Nyt navn og (snart) nevø

Fotor071322286

Her går det godt. Da I søde mennesker stadig lægger vejen forbi og der tilmed kommer flere til, tænkte jeg, det var tid til det næste. Sådan blog-wise. Mit eget domæne! Hvad siger I så? Ja tak! Fremover hedder det www.dittek.nu. Folk har stjålet både .dk og .com lige for øjnene af mig, så jeg må nøjes med .nu. Men fint med det. Min gamle adresse kan naturligvis stadig benyttes, men det tilfører det lige en tand mere sejhed at have sit eget domæne. Gadekredit til mor her!

Idag har jeg rendt frem og tilbage og luret i min postkasse i håb om, der var kommet godter og skrammel fra Kinas land. Altså eBay. Jeg har alt lige fra kimonoer til tegnegrej på vej. Men så gik det jo op for mig, at det er søndag! Sådan en omgang sommerferie har det med at rode rundt i ugedagene for mit vedkommende. Og postbudet kan åbenbart godt lide at holde fri sidst på weekenden. Senere indfandt Marius sig her på matriklen, efter han havde været til hundetræning med mormor. Og trænet hvalpene, forstås.

Vores weekend har været gennemsyret af afslappethed, solbrændte kinder og alt for mange is. Vi har hængt ud hos min mor og nydt stråtag og stokroser og husdyr i overflod. Og Marius og mormor har det med at teame op og planlægge diverse tiltag på forkælelsesfronten. Igår var ingen undtagelse. Drengen forelskede sig i noget sandkasse-lir med Dusty og vennerne fra Planes (fellow drengemødre, I må vide, hvad jeg gennemgår), og selv den langsommeste knallert på havnen, kan tænke sig til, at man ikke kan erhverve sig den slags uden at investere i tilhørende sandkasse. Så de drog afsted til Silvan og returnerede med en sådan af træ. De store dér med sammenfoldelige bænke. Og det skal jo ikke hedde sig, at jeg ikke vil gøre alt for mit barn, så jeg inviterede Bosch på date på lige fod med tommestokke og uforskammet mange skruer, og en times tid senere stod sandkassen rank og stolt i et skyggefuldt hjørne af terrassen. Jeg føler, jeg (med rette) kan tilføje ‘tømrer’ til mit CV nu. Seriøst.

Ydermere regner jeg med at besvare jeres spørgsmål fra dette indlæg inden længe. Måske løbende. Og så forventer (og forlanger!) jeg meget snart at blive moster til den (yderst) færdigbagte baby på omkring 4100 gram, som, en uge efter termin, stadig dovner den i min søsters runde mave. Hun har vist sig at være en mean babymachine som kan producere babyer polstret med spæk til mange vintre, så nu mangler vi bare leveringsprocessen går igang, så vi kan få lov at møde ham! Jeg håber, I har en dejlig VM-aften, hvis I er til den slags. Og en dejlig søndag aften, hvis I ikke er.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *