Ung mor vol. 2

Fotor060603225

Det kræver altså fordybelse uden lige at grave 4 år tilbage i livet og få erfaringerne fra min tid som nybagt mor ned på skrift. Derfor har jeg i skrivende stund valgt at isolere mig fra resten af husstanden på badeværelset i skrædderstilling med et glas rødvin ved min side. Og indtil videre fungerer det upåklageligt. Mine beretninger om livet som ung mor vil fortsat komme over flere indlæg. Der er så mange aspekter af det som kræver egen spalteplads. Både min personlige oplevelse, veninde-forhold, studie med familieliv, manglende nattesøvn og alt det løse. Det her skal ses som en fortsættelse til dette indlæg, hvor jeg beretter om tiden fra de to røde streger indtraf, til en lille dreng kom til verden en forårsdag i maj 2010.

Min reaktion da Marius blev lagt på mit bryst, er på en måde utydelig for mig. Jeg kan sagtens huske det. Men jeg kan ikke rigtigt skille de titusinde følelser ad, som strømmede gennem min krop på én og samme tid. Jeg var glad, overvældet, chokeret, bange, øm, rystet, lykkelig og forvirret. Og jeg ved ikke, om den cocktail af følelser har en fælles betegnelse. Måske bare “du-har-lige-lavet-et-menneske”-følelsen. Lad os kalde den det.

Ind rullede et bord med flag, sandwiches og rød saftevand, og det havde jeg i den grad brug for. Altså maden. Jeg havde jo, som tidligere nævnt, kastet op rundt regnet konstant gennem de foregående 9 måneder og havde heller ikke haft appetit til morgenmad, da mit vand gik kl. 07.15. Så da vi nærmede os eftermiddag og Marius ville ud i verden, var jeg ikke ligefrem propfyldt med fibre og god energi. Det mest næringsrige jeg havde indtaget i løbet af dagen, var en Mars-bar. Men ud kom han på naturlig vis, uden bedøvelses-midler eller andet ståhej, og fin var han. Og det er han eddermame stadig.

Min mor er indehaver af et vældigt hus, hvor vi havde fået et stort værelse for os selv. Jeg havde jo en idé om, at når man fik børn, havde man hus, uddannelse og endda en bil. Jeg kunne ikke engang erhverve mig et kørekort på lovlig vis. Men jeg følte mig tryg ved at bo under tag med min mor, imens jeg fandt mig til rette med baby-påhæng. Til trods for vi boede hjemme, havde jeg den indstilling, at det var mit barn. Jeg har flere gange set lignende situationer, hvor mormor ender med at agere mor for barnet, og det havde hverken hun eller jeg lyst til. Jeg kunne slet ikke forestille mig det anderledes. Jeg havde jo et moderinstinkt, som var ligeså stærkt som hos en 30- eller 40-årig mor, så at jeg ikke skulle tage mig 100 procent af ham, ville have været fuldstændig unaturligt, og var slet ikke noget jeg tænkte over. Min mor fungerede som en rådgiver, når jeg havde brug for det, mens det udelukkende var mig (og Marius’ far), som sled gulvbrædderne papirtynde af nattevandring med en lysvågen baby på armen. Og det gik bedre, end jeg nogensinde havde kunnet forestille mig.

Jeg husker kun et enkelt øjeblik af panik kort tid efter vi kom hjem fra hospitalet. Og det var måske endda på selve hjemkomstdagen. Marius sov i sin lift, og jeg sad bare dér og betragtede ham. Wow. Jeg var træt (det er jeg stadig) og besluttede mig for at tænde fjernsynet. Og lige da jeg dumpede ned i sofaen, ramte en mærkelig følelse mig. En følelse jeg ikke var vant til. Jeg forbandt sofa og fjernsyn med total afslapning, men jeg kunne på ingen måde finde den afslappede følelse frem. Alt var anderledes. Selvom jeg sad dér tilbagelænet og betragtede skærmen, havde jeg ansvaret for det her lille individ, som lå og sov ved siden af mig. Roen var ovre. Roen i min krop var væk. Jeg var på arbejde 24 timer i døgnet, selv når jeg slappede af. Og det var syret. Sådan for alvor.

Følelsen forsvandt igen, og det blev en helt naturlig del af livet at have ham med rundt. Over alt. Da Marius var omkring 8 måneder og jeg 18 år, flyttede vi i egen lejlighed. Og det var lige dele fedt og underligt. Halvandet år forinden var jeg på vej ud af 10. klasse, og nu havde jeg barn, mand, bolig og bil. Hold. Nu. Kæft. Så indtraf hverdagen som familie, og der var nok at se til.

Marius blev som bekendt delebarn, da han var 1,5 år. Heldigvis udramatisk. Og her 2,5 år efter fungerer det bedre end nogensinde. Det er aldrig den ønskelige konstellation, men når det er sagt, så er jeg selv små-fascineret af, hvor godt det egentlig går. Marius’ far har idag været forbi til kaffe, snak, hygge og leg et par timer, inden han tog Marius med retur til farmor-besøg. Og det giver mig en indre ro at se, hvordan Marius kan agere fuldstændig naturligt og afslappet med alle sine voksne omkring sig. Min mave knudrer sig sammen, når jeg ser voksne mennesker slås om deres børn gennem statsforvaltningen og andre myndigheder på grimmeste vis. Det er børnene, der betaler prisen for forældrenes umodenhed. Og når jeg på dårlige dage kan føle mig som en stor idiot for ikke at have givet Marius en kernefamilie, så tænker jeg på den slags. At han har det godt. Vi har det godt. Han har glade forældre til begge sider, uanset om de er i rum sammen eller ej. Og sådan skal det blive ved med at være.

Følg Ditte K på Bloglovin’ og Instagram

8 Comments

  1. Kirstine

    Fint. Så fint fortalt. Har selv haft samme øjeblik af uro – med alle mine 3 børn. Forsvandt lige så hurtigt som den kom og landede istedet som et uendeligt blødt punkt i mit hjerte. Og hurra for lykkelige dele-børn (de huserer også her på matriklen i bedste velgående)

  2. YOUNG AESTHETICS

    Disse indlæg om din oplevelse for ung mor er simpelthen fantastiske. Du skriver så levende at det er svært at slippe skærmen når man læser dine indlæg. Hurra for unge mødre der klarer sig så fantastisk som dig.

  3. Kloge ord – hele vejen igennem, man ved aldrig hvad man får og der er ikke kun et svar på, hvad der er det rigtige. Og skønne billeder, han er altså dejlig (:

    – Anne

  4. Hvor er du dog fantastisk! Virkelig gribende læsning, på den meget medrivende måde – du fortæller bare så godt! For Marius er det at være delebarn jo det eneste, han kan huske, og det lyder, som om I gør det SÅ godt.Det er sgu fedt at høre!

    • Ditte K

      Årh, tusinde tak, dit søde menneske! Det er (naturligvis) mit allerblødeste punkt, så det er dejligt at høre. TAK!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *