Tilbage i virkeligheden

Søndag har pakket sine ting og er på vej ud af døren, og mandag lurer på den anden side, parat til at brase ind i mit liv omkring klokken 6 (og 00.30, 01.45 og måske 03.00. Tak til Frede), og jeg klamrer mig febrilsk til den sidste stump weekend, inden den om lidt er væk igen. Hverdagsbussen kører med sømmet i bund, og de eneste stoppesteder, jeg har mødt på min vej, har været weekenderne. Det tager lige lidt justering at ramme ind i rutinerne igen. Sådan logistisk og praktisk har det fungeret ret fint, men det har nok også noget at gøre med, at Mikkel først starter studie igen i morgen, så der har ligesom hele tiden været et par back-up-hænder derhjemme, hvis kabalen ikke gik op. Det er der ikke i morgen. Frede har første rigtige dag i dagplejen, hvor vi ikke sidder på terrassen og stirrer på telefonen, mens vi venter på, at han vågner fra sin lur. Men det skal nok gå godt. Han har haft en lang og tryg indkøring, og det hele fungerer dernede i 80 centimeters højde. Han er havnet et helt enormt godt sted, og han er mere end klar på det. Det er nok mest den mentale omstilling hos mig, der halter lidt bagefter. Men det er altså mærkeligt, efter 1,5 år som hjemmegående, at blive smidt på hovedet ind i en hverdag, der konstant er i bevægelse. Der er enkelte dage, hvor jeg har følelsen af kun lige at nå op til overfladen og trække luft, før jeg igen bliver trukket under. Men de fleste dage kan jeg godt lide det, det kan jeg. Det er rart at få bekræftet, at mine hjerneceller stadig fungerer derinde et sted og mest af alt bare skal støves af. Men jeg bliver nok aldrig et skema-menneske, der sætter pris på at stemple ind klokken 8. Sådan er der jo så meget. Vi er i gang igen. Marius elsker (med egne ord) at gå i skole, Frede vralter rundt og hygger sig, Mikkel starter igen i morgen, og jeg er så småt ved at finde mit sæde i hverdagsbussen. Men altså, hvis nu det der uddannelse kunne styres på autopilot, skulle jeg da hurtigt få et par måneder mere til at gå herhjemme… Mandag, vi ses om lidt. Når jeg lige har fået sat mig ind i, hvad al den SKAM-hype går ud på, selvfølgelig.

 

Billede fra Instagram (@dittekirk). Taget med et blæret kamera til et i øvrigt virkelig gennemført event afholdt af Mia Lindholm og Olympus.

4 Comments

  1. Åh, det kan jeg godt forstå, er lidt af en omvæltning :) Jeg er selv ikke skema menneske og arbejder deltid på et bosted, i aftenvagt en 3-4 gange om ugen på valgfrie dage, og nyder min fritid. Det bliver sgu svært, hvis jeg en dag ikke længere kører denn stil, jeg er så vant til.
    Krydser fingre for en god opstart :D

    – A

    • Ditte K

      Tak! Indtil videre har opstarten været god. Åh ja, jeg har, så længe jeg kan huske, altid gruet for voksenlivet på 8-16 måden. Jeg forsøger derfor at arbejde mig imod noget, som kunne være lidt freelance/selvstændigt-ish på sigt, så jeg i hvert fald kan arbejde hjemmefra og skemalægge egen tid. Dét ville være en drøm for mig! :D

  2. Kristina

    Tror aldrig jeg har kommenteret herinde før – Men vil bare sige, at voksenlivet fra 8-16 hver dag absolut heller ikke er en drøm! Jeg er lige blevet færdig på uni før sommerferien, og har nu arbejdet i halvanden måned. Det hænger mig allerede langt ud af halsen, og jeg kunne snildt klare 5 års studier mere, hvis bare jeg kunne slippe for at skulle på arbejde hver evig eneste dag! Så husk lige og nyd studietiden ;-)

    • Ditte K

      Hej Kristina og tak for din første kommentar! :-) Det er præCIS det, jeg frygter, selvom alle altid siger at “man vænner sig til det”. Jeg gør det klart for en periode, hvis og når det bliver nødvendigt, men jeg kan ikke overskue tanken om at være skemalagt frem til pensionsalderen. Nu må vi se, hvordan det falder ud. Indtil da vil jeg nyde de 6(!) år, jeg i hvert fald har tilbage på skolebænken :-)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *