Fiskeyngel og følsomhed

Nå. I er jo ikke Se&Hør-nysgerrige, fornemmer jeg. Jeg har alligevel modtaget et par fine spørgsmål i forrige indlæg. Blandt andet et ganske sødt og overvældende relevant ét fra Sebrina, som jeg nok kan bruge et helt indlæg på på et senere tidspunkt. Om det dér med at finde en 22-årig kæreste, som smider fremtidsplaner og alt andet, han har i hænderne, for at agere stedfar for mit barn. Så forbliv tunet!

Ellers har dagen budt på en hjemvendt søn, som havde taget både sin far og kage med, da han gjorde sin entré. Så der blev refereret studenteruge og diskuteret VM et par timer og efterfølgende stod den på rengøring af akvarium. Fuck me running. Jeg har selv haft akvarium ad flere omgange i mine spæde teenageår, men når minderne falmer en smule, er det som om, de sødeste af dem har nemmest ved at kæmpe sig til forreste plads i køen. Med andre ord havde jeg lykkeligt glemt mængden af påkrævet algefjerning og pumperensning, der medfølger. Det lå mig i al fald lidt fjernt. Men hyggeligt er det. Og heldigvis nåede jeg ikke at vende røven i vejret på pumpen, inden jeg fik kigget ned i den. Dér i køkkenvasken stod en pumpe, hvori ti små (som i mikroskopisk-små) fiskebabyer svømmede rundt. I hvert fald otte af dem. De resterende to havde opgivet kampen i hvirvelstrømmen og blev sendt direkte på kloakrundfart. Ak, hvilken glæde og begejstring sådan en 4-årig næsten ikke kan rumme, når ens fisk formerer sig.

Inden sengetid fik Marius studset lokkerne på badeværelset, mens han blev underholdt af Lego-Batman-film på iPhone. Og selvom både tissetår og tandbørstning ventede lige om hjørnet, satte jeg tiden i stå. Bare for et øjeblik. Det var nok mere magisk for mig end for drengen, men jeg så mit snit til at lade aftenmads-oprydning stå et øjeblik og på lige fod ignorere kampråb fra en hær af nullermænd. Der bliver kun længere imellem den efterhånden selvstændige 4-årige gider finde sig i kram og kys fra moren. Så ubemærket løftede jeg ham ned og sidde ved mig på gulvet op af den bugnende vasketøjskurv. Bare for en stund. Og som han sad dér og forklarede om både Batman og Robin og deres beundringsværdige samarbejde, mens vi betragtede dem på skærmen, måtte jeg lukke øjnene og inhalere den størst mulige mængde luft og duft fra hans fløjlsagtige marcinpanhud. Jeg kunne stadig ane en lille duft af baby fra hans skulder. Ikke nyfødt-baby. Men min baby. Og selvom hele snakken om det nye tidsperspektiv, man får tildelt som forælder, er både klichéagtigt og trættende, og det samtidig lyder uudholdeligt sentimentalt, så er det de øjeblikke dér, der kan noget. At få lov til ganske lydløst at kramme hans lille krop, snuse ham i nakken og betragte hans buttede kinder og brune øjne. I det øjeblik forekommer resten af verden mig så ufatteligt ligegyldig.

11 Comments

  1. Årh – det er så fint og rigtigt skrevet… Mine fire piger voksér også for hurtigt, pg jeg tager mig i at babysniffe den fire åriges nakke, mens jeg prøver at blive i nuet

    • Ditte K

      Mange tak. Ja, kan forestille mig, at jeg bliver ved med at babysniffe ham, indtil han giver mig en lammer til sin konfirmation ;-)

  2. Sikke et skønt og utrolig velskrevet indlæg :). Specielt den sidste del er jeg helt forelsket i. Der er simpelhen ikke bedre end duften af ens yngel.

    Kærlig hilsen
    Camilla // byholm.dk

  3. Åh, et dejligt indlæg! Min 4-årige (meget snart 5) er altså også stadig MIN baby, selvom han har to lillebrødre på 1 og 2 ;) Og de der *snuse duften af dem ind”-stunder er bare fantastiske! Tror i øvrigt, du skal forsøge dig med spørgerunden igen efter ferien også. Personligt er jeg ret meget bagud med Bloglovin’, så jeg har slet ikke set det andet indlæg endnu. Jeg er ret sikker på, at vi er mange, der gerne vil vide meget mere om dig :D God sommer til jer!

    • Ditte K

      Tusind tak! Ja, der er ikke meget, der kan sammenlignes med de stunder dér. Og det kan da være, du har ret. Folk laver (forhåbentlig) en hel del andet, end at sidde klistret til skærmen i det vejr her. Siger jeg ;-) God sommer til jer også.

  4. Du har i den grad ramt plet – når man lige kan ane duften af babyen i nakken mens man holder om en (stadig) lillebitte 4-årig (hos os) hånd så er alt andet bare inderligt ligegyldigt.

  5. Signe

    Nøøøj du skriver godt Ditte! Jeg citere lige: “hans fløjlsagtige marcinpanhud”… Det så sandt, men har alligevel aldrig selv kunne finde på den fine skrivelse… Åhh mit hjerte smelter helt… Har lige stået, ret akavet bøjet ind over den (åndsvage Juno seng) for at prøve og nå ned i bunde og dufte og kysse de lækreste marcipankinder, men måtte desværre erkende at min korte krop ikke kunne nå ned uden at der er risiko for at bassen vågner… Øvvv nu ligger jeg her i sengen og har lyst til at gå ind og prøve igen….

    • Ditte K

      Hvor er du sød, Signe. Mange tak! Ja, det er helt åndssvagt, så meget man anstrenger sig for at nå ned til bunden af tremmesengen. Da Marius stadig brugte den slags, plejede jeg at hænge indover siden med fødderne balancerene som modvægt i luften for ikke at tilte ned i hovedet på ham ;-)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *