Dagen efter dagen

Igår blev Frede døbt. Han er som bekendt noget af en arm-baby, men så snart organisten fyldte våbenhuset med orgelets toner, gled øjnene i, og han sov stort set gennem det hele. Og det var meget, for der var højmesse, og vi var i kirken i halvanden times tid. Marius tørrede stolt og nænsomt lillebrors hoved tørt for vand efter ceremonien, og først ved nadvertid forlangte Frede en bid mad. Den søde præst havde forinden sagt, at jeg endelig skulle amme og vugge, som det passede, så mens kirkegængere smagte på Jesu Kristi blod og legeme (tør kiks og sur saft ifølge Marius) i tre (!) hold, tog Frede til takke med en tår mælk på første parket. Vi havde en god og hyggelig dag fyldt med glade gæster, mega meget mad og gode gaver. Og kun en lille smule regn. Vi var 54 mennesker, og boblerne i glassene summede om kap med kødet på grillen.

Det ser dog en lille smule anderledes ud idag. Jeg forestiller mig, at min krop de sidste par dage har kørt på en slags ekstrabatterier, som jeg slet ikke har haft. Jeg kan i hvert fald ikke mindes, hvornår jeg sidst har været så unaturligt kvæstet, som jeg har været idag. Og det kommer fra én, der ikke har sovet mere end 4 sammenhængende timer siden 16. april. 

Frede moslede en del fra 7-tiden, men stod først rigtigt op omkring halv 9. Jeg overleverede ham derefter til Mikkel i sofaen med henblik på at få mig en skål god (mjah) energi i form af Cocopops. Halvvejs inde i skålen faldt jeg dog i søvn med hovedet på mit knæ og vågnede lettere ucharmerende med savl ned ad benet, da Frede begyndte at råbe lidt af sin far ovre i sofaen. Og hvis jeg ikke kan holde mig vågen til at spise min yndlings(morgen)mad, så er den gal. På et tidspunkt begyndte min hjerne at producere hypoteser, der gik på, om jeg mon egentlig ville betale x antal kroner eller for eksempel lade mig skære i benet (?), for til gengæld at få lov til sove på den måde, hvor man vågner af sig selv. Fordi man er udhvilet. Jeg vil sige det sådan, at jeg overvejede det. Længe.

Dagen idag har således foregået i trancelignende tilstand, hvor jeg har sovet, når baby sov (Marius er hos sin far), vågnet, når baby vågnede og så fremdeles. Han er bare ikke rigtigt glad for lure på mere end 15-20 minutter. Det har dog været en krævende cocktail, når man hver gang når helt ned i den dybe, savlende søvn simultant med, at baby ikke længere er nede med at sove og derfor stikker i et skrig. Samtidig har han stadig gang i noget med lidt mavekneb, så han ser helst ikke, at vi sidder stille på noget som helst tidspunkt i løbet af dagen. Han vil mægtig gerne pludre og smile i 4-7 minutter ad gangen, men derefter kræver han altså vuggen, gyngen, dansen og hoppen til gengæld, og han køber altså ikke helt slyngevuggen (endnu!). Det er godt, han er så skidesød. Nu er han muligvis allerede (klokken 22) gået i seng for natten, og jeg gør nok klogt i at gøre det samme. Skal bare lige have lagt de dér 25 kilo vasketøj sammen…

  

One Comment

  1. Belinda

    Din arm-baby lyder som vores og derfor drister jeg mig til endnu engang at komme med et lille fif, der virker for os, når nu hverken slyngevugge og i vores tilfælde heller ikke barnevogn er sagen… Jeg kan ikke huske om du gør det allerede men ellers så er vikle/bæresele/slynge det der virker bedst for os, hvis vi så samtidig hopper lidt på pillatesbolden så går det rimelig hurtigt med at få ham til at falde i søvn og sådan kan vi også få ham over i de næste søvnfaser, hvor han ellers vågner efter ti-tyve minutter. Når først han er hjulpet over en eller to småopvågninger, så sover han gerne to-tre timer og jeg har efterhånden lært at sove med viklen og ham på ??

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *