Ord og nattetanker

Jeg har altid været fascineret af ord. Været opslugt af at sætte dem sammen, rokere rundt og slette i dem, indtil den helt rigtige sætning kom frem. Min skrivelyst og -inspiration har været i dvaletilstand de sidste 4-5 år. Jeg blev mor. Og med den titel trådte egne behov og projekter naturligvis i baggrunden til fordel for mit lille, nylavede menneske. Men midt i lortebleer og natteamning glemte jeg at finde dem frem igen. Eller valgte, måske ubevidst, at sætte dem på standby for en tid. Men da det ene jo ikke nødvendigvis skal udelukke det andet, og jeg nu har en dreng, som selv falder i søvn og sover igennem til næste morgen, er batterierne atter blevet tanket (en lille smule) op. Det tillader mig at bruge tid på egne idéer og tanker i aftenens tidsrum fremfor at knokle på med vuggeviser i timevis og holde baby i mine arme, til jeg selv falder i søvn.

Men jeg er stadig god til at være træt. Og så sker der det, at jeg altid brygger på nye projekter og tekster i hovedet, det sekund jeg rammer puden. Og burde sove. Derefter overbeviser jeg mig selv om, med lukkede øjenlåg, at jeg nok skal huske denne frase eller denne sætning til imorgen tidlig. Når jeg kan få det skrevet ned. Men når jeg vågner, er idéerne forsvundet som dug for solen, og jeg kan ikke huske, hvilke vendinger og formuleringer, jeg havde i tankerne.

Jeg lod mig stege af solens stråler med lukkede øjne, og tegnede ord for mit indre igår. Istedet for at falde i søvn, greb jeg min telefon og skriblede ordene ned, mens de stadig stod forholdsvis klart i min erindring. Og ud af det kom en lille, beskeden tekst om netop det. At brygge planer og idéer i de tidlige nattetimer for så at have glemt dem ved daggry. Jeg har ikke skrevet længe og må erkende, jeg er blevet lidt rusten, så bear with me.

Når dagsfabrikken lukker og slukker, og både pligter, kvalitetstid og prokrastinering stempler ud, efterlader den stålhaller af ubrugt plads, mens bagdøren står på klem. Ind lister natteravne og små, hengemte idéer, som ikke har kræfterne eller tiden til besøg om dagen. De lister igennem skjulte sprækker og kravler langs vægge og lofter. Efterlader smalle spor af tankestøv og sætter aftryk på al inventar. Fabrikken summer af natteravne på overarbejde, og jeg kæmper bag lukkede øjenlåg og forsøger at holde idéer fast. Leder efter måder at fastholde bare et enkelt støvkorn, men de er både gennemsigtige og glimtende og mine håndflader alt for fugtige. Efterspørger kræfter til at tvinge tunge øjenlåg opad. En hjælpende hånd. Men natteravnene er altid et skridt foran og mørket så listigt at gemme sig i. Knastørre solstråler baner sig vej igennem de hvide gardiner og hvirvler op i stillestående støv. Det er morgen. Natteravnene har slettet alle spor og taget tankestøvet med sig. Pligter fletter fingre med klargøring og travlhed, og nattens hukommelse siver ud til lyden af en stresset elkedel, imens de sidste minutter af morgenrutiner oprinder. Måske i nat. Måske kan jeg tvinge øjenlågene åbne. Bare lidt længere. Bare længe nok til at indfange en nats idé og holde fast indtil dagslyset hvirvler op i stillestående støv.

PS: Billedet er udsigten fra min gamle tagterrasse. Om jeg savner den? Ja.

2 Comments

  1. Jeg stemmer for flere brudstykker af dine skriblerier på bloggen. Det er hyggeligt at læse, og man kan godt mærke at du har funderet, tænkt og tygget på ordene på en anden måde. Så fint!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *