Voksenhed og venskaber

os to

Jeg besvarer e-mails, vander planter, fjerner spaghettipletter på grydebunden med lagereddike og betaler elregninger. Jeg er voksen nu. I hvert fald på papiret. Well, ikke dét papir. Min fødselsattest er netop blevet 22 år, og flertallet af mine jævnaldrende migrerer til hovedstaden for at studere, svede som bartendere, rulle hjem fra byture i indkøbsvogne og knalde to tredjedele af kollegiet. Jeg sætter pris på at gå “ordentlig tid i seng”, jeg placerer plastre på hudafskrabede knæ, jeg børster små mælketænder og går til forældremøder. Og så har jeg et ansvar og en bekymring for et lille individ døgnet rundt, uanset om han er i min fysiske varetægt eller ej. Det lille individ var engang en spire i min 17-årige mave og er nu en 4-årig søn i mit liv. Og dét er noget, I er nysgerrige efter at høre mere om, kan jeg forstå. På jeres spørgsmål i tidligere indlæg, altså. Jeg regner med at besvare spørgsmålene i etaper, så der ikke opstår for meget violinspilleri på én gang.

Jeg har tidligere berørt emnet ‘ung mor’ her og her, men der er meget at komme efter, og et af spørgsmålene gik på, hvordan mine venskaber ændrede sig efter Marius’ tilblivelse. Og det var lidt af en blandet landhandel. Først skulle de lige fordøje nyheden og derefter lede efter passende roller i mit nye liv. Forståeligt nok. Jeg havde få måneder inden min graviditet afsluttet 10. klasse, hvor jeg i øvrigt mødte Marius’ far. Derfor kendte størstedelen af skolen os begge to, og der blev kastet alt fra lykønskninger til forvirrede blikke efter os. Da min krop bukkede under for graviditetens pres ganske hurtigt, og jeg befandt mig i vandret leje med selskab af en spand i ni (lange) måneder, blev jeg sygemeldt. Det afskar mig fra skolegang og unødigt samvær med alt for mange teenagere, og det passede mig overraskende godt. Jeg havde min familie og mine nærmeste veninder med mig. Og de samme veninder står stadig ved min side idag. Heldigvis.

Jeg har hele min barndom været ferm til træklatring og jord på knæene, og derfor havde jeg oftest flere drenge- end pigevenner. Men 17-årige drenge kan ikke helt forene sig med emner som bleskift og modermælk, og det forstår jeg sgu godt. Derfor gled mange venskaber med hankøn i baggrunden, og frem trådte en skare af piger, som var begejstrede for små fingre, små sko, små tæer og små mennesker helt generelt. Jeg modtog beskeder og lykønskninger fra gamle bekendte, jeg ikke havde set i flere år, som tilbød babysitning og barselsbesøg. Og det var sikkert med gode intentioner, og jeg satte pris på hver besked, men ligeledes måtte jeg trække på smilebåndet over den pludselige kontakt og nyfundne interesse. Venskabet med min bedste veninde forblev uændret, og hun agerede Greenpeace og kom den strandede hval til undsætning med te og chips, selvom hun havde rig mulighed for at smutte og svinge skinkerne på det lokale disko. Og sådan er det gudskelov stadigvæk (bortset fra det med hvalen, that is).

Jeg var en anelse fordomsfuld og skeptisk over mødregrupperne, jeg blev tilbudt. For unge mødre. Men jeg gav det et skud. Størstedelen var 20-22 år og havde 2-3 børn hver. Der blev uddelt verbale lussinger til kommunen for ikke at tilbyde aflastning til det yngste barn, når de to ældste allerede var i pleje hver anden weekend, og der blev brokket igennem over, at kæresten byggede øltårn ved computeren. Der var overflod af dårlige tatoveringer og læbepiercinger, og jeg ved godt, folk kan være flinke på trods, men det var ikke tilfældet. Jeg følte mig ikke tilpas.

Jeg rykkede i ny gruppe, og det gjorde for alvor en forskel. Jeg var ganskevist det yngste kid i kuldet (med den ældste baby), men pigerne her var søde og imødekommende, og det var en helt ny fornemmelse at være i samme båd med næsten-jævnaldrende. Det førte til hyggelige timer og stadigt vedvarende venskaber, hvor vi nu mødes på kryds og tværs med vores børnehavebørn. Og det er en fornøjelse at have veninder, som ved, at når man ikke får svaret på en SMS inden for to minutter, kan det være konsekvensen af aftenbadning, putning, lortebleer eller hysteriske anfald.

Så alt i alt er det vel gået efter mine forventninger. Det har givet mig en vished om, hvem mine rigtige venner er og givet mig nye bekendtskaber, jeg ikke ville være foruden. Men selvfølgelig ser jeg frem til, at Mikkels og mine vennepar påbegynder babyprocesserne. Det skaber et ekstraordinært fællesskab, hvor vi (ironisk nok) har endnu mindre tid til hinanden, men jeg spår mange gode sommeraftener med legende børn og god vin i glasset.

One Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *