Min store, lille dreng

Han returnede idag fra sin far og bragte kage og godt humør med sig og faldt lige ind i afleveringsritualet, som han kender så godt. Han fik gennemgået de seneste begivenheder, store som små, med sine tre voksne over kaffe og Capri Sonne, og gensynsglæden overfor lillebror var stor. Nu ligger han atter i sin seng og sover, og jeg tiltusker mig et øjebliks holden-i-hånden, mens han giver sig en lille smule og gumler lidt i søvne. Han er et følsomt og eftertænksomt lille menneske, som på samme tid har taget imod sin nye rolle som storebror med mod og åbne arme. Selvom jeg ikke er nærig med at fortælle ham det, tror jeg ikke, han helt forstår, hvor højt jeg elsker ham, og hvor fascinerende en fem-årig personlighed, han har. Jeg savner ham helt, selvom han ligger lige dér, for jeg skal både dele ham med hans far, papfar, lillebror og en hel håndfuld bedsteforældre i ny og næ. Heldigvis.

Vi nyder allesammen det (relativt) nye firkløver til fulde, og Marius plastrer sin lillebrors bløde babyfjæs til i kys, når han kan komme til det. Vi deler allesammen tiden med hinanden, men i denne tid mest på babys præmisser. Naturligvis. Sådan er det, og sådan skal det være. Men nu, hvor den største og den mindste dreng går aftentur, har jeg mest af alt lyst til at vække den mellemste, så vi helt uforstyrret kan stene en film, løbe ned på legepladsen eller lægge et puslespil helt uden pauser. Men jeg skal nok lade være…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *