Træk vejret, kvinde

FotorCreated

Scanningsdamen målte (vejede?) baby til at ligge på 2700 gram nu her i 38. uge, hvilket efter sigende er glimrende og helt fint. Han vokser, som han skal, og hver nat gør det så nas at være mig, at jeg overvejer, om det er nu, han er på vej. Indtil videre har det ikke været tilfældet. Han må også godt lige hænge fast en uges tid mere, så han når at ramme den anden side af 3000 gram. Synes, fødselsvægt med et 2-tal foran ser så småt og skrøbeligt ud, selvom det nok ikke er de 300 gram, der gør den helt store forskel.

Desuden forsøgte jeg idag at google mig frem til noget med fødsel og vejrtrækning i en fin kombination, som skulle være så godt. Det skulle jeg ikke have gjort. For det første, er det måske lige på falderebet og en anelse presset at øve sig i den slags nu, men som den opmærksomme læser måske har luret, mødes 11. time og jeg ret ofte. For det andet, kan jeg ved hjælp af den ene metode (nærmest) snuppe mig en powernap, mens baby selv klatrer ud, mens en anden metode er småfarlig og forårsager iltmangel hos både mor og barn. Øh. What? Det har jeg slet ikke præ-ammehjerne-kapacitet til at rode med nu.

Jeg besluttede derfor ganske hurtigt at droppe last-minute-hjemmetræning og i stedet forsøge mig med det, jeg kender. At trække vejret. Sådan på almindelig menneske-manér. Så fortæller jordemoderen mig nok, hvis jeg skal åbne sluserne for fuld styrke eller holde vejret. Eller endnu bedre; min krop gør.

Jeg havde heller ingen indstuderede tricks med i hospitalsskjorteærmerne sidste gang, og det gik jo som bekendt ret upåklageligt til trods. Måske jeg lige burde melde mig på den dér fødegangs-tour inden alt for længe. Det er vel i bund og grund fedt nok at vide, hvor lillebror skal arrivere.

4 Comments

  1. Tanja

    Uh, det bliver så spændende :-) Måske en lidt dum kommentar, når du nu har prøvet at føde før, men for mig hjalp det rigtig meget at koncentrere mig fuldstændig om vejrtrækningen; dybt ind gennem næsen og laaaangsomt ud gennem munden (med let spidsede læber, som når man puster på varm mad), og så at stå lænet ind over køkkenbordet/fødesengen og lave ottetaller med hofterne. At skulle koncentrere mig om det hjalp mig til at kontrollere/ikke tænke så meget over smerterne. Pøj pøj med det i hvert fald (ja, og ud skal han jo nok komme) :-) Kh. Tanja.

    • Ditte K

      På ingen måde en dum kommentar :-) Jeg sender dig en kærlig tanke på fødestuen, når jeg laver otte-taller! Med mindre jeg får lov at være i vand hele vejen igennem – så kommer det nok til at se en anelse mærkeligt ud ;-) Jeg tror helt sikkert også, hoved-idéen er, at flytte fokus fra smerterne. Tak for din kommentar :-)

  2. Cecilie

    Er pointen ikke mest af alt, at man skal huske at trække vejret? Altså, panik-gispen har vist sjældent gavnet nogen (nå jo, der var vist noget med halvanden times gispen i min første fødsel.. men det var satme også nedern).
    Min gravid-yogalærer har da bare sagt: om man trækker vejret ind gennem næsen og ud gennem munden, omvendt eller noget tredje er mindre vigtigt. Man skal finde det, der fungerer for en selv og så have fokus på at trække vejret. Ved sgu ikke rigtig, om det reelt har en betydning eller om det mest af alt er en form for holdepunkt for en gravid kvinde?

    • Ditte K

      Lige præcis! Jeg mener også, at det primært handler om at flytte fokus væk fra smerterne – nu har jeg bare læst om Anja Bay og vejrtrækninger alle vegne, så blev sgu helt bange for at mangle viden på området. Og det jeg fandt, var bare så tumpet formuleret og meget enten/eller ang. dyb og overfladisk vejrtrækning. “Enten bliver det en helt fantastisk fødsel, eller også mister dit barn ilt” – Så vil jeg hellere bare lade det ligge og gøre det, der føles naturligt. Men jeg er enig med dig :-)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *