Da den førstefødte fyldte fem

Min førstefødte fyldte fem i fredags. Fem. Det er helt latterligt, så travlt tiden har fået, siden han lagde vejen forbi en smuk og varm (!) maj-dag i 2010. Han er den store herhjemme, den store i børnehaven, og han skal starte i skole næste år, hvor han atter bliver den lille. Rigtig skole med spisefrikvarter, skolegård og små lektier. Han står på venteliste til den skole, jeg selv befandt mig på (nu og da) indtil 2008, da jeg afsluttede 9. klasse. Børnene er dog mange og nåleøjet ganske lille, da der først og fremmest er fortrinsret for søskende til dem, der allerede går der, og der kun startes to børnehaveklasser op. Måske jeg skulle svinge forbi og spørge, om der findes en min-mor-gik-her-for-7-år-siden-fordel. Næppe.

Nå, men fredagen forløb med morgensang for Marius, og kort tid efter han var ude af sengen, tikkede de første Lego-æsker ind. Marius’ far kom forbi, og vi fulgtes ned til min mor, hvor der var plads til de nogen-og-tyve gæster, som kom og fejrede verdens bedste Muf. Og nøjagtigt som sidste år slog familien Far, familien Mor og familien Mikkel hovederne sammen og hang ud det meste af dagen med boller, lagkager, kakao, røde pølser i ristede hotdogs og rigelige mængder Lego. Sådan hyggeligt og helt uformelt, og den fem-årige elskede det hele. Han endte på omkring 13 pakker Lego, så de næste par uger er jeg formentlig at finde begravet i farverige plastikklodser og byggemanualer med en baby spændt fast på ammepuden.

Fem-årige Marius er kærlig, betænksom, sød, forsigtig og ret sjov (hvis jeg nu selv skal sige det). Han har holdt min hånd, siden jeg var blot 17 år gammel, og han har lært mig ting om livet, han ikke selv kender til. Han er min lille følgesvend, min første baby, og han gør det urimeligt nemt at være hans mor. Oveni hatten er han vistnok en ret god ven, hvilket også kom til udtryk forleden dag, da Marius trådte igennem porten til børnehaven, og hans bedste ven fik øje på ham og udbrød: “Så bliver det alligevel en god dag!”. Og det er som regel den effekt, han har på sine omgivelser. Han er en god dreng. Min dreng.

I skrivende stund holder Frede og jeg skansen herhjemme, mens Mikkel er udenbys i selskab med studiegruppen for at catche up på eksamenslæsning. Heldigvis har vi Viennetta-is i fryseren og Coca Cola i køleren, og det har nu udgjort desserten til min Crüsli-morgenmad (chokolade-varianten, naturligvis).


Jeg påminder lige kærligt om muligheden for at følge med på FacebookInstagram og Bloglovin’. Det skulle være så godt med de dér sociale medier, har jeg hørt.

8 Comments

  1. Kristine B.

    Jeg er simpelthen også vild med din blog! Bliver glad hver gang du pipper herinde. And may I just say – som selv skilsmissebarn – hvor er det fedt for Marius, at I kan være sammen om at fejre ham :)

    • Ditte K

      Tusind tak for din søde kommentar, Kristine. Det glæder mig, du vil læse med! :-)

  2. Isabelle

    Jeg synes bestemt du skal tage fat i skolen, og trække jeg-har-gået-her kortet ;) min datter startede i sommers på en lille skole med lang venteliste (hvor jeg selv gik 8 år tilbage) og der tog jeg fat i dem. Fortrinsretten gik både til søskende og tidligere elevers børn :)

    • Ditte K

      Tak for dit input Isabelle. Det vil jeg helt sikkert give et forsøg så! Krydser fingre :-)

    • Ditte K

      Tak, Anne! Det er det nemlig! Lidt upraktisk med en halv-grumpy baby på armen, men det kan lade sig gøre ;-)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *