Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage

Jeg læste en bog, som fik mig til at græde. Tårer af den trillende slags. Som fik hver fiber i min krop til at sænke sig i tunge, tyngende ryk. Jeg slugte bogen på en aften. Den læste sig selv gennem mit tåreslørede syn. Jeg græder normalt ikke over bøger. Eller film. Eller digte. Men denne fortælling pustede liv i følelserne og gjorde dem så store og skræmmende, at de blæste sig selv op og ud gennem øjenkrogen. Den er så poetisk smuk og så rædselsfuld rå. Man bliver levende delagtiggjort i en følelse, en tanke, et tomrum, gennem passager af rå versaler komplet blottede for tegnsætning, som skriger hjerteskærende ud gennem det tavse papir og slår over i hviskende, små, opgivende skrifttyper. Den efterlod mig tungsindet og tvivlende på en måde, der gav mening og så alligevel slet ikke, og den blev siddende i min krop, længe efter sidste side var læst. Den viste, hvad ord kan gøre. Og hvad de ikke kan gøre. Hvordan de af og til ikke rækker derind i mørket, hvor der er brug for dem. Når de forstummer og forsvinder. Men de fandt vej tilbage igen til Naja Marie Aidt. Heldigvis.

“Jeg mærkede dig kun, når jeg var ude i det fri. Jeg mærker dig næsten aldrig mere. Måske har min gråd fortalt dig at du er død. Måske er du nået frem.

Vi gav dig en mønt med til færgemanden.

Din unge krop i kisten.

Vi siger: Han er i naturen, som om det var en trøst”

Jeg ønskede mig den i julegave. Og jeg fik den af min mor. “Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage”, hedder den. En fortælling af choktilstand, af et konstant og evigt nu og af den ikke-tid, hun lever i, da hun mister sin 25 år gamle søn i 2015.

Det er barskt, but do read.

2 Comments

  1. Jeg tør ikke. Jeg er så bange for alt der har med døden at gøre, til trods for (eller nok fordi) at jeg aldrig har oplevet den…. 7-9-13

    Så jeg tør altså ikke….. ikke endnu…

    / Sissel

    • Ditte K

      Det kan jeg godt forstå. Jeg synes også, det er noget væmmeligt noget med den der død. Om det er på grund eller på trods af, jeg lige har deltaget i begravelse nummer 15 på mine 25 år, ved jeg ikke… Det er, som om man aldrig rigtigt vænner sig til det :-(

Skriv et svar til Ditte K Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *