Svar på spørgerunde 

Det har ladet vente lidt på sig, som det oftest er tilfældet med de fleste ting i mit snegleliv. Det går sgu ikke så hurtigt. Men her er der svar på jeres spørgsmål! Og mega tak for dem i øvrigt.

“Hvordan tog din familie og venner graviditet nummer 2? Den lyder til at have været planlagt og det hører man ikke så tit. Er du bange for at “gå i stå” og ikke rigtig komme igang med uddannelse nu hvor du har to unger og er blevet afbrudt (igen)?”
De tog det godt. Jeg tænker, de havde set den komme. For mig (og dem, forestiller jeg mig) var det slet ikke underligt, da jeg jo breakede min første graviditet som 17-årig. Denne gang var folk omkring os ligesom bevidste om, at Mikkel og jeg levede familielivet med Marius, og hele Mikkels familie havde set, hvordan han tog Marius til sig og behandlede ham som sin egen. Så han var allerede i rollen, så at sige, og jeg havde været det længe i min familie, så at vi præsenterede en graviditet, da han var 22 og jeg 21, kom vist ikke bag på nogen. Desværre fandt vi i uge 12 ud af, at der ikke længere var liv derinde, og det tog ret hårdt på os, da vi (lidt naive måske) slet ikke havde tænkt i de baner, at noget kunne gå galt. Vi var jo bare glade. På daværende tidspunkt havde vi nået at fortælle det og måtte slukøret informere familien om, at det ikke blev til nogen baby denne omgang alligevel. Et par måneder efter var jeg dog gravid igen, og det kom der heldigvis en Frede ud af!

Det med uddannelsen er ikke noget, jeg er bange for. Jeg er træt af, at jeg ikke er ‘længere’, end jeg er, men med de to unger, jeg har nu, og de dertilhørende barsler, kunne jeg ikke have gjort det ret meget hurtigere. Det skulle lige være, hvis jeg ikke havde været så latterligt dårlig under begge graviditeter, så jeg kunne have haft noget skolegang dér også. Men det er man som bekendt ikke selv herre over, så jeg forsøger at se fremad. Og jeg skal nok nå det. Pt. er jeg 23 år, og vil være omkring 24-25, når jeg kan starte på universitetet. Der vil en del af mine jævnaldrende måske være færdige, men de ‘mangler’ så til gengæld årene med barsel og små børn, og jeg synes, det er vildt fedt, at jeg får lov at være ung, mens mine børn er små, og at jeg samtidig som studerende har mulighed for at flexe lidt mere rundt, hvis der skulle blive behov for det.

 

“Bliver du i Odense? Og er det der, du også er fra? Har du planer/tanker om på et tidspunkt at flytte fra Odense til en større eller mindre by?”
Jeg er fra Odense. Eller, egentlig boede jeg i en mindre by på Midtfyn i mine første 4-5 leveår, før min mor mødte en mand i Odense, og vi flyttede dertil. Så jeg vil betegne Odense som min hjemby, da det er her, min tilknytning er størst og har været det i flest år. Min mor har altid haft stor tilknytning til Svendborg gennem job og den slags, og vi flyttede til Sydfyn, da jeg ventede Marius. Da hans far og jeg flyttede hver for sig, rykkede han tilbage til Odense og jeg til Svendborg centrum, hvor jeg senere mødte Mikkel. Efterfølgende flyttede Mikkel og jeg til Odense, da det var nemmere både i forhold til Marius’ far og universitetet. Og her bor vi så nu. Hvad vi skal senere, ved vi ikke helt endnu. Jeg blev enormt glad for Svendborg, da vi boede der, men jeg føler mig samtidig også ret hjemme i Odense. Mikkel og jeg har snakket meget om det og ser nok begge, at vi et stykke ude i fremtiden finder noget landligt på Sydfyn et sted ikke for langt fra Svendborg. Det kan også være, det bliver i Odense og omegn, men det ser vi på til den tid. Der skal bare helst være lidt luft omkring og et par hundrede meter til nærmeste nabo!

“Møder du ofte fordomme som ung mor? Hvad studerer du?”
Jeg har næsten aldrig mødt fordomme som ung mor. Der er muligvis blevet snakket i krogene, men jeg er faktisk aldrig selv blevet konfronteret med noget. Der har da været en del udbrud, som “så må du da have fået ham tidligt!”, når folk har regnet lidt på det, men jeg har overvejende mødt ros og anerkendelse for, hvordan jeg har klaret det. Og det er vel i virkeligheden en reaktion på de generelle fordomme om unge forældre. At det var “flot” og “imponerende”, at jeg tog mig af mit barn selv, at jeg ammede ham i 14 måneder, at han var over et år, før han blev passet ‘rigtigt ude’ første gang, og at jeg tacklede opgaven som mor, som de fleste andre (voksne) mødre ville gøre det. Og jeg kan godt forstå reaktionen, men for mig var det hverken specielt flot eller imponerende, jeg var jo “bare” mor, og det var jo sådan, en mor gjorde. Selvfølgelig var jeg forvirret og i konstant søvnunderskud, men ikke betydeligt mere end jeg forestiller mig, andre førstegangsmødre er det. Jeg bliver selv helt nervøs, hvis jeg hører om en 17-årig, der skal være mor. Jeg har jo samme fordomme selv, om at de fleste nok ikke er klar til det. Hvilket sikkert også ofte er tilfældet i virkeligheden. Det var (sjovt nok) bare ikke så skræmmende for mig, da jeg stod i det selv, for jeg kendte ligesom mig selv nogenlunde til at vide, at det nok skulle gå. Det havde aldrig faldet mig naturligt at få Marius passet i tide og utide for selv at kunne udleve en håndfuld teenagedrømme. Mine prioriteter blev nok ændret ret automatisk.

Og til anden del af spørgsmålet, så færdiggør jeg min studentereksamen efter sommerferien, hvorefter jeg satser på at søge ind på journalistik på universitetet. Om jeg så kommer ind, er en helt anden side af sagen. Ellers bliver det nok noget kommunikation/dansk/sprog-something.


Og så skal der lige lyde et enormt TAK til jer, der ville være med. Også til jer, der ikke havde spørgsmål, men blot ros. Det bliver jeg sgu aldrig for gammel til. Jeg bliver så glad! En anden spurgte ind til, hvordan hverdagen ser ud herhjemme, sådan intentioner vs. realiteter, og det prøver jeg at få brygget noget omkring, for det er egentlig ret sjovt. Der er til tider uoverskueligt langt mellem de to ting.

Og så må I have den dejligste weekend. Ever! 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *