Vinterferie og status 31+

Jeg skriver gerne 2-3 blogindlæg om dagen. Egentlig mest om aftenen. I mit hoved. Når det ligger på puden. Det når sjældent længere end det, før min baby-bagende krop giver op, og øjnene glider i. Få ord bliver lagret som noter på min telefon, resten glider ud i mørket. Det er okay. Lige nu bruger vi tiden på at holde vinterferie, som betyder, at der stenes fjernsyn, bages kager, bygges racerbaner, spilles Playstation og slappes af helt generelt. Og hostes og snottes og det dér (forår, for fanden, vi venter med længsel!).

Lillebror nåede en kampvægt på 1401 gram først på måneden, jordemoderen siger, han har lange ben (det er ikke efter mig), og han generelt er sund og rask. Så alt godt herfra. Dog gør det mig ikke noget, at jeg snart er eneste beboer i min krop igen. Det har (på de fleste punkter) været hyggeligt med en midlertidig roommate, men det bliver også helt okay at kunne benytte mere end 3% af min garderobe, rumme mere end én kiks ad gangen og have blærekapacitet til at sove mere end et par sammenhængende timer. Bedst af alt bliver det selvfølgelig at møde baby, og at opleve babys møde med sin alt for seje storebror Marius.

Jeg har skænket fødslen en del flere tanker denne gang i forhold til første. Første gang havde jeg intet andet end folks fortællinger og films fem-minutters-fødsler at forholde mig til, men jeg havde en idé om, at det hele nok skulle gå. Og det gjorde det også. Fra vandet gik, til Marius var earth side, passerede ti ganske udramatiske timer. Jeg var aldrig i kontakt med elektroder, CTG-strimler, blokader eller andre fiduser, og selvom det ingenlunde var en zen-oplevelse med røgelse og klukkende bække, var det sådan allround rimeligt naturligt og fødselsagtigt, sådan som mit 17-årige jeg havde forestillet sig og håbet på.

Alligevel har fødslen været et emne i mit hoved flere gange i denne graviditet. Det er lidt ligesom at vide, at jeg skal brække armen om et par måneder. Jeg har prøvet det før, jeg kan godt huske, det gjorde ondt, men det er alligevel længe siden, og jeg kan ikke sådan helt nøjagtigt genkalde den eksakte smerte. Okay, det er overhovedet ikke det samme. Jeg fik ikke en baby for det, sidst jeg brækkede armen. But you get my point, right? Det handler lidt om den dér visse uvished, hvor dele står meget klart og andre mere slørede. Men det er okay. Jeg har ikke fået læst bøger om det, jeg har ikke fået trænet min vejrtrækning, min kondition er ikke bedre, end hvad kombinationen af diskusprolaps og syv måneders svangerskab nu engang tillader, og jeg har ikke engang aflagt Anja Bay et eneste visit. Til gengæld har jeg før prøvet at føde, og selvom der ikke findes garanti for, at det forløber ligeså planmæssigt som sidste gang, så begynder jeg at hvile okay omkring det. Det er ret vildt (og til dels skræmmende) at forestille sig den proces, kroppen skal igennem, men det er eddermame også sejt, og jeg regner med, at min krop nok skal finde ud af det på den ene eller anden måde. Hvis ikke det er tilfældet, så er jeg i hænderne på megadygtige mennesker. Men jeg tror nu stadig på det første.

I øvrigt tillader min hypermobilitet mig her i 7. måned at få min fod op til min mund (stående!), og det kan sgu da også noget. Det er i øvrigt ikke noget, jeg som sådan udøver, men 4-årige drenge har fjollede forespørgsler, og sidst ville min altså godt vide, om jeg kunne bide mig i tåen ligesom ham. Oh, well.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *