En ubarmhjertig tandfe og noget om en gåtur

Som altid gad jeg godt få gjort mig lidt mere i bloggen. Eller, som næsten altid. På det seneste har jeg været så uinspireret, at tanken om at droppe det her bloggeri for good har listet sig ind af min hjernes bagdør. Men det har jeg alligevel ikke rigtigt lyst til. Lige nu har jeg mest af alt lyst til at skrive alle mulige velovervejede, lange, debatterende indlæg, som jeg ikke har tid til at forfatte. Tid, tænker du? Det må jeg da have masser af, når nu jeg alligevel bare går hjemme og passer på babyen. Der sniger sig bare så frygteligt meget have-, menneske- og husholdning ind på mit skema hele tiden, at når jeg rammer sofaen ved 21-tiden, føles min hjerne som smør. Og det er som om, det ikke tilføjer yderligere hjerneceller at bingewatche en eller anden lunken MTV-serie før sengetid. 

Enough med brokkeriet. Det går relativt godt her. Relativt på den måde, at Frede blev vaccineret i tirsdags og har slæbt sig gennem en god portion feber og pyller lige siden. Jeg tænkte, det var en reaktion lidt voldsommere end normalt. Indtil jeg åbnede gabet på ham og erfarede, at han har fået fire(!!!) fuldvoksne kindtænder på én freaking gang. Så tror da fanden, han har været træt af tilværelsen. Jeg har svært ved at forstå hans tænders intentioner på den måde. Han var over 9 måneder gammel, før han havde en eneste pløk i munden, men så fik han så til gengæld 7 styks nærmest samtidig. Og nu dem her. What. The. Actual…

Udover tandfeens ubarmhjertighed er livet i firkløveret ret udramatisk. Hvis altså man ser bort fra, at jeg gik 5 kilometer i går. Dem, der kender mig, ved, at den slags ikke sker i mit liv. Indtil i går! Det er ikke noget fitnesstrip, men mere et forsøg på at være lidt bedre ved min krop. Min ryg kan ikke holde til løb (og jeg hader i øvrigt at løbe), så powerwalking må være vejen frem. Især med musik i ørerne. Det føles som en lillebitte miniferie (på lige fod med alenetid i Nettos spotvarerafdeling en tirsdag aften) at vandre rundt i tre kvarter med kun mit eget hoved at tage hensyn til. Fordi jeg er lidt en sucker for struktur og overblik, hentede jeg Endomondo for at spore min rute, gennemsnitshastighed og. så. videre. Det gik også fint, med undtagelse af, når app-damen pludselig råbte mig direkte ind i øregangen, hver gang jeg havde passeret endnu en kilometer. Scary shit. Og så skete der det, at jeg, 1,5 kilometer fra at være hjemme, så en tennisbane. Det begejstrede mig nok mere end nødvendigt, fordi Mikkel er gammel tennisentusiast. Jeg planlagde straks at snappe de orangebrune, indhegnede kvadratmeter til ham, hvilket fik min telefon til at kollapse. Så resten af min turs tracking og musik var væk. Og nu er det ikke ligefrem fordi, jeg er kendt for min udødelige motivation, så det stank lidt, når nu jeg endelig fik sparket mig selv ud for anden gang på tre dage. Til gengæld pådrog jeg mig halvvejs igennem min tur en vabel på størrelse med en mindre by, så en note til mig selv må være ikke at begive sig ud i verden uden strømper i skoene. Egentlig havde jeg først vovet mig afsted i klipklapper, men måtte slukøret vende hjem og skifte fodtøj, da det ligesom ikke fungerede. Så alt i alt en fremragende tur. Måske nogen prøver at fortælle mig, at motion ikke er min ting. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *