Idyl, fødselsdag og værtsroller

Fotor0528113947 Fotor0528113444

Sådan. Så kom vi ud på den anden side af den seneste stress-og-vanvids-uge. Og hygge-fødselsdags-uge selvfølgelig. Det var jo ikke så slemt. Løgn. Det var temmeligt heftigt. Og jeg har nærmest sovet 24 timer ud af de seneste 48. Torsdag blev knægten jo som bekendt 4 år gammel, og som de øverste billeder så sødt viser, blev han vækket med sang, gaver og flag. Og hans begejstring over sit nye 54-liters hjem til fisk og frøer var uvurderligt.

Søndag mødte (efter et par afbud) 28 mennesker (og 4 hunde) op til brunch, brunsviger og lagkager for at fejre ham endnu en gang. Og jeg som vært. Gudfrimigvel, hvor er det nederen. Jeg har en nyfunden respekt for kvinder (og mænd), som gladeligt påtager sig værtsrollen gang på gang og står med hovedet i kødgryderne, mens gæsterne konverserer. Og jeg havde ikke engang kødgryder at stå med hovedet i. Kun en sølle tjans med at sørge for buffetbordet var fyldt op, at der var kaffe på kanden og at lagkagerne blev klargjort. Men det var i den grad rigeligt, når der skulle brødfødes 28 mennesker, og jeg den foregående aften befandt mig til 90-års fødselsdag, hvilket tog nogle timer fra forberedelsen til søndag. Men det lykkedes, og jeg fandt pludselig mig selv stående (med forklæde!) i køkkenet og jonglere med nyrørt hindbærmousse og flødeskum og tylleposer, og måtte adskillige gange høre små bemærkninger som “Neeej, Dittemor i køkkenet!” og “Går du og laver mad i smug? Det ligner, du har øvet dig”. Og den slags er jo lige dele komplimenter og jokes på bekostning af min ringe køkkeninteresse.

Men da den sidste lagkage var serveret og de tilhørende lys pustet ud, kunne jeg ånde lettet op. Folk hyggede sig dér under den store familiesammenførelse. De fremmødte bestod af alle slags mennesker. Mine (pap)søskende, Marius’ far plus familie, mine veninder, min svigerfamilie og selvfølgelig Marius’ bedste- og oldeforældre. Hvilken fest. Som jeg efter 2-3 timer kunne sætte mig ned og deltage i. Og fint var det. Vejret var i den grad med os, terrassen emmede af idyl og vigtigst af alt var knægten glad og begejstret hele dagen igennem. Henad eftermiddagen besluttede den unge del af selskabet at gå en tur igennem det bakkede og solskinsbenådede landskab. Og kliché eller ej, så gav det hele altså mening lige dér. Jeg, min kæreste, mine veninder, Marius’ far og faster og selvfølgelig fødselsdagsbarnet himself slentrede ned ad den øde vej med solskin i nakken og en hund på slæb. Der blev snakket på kryds og tværs, og det bedste af det hele var at se den lille dreng med det bredeste smil. Det er jo på ingen måde fordelagtigt at være delebarn, men at se ham spæne frit mellem de to vigtigste mænd i sit liv for skiftevis at holde sin far i hånden og sidde på skuldrene af min kæreste, bedyrer, at vi har gjort et eller andet rigtigt. Jeg havde aldrig turde drømme om, at det kunne være så ligetil og hyggeligt at arrangere fælles events til ære for minien. Men så så man lige os, og det kan sgu da godt lade sig gøre.

Følg Ditte K på Bloglovin’ og Instagram

3 Comments

  1. Emilie

    Jeg blev helt rørt af de sidste sætninger og måtte lige knibe en tåre. Rigtig dejligt at læse, specielt når jeg selv er skilsmissebarn. Det er så dejligt når alle kan sammen. Smukt skrevet. <3

    • Ditte K

      Tusinde tak :-) Det er helt overvældende for mig at kunne påvirke andre mennesker på den måde gennem bogstaver og ord! Jeg er nemlig selv skilsmissebarn, så jeg kender det også (alt for) godt.

  2. […] min mor, hvor der var plads til de nogen-og-tyve gæster, som kom og fejrede verdens bedste Muf. Og nøjagtigt som sidste år slog familien Far, familien Mor og familien Mikkel hovederne sammen og hang ud det meste af dagen […]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *