Tilbage i virkeligheden

Søndag har pakket sine ting og er på vej ud af døren, og mandag lurer på den anden side, parat til at brase ind i mit liv omkring klokken 6 (og 00.30, 01.45 og måske 03.00. Tak til Frede), og jeg klamrer mig febrilsk til den sidste stump weekend, inden den om lidt er væk igen. Hverdagsbussen kører med sømmet i bund, og de eneste stoppesteder, jeg har mødt på min vej, har været weekenderne. Det tager lige lidt justering at ramme ind i rutinerne igen. Sådan logistisk og praktisk har det fungeret ret fint, men det har nok også noget at gøre med, at Mikkel først starter studie igen i morgen, så der har ligesom hele tiden været et par back-up-hænder derhjemme, hvis kabalen ikke gik op. Det er der ikke i morgen. Frede har første rigtige dag i dagplejen, hvor vi ikke sidder på terrassen og stirrer på telefonen, mens vi venter på, at han vågner fra sin lur. Men det skal nok gå godt. Han har haft en lang og tryg indkøring, og det hele fungerer dernede i 80 centimeters højde. Han er havnet et helt enormt godt sted, og han er mere end klar på det. Det er nok mest den mentale omstilling hos mig, der halter lidt bagefter. Men det er altså mærkeligt, efter 1,5 år som hjemmegående, at blive smidt på hovedet ind i en hverdag, der konstant er i bevægelse. Der er enkelte dage, hvor jeg har følelsen af kun lige at nå op til overfladen og trække luft, før jeg igen bliver trukket under. Men de fleste dage kan jeg godt lide det, det kan jeg. Det er rart at få bekræftet, at mine hjerneceller stadig fungerer derinde et sted og mest af alt bare skal støves af. Men jeg bliver nok aldrig et skema-menneske, der sætter pris på at stemple ind klokken 8. Sådan er der jo så meget. Vi er i gang igen. Marius elsker (med egne ord) at gå i skole, Frede vralter rundt og hygger sig, Mikkel starter igen i morgen, og jeg er så småt ved at finde mit sæde i hverdagsbussen. Men altså, hvis nu det der uddannelse kunne styres på autopilot, skulle jeg da hurtigt få et par måneder mere til at gå herhjemme… Mandag, vi ses om lidt. Når jeg lige har fået sat mig ind i, hvad al den SKAM-hype går ud på, selvfølgelig.

 

Billede fra Instagram (@dittekirk). Taget med et blæret kamera til et i øvrigt virkelig gennemført event afholdt af Mia Lindholm og Olympus.

Jeg undrer mig lige lidt over… #3

At jeg åbenbart er så distræt i forbindelse med tandbørstning. Har ikke styr på, hvor mange gange jeg er blevet overrasket over Hubba Bubba-smag i munden, fordi jeg åbenbart har taget børnenes tube. Forleden skar Frede ligeledes så meget ansigt, at det gik op for mig, jeg var ved at børste hans mund med den lidt for mintede voksenudgave.

At 90% af alle ledninger, som i forvejen er grimme og irriterende, er sorte som blæk. Hvorfor?! Er vi ikke flere i verden med hvide vægge end sorte?

At Pokémon Go har formået at få så mange mennesker op af stolene. Også folk, som intet aner om Pokémon. Jeg synes fandeme, det er imponerende. Mikkel har gået knap 300 kilometer. Seriøst.

Hvad der sker med vejret. Jeg er sådan lidt vinterdepressiv over det faktum, at juli har glemt at give sommerstafetten videre til august. Ikke at der var synderligt meget sommer over juli, men den peakede alligevel noget flottere. Jeg har haft vinterjakke på op til flere gange denne måned.

At jeg trods alt er blevet typen, der glæder sig på sin haves vegne, når det regner. #wtf

Hvilket center i kattens hjerne der gør, at den skal lukkes ind, lige så snart den er kommet ud. Og omvendt. #magtliderligedyr

Om jeg virkelig er ved at være typen, der hopper med på affiliate-karrusellen. Min bankmand skriger ‘fandeme JA’, min motivation takker nej. Måske fordi jeg alligevel kun ville linke til absurd billige Kina-ting, og let’s face it, det er ikke den største guldåre, man kunne ramme.

At jeg er begyndt at følge Danny Kools kone på Instagram. Ja. #90erbarn

At det hedder hamburger, når de sjældent har set skyggen af skinke.

At det er lykkes at få så mange mennesker med på skyr-vognen. Jeg er normalt ikke kræsen, men det dér… Det vokser jo i munden på en.

At jeg om mindre end et år skal kunne tale spansk til eksamen. Jeg kan indtil videre introducere mig selv, så… Hola.

Til de af jer, der er til lidt hyppigere opdateringer, er jeg både at finde på Instagram (@dittekirk) og på Snapchat under samme navn. God søndag <3

Venindebogen hos Sofie Ude

En lille servicemeddelelse til de af jer, der endnu ikke har fundet vejen til Sofie Udes blog. I kan heldigvis nå det endnu. Jeg nævnte hende her, da hun lynhurtigt strøg til tops på min yndlingsliste med sit finurlige sprog og megasjove take på moderskabet. I dag deltager jeg i ‘Venindebogen’ ovre hos hende, og hvis man er til den slags, kan det findes lige her. Jeg kommer både omkring opturene ved at være mor og at kalde sin baby for bøsse. Enjoy!

Sommerens sidste kapitel

Såeh. Det var den ferie. Næsten altså. Men det er eddermame en mærkelig fornemmelse, fordi det ikke blot er en vanvittigt lang (og dejlig) sommerferie, der er slut, men også knapt 16 måneder som hjemmegående med husets mindste beboer. I morgen er der møde med dagplejepædagogen, og så begynder Fredes indslusning i institutionslivet ligeså stille i løbet af ugen. Det skal nok blive godt. Skal, skal, skal. Jeg sidder, som ganske forventet, med en noget broget gruppe af følelser, som ikke rigtigt gider enes. Jeg glæder mig til at se, hvordan det fungerer derude i virkeligheden igen. Det gør jeg. Samtidig har jeg en gennemborende trang til at barrikadere mig selv og min baby herhjemme i et fort af dyner og puder, så vi aldrig behøver have travlt eller tøj på, der ikke er af jersey. Jeg kan også godt se idéen i, at han snuser lidt til livet med jævnaldrende og får andet græs på knæene end vores eget, nu hvor han snart er 1,5 år og gløder af nysgerrighed og mod på at opleve lidt mere end at bevæge sig på samme matrikel hver eneste dag. Det kan jeg da. Men lige nu virker det ikke så tiltalende. Det skal nok komme. Det ved jeg jo godt.

Mens Frede starter stille op ovre på den anden side af vejen, har Marius en sidste uge tilbage af ferien, før 0. klasse skydes i gang for alvor. Det er jeg nu ikke så nervøs for. Han har klaret førskoleforløbet, som havde han aldrig lavet andet, og både lærere og pædagoger har af flere omgange erklæret ham skoleparat i allerhøjeste grad, omsorgsfuld, lærenem og sågar konstateret, at de ganske enkelt ikke kunne rose ham nok. Det er altså noget, der slår ud på stolthedsbarometeret for mit vedkommende. Selvfølgelig fordi de fortæller, han er fagligt dygtig og meget engageret, men i endnu højere grad fordi, han bliver rost for sine sociale kompetencer, sine empatiske træk og sin evne til at indgå i venskaber på kryds og tværs uden at lade nogen være overset eller udenfor. That’s freaking my boy! Nå – all bragging aside – så er jeg sikker på, det nok skal gå godt med min store dreng. Og selvfølgelig også med den lille af dem, men der er altså en første gang for alting, også selvom det er andet barn i flokken. Og det er sgu lidt nervepirrende.

Jeg starter selv et par dage efter Marius, og det har jeg ikke rigtigt taget stilling til. Det sidste år skal ligesom bare høvles af, så jeg kan komme videre i tilværelsen, og det skal sikkert nok gå fint. Det kan være, de kan lære mig, hvorfor tiden pludselig går så freaking stærkt, når man har fået børn. Jeg fatter intet af det.

Men det har været flere forskellige slags fantastisk at kunne gå hjemme allesammen i så relativt lang tid. Til de, der overvejer at forlænge barslen med kommunebetalt støtte til hjemmegående, kan jeg kun anbefale det. Pengene er små, (altså, det er de jo ikke, taget i betragtning at jeg har fået dem smidt kvit og frit efter mig), men vi har alligevel ikke prøvet andet end at være SU-familie, så selvom budgettet ingenlunde bød på forkromede sightseeings og enorme charterferier, så har vi haft noget meget vigtigere til rådighed: Tid! Og den har gjort os allesammen godt. Den har betydet plads til familiebesøg, badebassin i haven og langsomme morgener med Netflix og grøntsager spist direkte fra drivhuset og en aftenøl på terrassen for de to ældstes vedkommende. Og det kunne lige nøjagtigt det, vi havde brug for.

Så selvom Frede og jeg lige når at runde af på den snottede og hostende måde, så er sommerens store billede fandeme pænt. Og jeg glæder mig allerede til næste år.

Jeg håber, I har haft en dejlig en af slagsen ligeså, uanset hvad den har bragt med sig!

It’s the end of an era

Det er ca. 11.000 timer siden, at Frede kiggede forundret rundt for første gang på OUH’s flaskegrønne fødestue. Siden har jeg tilbragt ca. 10.995 af dem i hans (oftest) muntre selskab. Han har været under opsyn af både mormor og farmor et par timer, men vi har ikke fået gjort så meget mere ved det, selvom begge gange var vellykkede oplevelser for både barn og bedstemødre. Mest har den ene dag bare slugt den næste uden de helt store planer, hvorfor vi mest har rullet rundt herhjemme i boblen. Vi har ikke været til babysvømning, salmesang eller tumlastik en eneste gang, fordi jeg på det punkt ikke er den store ‘aktiv-på-barsel’-type. Vi har mere bare leget med biler, kastet med mad og spist græs. Søvn har vi nedprioriteret gevaldigt, og det kan tælles på én hånd, hvor mange gange jeg har sovet igennem de seneste 15 måneder. Poserne under mine øjne matcher på den måde de blå fra Ikea i både farve og størrelse, men forlænget barsel har lært mig, at concealer og kaffe er mine venner. Frede er glad og skide sød, og jeg ville til hver en tid forlænge min barsel med 5 måneder igen, hvis jeg kunne. Vi er begge mere klar på at stige på hverdagskarrusellen nu, end nogen af os ville have været tilbage i marts. Samtidig gruer jeg en lillebitte smule for det, der venter. Både fordi jeg skal aflevere min baby hos en fremmed, og det åbenbart ikke er en af de ting, der bliver nemmere med barn nummer to, men også fordi det bliver første gang, vi skal prøve at være en familie på fire, som skal afleveres fire forskellige steder om morgenen. Frede skal godt nok kun 70 meter hen til sin dagplejemor, men jeg har allerede lidt svedige håndflader og hjertebanken ved tanken om at få kabalen til at gå op. Men sådan noget har det jo med at løse sig. Ellers kan jeg vel ringe til en voksen.

Voksen eller ej, så blev jeg altså fireogtyve år i går. Det reagerede jeg på med 50% “det er jo ingen alder” og 50% “FIRE-OG-TYVE?!”, så på den front var alt, som det plejer. Vejret var (som alle andre dage) det rene skod, men selskabet var i top og roste mine cheesecakes af flere omgange! Mikkel havde sågar købt mig en gave, selvom vi ikke plejer at gøre den slags, da SU’en som regel skal gå til ting i den lidt kedeligere ende. Af andre gode sager fik jeg blandt andet tre stegepander og to håndstøvsugere, så vi kommer ikke til at døje med hverken krummer eller rå mad herhjemme. Apropros voksen-sager, så er Mikkel i skrivende stund på Pokémonrov med en ven inde i byen, og jeg vil derfor drikke mig dagens sidste kop (varme) kaffe, mens jeg nyder aftenens stilhed. Eller ser Kardashians, who knows.

Noget om sociale medier (med de usikre briller på)

Jeg kom til at tænke lidt. Det sker. Egentlig udsprang mine tanker af en kommentar, jeg læste et sted, hvor en Instagramprofil, udelukkende bestående af madpakkebilleder, blev anbefalet, og jeg besluttede mig for at tjekke den ud og se, om det kunne inspirere mig lidt. Jeg synes, madpakker er en kedelig tjans. Jeg finder det ingenlunde inspirerende eller hyggeligt, mest bare sådan lidt træls. Men heller ikke mere end det. Det er atter en ting, der skal krydses af på dagligdagens dosmerseddel, og det kører ret automatisk med at få smækket dem sammen, selvom jeg altså går relativt højt op i, at de er sunde, nærende, varierede og alt det der. Troede jeg. Marius’ madpakke består som oftest af rugbrødsmadder, en hel del forskelligt frugt og grønt og et eller andet snack-agtigt på den fornuftige måde. Af og til en aftensmadsrest, hvis det er oplagt. Sagt på en anden måde; jeg var rimelig selvsikker i mit madpakkegame. Indtil jeg iblandt inspirationsbillederne på madpakkeprofilen fandt madvarer og -kombinationer, jeg ikke anede eksisterede. Indtil jeg blev mindet om, at de fleste af Marius’ madkasser er af plast, og alle ved da, at plastic er en tikkende bombe af giftige stoffer. Indtil jeg blev opmærksom på, at det samme gør sig gældende for mellemlægspapiret. Er det overhovedet svanemærket, det vi har? Jeg ved det jo ikke engang. Det er vist fra Rema. Og højst sandsynligt det billigste (og måske eneste), der var. Men de er tilsyneladende også smurt ind i hormonforstyrrende grimheder, som jeg for alt i verden burde undgå. Så på under fem minutter fik jeg pillet mig selv ned fra min selvsikre madpakkepiedestal og puttet mig ned i køkkenskuffen, hvor jeg kunne ligge og skamme mig sammen med mellemlægspapiret.

Egentlig var det slet ikke madpakker, jeg ville snakke om. Jeg synes i øvrigt, det er en fin profil – og kæmpe cadeau for at have lyst og overskud til at lave en sådan. Det var bare et ret symbolsk eksempel på det, de sociale medier af og til gør ved mig. De gør mig lidt usikker og ofte utilfreds med egen formåen. Fordi jeg er for letmodtagelig, fordi jeg sammenligner. Oftest ubevidst, men jeg sammenligner. Min fornuft ved, at det er dumt og ligegyldigt. Den ved, at jeg grundlæggende hviler i det, jeg er og kan. At jeg ikke har lyst til eller intentioner om at indgå i de voksne menneskers virtuelle karakterræs, hvor man bedømmer hinanden på begreber så hule som ‘likes’ og ‘følgere’. Men på den anden side af min ellers relativt tungtvejende fornuft, kommer der momentvist en usikker 13-årig til syne, som gavmildt deler ud af lussinger til egen kind. Fornuften vender øjne og råber, at det ikke er virkeligheden. Jeg ved det jo godt. Billedet og indtrykket, de sociale medier efterlader på min nethinde, er sjældent hele sandheden. Af og til kun den halve og ofte endnu mindre. Det er planlagt, tilrettelagt, redigeret og beskåret. Hell, det er min egen Instagramprofil jo også. Men det nytter bare ikke, når usikkerheden har svært ved at sortere rationelt i det. Det er undertoner i ubevidstheden, men det gnaver alligevel lidt. Jeg er i mig selv ret perfektionistisk og ganske habil til at udmåle egen straf, hvis ikke jeg lever op til mine forventninger. Derfor kan det indimellem tage pusten fra mig, når jeg, udover min selvkritik, også forsøger at måle mig efter internettets globale barometer. Jeg har jo ladet mig fortælle, at jeg har samme antal timer i døgnet som Beyoncé, og hvis jeg vil forfølge mine drømme, er det nok meget smart, jeg lige vågner først. Men jeg kan godt lide at drømme, og jeg er god til det. Hvor meget, der munder ud i succesfuld virkelighed og hvor meget, der blot forbliver drømme, ved jeg ikke. Heldigvis. Men jeg gider altså godt hvile i, at spegepølse i madpakken er ligeså i orden som dampede majskolber med hjemmerørt hummus. At bjerget af rent vasketøj indimellem bliver så højt, før det bliver lagt sammen, at jeg gør mig umage med at stable det, så det ikke vælter. At der sjældent findes et filter, der kan gøre mit hjem hvidt eller nordisk nok.

Fornuften fortæller mig, at jagten på det perfekte er outdated. Men samtidig drages jeg i min fascination af folk med æstetisk sans. Jeg drages af de pæne billeder og ord, som opsluger mig, når jeg begiver mig rundt derinde. Måske drages jeg i virkeligheden en anelse af det perfekte. Jeg trænger nok bare til at øve mig på at navigere rationelt i det, for der vil jo uundgåeligt opstå et mismatch, så længe jeg holder min upolerede virkelighed op imod fremmede menneskers redigerede version. Det skal jeg lade være med. Skal. Men det er åbenbart forbandet svært at forklare min usikkerhed, at selvom nogen måtte syne flottere, tyndere og dygtigere end mig, betyder det ikke, at jeg er grim, tyk og inkompetent. Og i virkeligheden er det jo slet ikke de sociale medier, der sår følelser af utilstrækkelighed i mit sind. Det er mig. Og mine tanker sørger for at vande dem. Men det må stoppe nu. Jeg skal bare lige overbevise usikkerheden om det samme.

PS: Jeg var ude i skuffen for at tjekke efter, og gud fri mig vel om ikke mellemlægspapiret alligevel var svanemærket. Nu må I have mig undskyldt, jeg skal lige ud og ånde lettet op.



 

Udlængsel og hjemve

Jeg er sådan en mærkelig størrelse, der lider af lige dele udlængsel og hjemve. Jeg tilbringer langt størstedelen af min tid i hjemmet, hvilket jeg nok holder mere af end de fleste, men som også efterlader en god rum tid til at drømme. Og nu er jeg altså blevet ramt af rejsefeberen. Sådan for alvor. Jeg har scrollet side op og side ned med afbudsrejser i dag, selvom det på intet tidspunkt har været en del af planen, at vi skulle rejse denne sommer. Og det skal vi formentlig heller ikke, men for fanden, hvor kunne jeg godt klare en uges tid et varmt og pænt sted. I februar fik vi både terrasse og masser af have, så udendørsmulighederne er mange nok her omkring. Jeg trænger bare ligesom til noget nyt. Nye oplevelser, nye input. Måske kommer det sig også af, at jeg har været tæt på fastgroet i vores hjem siden 2014. Måske. Mikkel deler ikke min umiddelbare begejstring ved rejsedrømmene. Han mener, alt vil være bedre og nemmere næste sommer, når Frede har lidt mere livserfaring, og vores pengepung måske er bedre rustet. Og selvom jeg hader det lidt, må jeg erkende, at jeg godt kan se det fornuftige i det. Det kan jeg. Men lige nu er de idylliske, palmebefængte scenarier på min nethinde bare altoverskyggende. For fanden da. Men altså, hvis nu I ligger inde med dyrebar information eller gode tips til billige, nemme rejser med en 1-årig og en 6-årig størrelse, så delagtiggør mig endelig! Om ikke andet, kan jeg da forberede lidt til næste år…

Seaside

 

 

Jeg undrer mig lige lidt over… #2

At jeg har så forbandet svært ved at omfavne ordet ’sandaletter’. Same goes for ’støvletter’ i øvrigt. Alt vender sig i mig.

At min computer bliver ved med at stille mig videre til den russiske udgave af Aliexpress. Men hvorfor?

At jeg ofte er for doven til at gøre noget ved det, så jeg famler rundt i blinde og russiske tegn og navigerer efter, hvad knapperne plejer at betyde.

At jeg den anden dag, efter at have tømt samtlige af mine ansigtscremer, faldt over en fin variant fra Neutral til 39 kroner og lod den ligge, fordi det var liiige lovligt mange penge for en creme(?!). Min nærighed er åbenbart meget snævert fokuseret på mit eget beautyforbrug, da jeg et sekund senere købte for 73 kroner bland-selv-slik. Cremen havde nok i virkeligheden været bedre.

At jeg ikke har bevæget mig uden for Danmarks grænser siden 2012. Ikke engang efter et lillebitte stykke Kinder i Fleggaard. Jeg længes. Både efter Kinder og rejser. 

Folk på Den Blå Avis og lignende, der skriver salgsteksten i 1. person på vegne af det, de vil sælge. Kan til nøds gå med til dyreunger, som for eksempel ‘vi er fem kattekillinger, der søger nyt hjem’, men for nylig stødte jeg på samme koncept med en sofa. To sofaer, faktisk. ‘Vi er i god stand og vil helst bo det samme sted’. Oh, Lord.

At jeg efterhånden har gået hjemme i to år og ikke har vanvittigt travlt med at komme tilbage på skolebænken til august. Okay, måske glæder jeg mig lidt. Lidt. Måske.

At jeg ret godt gad være brilletypen. Altså, jeg sætter da stor pris på mit gode syn, men jeg synes bare, briller er så pæne. Og jeg føler, det er for fjollet, at gå rundt med snydebriller. The struggle is real.

At der findes så mange mennesker, der foretrækker Coca Cola over Pepsi. Coca går bestemt an, men intet slår en kold Pepsi på dåse. Og ja, den originale naturligvis. Masser af sukker.

Hvordan Marius ret ubemærket har fået indført herhjemme, at husets Bodil Kjær-elefant har skiftet navn til Dumbledore. 

At jeg efterhånden har taget tilløb til rent faktisk at bestille indholdet i min H&M-kurv så længe, at nærmest ingen af varerne er på lager længere. I virkeligheden sidder jeg bare og venter på en fri fragt-kampagne. Nu med 14 nye ting i kurven.

Om at være loppeglad og kræmmerangst

Da jeg hentede min førstefødte fra skole i dag, tænkte jeg, at vi skulle tjekke det der Loppeforum på Rødegårdsvej ud på vej hjem. Det skulle vise sig at være en megagod idé! Til de af jer for hvem konceptet endnu er ukendt, går det ud på, at en kæmpe hal er fyldt til randen med stativer og reoler, hvor helt almindelige mennesker (og et par kræmmere, vil jeg antage) fylder en stand med aflagte, prismærkede dimser, som de ansatte i genbrugs-mekkaet så sørger for at sælge for dem. Det resulterer selvsagt i, at der er enorme udsving i både prislejer, og hvad folk mener, man reelt kan tillade sig at bede om penge for. Jeg købte sådan en harmonika-væglampe-arm (som det vel hedder) for 20 kroner, og få meter derfra spottede jeg en magen til. Til 800 kroner. Og ingen af dem var altså Le Klint eller noget i den dur. Udover det, var der blandt meget andet store mængder af fint (og knap så fint) keramik, børnetøj og legetøj. Ligeledes var der nogen, der prøvede at sælge et par udstoppede girafben(!) og en brevkniv med en udstoppet pote af en art som håndtag, hvortil Marius knyttede kommentaren, at “det var da synd, de sådan gik og slog alle de dyr ihjel”. That’s my boy. Udover de døde dyrekroppe, faldt jeg over en lidt atypisk stand. Jeg havde svært ved at vurdere, om det var en mor, som forsøgte at skille sig af med samtlige af sine børns kreative projekter, eller om det reelt var én, som mente, vedkommende havde styr nok på sin kunst til at kunne sælge det til loppegængere. Reolen bugnede af halvfærdige projekter, som var relativt udefinerbare og totalt uden funktion, men til gengæld var priserne helt i top. Blandt andet var et aflagt Nescafé-glas blevet malet (noget halvhjertet) indvendigt og tjente nu angiveligt som en form for vase. Om ikke andet, var det da et unikum. Håber jeg.

Men hele stedets koncept er så meget mig. Jeg elsker at gå og nærstudere den slags aflagte sager. Især når man endelig får øje på og gravet en skat frem fra bagest på hylden, efter man har gennemgået oceaner af ragelse. Der er et eller andet ekstra tilfredsstillende ved selv at være på jagt frem for blot at gå i Søstrene Grene og hive ned fra hylderne (hvilket i øvrigt også er en af mine yndlingsbeskæftigelser). Dér, hvor min kræmmerkæde hopper af, er ved selve forhandlingerne. Jeg hader at prutte om prisen, og hvis jeg forsøger, er det med hjertet helt oppe i halsen og en samtale, der går nogenlunde sådan her:

Kræmmer: “Den koster 100 kroner.”
Mig: “Mhmm. Det er nok liiige til den dyre side for mig. Hvad siger du til 75?”
Kræmmer *griner hånende*: “Nej, 100 kroner er faktisk billigt for sådan én her.”
Mig (som godt ved, det overhovedet ikke er billigt): “Njah, okay, så siger vi 100 kroner.”

Det er lykkedes mig et par gange at gennemtrumfe et afslag i prisen, og jeg er bestemt ikke lige så vattet, som jeg før har været. Men jeg bryder mig af mærkelige årsager ikke om det. Jeg får følelsen af at være i en meget malplaceret dyst midt i en lagerhal mod et menneske, jeg ikke aner, hvem er. Hvilket vel også lidt er det, det er. Så hvis jeg spotter noget sådan et sted, jeg synes, er for dyrt, lader jeg det ofte bare stå, fordi jeg ikke orker at battle om prisen. Det er da egentlig helt til grin, når jeg sådan lige tænker over det. Men jeg er bare ikke videre feisty på det punkt. Nå, men det der så fungerer overordentligt godt for mig, hvor vi var i dag, er, at alt kræmmergejlet er der, bare uden kræmmere men med indkøbskurve og dankortterminal i stedet. Fuldstændigt lige til! Og sikkert mega uromantisk og dræbende for autenciteten omkring kræmmer-viben, vil nogen vel mene. Men jeg er på!

Marius gik ligeledes ind til projektet med oprejst pande, men som 6-årig er der altså en grænse for, hvor længe man orker at vende og dreje den samme keramikskål for at betragte en pæn løbeglasur. Selv for en tålmodig 6-årig. Han kiggede til gengæld ivrigt på legetøj og halede et Dino-puslespil med 500 brikker og et fint, gammelt Matchbox-fly i kurven for sammenlagt 25 kroner. Til Frede fandt vi noget trælegetøj af ældre dato med bolde og tilhørende huller og hammer. Kæmpe hit.

På et tidspunkt ventede jeg på Marius uden for toilettets dør, hvor en midaldrende mand stillede sig i kø og spurgte, om jeg mon også ventede på at komme til. “Nej, jeg venter bare lige på min søn”, svarede jeg. “Nå, hvor gammel er han?”, fortsatte han. “Han er 6”, sagde jeg og smilede nikkende. “Det var da pudsigt, du ligner en på 18-20 år”, sagde den efterhånden relativt påtrængende mand. Jeg smilede og nikkede og undrede mig over, hvordan man svarer på den slags. Har jeg i virkeligheden nået en alder, hvor det tæller som kompliment at blive vurderet 4-5 år yngre? “Nå, men, hvad kan du så være? 23-24 år?”, fortsatte han insisterende. “Ja, lige præcis”, svarede jeg. “Hvad er du så?”, blev han ved. “23”, svarede jeg. “Ja, det tænkte jeg da nok, for ellers kunne jeg ikke helt få det til at passe”, konkluderede han småklukkende i samme øjeblik, som Marius trådte ud igen. Det var jo egentlig relativt uskyldigt, det virkede bare lidt… Weird. Jeg oplever tit, at folks øjne spørger om de samme ting, når jeg går rundt med en dreng, der kalder mig ‘mor’ og når mig til midt på brystet. Jeg har bare aldrig oplevet spørgsmålene som ord før.

Marius, høsten og jeg vendte snuderne hjemad, hvor jeg efter et par timer efterlod ham, Mikkel og Frede i hinandens selskab, så jeg kunne returnere til loppehallen og nærstudere flere dimser uden 6-årig utålmodighed i den ene hånd og tidspres i den anden. Jeg fandt den fineste, lille mini-kiste, som passede perfekt til at være opbevaringssted for Marius’ mælketænder (ja, vi gemmer dem herhjemme…), og få timer efter, jeg havde halet den med hjem, tabte han sin allerførste tand. Det er altså store sager. Nu vil jeg lukke tandfeen ind (og køre skraldespande frem), inden han vågner i morgen igen. Og hey, det er weekend lige om lidt! Jo, det er så!

DIY: Tekst bøjet i neon


Brace yourselves, nu kører gør-det-selv-bussen lige en lille tur. Altså, det her er nu mest sådan en slags DIY-tip, for idéen er tyvstjålet fra The Sorry Girls. Men hvis nu I ikke er bekendte med dem, ville jeg lige sige det videre. De har udarbejdet en guide til at bøje tekst i neon, om man vil, hvis man nu skulle have lyst til den slags. Jeg spurgte Marius, hvad han kunne tænke sig, der skulle stå, og hans bud var noget i stil med “Det her er Marius’ værelse. Og hvis I prøver at komme ind og stjæle vores ting eller penge, så kan I bare gå igen, for her kommer I ikke ind”. Jeg måtte dog meddele ham, at vi nok ikke helt havde ledning nok til netop det budskab. Men mindre kunne også gøre det, så han fik sit navn i neon i stedet! Jeg har ikke fulgt guiden slavisk, men jeg kom nogenlunde frem til det resultat, jeg havde tænkt mig. De anbefaler i videoen, at man bruger superlim i stedet for limpistol, og det kan jeg egentlig godt se idéen i. Jeg havde dog ikke mere superlim, så jeg kørte på med pistolen, og det gik egentlig okay.

Jeg brugte en limpistol (fra Tiger, I guess), kraftig ståltråd fra Søstrene Grene og 5 meter hvid neonsnor (de fås i flere farver) fra eBay, som jeg købte for 26 kroner lige her. Desuden købte jeg også strømforsyningen/dimsen til batterierne til 11 kroner samme sted. Jeg synes faktisk, det er blevet ret fint og passer godt ind på drengeværelset. Neonsnoren kan både lyse konstant og blinke i tre forskellige hastigheder, så hvis der ikke skal gå for meget technofest i den ved sengetid for jer med lidt mindre børn, kan det godt være, man bør placere den ude af rækkevide fra små knappe-glade pilfingre. Det var et lille tip herfra. Glædelig weekend!

Videoen med guiden findes her.