En slags førstegangs-dag

I dag er en slags første gang for flere ting. Frede stod op lidt over fem (det er der ikke noget første over), men klokken 7 blev han ved med at surmule og takke nej til både grød og mælk. I stedet faldt han i søvn, og man skal som bekendt sove, når baby sover, så det gjorde jeg – og vågnede 09.30. Helt forvirret slog jeg øjnene op. Angst for, hvad der var sket. Trak han vejret? Var han faldet ned af trappen? Var han sluppet ud af lejligheden og rodede rundt ude i opgangen? Ja, nej og nej. Han sov sødeligt videre til klokken 10, og havde således tilbragt tre stive timer i drømmeland. Det er aldrig sket før. Jeg har hans nyfundne entusiasme for fysisk aktivitet mistænkt for at være grunden. Han kravler ikke. Han kryber, og det har han gjort længe. I en allerhelvedes fart trækker han sig afsted på sine små arme som en lillebitte militærmand. Præcis som hans storebror gjorde det. Men de sidste par dage er han ydermere begyndt at klatre på alt, hive sig op rundt omkring og generelt knokle helt vildt med den lille krop (og så arbejder han vistnok på at sporte en lille fortand inden længe!). Måske er han derfor blevet lidt mere træt i det. Jeg klager ikke.

En anden førstegangs-ting er, at jeg er alene hjemme. Sådan helt alene. Ingen mand, ingen børn. Det har jeg ikke prøvet i 9 måneder, og det er lige dele syret og rart. Vi skulle egentlig til brunch hos Mikkels faderlige ophav, men jeg har været smådårlig og kvalm både i går og i dag, så drengene trillede afsted og efterlod mig med en rungende stilhed i lejligheden. Det er ret vildt at opleve, at min lille siamesiske tvilling er 40 kilometer væk. Jeg har næsten glemt, hvordan man bærer sig ad med at være alene. Men indtil videre har jeg både drukket min kaffe, mens den stadig var varm, og jeg har opholdt mig på toilettet uden kompagnon. Måske jeg skulle prøve at sove nu. Bare sådan uden videre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *