Hjemmegående havetype (med snart seksårigt barn)

Der er lidt stille herinde for tiden. Mere end ellers. Og det er der en udmærket forklaring på: Vejret! Altså indtil forleden, hvor det jo nærmest var dansk højsommer midt i maj. Nu da vi er med have, højbed og drivhus, har jeg befundet mig udendørs nærmest konstant de seneste syv dage. Udover en helvedes masse fregner og noget solbrun hud med onde tan-lines, har jeg fået styr på kapilærkasser, urtehave og plantning af hindbær, som katten ihærdigt forsøger at grave op igen… Jeg er grøn udi at have grønne fingre, men jeg har lært helt usandsynligt meget den seneste måned (tak, mor), og det skal nok blive godt. I løbet af (sen)sommeren kan vi høste både vindruer, tomater, agurker, chili, æbler, gulerødder, ærter, hindbær, jordbær og brombær af egen avl. Jeg har det måske lidt vildere over det, end jeg burde, men bare duften af tomatplanterne alene hiver mig på mest nostalgiske vis direkte tilbage i min mormors drivhus, hvor jeg har grovædt diverse hjemmegroede grøntsager hele min barndom. Og nu sker det lige her midt i min egen lille familie, og det kan jeg sgu godt gå og glæde mig lidt over!

Udover havelivet går tiden stille og roligt med så lidt som muligt. Frede og jeg stener stadig rundt herhjemme sammen og til trods for, min hjerne er blevet til dej, er jeg nu meldt til mine sidste fag med start til august, så jeg om ét enkelt lille år kan søge ind på uni. Og jeg glæder mig. Ikke så meget til at sende babyen afsted (den del kræver altid en mægtig portion tilvænning), men mest til at bruge mit hoved på ny og interagere med nogen, som ikke savler og kravler på mig. Jeg er også lidt spændt på, hvordan det kommer til at fungere for mig at lægge det bløde og lidt for behagelige tøj på hylden (altså bare indtil jeg har fri, forstås). På søndag fylder min førstefødte seks år(!), og jeg sidder stadig her og prøver at forstå, hvordan det lige pludselig skete. Tiden, altså.

 

Googlesøgninger #1

Jeg er ret glad for de dér indlæg hos andre bloggere, hvor de afslører, hvilke mærkelige søgninger, der har ledt folk ind på deres domæne. Der har også været et par weirdos blandt mine besøgende, men der er simpelthen ikke nok til at lave et helt indlæg ud af. Den anden dag skulle jeg finde tilbage til noget, jeg tidligere på dagen havde googlet, og det gik op for mig, at jeg selv søger på ret underlige ting indimellem. Så hermed en liste over mine seneste googlesøgninger…

‘Mos i græsplæne’
Jeg er åbenbart blevet havetypen ret hurtigt. Der er mos i min plæne, og det er ikke pænt. Det er dog et omfattende arbejde at få væk, så jeg er kommet frem til, det får lov at blive.

‘Være ved muffen’
Mikkel og jeg havde forskellige opfattelser af, hvad udtrykket betød. Det viste sig, vi begge havde lidt ret. Det er både (vist nok i original forstand) at have penge nok, men også at være i godt humør/ved godt mod. De to ting arbejder heller ikke nødvendigvis imod hinanden! #tænkhvisjegvandt #hvisaltsåjegspillede

‘Torsk wiki’
Vi leger gæt-hvilket-dyr-jeg-tænker-på-legen minimum én gang om dagen, og jeg havde ikke alle facts om torsken på plads.

‘Cute fish’
På en eller anden måde tog samtalen en drejning mod, hvorvidt der fandtes nuttede fisk. Det gør der åbenbart.

‘Nem aftensmad’
Min opfindsomhed er væk, og når klokken bliver 16-17 stykker, erstattes al mad i min hukommelse med et gabende, sort hul. Og det skal helst være nemt. Virkelig nemt.

‘Flødekartofler uden fløde’
Det jeg mente, var sådan nogle smørstegte, ultratynde kartofler i skiver. Det smager for sindssygt, og det tager alt for lang tid at lave.

‘Skumfiduser holdbarhed’
Jeg fandt en pose marshallows i skuffen. Glæden var stor, indtil jeg så, de kunne holde sig til 2015 og havde konsistens som hårdt gummi. Jeg kunne bare ikke rigtigt slippe tanken om at grille dem over bål, så jeg var nødt til at dobbelttjekke… De røg ud.

‘Frisør 10 timer’
Jeg fortalte Mikkel, at jeg havde læst om en blogger, der var ved frisøren i ti timer, men jeg kunne ikke huske, hvem det var. Og Mikkel tvivlede på, det kunne være sandt (hvilket jeg egentlig også gjorde). Det var det. Ti timer.

‘Frisør Odense’
Og det fik mig til at lede efter en frisør (mere for sådan en 10 minutters klipning), da jeg ikke har været ved sådan en siden 2012. Jeg ville egentlig bare have klippet de udtjente spidser af, så lidt overvejelser og noget nærighed senere droppede jeg frisøren og gjorde det selv. Og det bliver jeg ved med! Det er faktisk ret nemt.

‘1 år flaske om natten’
Ja, Frede vågner stadig ret mange gange i løbet af en nat, og ja, det er træls på flere forskellige måder. Det må stoppe nu.

‘Rasmus Seebach farlig lyrics’
Jeg var lettere i chok (på den dårlige måde) over Seebachs seneste sang og var derfor nødt til at finde teksten for at tjekke, om jeg virkelig havde hørt rigtigt. Det havde jeg. Jeg er ikke så god til Seebach i første omgang, men det her var dog det værste.

‘Morten Jensen’
Sidenhen faldt snakken på, hvor gammel Morten fra ‘Morten og Peter’ efterhånden var blevet. 40 år. Jep, fyrre. Betyder det så, jeg også er blevet ældre?

‘Vaskebjørn føde’
Dyrelegen igen. Vaskebjørnen er åbenbart altædende. 

‘Katte orm børn’ 
Panikkede lidt over, om børnene kunne risikere at få det, hvis katten nu havde orm, for det er simpelthen det klammeste i verden. Det kunne de godt, hvis de vel og mærke æder kattens lort, men det gør de (mig bekendt) ikke.

‘Pladsanvisning Odense telefon’
Same old. De er tæt på umulige at få fat på, når man altså langt om længe ad kryptiske cyberveje finder frem til deres telefonnummer. Hvorfor skal det være så svært?!

‘Hypermarked’
Ligeså tåkrummende jeg synes, Bilkas nye hyper-slogan er, ligeså meget i tvivl blev jeg, om det var et reelt begreb eller noget, en i marketingsafdelingen havde fundet på for at krejle en forfremmelse. Det er et reelt begreb. Damn it.


Med ønsket om en glædelig mors dag til jer, der er og har sådan nogle superhelte. Selv har jeg besøgt min mor med min søster, og da jeg vendte retur, fik jeg overleveret ‘Fredes samlede værker’ bestående af to farverige krusedulletegninger, han havde lavet til mig (på sin fars opfordring, forestiller jeg mig). Årh <3 Min førstefødte er hos sin far, og jeg glæder mig helt enormt, til han kommer hjem i firkløveret igen!

Hverdagssnak og hankatten Maggie

Det er ret småt med hverdagsindlæggene her på domænet for tiden. Sådan har det vel i virkeligheden været længe. Sagen er den, at der ikke er så skide meget at berette om. Dagene ligner hinanden til forveksling, men det er okay. Typisk kører Marius og Mikkel i skole (altså hver sin), og så holder Freddy og jeg skuden oven vande herhjemme imens. På den måde er størstedelen af mit skema fyldt med babysprog, dyrelyde, gåtræning og bleskift. Og selvom jeg hygger mig med det (og er helt åndssvagt træt det meste af tiden), så kæmper jeg lidt med at finde fandens mange spændende facetter af mit forlængede barselsliv. Til at berette om herinde, forstås. Vi går hverken til svømning eller tumlastik (it’s a word…), men holder mest af langsomme, uplanlagte dage. Jeg gør i hvert fald. Og babyen, well, han følger pænt med. Men det lader til, det også er ok for ham at stene herhjemme med sin moar det meste af tiden. Vi er sgu i virkeligheden ikke så power-agtige, men vi er gode i hyggesokker og blødt tøj.

Men, men, men! I går fik vi en god nyhed, synes jeg. I efteråret 2013 flyttede vi i lejlighed i Odense, og der var ingen mulighed overhovedet for at snige min søde, lille (altså sindssygt store) kat med derind. Den blev derfor parkeret på landet hos min mor, som i forvejen har tre store hunde og en håndfuld katte. Nu har vi som bekendt atter fået bopæl med græs og andet godt, men lejekontrakten siger igen nej til dyr. Alle dyr. Jeg tillod mig alligevel at spørge min søde udlejer (de findes åbenbart) og forberedte mig selv på en blank afvisning, som i virkeligheden ville være helt rimelig. Han svarede, at ham og hans kone selv havde haft kat i mange år, og at de godt kunne forstå, jeg ville have min Maggie hjem igen. Så det får jeg. Det får vi! Hurra for kattemennesker. Jeg er helt ekstatisk over at få min store, lodne bamse tilbage, og Marius glæder sig om muligt endnu mere end mig. Det er i sandhed en fantastisk dag midt i al regnvejret. Senere henter vi ham hjem (ja, en hankat ved navn Maggie – der skete en misforståelse, da han var killing), og selvom han af og til plejede at hoppe i bilen for at køre med mig til bageren, tænker jeg, vi skal have ham installeret i en transportkasse, fordi scenariet med to voksne, to børn og en løs kat i en bil er lidt uoverskueligt. Men det bliver godt. Vi glæder os. Mikkel er ikke udpræget dyremenneske, så han er lidt indifferent i forhold til nyheden om katten, men er glad, så længe vi er det. Og det er vi! Velkommen hjem, Mags! Og tak til min overbærende mor for at passe på ham så længe <3

P.S. Jeg er desuden noget mere aktiv ovre på min Instagram @dittekirk for tiden, og I er alle mere end velkomne til at joine, hvis I skulle være til den slags!

Servicemeddelelse: Et lille interview

Begynder jeg nu pludselig at opdatere bloggen regelmæssigt? Nej, rolig nu. Det er jeg slet ikke organiseret nok til. Dette er blot en kærlig reminder om, at jeg i dag er at finde på Jeanettes (i øvrigt meget fine) blog Letsblogsomeshit.dk, hvor jeg er blevet interviewet som et led i hendes Tuesday Talk-føljeton. Der er både noget om mine yndlingsspots i Odense og folk, der ikke trækker ind på motorvejen! Jeg er igang med tre forskellige maleprojekter herhjemme på en gang, så jeg må hellere tilbage på pinden. Hav en dejlig dag (med eller uden sne…) <3

Jeg undrer mig lige lidt over… #1

Fashionbloggere, der ifører sig miniskirt med bare ben tilsat en stor, ulden sweater. Den slags vejr findes ikke.

Vådindikatorer på bleer (altså de der blå bogstaver, som udtværes gradvist alt efter, hvor våd bleen er). Hvis man er helt derinde, hvor man kan se bleen, kan man vel ligeså fint mærke/se/lugte sig frem til, om den skal skiftes.

De der sko med lys i sålerne. Det vil altid være en børnesko fra 90’erne for mig.

Trompetbukser. Jeg har set kvinder, der kan bære det. Det har jeg. Men jeg tænker alligevel hver gang, jeg ser det, at det nok havde været ligeså pænt uden.

At jeg til gengæld er mega hooked på mom-jeans. Også selvom det måske er den slags benklæde, der gør allermindst for ens i forvejen halvtrætte bagdel.

At det afblegede look til mænd er somewhat tilbage. Bieber, I’m looking at you.

Om de virkelig kun får halvt så store børn i Kina. Alt tøjet derovre fra er jo 2-3-4 gange mindre end samme størrelse herhjemme. Og således kan en størrelse to år altså stumpe på Frede.

Radio, når det er aften og weekend på samme tid. Altså dér hvor alle radiostationer forvandles til umchi-umchi-diskoteker midt i min bil, bare fordi det er fredag eller lørdag. Jeg skal for fanden bare i Netto efter mælk. Og lad os så lege, jeg reelt var til fest… HVEM hører radio i den situation?

Mænd med smykker. Især fingerringe (med mindre det er et gift stykke mandfolk, forstås).

At Frede lige er blevet et år. Et. År.

Folk, der mener, at man kan tage guld for skidt, hvis man pynter sit gamle lort med ord som ‘vintage’. Og måske noget med ‘retro’. Og ‘patina’, for fanden. Forleden så jeg en annonce på Gul og Gratis, hvor vedkommende forsøgte at sælge disse kurve som værende retro. De fås vel i virkeligheden stadig i Ikea.

At der under samme annonce var en, der forsøgte at sælge sin CD-holder for 300 kroner. Good luck with that.

At jeg blev ramt af snefnug for fem minutter siden. Hvad er nu det? Stooooop, stop. Stop.

Kina-tip: Fine (og billige) strømper

Det er nok ikke gået mange af jer forbi, at verden (eller i hvert fald Instagram) er på den anden ende over trendy strømper. Ja, strømper. Det har altid været en ret lavpraktisk ting i min hverdag, og jeg river ofte mig selv i håret over parring af 300 sorte sataner, som alle på mærkelig vis er blevet single ude i bryggerset. Samtidig har jeg altid godt kunne lide udtrykket i det lille trick, hvor buksekanten foldes et par gange op, og anklen således blottes. Jeg ved ikke hvorfor, men det ser bare bedre ud med bar hud end et par fnuggede sokker i to forskellige sorte nuancer. I mine teenageår kunne jeg på den måde spankulere rundt med halvfrosne ankler i vinterhalvåret, men den går altså ikke længere. Jeg er ligesom blevet lidt mere komfortorienteret her i mine mor-år. Det betyder dog ikke, det behøver være grimt. I stedet for bar hud kan man jo blotte et par flotte strømper! Jeg har for eksempel lige erhvervet mig nogle guldfarvede med glimmer. Yes. Imidlertid har Instagram ladet mig vide, at man er mest med på moden, hvis de spraglede strømper stammer fra svenske Happy Socks. Men selvom jeg er begejstret for mit nyopdagede take på sokker som en del af hele outfittet, så tiltaler det mig alligevel ikke at give 60 kroner pr. par. Derfor har jeg tyet til Aliexpress, som efter min mening har nogle fine bud på ikke-kedelige strømper, som samtidig gør vasketøjsparringen mindre kompliceret. Jeg har (som den fashionblogger, jeg nu er…) smidt en collage sammen med mine favoritter, men I kan med fordel gå på opdagelse efter flere modeller, hvis også I er til liv og glade dage på fødderne. Det udvider i øvrigt også min mulighed for at bruge mine Adidas Eqt Racing (meget mundret navn), når nu jeg bare kan fyre en fin strømpe i, fremfor at skulle være barfodet under skoene hver gang. Og hvis I nu spekulerer over det, ja, så er hele dette indlæg forfattet i et sorte sokker. Jeg skal lige i gang.

Sokker1: Farvede strømper med motiv, ca. 13 kr. HER / 2: Strømper med krymmel, ca. 11. kr. HER / 3: Sort-hvide strømper, ca. 12 kr. HER / 4: Transparente strømper med mønster, ca. 13 kr. HER / 5: Havfruestrømper, ca. 18 kr. HER / 6: Konfettistrømper, ca. 9 kr. HER / 7: Transparente strømper med terner, ca. 15 kr. HER / 8: Hvide strømper med motiv, ca. 14 kr. HER / 9: Transparente strømper med plaster, ca. 10 kr. HER

Mødet med Mikkel vol. 2

‘Bedre sent end aldrig’ kunne meget passende være mit livs dårlige slogan, men ikke desto mindre passer det ind i (lidt for) mange sammenhæng. Ligeledes gør det sig fint i porteføljen omkring mødet med Mikkel, da anden del halter en del (altså et år) efter første. Faktisk er det i dag 218 dage siden, jeg begyndte på det her indlæg. What the actual… Men here you have it! Og here you have den første fortælling, hvis du ikke har læst den, eller trænger til genopfriskning efter evigheder.

Den søde mand havde som bekendt planer om at efterlade Danmarks brede bøge til fordel for strand i kilometervis og vilde kænguruer. Hans ven, selvsamme som hostede føromtalte havefest, var allerede taget derned for at bo med sin australske kone. (Det lyder lidt gammelt… Det er de ikke). Mikkel havde lovet at følge i hælene på dem, hvorfor han havde en idé om, at der skulle tages hul på opsparingen engang i juli, og kursen sættes mod The Land Down Under.

Vi stødte ind i hinanden på en tilfældig bytur nogle uger senere, og som dagene gik, og SMS’erne blev mange, aftalte vi at glemme Australien et lille stykke tid. Så selvom den stadig gnavede lidt i baghovedet, inviterede han mig på en slags første date hos ham en fredag aften, efter han havde fået sendt min dengang fremtidige svigerfar ud af huset. Ja, hjemmeboende. Mig som mor til en 3-årig og ham på vej ud i verden med udsigt til et bekymringsfrit, solskinsbenådet sabbatår. Det var et lidt skørt match – eller i hvert fald skør timing – men noget trak i mig alligevel.

Den 8. juni 2013 var jeg ved stranden med en veninde, mens jeg talte timerne til klokken 20. Hun smed mig af et stykke væk fra huset, så jeg kunne ankomme somewhat lydløst og nonchalant valse gennem indkørslen. Den søde, solbrune dreng trådte frem i døren. Det var første gang vi var på tomandshånd og sådan for alvor ædru. Vi var begge lige dele nervøse og glade og havde ikke helt regnet ud, hvad vi havde gang i, når nu fremtidsudsigten så dårlig ud sådan rent parforholdsmæssigt.

Mikkel havde imidlertid fundet vin og dertilhørende glas og guidede mig gennem huset og ud på den anden side. Her blev jeg mødt af en prægtig have med solbeskinnet terrasse og glimtende swimmingpool, alt sammen omgivet af enge med græssende ponyer. I shit you not, det var de gennemførte rammer for en første date.

Tiden gik, snakken (og vinen) flød, og ret hurtigt gik det op for mig, at vi ligesom passede ind. Sammen. Vi fandt ud af, at vi delte mere end blot den spirende interesse for hinanden. Musiksmag, humor og en række andre ting viste sig ret hurtigt at være temmeligt ens, og snakken gik på mest klichéfyldte facon som om, vi havde kendt hinanden meget længe.

Dagene gik og kontakten varede ved. Datoen for, hvornår han forlod Danmark et helt år, var stadig ikke fast. Først var det i juli, senere hen august. Så faldt snakken på, at han måske godt kunne nå at opleve en del, hvis nu han blot tog væk i et halvt år. Eller tre måneder. I juli var jeg på ferie i Tyrkiet med min søster, og Mikkel i Amsterdam med sin familie. Det blev min dyreste telefonregning til dato, og det uvisse omkring afrejsen knirkede stadig lidt. En aften sendte jeg en SMS på tværs af Europas grænser, hvor jeg spurgte, hvad hans familie egentlig sagde til, at han efterhånden havde udskudt afrejsen et godt stykke på grund af en pige, han lige havde mødt. Retur kom en besked med ordene “Jeg tror, de havde regnet det ud. De tager det helt fint, at jeg ikke rejser alligevel”. Så dér midt i Tyrkiets varme aftentimer blev det sagt. Fra en telefon i Holland. Han ville droppe sin rejse og i stedet blive hjemme. På grund af mig og os. Det var lettende og enormt skræmmende på samme tid, for hvad nu hvis noget gik galt, og han fortrød, han ikke var taget afsted? Vi havde trods alt kun kendt hinanden en måned…
Og så har I lige mit ord på, at der ikke går et helt (eller halvt) år, før tredje og sidste del dukker op!

Dagplejeplads og valget derom

Så er det påskeferie! Det har det været en rum tid, men vi har været syge på skift og er egentlig lidt stadigvæk (undtagen Jern-Marius, naturligvis). Mikkel har været hele turen rundt, og jeg har et snothoved så tungt som bly. Til gengæld ter min hals sig en anelse, og jeg har ingen stemme længere, til stor underholdning for resten af husstanden. Babyen er mest bare snottet. Men ‘bare’ hører ingen steder hjemme i en sætning med både ‘baby’ og ’snot’ involveret, for når nogen er enormt glad for sin sut ved sengetid og dermed lukker af for ventilation gennem munden, så kan nogen ikke få luft gennem næsen, hvilket i sig selv er en kende problematisk. Så det arbejder vi lidt med.

Desuden har ovennævnte nogen lige fået dagplejeplads. Jep. Fra den første juli. Egentlig skal vi ikke rigtigt bruge det før engang i august, men juli er jo som bekendt betalingsfri måned, så den har vi fået med oveni hatten, så vi har god tid til en løs indkøring sidst på sommeren. Officielt sluttede min barsel jo den 6. marts, men det passer mig mere end godt, at der stadig er lidt tid at tage af. Den rare dame fra Pladsanvisningen (de findes sgu!) ville lige informere mig om, at dagplejehjemmet var røgfrit, men at der blev røget udendørs, og der desuden var en hund. Og om vi havde et problem med det, for så måtte hun se, om hun kunne finde et andet sted. Øh, bøh. Jeg fik hende til at hænge på et øjeblik, mens jeg spurgte Mikkel, om det var et problem, at hun (og/eller hendes mand, who knows) røg udenfor og altså også havde en hund. Han svarede med panderynker og et hvorfor-skulle-det-være-et-problem-udtryk i ansigtet, og jeg skyndte mig at takke ja. Jeg kan sgu godt forstå, hvis der findes forældre, som ikke synes, det er det fedeste. Men jeg har netop talt i telefon med dagplejemoren, og hun lød helt enorm sød, og det er immervæk det vigtigste for mig. Og Frede, altså. Jeg har tiltro til, at hun ikke fyrer op i en Prince i hovedet på børnene, bare fordi de måtte opholde sig udendørs. Om hun ryger i sin have, når hun har fri, eller når ungerne sover til middag, det kan ikke få mig op i det røde felt. Det med hunden er for mig et kæmpe plus. Såfremt den er sød, forstås. Jeg elskerelskerelsker hunde, de lalleglade fladpander, og har altid haft dem omkring mig hos både forældre og bedsteforældre. Lige nu har vi hverken tiden eller rammerne til at have dyr (i hvert fald ikke hund), så hvis det viser sig at være en godmodig, halvsløv bamse, der bor deromme ved dagplejeren, så synes jeg kun, det er fedt, at Frede kan få glæde af sådan én i hverdagen. Vi skal møde hende (som i øvrigt bor 70 meter(!) fra os) på tirsdag, og så må vi se, hvad mavefornemmelsen siger. Hvis hun viser sig at have hjertevarme og være god ved børn (hvilket man jo må håbe på baggrund af karrierevalg), så går det nok alt sammen.

Havde sådan en ryger-og-hundeejer-information gjort noget ved jeres valg? Lad mig endelig høre jeres input i kommentarfeltet og hav så en fortrinlig aften!

925545_210642842626244_1693954131_n

Nomi-stol: Nu med bakkebord (og historie om tilblivelsen heraf)

  

For god ordens skyld: Bakkebordet til Nomi-stolen har de flinke folk fra Evomove foræret os uden nogen aftale om omtale. Resten af stolen og udstyr er betalt af egne (forældres) lommer.

Jeg har omtalt den før. Ikke på grund af sponsorater eller andre aftaler, men fordi jeg syntes, den fortjente det. Og det synes jeg stadig. Den kære Nomi-stol, som er fast inventar i vores dagligdag som børnefamilie. Min søster (altså, min nevø) har den også, og da stolen jo er udstyret med hjul på de bageste ben, så den ikke kan vælte, efterspurgte hun hurtigt et bord til at klikke på, så August ikke længere havde muligheden for at sætte af på bordkanten og rulle væk fra samlingen omkring aftensmaden, som han ellers ynder at gøre hver gang. Bakkebordet lod dog vente på sig… But no more! Nu er det her, og det er godt. Derfor kunne jeg for nylig meddele min kære søster, at bordet var blevet født, og hendes bekymringer kunne få hvile.

Da Evomove bad om lov til at sende mig dette bord, hoppede jeg naturligvis i med begge ben. Heldigvis. Peter Opsvik, som er designeren bag både Nomi- og Tripp Trapp-stolen, har pure nægtet at designe click-on-borde til netop nævnte. Hans filosofi går på, at børn skal med ved bordet og være et ligeså vigtigt led i måltidsdynamikken som resten af familien. De skal med andre ord ikke isoleres ude på sidelinien, bare fordi de har bord og stolesæt til en solo-middag. Og mens jeg godt kan lide hans ideologi omkring emnet, synes jeg ikke, det er sådan, det fungerer i praksis. Lige nu har Frede sit bord klikket på, men det passer faktisk lige i højden til, at det kan gå ind over vores spisebord i køkkenet og på den måde agere uflyttelig dækkeserviet (og skåne træbordet for broccoli og babytænder). Hvis vi har gæster, betyder det også, at vi allesammen kan være om vores (usandsynligt lille) spisebord, fordi Frede kan sidde med ved et hjørne uden at snuppe bordplads og andre folks service. Udover det, klikkes det på så nemt som ingenting og kan ydermere kyles på hovedet i opvaskeren, hvilket må siges at være praktisk med sådan et foderbræt! Jeg vil ikke kede jer med flere praktiske oplysninger, men blot lade jer vide, at bakkebordet has arrived – og selvom det tog over 2 år (og 44 med Tripp Trapp) at få Opsvik overtalt, så var det ventetiden værd!

Tray by Evomove kan købes for 299 kroner lige her. (Og jeg tjener ikke noget på, at I klikker det hjem).

  
Må I alle have en onsdag med ligeså meget solskin som her i den fynske hovedstad!

Status og skolebarn

Såh. Det bliver ikke til så meget af det der blogging for tiden. Mest af alt fordi jeg om aftenen, når jeg endelig har tid til den slags, enten smører madpakker eller falder i søvn. Jeg kan dog fortælle, at jeg nu har et skolebarn(!), som heldigvis elsker at være det. I Odense kommune (måske også i andre, jeg skal ikke gøre mig klog på området), er et nyt initiativ skudt i gang, hvor skolebørn starter i forårsskole den 1. marts, så de kan lære klassekammerater og stedet at kende (og kommunen naturligvis kan spare lidt penge), inden de begynder i 0. klasse til august. Og jeg må sige, det virker efter hensigten. Der er ro og tid til leg og til at træne hele den nye hverdag med vær-stille-når-læreren-taler og ræk-hånden-op-når-du-vil-snakke-mentalitet.

Jeg prøver ikke at tænke for meget over tiden, og i særdeleshed ikke over hastigheden på selvsamme, for jeg bliver en smule skør i hovedet af det. Det var jo i går, jeg var sytten og søvnløs og fik min førstefødte i armene. Nu har han så bare sin egen skoletaske med bøger og mapper og går i SFO. Og noget fortæller mig, det blot er The Story of Parenting. Jeg fatter garanteret ligeså lidt af det, når han skal konfirmeres, vælge uddannelse, introducere kærester og flytte hjemmefra. I skolen har de fri hver dag klokken 11.20, og Marius har selv bedt om at komme med i fritteren, så han kan lege videre med sine nye venner. Snøft (og kæmpe-yes selvfølgelig).

Jeg satser på, jeg er den yngste og eneste 23-årige mor i forældrestaben, men jeg mærker intet til det. Måske fordi jeg ikke selv bruger ret meget energi på at spekulere i den slags længere, nu da jeg ligesom er inde i forældre-/institutionsgamet efter en del år. Der var selvfølgelig lige pigen fra 4. klasse, som i ren iver spænede efter mig ud på gangen og spurgte, hvad klasse jeg skulle starte i. Så altså, lige udover det. Og jeg kan ikke helt vurdere, om jeg alligevel snart har en alder, hvor det tæller som en kompliment. Jeg tror det.

Babyen har det også godt. Stadig på 6 tænder og en del længere lure end hidtil. Han er over alt, vil helst gå rundt med sofabordet som et slags gangstativ og har en særlig kærlighed for at tænde og slukke Playstation (helst når storebroren spiller), polere køkkengulvet med leverpostej og rulle toiletruller ud for derefter at æde papiret. Han er med andre ord ikke så flink ved regnskoven for tiden. Heldigvis er han overdrevet sød og så småt ved at få fat i, at koen siger ‘muh’ og hunden ‘vov’. Ydermere er både krokus, vintergæk og erantis sprunget ud i haven, og i forgårs drak Marius’ far, Mikkel og jeg kaffe på terrassen uden jakker på. Det vil jeg godt be’ om noget mere af. Forår, kom tilbage! Og I andre – hav en dejlig og solbeskinnet weekend.

P.S: Jeg er i gang med at besvare jeres spørgsmål og brygger på lidt andet småt, som forhåbentligt snart kommer online.
P.P.S: Jeg er ved at udrede grunden til, at bloggen ikke tager sig særligt godt ud gennem Bloglovin’, hvis du læser med fra computeren, hvilket irriterer mig grænseløst. Hvis du vil se, hvordan den bør se ud, så besøg den i din browser på et direkte link i stedet. Hej!