Familie på (snart) fire og noget om fødsler

Jeg har været mor i 4,5 år, og snart skal jeg være det igen. Altså mor til to børn. På én gang! Hvordan gør man så det? Jeg ved det ikke. Men jeg agter at finde ud af det, og jeg har da en idé. Der vil være (mange) øjeblikke fyldt med søskendekærlighed, og en stolthed morens hjerte knapt kan bære. Morgener med pres på, havregryn på gulvet og tandpasta i håret. Uenige brødre og sikkert også uenige forældre, men altid med plads til os selv og hinanden. Og masser af grin og ekstra mælkesnitter! Om 3,5 måned bor her en familie på fire, og det er flere forskellige slags fantastisk at tænke på. Og en lille smule skræmmende. Er vi så voksne nu? Jeg ved det ikke, og jeg er også ligeglad. Vi er ofte trætte og endnu oftere glade. Endda på samme tid.

Inden familieforøgelsen finder sted, indtræffer den helt uundgåelige begivenhed: Fødslen. Da-da-da-daaaaaam. Jeg havde en ganske uproblematisk fødsel første gang. Uden måleapparater, ledninger, smertelindring og sugekopper. Det var egentlig bare mig i et badekar, hvor jeg befandt mig i 3,5 time, før Marius hilste på. Jeg fik da hilst på smerter af en rang, jeg ikke før havde mødt, bevares. Men det gik godt, sådan af en fødsel at være. De fleste dage tænker jeg ikke så meget over fødslen. Hvis jeg gør, handler det mest om, at det (selvfølgelig) forløber fint, og at der før eller siden nok skal komme en baby ud af det. På den ene eller den anden måde. Indimellem sker det, at jeg kigger på Mikkel med undertrykt frygt i øjnene og hvisker: “Jeg skal føde igen”. Bare fordi det lige går op for mig, og jeg kommer i tanke om alle de ting, som kunne finde på ikke at gå efter bogen. Momentvis panik. Og så tilbage igen.

Hvis I har lyst, vil jeg blive usigeligt glad for fødsels(forberedelses)tips, historier om fødsler, tanker om fødsler, og eventuelt oplevelser med anden- eller flergangsfødsler i forhold til første gang. Jeg vil så gerne vide noget mere om det. Både godt og dårligt. Okay, helst godt.

 

11 Comments

  1. Malene

    Har kun født en enkelt gang (for ti uger siden), så flergangsfødsler kan jeg ikke råde om… ;-)

    Men noget der hjalp mig – og som jordemoderen roste mig meget for – var de åndedrætsøvelser, som jeg havde lært at bruge til gravid-yoga. Igen, ved ikke hvordan det havde været uden dem, men jeg klarede ihvertfald alle veerne alene herhjemme (kæresten var selvfølgelig på arbejde den dag), og var 9 cm åben da vi endelig ankom til sygehuset… :-/ Nåede kun at få noget akupunktur som smertelindring derefter, og tre timer senere var hun født. :-)

    • Ditte K

      Tillykke med baby og hold da op en hurtig fødsel! :-)
      Jeg har også hørt utroligt meget om åndedrættet, så det kunne være jeg skulle få undersøgt det lidt nærmere. Jeg har en eller anden fjollet idé om, at det enten er at trække vejret ind gennem næsen og puste ud gennem munden eller at gispe helt vildt. Men der er nok mere om sagen end som så ;-)

  2. Ane

    Jeg har netop fået nummer 2 og det gik STÆRKT. Ved min store datter tog fødslen, lige som din, omkring 3 timer (hvilket jo også er en virkelig hurtig omgang). Ved min lille dreng tog det kun 1 time og 40 min. Jeg gik til fødselsforberedelse for flergangsfødende, og der var ikke en af os 14, der havde fødsler på længere end 4 timer- så skynd dig på hospitalet, så snart det starter, ville være mit råd

    • Ditte K

      Tak for rådet, Ane :-) Jeg har godt tænkt på, at der kunne være en vis sandsynlighed for, at det kommer til at gå stærkt. Jeg må have min mor på speeddial, så hun lynhurtigt kan hente storebror ;-) Og tillykke med lillebror!

  3. Sidse

    Jeg har en datter på 2 år og er gravid med nummer to…
    Min første datter er født for tidligt, så mit bedste råd vil være at være forberedt og klar i god tid, sådan bliver det ihvert fald for mig denne gang!
    Min sidste fødsel blev ikke helt som jeg havde tænkt, så et helt generelt råd er ikke at have så mange forventninger til fødslen og bare at tro på at der kommer et sundt barn med hjem!
    På trods af de lidt anderledes omstændigheder ved min første fødsel, havde jeg faktisk en god oplevelser og frygter ikke den næste.
    God fornøjelse med fødslen…

    • Ditte K

      God idé! Jeg går jo bare og tæller ned de resterende 3,5 måned, men det kan jo ligeså godt gå igang om 2 måneder – det håber jeg naturligvis ikke, men man kan jo aldrig vide. Jeg går jo bare og regner med, at han selvfølgelig først kommer til april. Men hellere være forberedt i god tid. Held og lykke med din fødsel også :-)

  4. Fire helt forskellige fødsler, hårdt men fantastisk og jeg vil stadig hellere føde end gå til tandlæge :-) Første gang tog 16 timer, anden gang regulært kun tre timer, tredje gang otte timer og sidste gang en halv time. Du skriver bare, hvis der er noget du vil spørge om knus

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *