeg været så uinspireret, at tanken om at droppe det her bloggeri for good har listet sig ind af min hjernes bagdør. Men det har jeg alligevel ikke rigtigt lyst til. Lige nu har jeg mest af alt lyst til at skrive alle mulige velovervejede, lange, debatterende indlæg, som jeg ikke har tid til at forfatte. Tid, tænker du? Det må jeg da have masser af, når nu jeg alligevel bare går hjemme og passer på babyen. Der sniger sig bare så frygteligt meget have-, menneske- og husholdning ind på mit skema hele tiden, at når jeg rammer sofaen ved 21-tiden, føles min hjerne som smør. Og det er som om, det ikke tilføjer yderligere hjerneceller at bingewatche en eller anden lunken MTV-serie før sengetid. 

Enough med brokkeriet. Det går relativt godt her. Relativt på den måde, at Frede blev vaccineret i tirsdags og har slæbt sig gennem en god portion feber og pyller lige siden. Jeg tænkte, det var en reaktion lidt voldsommere end normalt. Indtil jeg åbnede gabet på ham og erfarede, at han har fået fire(!!!) fuldvoksne kindtænder på én freaking gang. Så tror da fanden, han har været træt af tilværelsen. Jeg har svært ved at forstå hans tænders intentioner på den måde. Han var over 9 måneder gammel, før han havde en eneste pløk i munden, men så fik han så til gengæld 7 styks nærmest samtidig. Og nu dem her. What. The. Actual…

Udover tandfeens ubarmhjertighed er livet i firkløveret ret udramatisk. Hvis altså man ser bort fra, at jeg gik 5 kilometer i går. Dem, der kender mig, ved, at den slags ikke sker i mit liv. Indtil i går! Det er ikke noget fitnesstrip, men mere et forsøg på at være lidt bedre ved min krop. Min ryg kan ikke holde til løb (og jeg hader i øvrigt at løbe), så powerwalking må være vejen frem. Især med musik i ørerne. Det føles som en lillebitte miniferie (på lige fod med alenetid i Nettos spotvarerafdeling en tirsdag aften) at vandre rundt i tre kvarter med kun mit eget hoved at tage hensyn til. Fordi jeg er lidt en sucker for struktur og overblik, hentede jeg Endomondo for at spore min rute, gennemsnitshastighed og. så. videre. Det gik også fint, med undtagelse af, når app-damen pludselig råbte mig direkte ind i øregangen, hver gang jeg havde passeret endnu en kilometer. Scary shit. Og så skete der det, at jeg, 1,5 kilometer fra at være hjemme, så en tennisbane. Det begejstrede mig nok mere end nødvendigt, fordi Mikkel er gammel tennisentusiast. Jeg planlagde straks at snappe de orangebrune, indhegnede kvadratmeter til ham, hvilket fik min telefon til at kollapse. Så resten af min turs tracking og musik var væk. Og nu er det ikke ligefrem fordi, jeg er kendt for min udødelige motivation, så det stank lidt, når nu jeg endelig fik sparket mig selv ud for anden gang på tre dage. Til gengæld pådrog jeg mig halvvejs igennem min tur en vabel på størrelse med en mindre by, så en note til mig selv må være ikke at begive sig ud i verden uden strømper i skoene. Egentlig havde jeg først vovet mig afsted i klipklapper, men måtte slukøret vende hjem og skifte fodtøj, da det ligesom ikke fungerede. Så alt i alt en fremragende tur. Måske nogen prøver at fortælle mig, at motion ikke er min ting. 

Svar på spørgerunde 

Det har ladet vente lidt på sig, som det oftest er tilfældet med de fleste ting i mit snegleliv. Det går sgu ikke så hurtigt. Men her er der svar på jeres spørgsmål! Og mega tak for dem i øvrigt.

“Hvordan tog din familie og venner graviditet nummer 2? Den lyder til at have været planlagt og det hører man ikke så tit. Er du bange for at “gå i stå” og ikke rigtig komme igang med uddannelse nu hvor du har to unger og er blevet afbrudt (igen)?”
De tog det godt. Jeg tænker, de havde set den komme. For mig (og dem, forestiller jeg mig) var det slet ikke underligt, da jeg jo breakede min første graviditet som 17-årig. Denne gang var folk omkring os ligesom bevidste om, at Mikkel og jeg levede familielivet med Marius, og hele Mikkels familie havde set, hvordan han tog Marius til sig og behandlede ham som sin egen. Så han var allerede i rollen, så at sige, og jeg havde været det længe i min familie, så at vi præsenterede en graviditet, da han var 22 og jeg 21, kom vist ikke bag på nogen. Desværre fandt vi i uge 12 ud af, at der ikke længere var liv derinde, og det tog ret hårdt på os, da vi (lidt naive måske) slet ikke havde tænkt i de baner, at noget kunne gå galt. Vi var jo bare glade. På daværende tidspunkt havde vi nået at fortælle det og måtte slukøret informere familien om, at det ikke blev til nogen baby denne omgang alligevel. Et par måneder efter var jeg dog gravid igen, og det kom der heldigvis en Frede ud af!

Det med uddannelsen er ikke noget, jeg er bange for. Jeg er træt af, at jeg ikke er ‘længere’, end jeg er, men med de to unger, jeg har nu, og de dertilhørende barsler, kunne jeg ikke have gjort det ret meget hurtigere. Det skulle lige være, hvis jeg ikke havde været så latterligt dårlig under begge graviditeter, så jeg kunne have haft noget skolegang dér også. Men det er man som bekendt ikke selv herre over, så jeg forsøger at se fremad. Og jeg skal nok nå det. Pt. er jeg 23 år, og vil være omkring 24-25, når jeg kan starte på universitetet. Der vil en del af mine jævnaldrende måske være færdige, men de ‘mangler’ så til gengæld årene med barsel og små børn, og jeg synes, det er vildt fedt, at jeg får lov at være ung, mens mine børn er små, og at jeg samtidig som studerende har mulighed for at flexe lidt mere rundt, hvis der skulle blive behov for det.

 

“Bliver du i Odense? Og er det der, du også er fra? Har du planer/tanker om på et tidspunkt at flytte fra Odense til en større eller mindre by?”
Jeg er fra Odense. Eller, egentlig boede jeg i en mindre by på Midtfyn i mine første 4-5 leveår, før min mor mødte en mand i Odense, og vi flyttede dertil. Så jeg vil betegne Odense som min hjemby, da det er her, min tilknytning er størst og har været det i flest år. Min mor har altid haft stor tilknytning til Svendborg gennem job og den slags, og vi flyttede til Sydfyn, da jeg ventede Marius. Da hans far og jeg flyttede hver for sig, rykkede han tilbage til Odense og jeg til Svendborg centrum, hvor jeg senere mødte Mikkel. Efterfølgende flyttede Mikkel og jeg til Odense, da det var nemmere både i forhold til Marius’ far og universitetet. Og her bor vi så nu. Hvad vi skal senere, ved vi ikke helt endnu. Jeg blev enormt glad for Svendborg, da vi boede der, men jeg føler mig samtidig også ret hjemme i Odense. Mikkel og jeg har snakket meget om det og ser nok begge, at vi et stykke ude i fremtiden finder noget landligt på Sydfyn et sted ikke for langt fra Svendborg. Det kan også være, det bliver i Odense og omegn, men det ser vi på til den tid. Der skal bare helst være lidt luft omkring og et par hundrede meter til nærmeste nabo!

“Møder du ofte fordomme som ung mor? Hvad studerer du?”
Jeg har næsten aldrig mødt fordomme som ung mor. Der er muligvis blevet snakket i krogene, men jeg er faktisk aldrig selv blevet konfronteret med noget. Der har da været en del udbrud, som “så må du da have fået ham tidligt!”, når folk har regnet lidt på det, men jeg har overvejende mødt ros og anerkendelse for, hvordan jeg har klaret det. Og det er vel i virkeligheden en reaktion på de generelle fordomme om unge forældre. At det var “flot” og “imponerende”, at jeg tog mig af mit barn selv, at jeg ammede ham i 14 måneder, at han var over et år, før han blev passet ‘rigtigt ude’ første gang, og at jeg tacklede opgaven som mor, som de fleste andre (voksne) mødre ville gøre det. Og jeg kan godt forstå reaktionen, men for mig var det hverken specielt flot eller imponerende, jeg var jo “bare” mor, og det var jo sådan, en mor gjorde. Selvfølgelig var jeg forvirret og i konstant søvnunderskud, men ikke betydeligt mere end jeg forestiller mig, andre førstegangsmødre er det. Jeg bliver selv helt nervøs, hvis jeg hører om en 17-årig, der skal være mor. Jeg har jo samme fordomme selv, om at de fleste nok ikke er klar til det. Hvilket sikkert også ofte er tilfældet i virkeligheden. Det var (sjovt nok) bare ikke så skræmmende for mig, da jeg stod i det selv, for jeg kendte ligesom mig selv nogenlunde til at vide, at det nok skulle gå. Det havde aldrig faldet mig naturligt at få Marius passet i tide og utide for selv at kunne udleve en håndfuld teenagedrømme. Mine prioriteter blev nok ændret ret automatisk.

Og til anden del af spørgsmålet, så færdiggør jeg min studentereksamen efter sommerferien, hvorefter jeg satser på at søge ind på journalistik på universitetet. Om jeg så kommer ind, er en helt anden side af sagen. Ellers bliver det nok noget kommunikation/dansk/sprog-something.


Og så skal der lige lyde et enormt TAK til jer, der ville være med. Også til jer, der ikke havde spørgsmål, men blot ros. Det bliver jeg sgu aldrig for gammel til. Jeg bliver så glad! En anden spurgte ind til, hvordan hverdagen ser ud herhjemme, sådan intentioner vs. realiteter, og det prøver jeg at få brygget noget omkring, for det er egentlig ret sjovt. Der er til tider uoverskueligt langt mellem de to ting.

Og så må I have den dejligste weekend. Ever! 

 

 

Hjemmegående havetype (med snart seksårigt barn)

Der er lidt stille herinde for tiden. Mere end ellers. Og det er der en udmærket forklaring på: Vejret! Altså indtil forleden, hvor det jo nærmest var dansk højsommer midt i maj. Nu da vi er med have, højbed og drivhus, har jeg befundet mig udendørs nærmest konstant de seneste syv dage. Udover en helvedes masse fregner og noget solbrun hud med onde tan-lines, har jeg fået styr på kapilærkasser, urtehave og plantning af hindbær, som katten ihærdigt forsøger at grave op igen… Jeg er grøn udi at have grønne fingre, men jeg har lært helt usandsynligt meget den seneste måned (tak, mor), og det skal nok blive godt. I løbet af (sen)sommeren kan vi høste både vindruer, tomater, agurker, chili, æbler, gulerødder, ærter, hindbær, jordbær og brombær af egen avl. Jeg har det måske lidt vildere over det, end jeg burde, men bare duften af tomatplanterne alene hiver mig på mest nostalgiske vis direkte tilbage i min mormors drivhus, hvor jeg har grovædt diverse hjemmegroede grøntsager hele min barndom. Og nu sker det lige her midt i min egen lille familie, og det kan jeg sgu godt gå og glæde mig lidt over!

Udover havelivet går tiden stille og roligt med så lidt som muligt. Frede og jeg stener stadig rundt herhjemme sammen og til trods for, min hjerne er blevet til dej, er jeg nu meldt til mine sidste fag med start til august, så jeg om ét enkelt lille år kan søge ind på uni. Og jeg glæder mig. Ikke så meget til at sende babyen afsted (den del kræver altid en mægtig portion tilvænning), men mest til at bruge mit hoved på ny og interagere med nogen, som ikke savler og kravler på mig. Jeg er også lidt spændt på, hvordan det kommer til at fungere for mig at lægge det bløde og lidt for behagelige tøj på hylden (altså bare indtil jeg har fri, forstås). På søndag fylder min førstefødte seks år(!), og jeg sidder stadig her og prøver at forstå, hvordan det lige pludselig skete. Tiden, altså.

 

Googlesøgninger #1

Jeg er ret glad for de dér indlæg hos andre bloggere, hvor de afslører, hvilke mærkelige søgninger, der har ledt folk ind på deres domæne. Der har også været et par weirdos blandt mine besøgende, men der er simpelthen ikke nok til at lave et helt indlæg ud af. Den anden dag skulle jeg finde tilbage til noget, jeg tidligere på dagen havde googlet, og det gik op for mig, at jeg selv søger på ret underlige ting indimellem. Så hermed en liste over mine seneste googlesøgninger…

‘Mos i græsplæne’
Jeg er åbenbart blevet havetypen ret hurtigt. Der er mos i min plæne, og det er ikke pænt. Det er dog et omfattende arbejde at få væk, så jeg er kommet frem til, det får lov at blive.

‘Være ved muffen’
Mikkel og jeg havde forskellige opfattelser af, hvad udtrykket betød. Det viste sig, vi begge havde lidt ret. Det er både (vist nok i original forstand) at have penge nok, men også at være i godt humør/ved godt mod. De to ting arbejder heller ikke nødvendigvis imod hinanden! #tænkhvisjegvandt #hvisaltsåjegspillede

‘Torsk wiki’
Vi leger gæt-hvilket-dyr-jeg-tænker-på-legen minimum én gang om dagen, og jeg havde ikke alle facts om torsken på plads.

‘Cute fish’
På en eller anden måde tog samtalen en drejning mod, hvorvidt der fandtes nuttede fisk. Det gør der åbenbart.

‘Nem aftensmad’
Min opfindsomhed er væk, og når klokken bliver 16-17 stykker, erstattes al mad i min hukommelse med et gabende, sort hul. Og det skal helst være nemt. Virkelig nemt.

‘Flødekartofler uden fløde’
Det jeg mente, var sådan nogle smørstegte, ultratynde kartofler i skiver. Det smager for sindssygt, og det tager alt for lang tid at lave.

‘Skumfiduser holdbarhed’
Jeg fandt en pose marshallows i skuffen. Glæden var stor, indtil jeg så, de kunne holde sig til 2015 og havde konsistens som hårdt gummi. Jeg kunne bare ikke rigtigt slippe tanken om at grille dem over bål, så jeg var nødt til at dobbelttjekke… De røg ud.

‘Frisør 10 timer’
Jeg fortalte Mikkel, at jeg havde læst om en blogger, der var ved frisøren i ti timer, men jeg kunne ikke huske, hvem det var. Og Mikkel tvivlede på, det kunne være sandt (hvilket jeg egentlig også gjorde). Det var det. Ti timer.

‘Frisør Odense’
Og det fik mig til at lede efter en frisør (mere for sådan en 10 minutters klipning), da jeg ikke har været ved sådan en siden 2012. Jeg ville egentlig bare have klippet de udtjente spidser af, så lidt overvejelser og noget nærighed senere droppede jeg frisøren og gjorde det selv. Og det bliver jeg ved med! Det er faktisk ret nemt.

‘1 år flaske om natten’
Ja, Frede vågner stadig ret mange gange i løbet af en nat, og ja, det er træls på flere forskellige måder. Det må stoppe nu.

‘Rasmus Seebach farlig lyrics’
Jeg var lettere i chok (på den dårlige måde) over Seebachs seneste sang og var derfor nødt til at finde teksten for at tjekke, om jeg virkelig havde hørt rigtigt. Det havde jeg. Jeg er ikke så god til Seebach i første omgang, men det her var dog det værste.

‘Morten Jensen’
Sidenhen faldt snakken på, hvor gammel Morten fra ‘Morten og Peter’ efterhånden var blevet. 40 år. Jep, fyrre. Betyder det så, jeg også er blevet ældre?

‘Vaskebjørn føde’
Dyrelegen igen. Vaskebjørnen er åbenbart altædende. 

‘Katte orm børn’ 
Panikkede lidt over, om børnene kunne risikere at få det, hvis katten nu havde orm, for det er simpelthen det klammeste i verden. Det kunne de godt, hvis de vel og mærke æder kattens lort, men det gør de (mig bekendt) ikke.

‘Pladsanvisning Odense telefon’
Same old. De er tæt på umulige at få fat på, når man altså langt om længe ad kryptiske cyberveje finder frem til deres telefonnummer. Hvorfor skal det være så svært?!

‘Hypermarked’
Ligeså tåkrummende jeg synes, Bilkas nye hyper-slogan er, ligeså meget i tvivl blev jeg, om det var et reelt begreb eller noget, en i marketingsafdelingen havde fundet på for at krejle en forfremmelse. Det er et reelt begreb. Damn it.


Med ønsket om en glædelig mors dag til jer, der er og har sådan nogle superhelte. Selv har jeg besøgt min mor med min søster, og da jeg vendte retur, fik jeg overleveret ‘Fredes samlede værker’ bestående af to farverige krusedulletegninger, han havde lavet til mig (på sin fars opfordring, forestiller jeg mig). Årh <3 Min førstefødte er hos sin far, og jeg glæder mig helt enormt, til han kommer hjem i firkløveret igen!

Hverdagssnak og hankatten Maggie

Det er ret småt med hverdagsindlæggene her på domænet for tiden. Sådan har det vel i virkeligheden været længe. Sagen er den, at der ikke er så skide meget at berette om. Dagene ligner hinanden til forveksling, men det er okay. Typisk kører Marius og Mikkel i skole (altså hver sin), og så holder Freddy og jeg skuden oven vande herhjemme imens. På den måde er størstedelen af mit skema fyldt med babysprog, dyrelyde, gåtræning og bleskift. Og selvom jeg hygger mig med det (og er helt åndssvagt træt det meste af tiden), så kæmper jeg lidt med at finde fandens mange spændende facetter af mit forlængede barselsliv. Til at berette om herinde, forstås. Vi går hverken til svømning eller tumlastik (it’s a word…), men holder mest af langsomme, uplanlagte dage. Jeg gør i hvert fald. Og babyen, well, han følger pænt med. Men det lader til, det også er ok for ham at stene herhjemme med sin moar det meste af tiden. Vi er sgu i virkeligheden ikke så power-agtige, men vi er gode i hyggesokker og blødt tøj.

Men, men, men! I går fik vi en god nyhed, synes jeg. I efteråret 2013 flyttede vi i lejlighed i Odense, og der var ingen mulighed overhovedet for at snige min søde, lille (altså sindssygt store) kat med derind. Den blev derfor parkeret på landet hos min mor, som i forvejen har tre store hunde og en håndfuld katte. Nu har vi som bekendt atter fået bopæl med græs og andet godt, men lejekontrakten siger igen nej til dyr. Alle dyr. Jeg tillod mig alligevel at spørge min søde udlejer (de findes åbenbart) og forberedte mig selv på en blank afvisning, som i virkeligheden ville være helt rimelig. Han svarede, at ham og hans kone selv havde haft kat i mange år, og at de godt kunne forstå, jeg ville have min Maggie hjem igen. Så det får jeg. Det får vi! Hurra for kattemennesker. Jeg er helt ekstatisk over at få min store, lodne bamse tilbage, og Marius glæder sig om muligt endnu mere end mig. Det er i sandhed en fantastisk dag midt i al regnvejret. Senere henter vi ham hjem (ja, en hankat ved navn Maggie – der skete en misforståelse, da han var killing), og selvom han af og til plejede at hoppe i bilen for at køre med mig til bageren, tænker jeg, vi skal have ham installeret i en transportkasse, fordi scenariet med to voksne, to børn og en løs kat i en bil er lidt uoverskueligt. Men det bliver godt. Vi glæder os. Mikkel er ikke udpræget dyremenneske, så han er lidt indifferent i forhold til nyheden om katten, men er glad, så længe vi er det. Og det er vi! Velkommen hjem, Mags! Og tak til min overbærende mor for at passe på ham så længe <3

P.S. Jeg er desuden noget mere aktiv ovre på min Instagram @dittekirk for tiden, og I er alle mere end velkomne til at joine, hvis I skulle være til den slags!