Jylland, juli og moster-to-be

Så blæser der ellers nye vinde! Jeg spår, at juli måned bringer fortræffeligheder med sig for mit vedkommende. Jeg regner med et stærkt comeback på vejrfronten (!), jeg runder mit 22. år på jorden og er ydermere blevet kronet til månedens plusblogger hos Bloggers Delight. Dét kan sgu da noget! I øvrigt venter der en pakke fra Monki lige om hjørnet, jeg har nyindkøbte porcelænstuscher i min varetægt og maler nu på al keramik indenfor rækkevidde, og så bliver jeg med stor sandsynlighed moster, inden ugen er omme. A-hvabehar!

I øvrigt fik jeg fejret min søde veninde i fredags, som for ganske nylig havde placeret den skinnende studenterhue på hovedet for første gang. Hun blev gjort rundtosset i bil med stofble for øjnene, og blev noget så overrasket dér på græsplænens røde løber, da stofbleen blev løsnet og øjnene blottet. Det er altid dejligt at tage røven på sådanne mennesker, som bliver beærede og lader tårerne løbe tandsmilet i møde. Og så spiste vi ellers kartoffelsalat og pulled pork og drak rødvin og kaffe, til vi skammede os, og jeg sendte bud efter min hjemtransport (Mikkel, that is), da de andre luntede i byen. Næste dag var Marius til studentergilde (i selskab med farmor, altså), inden han atter befandt sig på matriklen. Søndag dovnede vi den helt generelt, og idag har vi været über familie-agtige i stationcar med papaflæsning på lossepladsen, pantaflevering i Fakta, madlavning og den slags sindsoprivende sager.

I skrivende stund betragter jeg (endnu engang) de voksne, sovende mennesker på Ramasjang. Gad vide, hvor længe de ligger dér på optagelserne? Hvor meget får Sebastian Klein i timen for at slumre i en robåd? Jeg skulle gladeligt tage udfordringen op, hvis DR betalte mig for at rævesove midt i arbejdstiden. Nå. Imorgen sætter vi tempoet helt ned og hiver stikket ud, da vi drager mod Henne strand et par dage med tilhørende sommerhus og frekventerer Vesterhavet. I må have det dejligt, hvad enten I knokler eller ferierer!

3 Comments

      • Ditte K

        Det er sgu så rart at modtage ros for noget, man kan li’ at lave. Så tak, hvor er I søde. I må også have dejlig ferie, hvis I holder den slags.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *