Mødet med Mikkel vol. 2

‘Bedre sent end aldrig’ kunne meget passende være mit livs dårlige slogan, men ikke desto mindre passer det ind i (lidt for) mange sammenhæng. Ligeledes gør det sig fint i porteføljen omkring mødet med Mikkel, da anden del halter en del (altså et år) efter første. Faktisk er det i dag 218 dage siden, jeg begyndte på det her indlæg. What the actual… Men here you have it! Og here you have den første fortælling, hvis du ikke har læst den, eller trænger til genopfriskning efter evigheder.

Den søde mand havde som bekendt planer om at efterlade Danmarks brede bøge til fordel for strand i kilometervis og vilde kænguruer. Hans ven, selvsamme som hostede føromtalte havefest, var allerede taget derned for at bo med sin australske kone. (Det lyder lidt gammelt… Det er de ikke). Mikkel havde lovet at følge i hælene på dem, hvorfor han havde en idé om, at der skulle tages hul på opsparingen engang i juli, og kursen sættes mod The Land Down Under.

Vi stødte ind i hinanden på en tilfældig bytur nogle uger senere, og som dagene gik, og SMS’erne blev mange, aftalte vi at glemme Australien et lille stykke tid. Så selvom den stadig gnavede lidt i baghovedet, inviterede han mig på en slags første date hos ham en fredag aften, efter han havde fået sendt min dengang fremtidige svigerfar ud af huset. Ja, hjemmeboende. Mig som mor til en 3-årig og ham på vej ud i verden med udsigt til et bekymringsfrit, solskinsbenådet sabbatår. Det var et lidt skørt match – eller i hvert fald skør timing – men noget trak i mig alligevel.

Den 8. juni 2013 var jeg ved stranden med en veninde, mens jeg talte timerne til klokken 20. Hun smed mig af et stykke væk fra huset, så jeg kunne ankomme somewhat lydløst og nonchalant valse gennem indkørslen. Den søde, solbrune dreng trådte frem i døren. Det var første gang vi var på tomandshånd og sådan for alvor ædru. Vi var begge lige dele nervøse og glade og havde ikke helt regnet ud, hvad vi havde gang i, når nu fremtidsudsigten så dårlig ud sådan rent parforholdsmæssigt.

Mikkel havde imidlertid fundet vin og dertilhørende glas og guidede mig gennem huset og ud på den anden side. Her blev jeg mødt af en prægtig have med solbeskinnet terrasse og glimtende swimmingpool, alt sammen omgivet af enge med græssende ponyer. I shit you not, det var de gennemførte rammer for en første date.

Tiden gik, snakken (og vinen) flød, og ret hurtigt gik det op for mig, at vi ligesom passede ind. Sammen. Vi fandt ud af, at vi delte mere end blot den spirende interesse for hinanden. Musiksmag, humor og en række andre ting viste sig ret hurtigt at være temmeligt ens, og snakken gik på mest klichéfyldte facon som om, vi havde kendt hinanden meget længe.

Dagene gik og kontakten varede ved. Datoen for, hvornår han forlod Danmark et helt år, var stadig ikke fast. Først var det i juli, senere hen august. Så faldt snakken på, at han måske godt kunne nå at opleve en del, hvis nu han blot tog væk i et halvt år. Eller tre måneder. I juli var jeg på ferie i Tyrkiet med min søster, og Mikkel i Amsterdam med sin familie. Det blev min dyreste telefonregning til dato, og det uvisse omkring afrejsen knirkede stadig lidt. En aften sendte jeg en SMS på tværs af Europas grænser, hvor jeg spurgte, hvad hans familie egentlig sagde til, at han efterhånden havde udskudt afrejsen et godt stykke på grund af en pige, han lige havde mødt. Retur kom en besked med ordene “Jeg tror, de havde regnet det ud. De tager det helt fint, at jeg ikke rejser alligevel”. Så dér midt i Tyrkiets varme aftentimer blev det sagt. Fra en telefon i Holland. Han ville droppe sin rejse og i stedet blive hjemme. På grund af mig og os. Det var lettende og enormt skræmmende på samme tid, for hvad nu hvis noget gik galt, og han fortrød, han ikke var taget afsted? Vi havde trods alt kun kendt hinanden en måned…
Og så har I lige mit ord på, at der ikke går et helt (eller halvt) år, før tredje og sidste del dukker op!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *