Ung mor vol. 1

30263_399379929326_4508558_n

Nå, men så var der det dér med at blive mor. Det er stort. Vildt. Sindssygt! Dejligt og uoverskueligt. Og så som 17-årig. Altså et barn med et barn, eller hvordan er det nu? Der er et par stykker, som har efterspurgt en fortælling om livet som 17-årig mor, men der er helt enormt meget at fortælle, så det kommer nok over flere indlæg. Men jeg skal jo starte et sted, og det bliver omhandlende tiden op til og den (mere eller mindre) kære tid som gravid, så here goes…

I juli 2009 havde jeg netop brugt mit 16. leveår op og taget hul på mit 17. af slagsen. I september stod jeg med en positiv graviditetstest i hånden. Rystende og forvirret. BOOM. Jeg skulle være mor! Eller skulle jeg? Jeg vidste det ikke. Jeg havde netop påbegyndt min 3-årige Design-HF, som jeg længe havde set frem til. Hvordan skulle det nu kunne lade sig gøre? Det var som om, min hjerne havde set sit snit til at skride, mens tid var, og her stod jeg tilbage med et hult og ubrugeligt kranium, der ikke kunne tænke en eneste tanke af rationel karakter. Samtidig eksploderede mit hoved med titusinde spørgsmål og spekulationer, som råbte i munden på hinanden, mens jeg febrilsk prøvede at opsnappe brudstykker uden held. Fuck.

Jeg var da ikke typen til at være ung mor, var jeg? Det var jo dem dér med lyserødt hår og en skam-tatoveret kæreste ved navn Johnny på Kanal 4, var det ikke? Jeg klarede mig godt i skolen, fik sjældent karakterer under 10 og havde det godt socialt. Jeg følte selv, jeg havde sådan okay styr på livet, men var alligevel ikke sikker på, om jeg kunne have styr på et andet menneskes. Det var jo vildt. Sådan virkelig.

Nå, men Marius’ far var på daværende tidspunkt sølle 18 år, og vi havde været kærester i et par måneder, da de to røde streger tog mig om begge ankler og vendte mit liv på hovedet. Der blev snakket frem og tilbage om det. Og lidt mere frem. Og en smule tilbage. Vi blev enige om, at det nok var for tidligt og ikke passede ind i vores liv. Der var ikke langt fra tanke til handling, og pludselig lå jeg på en briks og blev scannet for at finde ud af, hvor langt jeg var. Jeg var 6 uger henne. Men lige dér skete der et eller andet. Noget knudrede sig sammen i maven på mig og gav mig en klump i halsen, da jeg så den lille sort/hvide peanut danse rundt på skærmen i store, grynede pixels. Der var altså noget derinde. En lille spire. Og det føltes på alle måder forkert, at skulle fratage den muligheden for at gro.

Så da vi kom hjem, måtte jeg indrømme, at jeg ikke kunne gennemføre det. Man kunne sgu da ikke bare sådan lige annullere sin baby, vel? Det var min baby. MIN BABY! Den var vi altså nødt til at beholde. Så det gjorde vi. Og så tog det ellers fart. Min familie var meget støttende og glade (efter de lige havde sunket det, bevares), men jeg fik en tro på, at jeg godt kunne klare det her. Det skulle jeg sgu. Hans far var okay med det også, og pludselig blev frygten erstattet med spænding på den gode måde. Mine veninder støttede mig og glædede sig mindst ligeså meget. Mine drengevenner, not so much. De kunne sgu ikke rigtigt fatte det, og det er vel egentlig også fair nok, at man som 17-18-årig knægt ikke rigtig er klar på dikke-dik og parmiddage.

De næste otte måneder var min krop besat af en man-flu følelse. Jeg havde kvalme mere eller mindre konstant og kastede op. Og kastede lidt mere op. Og kom til akupunktør for samme. Og prøvede samtlige husmorråd. Intet virkede. Til sidst var jeg nødsaget til at tage køresygepiller (på min jordemoders opfordring), for at kunne tage i Netto uden lommerne fyldt med just-in-case brækposer. Okay, you get the picture. Jeg nåede vel at have små to uger i slutningen af 3. trimester, hvor jeg kunne planlægge mere end 2 minutter fremad, fordi min tilstand var noget der mindede om stabil. Men sjovt nok husker jeg min graviditet som noget, der egentlig var ret hyggeligt. Det er ikke småting, sådan et par år kan forvrænge opfattelsen af noget, man har oplevet på egen krop.

Marius kom til verden en forårsdag sidst i maj efter jeg havde brugt 3 timer og 28 minutter i et badekar på skiftevis at spise Marsbar, have forholdsvis (!) ondt og kigge på klokken. Voila! Et lille menneske på 3810 gram med stort, sort hår. Og så var han her. Han var vores, og jeg skulle være hans mor. Resten af livet. Wow.

3 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *