Om at miste modet

Uha, jeg hader det. Jeg er så jantelovs-supressed, at det er patetisk. Jeg har altid brændt for at skrive, men min indre perfektionist med forventninger højere end Empire State Building, får mig sgu til at miste modet indimellem. Hvordan er det muligt at fucke sig selv så meget op? Jeg kan skrive side op og side ned med en ganske god fornemmelse i maven. Så er det, at jeg læser hele smøren igennem, for så at lade selvkritikken hagle ned over mit indre i en regn af torpedoer, hvis størrelse Nordkorea ville misunde. Der er jo for fanden SÅ mange derude, som rummer langt større talent for skriblerierne, end jeg nogensinde kan drømme om, so why bother? Blogverdenen har ikke brug for flere amatører, der ikke ejer skyggen af selverkendelse, men måske jeg har brug for blogverdenen. Eller bare denne lille krog af internettet, som jeg har sat mig på. Indimellem har jeg lyst til at trykke på “Slet blog”-knappen og gå i hi. Andre dage er jeg fyldt til randen med overskud og mod på at skrive. Men for nu vil jeg trodse min lysskyhed og frygt for offentligheden, udelukkende fordi det gør mig glad i hovedet at skrive. Så kan platformen vel revurderes en anden dag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *