Frede fire måneder (og en vinder)

Igår var det 4 måneder siden, husets mindste beboer blev udklækket på Odense Universitetshospital. Det fylder mig med de sædvanlige, forvirrende følelser af, at han lige er kommet og altid har været her. Han er blevet væsentligt gladere, både for slyngevuggen og livet helt generelt. Han knokler ikke så hårdt med fordøjelessystemet, som han har gjort, og det efterlader tid til både smil og grin. Og til at gnaske livet ud af sine tæer.

Hans ører krøller (heldigvis) stadig, han æder som en gal og sover knapt så godt om natten, som han hidtil har gjort. Men det falmer fuldstændigt, når han har det brede smil på i dagtimerne. Lurene er stadig få og korte, men han har en nyfunden entusiasme for legetøj og andre ting, han kan stikke tungen og fingrene ind i (her er O-Ball genial). Han pludrer, smiler og spræller lystigt med arme og ben, når humøret er højest, og han kan næsten ikke være i sig selv af bare begejstring, når han bliver tilbudt et bad. Hvis han er skeptisk over tilværelsen, kan det næsten altid reddes ved at prutte ham på kinderne (med munden, bevares). Han er også begyndt at grine rigtigt (som videoen på min Instagram viser), men af en eller anden grund er de grin mest forbeholdt hans far. Nåhmen. Okay så.

Selvom han lige knapt falder under kategorien ‘nem baby’, bevæger han sig altså i en ganske god retning. Og når man først har været forælder til en vrissen baby, er selv de mindste fremskridt usigeligt kærkomne. Altså, jeg har fået mine arme igen, og af og til lykkes det mig rent faktisk at udrette ting. Se lige mig, jeg tømmer opvasker med begge hænder! Måske fordi Frede underholder sin far imens, eller måske bare fordi han sidder i sin Nomi-stol og kigger på. Og smiler. Uden at græde! Yes, for en god baby!

Og selvom det er sidst på dagen, lovede jeg jo, at vinderen af et mobilcover af eget design ville blive udnævnt idag. Som sagt, så gjort! Jeg bad Mikkel slynge det tal fra 1 til 23 ud, som først faldt ham ind, og da han, komplet uvidende om opgavens årsag, udbrød ’17!’ ovre fra sofaen, var valget truffet.

Jeg har talt frem til, at Katrine var den 17. til at kommentere og dermed den, der må designe sit eget cover hos Caseapp.dk.

Afslutningsvis skal der lyde et stort tak til jer 23 rare mennesker, som havde lyst til at deltage i min første, rigtige konkurrence (jeg bryder mig ikke om ordet ‘giveaway’) herinde. Det er en form for blandet fornøjelse – For ligeså fedt det er at glæde én, ligeså nederen er det at småskuffe 22. Altså, jeg ved godt, præmien ikke er decideret prangende (og at I nok skal komme jer ovenpå den kæmpe nedtur), men I forstår nok, hvad jeg mener. Oh, the struggle… 

  

2 Comments

  1. Katrine

    Hej Ditte, det ser ud til det var mig der var kommentar nr 17 i din fine konkurrence, men har ikke fået en mail fra dig :)

    Ps. Jeg elsker at følge med i jeres lille univers :)

    • Ditte K

      Hej Katrine! Det er rigtigt. Jeg var ved at skrive den, men så faldt jeg i søvn midt i det hele (Frede har ikke rigtigt sovet i nat…). Jeg sender den med det samme! :-)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *