Hvad forstadslivet har lært mig

Nu er det lidt mere end et år siden, vi rykkede teltpælene op fra centrum af den fynske hovedstad og trak lidt ud i periferien. Og heldigvis for det! Vi har have og drivhus, carport og ligusterhæk, bålplads og højt til loftet, og det er noget, der for os virker skide godt med små børn og alt det der, selvom ‘ligusterhæk’ altid har skurret fælt i mine ører. Jeg undrer mig af og til over, hvordan folk i indre København klarer den med tre børn på fjerde sal uden så meget som en altan. Vi boede i stuen, og det var i perioder presset nok. Og vi havde altan. Men hvor går man hen og spraymaler sine møbelprojekter? Hvor smider man fire mands mudrede vintertøj uden at have et bryggers? Hvor opbevarer man barnevogne og løbecykler? Hvor smækker man et skrækkeligt plasticbadebassin op til at dyppe små mennesker i? Der findes løsninger på det hele, jeg ved det godt. Jeg er bare ikke skabt til livet i lejlighed, som I måske fornemmer. Slet ikke efter jeg er blevet mor. Jeg sætter voldsomt stor pris på at kunne slå en havedør op og træde direkte ud på eget græs. Indimellem savner jeg at kunne slentre 100 meter hen til gågaden og glo på mennesker og butikker, men det er nok også det eneste. Jeg savner ikke menneskemængder og snævre parallelparkeringer. Livet herude bag ligusterhækken giver med andre ord virkelig meget mening for os (indtil vi en dag skal købe eget hus og nok rykker et stykke længere mod landet), og jeg kom til at tænke på, hvad jeg har gjort mig af forstadserfaringer so far.

– Jo ældre og mere lokalt erfarne folk er, jo større sandsynlighed er der for, at de hilser på dig på gaden eller måske endda stopper op for at få en lille sludder.

– Du kan sige ualmindeligt meget om et rækkehus’ beboere ved at kigge på deres forhaver. Ikke langt fra os er der et vænge, som kollektivt er blevet enige om, at de bor i små, sammenhængende 70’er-rødstens-palæer. (Det er tilsyneladende en ting). De har massive, majestætiske jernhegn og ditto låger med guldspyd og løvestatuer, der vogter ved indgangen, som i øvrigt er stramt afgrænset af algefri fliser og knitrende, sorte perlesten. Best of both worlds, eller sådan noget. Vænget efter er til gengæld den diametrale modsætning. Her er de enormt entusiastiske omkring bløde former, græs og nips. Havenips. Det være sig havenisser, solcellelamper og vilkårlige dyr udformet i keramik. Gerne frøer og pindsvin og sådan. Hvis de fås med solceller som øjne, er det kun et plus. Og det er ikke bare sådan et par små dyr i hjørnerne. Det er på det niveau, hvor det er tæt på umuligt at vide, om der er græs eller fliser under.

– Dit barn kan gå til gymnastik i den lokale hal for 150 kroner pr. sæson. Frede er i gang og elsker det.

– Den lokale købmand er meget lokal. Og dyr. Til gengæld har de et ret ringe udvalg, så det er alletiders. Her har jeg blandt andet prøvet at vente relativt lang tid, mens køen bagved mig voksede og voksede, da manden bag kassen havde forladt sin post for at præsentere udvalget af skyllemiddel for en kunde. Med duft-test. Det skaber lidt sådan en hyggelig og langsom atmosfære, som engang imellem bliver lige en tand for langsom. Og dyr.

– Hvis man melder sig ind i lokalområdets Facebookgruppe, modtager man jævnligt opdateringer fra kvarterets selvudnævnte efterforskningsagenter. Nogen har angiveligt set en løs hund. Igen. Andre har en formodning om, at to ungersvende (det var seriøst den brugte betegnelse) måske havde købt sig noget hash nede ved købmandens parkeringsplads. Der blev informeret om biler og registreringsnumre, forældreindblanding og politi. Selv et signalement af ungersvendene fik vi. Senest var det sagen om et par 12-årige drenge, der var blevet set lege på den flade del af skolens tag. Også her blev der udvekslet privatbeskeder og opfordringer til forældrekontakt, for et vidne meldte sig straks på banen, da hans lillebror muligvis gik i klasse med gerningsmændene. Så sådan er krimi-viben her i forstaden. Ellers er det mest bare noget med at forære en stak fliser væk mod en ramme øl eller finde nogen, der vil hjælpe med at kløve brænde.

– Der findes også freaks herude. Forleden klokken 00.30 gik en mand og dennes øl direkte gennem vores hæk og ind i vores have for at høre, om han kunne låne en lighter. Og hvilken retning byen lå i. Denne episode var naturligvis også det store samtaleemne i ovennævnte Facebookgruppe, da samme herre havde været rundt i det meste af kvarteret og lagt sig til at sove i folks haver. En enkelt havde glemt at låse sin dør, hvorfor han naturligvis havde lukket sig selv ind. For at få varmen. Arme sjæl.

– Jeg har svært ved at vurdere, om kvarteret rummer flest hunde, trampoliner eller stationcars.

– “Spørg-Casper”-Casper bor i mit hood. Han er i hvert fald ofte at finde hos førnævnte købmand. (Det er kendis-niveauet herude). Det samme gør sig gældende for en af drengene med svær tourette fra TV-programmet med Cutfather, hvis nogen husker det. Han råber selvsagt ligeså meget i virkeligheden, men han så ud til at sætte pris på det, da min kæreste forleden returnerede et “luder!” med et smil og en venlig hilsen.

– Man bør undgå at handle omkring middagstid, da hele overbygningen af den lokale folkeskole gør det samme. Eller, altså. Handle og handle. De får mest tanket op på baconchips og Red Bull, men det kan sikkert også noget.

– Placeringen af vores hus med hæk op ad en cykelsti er både god og dårlig. God, fordi vi har smutvejen til tre forskellige legepladser lige ved havelågen. Dårlig, fordi knallertkørere åbenbart er uenige i, hvornår mit barn bør sove til middag. (Okay, han sover som en sten. Men stadigvæk. De larmer.)

– Vi er et relativt lille lokalområde, men vi har alligevel både pizzeria og pub(!). Og en frisør, som tilsyneladende også er tilhænger af den lokale atmosfære. Hun havde i hvert fald lukket biksen en dags tid med en seddel i A3-format i vinduet, der kom med en længere forklaring om, at hun gennemgik en række undersøgelser på Odense Universitetshospital, hvorfor hun beklageligvis måtte holde lukket den pågældende dag. Måske “lukket pga. sygdom” kunne gøre det.

– Jehovas Vidner kender også vejen herud. Ofte. En dag åbnede jeg døren og fornam hurtigt lugten i bageriet, hvorfor jeg spurgte direkte, om det var Jehova, hvortil damen slog en latter op og svarede “Nej, nej! Nej. Det er ikke Jehova. Det er hans vidner“. Ba-dum-tsss.

– Det er ikke for bangebukse at have drivhus. Jeg siger det bare. Sjældent har jeg set meget kryb bosætte sig i samme fliserille. Det er alt fra bænkebidere henover snegle til edderkopper så store som møllehjul.

– Mere plads er ikke nødvendigvis lig med mere orden. Kun på overfladen i hvert fald. Det bliver ligesom bare noget med at lege Tetris oppe på loftet, hvor man kan gemme sine matematikafleveringer fra 7. klasse og andre ting, der er gode at have, hvis nu… Ingenting.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *