Beretninger fra et hamsterhjul

Her går det sådan, at jeg for tiden trækker mig selv gennem en ordentlig gang mudder (her synonym for matematik B) hver dag, til klokken rammer 16.10. Præcis. Indimellem er vi blevet løsladt 40 sekunder før tid – ja, sekunder – for vores lærer mener det seriøst. Og det er han givetvis også nødt til. Hvis overenskomstforhandlingerne ender i en reel konflikt, mister vi potentielt én ud af to måneders sammenlagt intensiv matematikundervisning. Altså halvdelen. Og det er meget, når vi lige nu padler gennem det pensum, man normalt har et år til, på to måneder. Eller altså, måske én.

Heldigvis deler jeg adresse med en gudsbenådet matematiker ved navn Mikkel, som rummer en tålmodighed på størrelse med et mindre kontinent, og han hælder solid viden og pædagogiske forklaringer ud over mig, når jeg har brug for det. Så langt, så godt. Jeg skal jo bare bestå, og alt det dér.

Matematik og strejke to the side, så har jeg gået og tænkt lidt over, *hvordan* voksne mennesker kommer levende igennem en hverdag med 8-16 jobs og små børn ved siden af uden at slå knude på sig selv. Jeg er givetvis forkælet indstillet, da vi aldrig har haft unger og fuldtidsarbejde samtidig, men i stedet har været studerende og fleksible, hvorfor vores børn sjældent er afsted længere end 5-6 timer om dagen. Og mens jeg sidder og leger med parabler og differentialregning til 16.10 og på bedste vis forsøger ikke at kradse mine øjne ud, har min bedre halvdel mulighed for at samle børnene op i rimelig tid alligevel. Men jeg er først hjemme, når klokken nærmer sig 17.00, og jeg når jo nærmest ikke at se deres små ansigter, før de skal under dynen igen. Jeg øver mig i at spænde hjelmen og ja-hatten godt fast, da det trods alt er for en ganske kort periode, men de vante, rolige åndehuller med tid til at lave ingenting sammen, bliver pludselig stoppet ud med dagligdagens gøremål, jeg normalt har kunnet tage løbende igennem ugen. Det er en fase. “Jaja, pattebarn, velkommen til adulthood, her er en madplan og et trælår”, tænker I muligvis. Men hvis min hverdag så sådan ud normalt, kan jeg simpelthen ikke se mig ud af, hvor jeg skulle grave timer frem til at vaske tøj og støvsuge og den slags fornøjelser. Den sidste måneds tid har mest været med i-morgen-starter-det-forfra-følelsen, hvor man er oppe ved overfladen efter luft et par gange i løbet af ugen, mens man venter på at kunne hvile sig lidt på bredden, når det bliver weekend. Jeg må bøje mig i støvet for dem, der har overskuddet til at køre en hverdag i det gear, men det er simpelthen ikke for mig. Ikke lige nu. På den måde er det egentlig alletiders, at jeg begyndte at få børn ret tæt på pissetidligt. Der er en god sandsynlighed for, at et ekstra familiemedlem kunne leje sig ind i min mave for en 9-måneders periode på den anden side af sommeren, hvor jeg samtidig (forhåbentlig) starter på psykologistudiet. Således går der snildt en 5-6 år, før jeg er i mål med uddannelse, og når jeg for alvor skal skubbe gang i karrierelivets tunge hjul, vil mine børn være noget, der minder om 6, 9 og 14 år, og det giver bedre mening for mig, end hvis de stadig var bitte-bittesmå. Men hver ting til sin tid og den slags. Vid blot, at jeg hæver mit glas med beundring i blikket for jer derude, der formår at dreje hamsterhjulet rundt i let gadedrengeløb uden at blive centrifugeret ud i uendeligheden.

Så, altså, det går godt og fint og kedeligt her, og jeg kan lugte foråret lure lige på den anden side af den omgang påske-vinter, der åbenbart venter om hjørnet. Mens vi venter, bruger vi ferien med de små mennesker, vi har lavet, og prøver at forholde os til, hvordan verden kan se gennemført uoverskuelig ud gennem et næsten 3-årigt menneskes øjne. Senest havde vi højlydte protester fra den lille herre, da han måtte sande, at han ved morgenens bleskift fik en ren og tør ble på, mens han åbenbart lige havde sat næsen op efter atter at blive iført sin tisvåde natteble. “NARJ! Ulækker ble på!” klynkede han. Børnelogik, I guess. Efter en rum tid, hvor han forgæves forsøgte at krænge sig ud af sin bodystocking, blev situationen afløst af et andet, mere alvorligt problem: Jeg fyldte opvaskemaskinen, og Frede så til sin store skræk, at jeg var ved at gøre plads til en beskidt kaffekop, som han akut havde kastet sin kærlighed på. Han fik lov at holde fast i koppen (som han i øvrigt aldrig har værdiget et blik før i dag), og jeg satte vasken over. Klip til fem minutter senere, hvor barnet med tårevædede øjne og et rådvildt blik forsøger at kradse lågen til opvaskeren op, fordi den føromtalte kop jo *selvfølgelig* skulle have været med i opvaskeren, men nu var maskinen igang og toget kørt. Han er sgu sjov på den måde. Og stædig som bare fanden. Men mest af alt helt afsindigt sød. Han rocker børnehavelivet og elsker det, og hans storebror har mere end almindeligt godt styr på at gå i 1. klasse, og sammen er de det sødeste makkerpar, jeg nogensinde har oplevet. Det går godt. Og jeg kan lugte foråret.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *