Tiger på spring, mor i skjul

Eller i hvert fald i sofaen. Vi er sådan lidt socialt amputerede for tiden (mest mig), fordi baby har det bedst på den måde. Vi har haft en del arrangementer den sidste uges tid, og nu er det atter tid til at sætte sig til rette i ammehjørnet og lade den momentane ro sænke sig.

Jeg har ikke ofret de famøse tigerspring meget opmærksomhed før nu, hvor de begynder at passe foruroligende godt på den baby, jeg har liggende på ammepuden størstedelen af dagen. Frede rundede de 5 uger i torsdags, og han tager tilløb til transformeringen fra spædbarn til baby. Det kommer for tiden til udtryk ved, at jeg har fået en siamesisk miniature-tvilling, som er vågen en del timer ad gangen, skiftevis deler babysmil og svinere ud og har fået øje på verden omkring sig. Og så kan det som bekendt også medføre en del amme-ædeflip, og det gør min håndtering af praktiske opgaver herhjemme en anelse mere udfordrende. Jeg får trænet mine skills indenfor multitasking, og det ender gerne i en form for squatting, når jeg tømmer opvaskemaskine med mit 5-kilos menneskeformede påhæng i bæreselen, og det kan vel også noget.

Jeg prøver at vente tålmodigt, til min rolige, sovende baby igen dukker op. Indtil da: Mere kaffe.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *