Regnvejrsdag i juni

I går klokken 11.30 forlod Mikkel matriklen til fordel for at sidde med hovedet i eksamensbøgerne, og han vendte hjem kl. 04.30 til morges. Han har gang i en 48-timers eksamen i kvantitativ analyZzzz… Analyse. Da hverken jeg eller drengene har en jordisk chance for at bidrage konstruktivt til de to tidspressede døgn, har han gang i et kaffemisbrug med resten af studiegruppen i en eller andens aneks.

Og det leder mig til lige at nævne: Jeg har været alene to dage med begge børn (med veninde-support fra kl. 16 idag, så det tæller ikke helt). Vi kom alle igennem det. Helskindede endda. Der var ingen, der slog nogen med nogen, og den eneste, der råbte en lille smule, var Frede. Som jo altså er i sin bedste ret til det, da han kun har kendt verden i små syv uger. Det gik over al forventning, men hold nu kæft, jeg glæder mig til eksamensugen fra helvede er overstået. Det samme gør sig vistnok gældende for Mikkel. Det er helt pjattet, så meget det dér ekstra sæt hænder (og hændernes ejermand) gør, når babyen enten sover 5-minutters-lure eller pjevser, mens den store godt vil holde teselskab. Nu.

Da vi nærmede os den tid på førstedagen, hvor Marius skulle afhentes, stod det naturligvis ned i lårfede stråler, mens blæsten rev regndråberne rundt. Og hvor var nu regnslaget til babytransporten? Ude i sandkassen naturligvis, hvor jeg lagde det under flytningen… For to år siden. Og der var det minsandten stadigvæk, 48 liter regnvand vådere. Og det er ikke svært at danne sig et billede af, hvordan sådan en formsyet presenning fungerer efter to års forsømmelse: Som bofællesskab for edderkopper og fuldfede snegle. Tik-tak. Marius skulle hentes, og Frede skulle helst forblive tør under hele turen. Jeg gik straks igang med febrilsk at afsnegle verdens klammeste regnslag, vaske det i badekarret, give op, holde babyen på gulvet tilfreds, smide regnslag i vaskemaskinen, indse at sådan en vask tager tid, pakke førnævnte baby forsvarligt ind og finde et regnslag fra Ikea frem. Sådan et til mennesker, altså. På vognen med den alternative presenning, afsted med mig (i klipklappere – tak, ammehjerne), og med den ene hånd forsøge at styre vognen (med svingbare forhjul…), mens den anden slås med Bodil vol. 2 for at fastholde regnslaget. Tak til juni for en daglang og dårlig prank på vejrfronten.

Om aftenen indtog vi frysepizza, fordi det er det nemmeste at tilberede med én hånd, mens vi drak fredags-cola (som Marius kaldte det) midt på en tirsdag, fordi det går godt sammen med pizza. Der blev badet, børstet tænder og læst godnathistorie, og efterhånden kan jeg klare næsten alting med én hånd. Lige med undtagelse af at sætte ny skraldepose i den dér dims på indersiden af køkkenlågen. Det kan med fordel udføres med hjælp fra knæet.

De sidste to døgn har været gode, og Marius kan høste den fulde credit. Han giver plads til, at lillebror kan larme og har tålmodighed til, at mor er lidt langsommere end normalt. Han er så stor (og lille) og forstående, og jeg kan næsten ikke bære det. Men vi glæder os stadig til, at husets største mand vender hjem.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *