“Bedre sent end aldrig”

Det kunne godt være mottoet for en række tendenser i mit liv. Lige minus det med at få børn, altså. Der lavede jeg nærmere en tyvstart. Men jeg er ikke just kendt for at stå tidligt op. Sådan i overført betydning. I virkeligheden står jeg altid tidligt op. Igen, noget med børnene. Jeg trækker som regel tiden til deadlines til det allersidste, så jeg kan stresssvede de sidste to dage op til og bilde mig selv ind, at jeg går i gang i ordentlig tid fremover. Min studentereksamen var heller ingen undtagelse. Jeg er 24 år og nyudklækket student. Og jeg syntes, det var småpinligt, at blive færdig så sent. Også selvom der foreligger en fair forklaring med to sygemeldte graviditeter efterfulgt af henholdsvis et og halvandet års barsel. Det trækker nogle år ud af kalenderen, og mange vil nok påstå, jeg stadig er ung. Og det er jeg da også. Og nu er jeg endelig i mål med første etape.

Jeg har haft op mod 40% fravær alle årene, røde varsler og samtaler, hvor jeg forsikrede personalet om, at jeg nok skulle dukke op lidt hyppigere. Men så kom syge børn og syge voksne og mest af alt en forsvindende lille motivation. Til mit held har jeg vist mig at være ok til at gå til eksamen, for havde jeg skulle forholde mig til de klassiske årskarakterer som på STX, havde det set mindre pænt ud. Men nu er der ikke flere eksamener tilbage. Overhovedet.

For halvanden uge siden skulle jeg overbevise min lærer og censor om, at jeg da sagtens kunne tale spansk. Efter at have haft det sporadisk i et år. Da jeg satte mig i forberedelseslokalet, overvejede jeg, om man mon kunne bestå ved at sige noget om guacamole og amigos, men der nåede jeg (heldigvis) aldrig til. Jeg snakkede om et billede og en ukendt tekst, som jeg skulle perspektivere til en kendt tekst. Og fik 12 og troede lidt, min lærer tog pis på mig. Hun er trods alt gift med en chilensk mand, så mit spanske kan kun have lydt meget lidt behageligt i hendes ører. Men hvad ved jeg.

Jeg har, på grund af ovennævnte barsler, ikke taget min studentereksamen sammen med en fast klasse. Jeg er hoppet på enkelthold rundt omkring, som det passede. Derfor (og også fordi jeg kan få tømmermænd blot af at lugte til en øl, og fordi jeg er nogens mor) skal jeg ikke køre lastbil og ligge i spritlage en uge og den slags. Det bliver sgu for mærkeligt. Af samme årsag havde jeg sløjfet huen, men det havde min mor og søster ikke. De overraskede mig med en helt enkel, spritny af slagsen med mit navn broderet diskret i samme farve som huen. Det var alt sammen meget ‘mig’, og det er utroligt, at det efter 24 år stadig kan komme bag på mig, at de næsten kender mig bedre, end jeg selv gør.

Men det føles rart at have afsluttet noget. Og med en afslutning kommer som regel en start på noget nyt. Jeg skrev noget om her, at jeg var blevet i tvivl igen. Og nu har jeg besluttet mig. Tror jeg nok. Jeg har tænkt og vendt og drejet og talt med folk og taget jeres søde kommentarer med mig. Og så har jeg søgt ind på jurastudiet. Og fordi jeg har søgt ind nu, får jeg (åbenbart) en hurtig-start-bonus, der gør, at jeg må søge ind med et gennemsnit på 12,0(?!). Med andre ord skal mange ting gå galt, hvis ikke jeg bliver tilbudt en plads på SDU fra 1. september. Det er fandme angstprovokerende. Jeg er jo slet ikke stor nok til at gå på universitetet. Men det er jeg så alligevel. Og mest af alt bliver det nyt og hårdt og spændende og godt. Håber jeg.

4 Comments

  1. Tillykke med studentereksamen. Du har altså gjort en indsats ud over det sædvanlige! Jeg tror, at du på dit nye studie vil opdage, at der er mange som dig – altså ikke præcis som dig, men mange der har en anden historie end den typiske. Og det tror jeg bliver godt.

    Nyd sommeren!

    • Ditte K

      Mange tak, Emilie! <3 Jeg håber, du har ret, og at det bliver godt.
      Rigtig god sommer til dig også!

  2. Kristina N

    Tillykke! Sådan et snit er der vist ikke sådan super mange, der kan hamle op med :b

    Jeg blev færdig med jurastudiet fra SDU sidste sommer – så sig endelig til, hvis du har spørgsmål eller lignende :-D Jeg skal også undervise i et fag på efterårssemesteret, men det er et 2. årsfag.

    • Ditte K

      Tak, Kristina! Åh, det lyder dejligt. Jeg vil huske dig, hvis noget skulle dukke op. Det kan jo være, vi ses derude alligevel :-D

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *