Noget om søvn og slyngevugger

Nu er jeg blevet spurgt ind til Fredes slyngevugge et par gange, og måske giver det i virkeligheden fin mening at flette en lille evaluering sammen lige her.  

Jeg har cyber-gloet forskellige mødre over skuldrene (på den venlige måde) for at finde ud af, hvilke erfaringer de har gjort sig med den dér slyngevugge, som jeg for indtil ganske nyligt ikke anede eksisterede. Ud af det blå dukkede den op alle vegne badet i konfetti og trompetfanfarer: Endelig var den her! Vidundervuggen, en fredskæmper uden sidestykke, svaret på alle søvndesperate forældres bønner. Forhandleren tilbyder sågar søvngaranti, så man kan vugge sin baby i 14 dage og stadig få pengene retur, hvis den nu – mod al forventning – ikke kan få barnet lullet i søvn. Helt ærligt, hvad er der at miste? Man skulle da være et skarn, hvis man ikke gav den et skud. Jeg evaluerede idéen med Mikkel, og efter jeg havde læst Sneglcilles indlæg højt for ham, var beslutningen definitiv. Jeg fløj til tasterne med dankortet i hånden, og vi holdt vejret, til den landede på posthuset (så vækkede vi i det mindste ikke babyen).

Frede sov (meget passende) som en nyfødt de første fjorten dage af sit liv. Altså 18-20 timer i døgnet. Derefter fandt han ud af, at der var en verden derude, hvis bare han åbnede øjnene. Indimellem endda to, når han fokuserede så voldsomt, at han begyndte at skele. Siden hen opdagede han sine hænder og derefter sine forældres ansigt og skæg (mest farens). Dermed var søvn ganske overvurderet, og han fandt også hurtigt ud af, at det var jævnt mere hyggeligt at tage en lur i en halvkrøllet stilling på armen af os fremfor at ligge på sin Fossflakes-guddommeligt-bløde-madras i for eksempel liften. Seriøst, hvor mange mennesker på 6 kilo har topmadras?

Nu er vi derhenne, hvor Frede helst ikke sover mere end 10-15 minutter ad gangen på noget tidspunkt i løbet af dagen. Under de rette omstændigheder (en barnevogn i konstant bevægelse eller en lur ved siden af mig, så der hurtigt kan falde et stykke mad af) kan han snige sig op på 30-45 minutter, men det er næsten ligeså sjældent som ædru mennesker på Roskilde. Jeg havde svoret, at jeg inden barnedåben skulle unde mig selv den luksus at (som minimum) få lakeret tånegle, og det gjorde jeg så. Stående vel at mærke, med en fod på et havebord, hvor den ene hånd malede neglene med rød lak, mens den anden holdt gang i barnevognen. Og det er nok nøgleordene med hensyn til Fredes lure: Never stop moving. Om natten sover han i vores seng mellem vores Ikea-hack-bedside-crib og mig, så hans bedside-fidus bruges egentlig kun som sikring mod, at nogen triller ned på gulvet. Han sover ikke rigtigt i den. Det har gået fint indtil videre med 2-4 lynhurtige måltider, som jeg knapt nok ænser. Helt uden gråd og brok. Så vores udfordring ligger primært i dagtimerne, da han også helst ser, at de (mange) vågne timer som minimum spænder af på en arm og meget gerne en skulder med roof-top-view.

Siden vi erhvervede os slyngevuggen, har det foregået på nogenlunde samme måde. Den største forskel er, at en del af arm-lurene istedet afvikles i vuggen. Enten bliver han bugseret ned efter at være faldet i søvn oppe hos os, eller også kan han af og til bounces i søvn i vuggen. Han sover stadig ikke ret længe ad gangen, men en gang imellem sker det, at vi kan vugge ham tilbage i søvnen, hvis vi fanger ham på det rigtige tidspunkt. Om aftenen bliver han typisk puttet i den mellem 22 og 23. Så står Mikkel eller jeg gerne og fjedrer den op og ned, mens vi forsøder tilværelsen for alle tilstedeværende med vuggeviser, indtil Fredes øjne glider i. Vi er (endnu) ikke der, hvor vi bare kan lægge ham og regne med, han selv falder i søvn. Men når først han sover i den ved sengetid, er det ret sikkert, at han, når jeg går i seng, kan løftes fra stue (i vuggen) til soveværelse, hvor den atter bliver klipset op på dørkarmen. Så sover han der til 1-2 tiden, før han vågner og kommer over til mig. 

Så, for at opsummere ovenstående rod lidt mere enkelt: Det har ikke været det endegyldige svar på søvnproblematikken herhjemme, men den findes formentlig heller ikke, så længe der også er ting som periodevise mavekneb, der spiller ind, og det kan en vugge af gode grunde ikke stille det store op med. Desuden kan han sikkert sagtens nå at vænne sig yderligere til den, hvormed putningen bliver nemmere. Han har næsten altid en af vores t-shirts eller lignende til at putte med, så vuggen dufter (lugter?) trygt og velkendt, og dem vil han gerne ligge og nulre næse i. Vi har med vuggen fået et sted, hvor vi oftest kan lægge ham fra os, uden han vågner med et skrig, og dét kan altså noget. Han er tydeligt vild med den hyggelige følelse af at være omsluttet, og den bløde, gyngende fornemmelse hjælper på de fleste ting. Så ja, jeg kan helt sikkert se stort potentiale i slyngevuggen, men effekten varierer selvsagt efter hvilken baby, man putter i den. Så, til trods for en lidt rusten start, er vi fortrøstningsfulde og vil meget nødigt undvære den. Det er godt og skal nok blive endnu bedre! I øvrigt får jeg hver dag sådan en lyst til at kravle ned i den, så jeg drømmer lige nu om en magen til i voksenstørrelse (eller, altså, bare stor nok til at rumme en på 1,65…). Og Marius vil i øvrigt også gerne bestille en i størrelse 5 år.

  

7 Comments

  1. Cecilie

    Sådan en sover havde jeg også første gang. Hold nu op, man får lange arme. Jeg var vild med slyngevuggen. Den udrettede ikke mirakler – men i det mindste havde jeg frie arme, når han tog sine 30-45 minutter på langs (aka et afsnit White collar). Og med en snor fra vugge til mor, kunne jeg sidde med min flade røv i sofaen, mens jeg drak varm (!) kaffe.

    • Ditte K

      Ja, sådan foregår det faktisk også her – er dog for længst kommet igennem White Collar ;-) Men lidt har bestemt også ret, så længe man har armene fri i mere end 3 minutter ad gangen :-)

  2. Mette Vilain

    Helen Lyng Hansen har skrevet en bog, der hedder “Sådan får du dit barn til at sove!”. Den omhandler forskellige soveproblematikker, og jeg købte den, da Jeg havde lignende udfordringer med Sofus. Jeg ved ikke, om det var bogens anbefalinger, eller det, at han blev ældre, der hjalp, men bedre blev det ihvertfald efter et stykke tid. Du er velkommen til at låne mit eksempler, (jeg kan tage den med i mødregruppe næste gang), eller du kan komme forbi og hente den?

    • Ditte K

      Hej Mette :-) Marius sov først igennem som 2,5-årig, så jeg har været igennem diverse bøger og lignende, men den dér har jeg aldrig læst – så det var da værd at prøve :-) Hvis du vil tage den med til mødregruppe næste gange, er det super – og tak :-D

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *