Sensommer-blues

Jeg befinder mig på altanen med en kop kaffe spædet op med både mælk og koldt vand, så den lynhurtigt er til at hælde i svælget. Huset er ved at få øjne. Marius har selvfølgelig haft øjne længe, og de har været rettet mod alt fra Ramasjang til Lego og i øjeblikket på en rugbrødsmad. I sofaen. Det er sidste mandag med ferie, og jeg har ikke ret til at brokke mig. De fleste voksne (det er altså ikke mig endnu) har for længst overstået de 3 ugers sommerferie og er tilbage på pinden og stryger fra job videre i vuggestuen og over i Netto for at være idéforladt angående aftensmad og lige akkurat nå hjem, når ulvetimen peaker. Og jeg har haft laaa-aa-aang ferie. Og vi har lavet så tæt på ingenting som muligt, men det har lige netop været det, der skulle til. Vi har fået ladet batterierne op. Mere eller mindre. Der er stadig ubrugt plads, som kunne fyldes med lidt mere energi. Men sådan er det altid med mig.

Det har regnet til morges. Selvom klokken er over 9, har solens stråler endnu ikke nået at bryde igennem den tykke dyne af lysegrå skyer, der ligger som et tungt tæppe over byen. Jeg er ramt af sidste-ferie-fase-blues, men er trods alt ved godt mod. Det piner mig, bare en lille smule, at sommeren er ved at ebbe ud. Vi har ganskevist en måned og måske mere endnu, men jeg kan altså bedre li’ at tage hul på foråret. Dér er der lys forude. Om hjørnet venter en hær af madpakker, der skal smøres, ting, der skal nås og deadlines, der skal overholdes. Og når mine medstuderende mødes til studiegrupper og fredagscaféer, stempler jeg ud og henter poden i børnehave. Og det glæder jeg mig til. Men jeg kan ikke lade være med at se frem til tiden på universitetet, hvor der sandsynligvis er lidt flere af min slags. Os i forældreland med bekymringer, pligter, gøremål og uanede mængder af ansvar. Og glæde, for fanden! Masser af det. Jeg kunne bare godt bruge lidt mere ferie. Bare lidt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *