Om lidt bli'r her stille

999184_10151599417149327_40451396_n

Eller det blev der egentlig for noget tid siden. Marius er taget hjem til sin far. Jep. Det er en følelse, jeg aldrig rigtig vender mig til, selvom jeg nu har haft 2 år til det. Og jeg sidder tilbage med blandede følelser hver gang. Jeg har omtalt mit enorme sovehjerte i tidligere indlæg, og det er jo ikke nødvendigvis noget, der spiller allerbedst med mindre børn i hjemmet. Så nu har jeg muligheden for at sove ud, sove længe, sove lure og dovne den helt generelt.

Og her sidder jeg så kl. 07.30 en lørdag morgen. Efter en solid omgang pudebanken, venden og drejen sig i sengen og Instagram-kigning. Men nej, ikke mere søvn til mig. Ingen lille stemme der råbte “moooaaarrr!” til morges. Mit biologiske ur har alligevel vænnet sig til forældrelivet, og er altså klar på at vågne, når Marius er. Men hans seng er tom og hans værelse står uberørt og noget så ryddeligt.

Normalt er rutinen, at Marius bliver afleveret i børnehave af den ene og hentet af den anden. Det er sådan, det er bedst for ham. På neutral grund. Han kan godt blive lidt forvirret og betuttet, når han skal fra den ene bopæl til den anden. Det er som om, det er mere håndgribeligt for ham, at “når jeg skal hjem til far nu, betyder det, at jeg skal sige farvel til mor”. Og jeg hader det. På hans vegne. Jeg er selv skilsmissebarn og har som sådan aldrig haft et problem med det, men det gør alligevel ondt ikke at kunne tilbyde ham ét hjem og én kernefamilie. For det fortjener han sgu.

Men knægten har det godt. Han er glad. Han er glad for mig, at være her og (sindssygt) glad for min kæreste (som i øvrigt er den vildeste caretaker af natur, et stort legebarn og behandler Marius som sin egen). Han er også vildt glad for sin far og alle sine bedsteforældre, og har så vanvittigt mange mennesker, som kun vil ham det bedste. Og det må jeg huske på i situationer som denne, hvor jeg sidder alene på altanen og prøver at nyde stilheden, solen i ansigtet og kaffen i koppen.

Jeg synes, det dér co-parenting fungerer upåklageligt, selvom det aldrig er det mest optimale scenarie. Marius ønsker at holde én stor fødselsdagsfest i mormors kæmpehave for alle dem, han kender – på én gang. Så det gør vi. Vi (mig, min kæreste og Marius’ far) havde et lille brainstorm-kaffe-møde om planlægningen af samme i torsdags og besluttede, at Marius får en kick-ass-kæmpe fødselsdagsbrunch i mormors have med både mors, fars og papfars familie. Vi har altid holdt fødselsdage og lignende samlet, da jeg var lille, og det vil jeg også gøre for Marius. Det kan godt være, det ikke er det fedeste altid, og jeg egentlig godt bare ville have ham for mig selv uden at skulle dele. Men det mindste man kan gøre, når man har sat et barn i verden, er at nosse sig sammen til at få det til at fungere. Han har ikke valgt at være delebarn, så vi har fandeme et ansvar for at gøre det så nemt for ham som muligt. Og hvis han vil holde én stor fødselsdag, så er det én stor fødselsdag han får.

Følg Ditte K på Bloglovin’ og Instagram

2 Comments

  1. Du har en ny fan! Hvor kunne mange lære af dine holdninger omkring dét at have “delebørn”. Jeg håber ikke at det nogensinde bliver aktuelt her, men i så fald, så skulle det være lige sådan som du beskriver. Så må man nu engang sluge de kameler jeg kan forestile mig der kan være.

    Kan se at jeg er halvtosset med din stil både til dig selv, Marius og hjemmet, så er sikker på at jeg nok skal finde en masse inspiration. Vil glæde mig til at følge dig fremover :-)

    Venligst Sebrina

    • Ditte K

      Tusind tak for din søde kommentarer, det varmer endnu mere end den gavmilde sol udenfor! Det er bestemt ikke nemt, men jeg har bare set så mange børn, som har skulle “vælge” mellem mor og far, og jeg synes det er forfærdeligt.

      Er glad for, at der er nogen derude, som vil følge med, nu da bloggen stadig er meget ung. Jeg har også fulgt med hos jer i ny og næ gennem et stykke tid og nyder det :-)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *