Hvad venter vi på?

Ømt emne, jeg ved det godt. Men det er immervæk et emne, der på en eller anden facon vedrører mig. Eller måske lige netop ikke vedrører mig. 

Gennemsnitsalderen for førstegangsfødende i Danmark er, som I sikkert er bekendt med, temmelig høj. Forstået på den måde, at den ligger på 29,1. Det er der formentlig en del mere eller mindre gode grunde til. Det kunne for eksempel være uddannelse, karriere, den famøse selvrealisering og/eller en tilværelse som single. Det er alt sammen et spørgsmål om prioritering (måske ikke så meget den med kæresten), og vi prioriterer åbenbart væsentligt anderledes, end vi tidligere har gjort. Nu siger jeg ‘vi’, hvilket i og for sig er misvisende, når jeg nu hiver statistikken så godt og grundigt den anden vej. Jeg var mor på min 18-års fødselsdag. Til en baby på to måneder. Lyden af ‘De Unge Mødre’s introjingle giver med det samme genlyd i mit hoved (og sikkert også i dit nu, mwuhaha), til trods for jeg ikke har haft Kanal 4 i mange år. Uigennemtænkte formuleringer og ditto tatoveringer, piercinger i hobetal og noget med kommunen og dennes sagsbehandlere. Det er, sørgeligt nok, det første, der falder mig ind, når nogen snakker om unge mødre eller unge forældre generelt. Paradoksalt much? Mjah.

Jeg vil aldrig decideret opfordre nogen til at planlægge at få barn, inden de selv er myndige, for jeg tror ikke, at ret mange teenagere er opgaven moden (forståeligt nok, egentlig). Måske er det fint nok, i hvert fald at kunne skrive et 2-tal foran i alderskolonnen. Det er så absolut ikke for at hellige mig selv, men jeg var aldrig rigtigt i tvivl, og det føltes ikke mærkeligt eller som om, jeg mistede noget. Hvilket jeg jo heller ikke gjorde. Jeg fik noget. Noget helt usandsynligt småt, som viste sig at blive det største i mit liv. Jeg planlagde ikke en graviditet som 17-årig, men det skete alligevel. Og selvom mange yndede at tage ordet ‘abort’ i munden, føltes det helt forkert for mig. Heldigvis. Jeg var hverken 17 eller 27 den dag på den flaskegrønne fødestue, hvor jeg i 2010 fik min førstefødte i armene for allerførste gang. Jeg var mor. Og så smuttede min biologiske alder altså ned et sted imellem natteamninger og lortebleer. Formentligt på samme måde som havde jeg været 30.

Kvinders evner til reproduktion peaker i alderen mellem 16 og 25. Det er lige præcis de år, hvor vi idag har ‘ungdommen’ liggende. Vel egentlig en form for selvskabt fænomen, da man tidligere gik mere direkte fra barn til voksen. Og det mener jeg ikke, man skal, for så skarp en grænse kan ikke trækkes mellem to så forskellige livsfaser. Imidlertid er der måske opstået en tendens til, at ungdommen strækkes endnu længere ud end før. Måske endda i begge ender. En del går (lidt for) tidligt fra barn til ung, og næsten endnu flere strækker ungdommen helt ind i 30’erne. Og det kunne være én af de medvirkende grunde til, at ufrivillig barnløshed bliver betegnet som en folkesygdom herhjemme. Fordi nogen simpelthen venter for længe. Biologisk set, i hvert fald.

Inden nogen misforstår mig (hvilket måske er for sent), så er jeg all about, at hvert menneske gør, hvad vedkommende selv finder rigtigt. Men jeg er dog blevet spurgt om de samme ting et utal af gange og vil derfor godt forsøge at aflive en myte eller to: Nej, livet går ikke i stå, fordi man får børn, og jo, det kan være en udfordring indimellem, men det er som regel det hele værd ganget med tusind. Ungdom – eller i hvert fald ungdommelighed – er ikke uforeneligt med livet som forælder. Tværtimod hjælper det at være lidt barnlig i det, specielt når man skal levere en overbevisende imitering af en T-Rex eller se ‘Frost’ for 18. gang. Min erfaring er, at mange ting ikke engang føles som en ofring eller noget, man må undvære. Ens prioriteringer ændres ganske enkelt. I hvert fald (og heldigvis) for de fleste.

Flere kvinder først i 30’erne får frosset æg ned for at gemme dem til et mere belejligt tidspunkt, hvor lysten er større og karrieren knapt så travl. Et tidspunkt, hvor den naturlige fertilitet synger på sidste vers. Det er naturligvis svært at kortlægge grunden bag hvert enkelt tilfælde – men er vi i virkeligheden, mere generelt set, blevet for kontrollerende med et ønske om skemalagt tilværelse i kasseform? Hos for eksempel Facebook tilbydes der endda nedfrysning af kvinders æg, så de kan udskyde projekt baby og pleje karrieren i længere tid. Modellen er oftest noget i stil med at få sig en uddannelse, en eventuel partner, karriere, hus og bil, og så kommer de dér babyer som rosinerne i pølseenden, fordi fundamentet først skal sikres. Og forstå mig ret; stabilitet er naturligvis en fundamental faktor i børns opvækst, men jeg tror godt, det kan tilbydes på lige vilkår i lejebolig som i villa.

Der er vanvittigt mange parametre, der spiller ind – jeg ved det godt. Og selvfølgelig er det fordelagtigt at have et tilnærmelsesvis stabilt parforhold først, så man undgår for mange skilsmissebørn. Men med det sagt, så er det ikke komplet umuligt at lave ovenstående model, blot med pølseendens rosin som et af de første elementer. Det er det altså ikke.

Jeg vil vove den påstand, at ingen af mine børn mærker noget til, at mor og (pap)far er på SU, whatsoever. Vi har det altså mægtigt. Vi har råd til det, vi skal have råd til, og i bund og grund mangler ingen af os noget. Overhovedet. Jeg synes, det på uendeligt mange måder er ekstremt fordelagtigt at have små børn, mens man studerer. Tiden er din helt egen på en ganske anden måde, der er stor fleksibilitet og på eksempelvis universitetet, er der ingen, der tæller, hvor mange af barnets første sygedage du har holdt, så længe du formår at følge nogenlunde med. Og mens vi er igang med gloroficeringen heraf, så kan du også fortælle en fremtidig arbejdsgiver, at du ikke stikker af på barsel anytime soon – hvis nogensinde overhovedet.

Det kræver planlægning, struktur, og spontaniteten bliver minimeret – eller i hvert fald en anden. Men det er altså ret fedt at have sine børn med på sidelinjen (eller rettere solidt plantet i centrum) gennem livets forunderlige faser. Man får forhåbentligt også nogle flere år sammen end ellers, og når de først flyver fra reden, er man stadig somewhat ung i det.

Taler jeg lidt for meget min sag? Muligvis, men det er den eneste virkelighed, jeg kender, og jeg kan ret godt li’ den. Og jeg vil godt oplyse om, at det er muligt at være forældre af den yngre slags, uden Kaare Sand og kommunen kommer rendende. Opfordring hermed videregivet: Få nogle børn. Hvis du har lysten og rammerne til det, naturligvis. De er skide søde, irriterende og helt fantastiske!

17 Comments

  1. Nellie Nielsen

    Kunne ikke være mere enig :) jeg var 18 da jeg fik min søn og det har ikke taget min ungdom væk! Jeg var helt opslugt af sociale begivenheder, arbejde og bare virkelig meget fest og minus koncentration på min uddannelse og efter Christoffer kom ind i mit liv er alle mine prioriteringer kommet i orden! Plusset er også at bedsteforældrene også er unge, så pasningsmulighederne er meget større. Det eneste “minus” er at jeg har selv oplevet at en mand i en ung alder måske ikke altid er klar til familie og lortebleer og rengøring, men det måske ikke personen der afgør det men manden.. Det ved jeg ikke noget om :)

    • Ditte K

      Ja – små mennesker kan skabe enorme forandringer! :-) Det med faren er selvfølgelig ikke noget, man kan ændre så meget på, men det besværliggør naturligvis situationen en hel del. Her var Marius’ far 18 år og 100% dedikeret, som han stadigvæk er idag. Så der findes (heldigvis) også gode eksempler, men der er desværre mange, der render ind i unge mænd, som ikke helt kan rumme opgaven :-( Tak for din historie!

  2. Merete

    Hvor har du ret. Selvfølgelig skal hver især gøre det der passer bedst til dem, men jeg vil gerne tilslutte mig alt det du fortæller her. Jeg var 20, havde ingen uddannelse, men blev gift og fik tre børn i løbet af fem år. Da den yngste var et år startede jeg uddannelse, fik job, tog en uddannelse mere, fik et fjerde barn og tog så en tredje uddannelse. Nu er den yngste 16, jeg er kun 50, er ganske vist blevet skilt fra børnenes far, men har et dejligt liv, har masser af tid til mig selv og skal oven i købet snart være farmor. Jeg føler ikke jeg er gået glip af noget, mine unger har haft en tryg barndom og er alle godt på vej med deres liv. Jeg fortryder ikke et sekund at jeg startede tidligt.

    • Ditte K

      Lige nøjagtigt! Du er jo et levende bevis på, at den ‘omvendte model’ også kan fungere godt. Jeg forestiller mig også, det er dejligt at få lov at være ung bedsteforælder – det glæder jeg mig allerede til ;-)

  3. Kristine

    Jeg var 30, da jeg fik min datter, som nu er et år. For mig handlede det mest af alt om at finde en hankønskandidat, jeg syntes duede til at sætte børn i verden sammen med (og tilbringe resten af mit liv sammen med, hopefully) :) Og ham faldt jeg altså først over, da jeg var i slutningen af 20’erne. Så studie og karriere har intet haft af sige i mit tilfælde.

    • Ditte K

      Lige netop dét aspekt spiller naturligvis en temmelig stor rolle, hvis man ikke har lyst til/mod på at give sig i kast med single-mother-project (altså donorbørn), som nogen vælger. Som sagt, så er der uendelige faktorer, der spiller ind, og det er sjældent muligt at planlægge sig totalt ud af. Og så er det jo på ingen måde bedre eller værre end andet, at få børn som 30-årig :-) Jeg har bare mødt flere, som har været meget tilbageholdende udelukkende pga. økonomien på en SU eller lignende, og så ville jeg godt lige oplyse om, at det altså godt kan lade sig gøre. Og med den skæve fordeling af aldersgrupperne herhjemme, skal vi jo have lavet nogle flere unger asap! :-D

  4. Anne

    Rigtig, rigtig fint indlæg om et emne, jeg synes, der er behov for en større åbenhed – og måske også tolerance – omkring. Særligt når man tænker på, at infertilitet er ved at blive en “folkesygdom”, som du også er inde på.
    Jeg synes, at det massive fokus på ungdomsliv, selvudvikling og -realisering, karriere og frihed gør det vanskeligt at mærke efter, hvilke værdier, der er de vigtigste for én, og hvad man selv opfatter som en meningsfuld måde at leve sit (ungdoms)liv på.
    Jeg er selv blevet gift ung, og min mand og jeg venter nu vores første barn. Det har været det helt rigtige valg for mig – og for os – og føles helt, helt naturligt. Alligevel har jeg tit været i tvivl om, hvorvidt jeg nu burde have det anderledes og føle, at jeg gik glip af noget, bl.a. fordi jeg er blevet mødt af spørgsmål som: “hvorfor dog så tidligt?”, “er det ikke kedeligt?” og “er du ikke bange for, at du fortryder det?”.
    Jeg synes, at der mangler en åbenhed overfor, at det for nogen kan være det helt rigtige valg, og at det at være blevet ung mor ikke nødvendigvis rimer på “kedelig”, “socialt tilbagesat”, “ufaglært” eller “svipser”..
    For mig – og sikkert også for mange andre – rimer “unge forældre” på “overskud”, “fleksibilitet”, “sundhed”, “meningsfuldhed” og “ansvarlighed”. Og så glæder jeg mig over, at vores børn forhåbentlig kan se frem til mange, mange år med raske og glade bedsteforældre.

    Tak for, at du er med til at sætte fokus på emnet – jeg synes, at det er inspirerende at følge dig og din lille familie – både her på bloggen og på Instagram.

    • Ditte K

      Tak, tak, tak for din kommentar og dine søde ord! Jeg er enig i alt, du siger, og jeg synes, du rammer hovedet på sømmet. Og tillykke med graviditeten (og manden) :-)

  5. Stine

    Jeg er ret gennemsnitlig førstegangsmor- eller var dog trods alt kun et par uger over ar være 28 år. Dog det er jo så også gennemsnitligt tidligt for folk med lange uddannelser.

    Jeg ville nok egentlig gerne have haft den første for 3 års tid siden, men ham jeg var (og er) kærester med synes ikke der var så fin en ide. Så i stedet for at sukke over det, skruede vi op for selvrealisering- jeg flyttede til udlandet to gange 3 måneder (nr 2 gang dog med gemalen) og lærte et nyt sprog. Jeg forlængede mit studie med en ikke ects-givende praktikplads og sådan noget.

    Og så en dag tog vi springet og voksende med opgaven sidenhen. Der er i øvrigt flere “unge” (20-25 årige) i min terminsgruppe og langt de fleste klarer opgaven mindst lige så godt som mig selv. Det et jo for filan også dw samme udfordringer man står med. Min veninde blev prikket på skulderen i Føtex en dag og spurgt om hun kendte de unge mødre. Hun er en af de mest omsorgsfuld mødre jer kender og dælme om ikke jeg blev forarget over wn fremmeds behov for ar sige sådan noget.

    • Ditte K

      Se, det er jo endnu en måde at gøre det på. Det er selvfølgelig uhyre vigtigt at være enige om så stor en beslutning, og det lyder da til, du/I har fået det allerbedste og en masse spændende oplevelser ud af (for dit vedkommende) “ventetiden” :-) Jeg er også blevet spurgt 100 gange (heldigvis i sjov), om jeg ikke skulle deltage i De Unge Mødre. SandTV har endda kontaktet mig for år tilbage for at tilbyde mig en plads – det blev et kæmpe nej tak. Men hvor er det frækt, at fremmede tillader sig – og overhovedet finder behovet – for at sige sådan noget pis. Tak for din kommentar :-)

  6. Isabel

    Få børn – mens I kan! Jeg var 24, da jeg fik vores førstefødte. Jeg var under uddannelse og fik gjort min uddannelse færdig i løbet af hendes to første leveår. Jeg synes, jeg var ung – min omgangskreds var slet ikke babyminded. Men det passede lige ind i vores verden. Graviditeten var planlagt, vi vidste, vi ville have børn sammen, men jeg tror sagten, vi kunne have ventet til jeg var færdig med uddannelse og nærmere de 28-30. Men jeg husker, at hende det overbeviste mig om at “springe ud i projekt-få-barn”, selv var en ung kvinde, det ikke kunne blive gravid. Hun sagde, “Gør det dog, tænk hvis I en dag har ventet for længe”. Det satte tingene i perspektiv for mig. I dag er jeg 37 og mor til fire skønne, dejlige og også irriterende, hoppende, sjove børn – med samme far ;-). Livet er ikke gået i stå, tværtimod. Jeg har fået taget efteruddannelse og er med i spændende projekter på jobbet. Min mand har startet eget firma og har skabt sige en god kundekreds. Hver dag byder på smil og grin, og selvfølgelig er det også hårdt, og vi bliver trætte. Men jeg tænker tit, tænk hvis jeg havde ventet – så var det nok ikke blevet til fire skønne unger. Få børn, mens I kan!

    • Ditte K

      Hvor er det en dejlig historie! Nu er jeg selvfølgelig stadig i begyndelsen af den rejse, men det var lige netop dét, jeg gerne ville belyse. De gode ting ved at få dem tidligt, og at livet ikke går i stå. Tak fordi du delte :-)

  7. […] vi har været fire forældrehænder om Frede i næsten fem(!) måneder. Endnu en af fordelene ved studieliv-med-småbørn. Men mere vil som bekendt gerne have mere, og vi skal på den måde lige ind i barselsrutinerne og […]

  8. Da jeg begyndte at læse indlægget tænkte jeg lidt “Åh nej, endnu en prædiken om hvor fantastisk det er at være mor, og hvor forfærdeligt det er ikke at være det”. Jeg vil ikke selv have børn, og føler mig for første gang ikke semi-ramt at et indlæg om det her emne. Ved ikke om det er formuleringerne, eller det faktum, at det giver skide god mening, det du skriver, men i hvert fald tommelfinger op fra mig, for det er et af de bløde punkter for mig, når snakken falder på børn. Som både veganer og en der ikke vil have børn, bliver man (alt for) ofte konfronteret med sine valg, og det kræves (også alt for) ofte at man har de helt gode argumenter klar. Jeg føler ikke jeg skal forklare mig, efter at have læst dit indlæg, og det er sgu dejligt!

    • Ditte K

      Hej Cæcilie. Hvor er jeg glad for, du ikke føler dig ramt og mange tak for dine rosende ord :-) Jeg mener ikke, man bør forklare sine valg for nogen, så længe de giver mening for én selv! Det ville i hvert fald være temmelig dumt at få børn, fordi andre mener, man skal, så well done at du holder fast i, hvem du er! :-)

  9. Betina

    Tak for et virkelig sagligt og velformuleret indlæg. Jeg ved dog ikke nødvendigvis om jeg er enig, for selvom du og andre fortæller at I ikke føler I går glip af ting fordi I har fået børn tidligt, så tror jeg alligevel at JEG ville føle jeg gik glip af noget, hvis jeg fik børn nu.

    Der er rigtig mange ting ved mit liv som det er nu, som jeg ville savne meget, hvis jeg havde et barn. F.eks. at kunne gå i byen og drikke rødvin til det bliver lyst, blive længe på arbejde og spontant tage med udenbys, fordi jeg har lyst og uden at skulle bekymre mig om hvem der så henter børnene – eller have dårlig samvittighed. Jeg ved godt, at det kan løses, og at mange forældre gør karriere og ikke sidder i klassiske 8-16 jobs, men jeg synes ikke jeg kan byde et barn de vilkår, som mit arbejdsliv (som jeg i øvrigt elsker) pt. betinger.

    Jeg føler at mit liv først lige er startet, og der er så mange ting jeg ikke har nået, og selvom jeg ikke forventer at skulle nå det hele inden jeg bliver mor, så er der alligevel nogle ting jeg ikke vil byde mine børn.

    Derudover, så oplever jeg desværre ikke den fleksibilitet ved at gå på universitetet, som mange beskriver. Efter fremdriftsreformen er indført har vi mødepligt til vores forelæsninger, og med mit studie og mit arbejde kombineret overskrider min arbejdsuge langt de normale 37 timer, så selvom jeg altid har tænkt jeg gerne ville have børn under studierne og har opfattet det som ideelt, så er jeg efterhånden ikke så sikker længere.

    • Ditte K

      Og tak for en virkelig saglig og velformuleret kommentar! Jeg kan sagtens følge dine tanker og overvejelser, og jeg synes, det er enormt vigtigt at vide, hvad der for én selv er det rigtige, og det lyder det i den grad som om, du gør. Og som du selv siger – at vide, hvad man kan byde et barn. Min kæreste læser også på universitetet, og vi oplever en enorm fleksibilitet, men sådan er det selvfølgelig så forskelligt. Tak for dit input! :-)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *