Mandag, følsomhed og øv-aflevering

Mandag, din bitch. For lidt siden stod jeg i noget af en deja vu-situation, da Marius skulle droppes af i børnehaven. Normalt går det smertefrit, men ikke idag. Ikke for nogen af os. Da det jo ikke er mere end en konfirmationsalder siden, jeg selv takkede af i børnehaven, kan jeg stadig genkalde følelsen af at skulle afleveres om morgenen. Jeg blev taget imod af Gamle Gyda (og hendes kind-vorte med tre hår), og kæmpede mig så op på en lille træbænk under vinduet, for at tage afsked med min mor, mens jeg skiftevis vinkede og græd (multitasking is not my thing). Følelsen af at blive efterladt og se bilen blive til en lille uigenkendelig prik for enden af vejen sidder fast i mig.

Jeg var et mærkeligt barn. Med andre ord sensitiv og perfektionistisk. Sidstnævnte har jeg ikke fået lagt af mig endnu, men sensitiviteten gik så småt i sig selv, da jeg startede i skole, og blev erstattet med en 15-kilos ringbrynje (som dog gik i stykker, da jeg blev mor). Jeg kan fra min børnehavetid huske, hvordan hele min verden styrtede i grus, hvis mine rottehaler ikke sad snorlige og symmetrisk, eller der sneg sig et stykke med bart hud ind mellem ribkanten på mine handsker og enden på mit ærme. Og jeg var egentlig ikke hysterisk. Jeg blev bare ked af det og overdynget med en følelse af uoverskuelighed, hvis de bittesmå ting ikke gik op i en højere enhed.

Den dag i dag kan jeg sagtens kigge tilbage og grine lidt af det lille, mærkelige barn, jeg var. Enormt eftertænksom og nysgerrig. Jeg spekulerede over ting, som et lille barn egentlig ikke bør gøre. Dér hvor filmen knækker for mig, er, når jeg kan se mønstret gentager sig. I hvert fald en lille smule. Marius er simpelthen det sødeste (og nemmeste) barn. Han er stille og rolig, en god ven, deler altid sit Disney Sjov-slik ud til alle i lokalet og plager aldrig, når vi er ude at handle. Men han har sine egne små kampe. Og jeg ville så gerne kunne tage dem fra ham, så han kunne være ubekymret på dén måde, som kun en 3-årig kan være det. Men heldigvis er han godt på vej.

Han er stadig meget perfektionistisk og kan lynhurtigt blive opgivende, hvis tingene ikke går, som han ønsker. Men der er sket en markant forbedring, efter han er startet i børnehave. Det har hærdet ham – på den gode måde. Til at starte med var hans indgangsvinkel “det kan jeg ikke finde ud af” til de fleste ting. Men gradvist er han blevet udfordret i børnehaven, fordi pædagogerne blev gjort opmærksomme på det og tog sig den tid til ham, som han krævede. Fra at bryde sammen over at skulle finde sine gummistøvler og sit regntøj i virvaret af højtråbende børn, til at han nu selv ifører sig både sko og jakke uden hjælp, har været fantastisk at opleve. Så alt i alt går det rigtig godt. Han har fået mange venner og er en af de første til at spæne ud på legepladsen, når de har indtaget deres madpakker. Og han får så meget ros.

Alting foregår i et stille og roligt tempo hos os, han får masser af ros og vi stiller små krav til ham, som gradvist øges, så han hele tiden finder ud af, at han kan mere, end han giver sig selv credit for. Men indimellem har han sine små down-perioder, og idag var altså en af dem. En rigtig lorte-mandag-morgen. Og han kunne ikke overskue, at skulle i børnehave, eller at der var så mange børn, som kom stormende og tilbød ham at lege. Og jeg skulle for alt i verden ikke gå. Jeg havde mest af alt lyst til at aflyse hele dagen, tage ham med mig hjem og snuggle under et tæppe til Ramasjang. Men det er ikke at hjælpe ham på den lange bane, hvis han kommer med hjem, når han bliver ked af det. For (ifølge pædagogerne) går der sjældent mere end 5-10 minutter, før jeg har forladt området, til han er i højt humør og igang med at gå amok på legepladsen, bage sandkager eller grave regnorme op. Jeg kyssede ham gennem tremmerne i porten, da jeg gik, og lurede lidt gennem hækken for at se, hvad han gav sig til. Og han stod bare stille, med mundvigene nedad og tårer i øjnene uden at sige en lyd. Heldigvis kom der hurtigt en voksen og tog ham i hånden, og jeg tvang mig selv til at gå derfra med hans trehjulede cykel i hånden uden at se mig tilbage.

Jeg nåede akkurat rundt om hjørnet, inden den første dråbe trillede fra min øjenkrog og ramte jorden. Og sådan gik jeg småsnøftende og blæste snotbobler hele vejen hjem. Men nu har jeg taget en dyb indånding, taget mig sammen, overbevist mig selv om, at han hygger sig, og at de ringer til mig, hvis det er helt ad helvedes til. Heldigvis er det så sjældent efterhånden, at han bliver ked af det. Men for helvede, det er nøjagtig lige hårdt hver gang, det sker, og jeg kunne altså godt bruge min ringbrynje i situationer som denne. Men den er gone for good.

4 Comments

  1. Ida

    Vil bare lige sige, at jeg netop har opdaget din blog og er begejstret! Du skriver skidegodt.

    • Ditte K

      Hej Ida. Tusind tak. Det gør mig så glad at høre, du vil følge med! Velkommen til :-)

  2. Louise Djernæs

    Man bliver altid afsløret som stalker, når man kommenterer på indlæg, som er 3 mdr gamle og som natteravn, når indlæggene er “time stamped”, men jeg kunne alligevel ikke dy mig :)
    Du skriver rigtig flot og inkluderende! Lige præcis dette indlæg kunne jeg kende noget af det jeg selv oplever, når den lille trold bliver ked af at “moster” tager hjem – for jeg er ikke nogens mor – endnu :P

    Keep up the good work, jeg vil blive fast læser fra…. nu af!

    • Ditte K

      Hey, tak fordi du vil læse med, Louise! Og tak for alle de søde ord. Jeg er selv lige blevet moster – og det skal bestemt ikke undervurderes! Det er alt for dejligt ;-) Og hvis jeg ikke tager meget fejl, må “den lille trold” være Naima – og hun er da slet ikke til at stå for!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *