Marius Emil som 4-årig

Jeg funderer tit over, hvad det egentlig er for et lille menneske, jeg har lavet. Jeg har lært ham ret godt at kende, siden jeg mødte ham fin og blød (det var han faktisk), en smuk forårsdag i 2010. Derfor kunne det være oplagt for mig at lave en opsummering af, hvad 4-årige Marius Emil er for en opfindelse. Mest af alt fordi det er en gave for mig at have den slags i arkivet, ligesom guldkornene her. At kunne dykke ned, tilbage, og få opfrisket detaljer og erindringer fra livets løb, når tiden går med andre ting. Nuet, for eksempel. At kunne se tilbage og kunne fortælle ham om, hvordan den lille 4-årige Muf fungerede gennem anekdoter og billeder. Advarsel om (berettiget!) mor-stolthed skal lige lyde inden, så hvis I ikke er til den slags, så skynd jer hastigt videre.

Marius er sød, dygtig, forsigtig og sjov. Han er kærlig og i den grad perfektionist. Han er sensitiv i stor grad, som jeg selv var på hans alder, men flytter sig hver eneste dag. Han skal som regel bruge lidt kræfter på at komme ud af sin comfortzone, og når så først han er det, så mestrer han den nytillærte egenskab til fulde. Han kan stave sit navn, og er for tiden vildt interesseret i bogstaver og vil gerne vide, hvad 2+2, 2+3, 1+4, 4+5 og 8+1 er. You get the picture. Han vil gerne regne, og forsøger sig gerne selv med at tælle på fingrene. Det er virkelig ikke ret længe siden, der stadig var baby-træk at spore i ham. Nu er bleen, sutten og baby-legetøjet lagt på hylden. For et halvt-helt år siden faktisk. Babykinderne er også blevet mindre. Men kun lidt! Han får enormt meget ros i børnehaven, har mange venner og har sin første legeaftale i efterårsferien (!). Han er træt af, man skal vaske fingre hveeeer gang, man har været på toilettet. Derfor råber han fra underetagen, hver gang han har været nede at tisse: “Skal jeg vaske fingre? Med sæbe?”, og når han hver gang får et “Ja!”, svarer han “Okay!”, og vasker sine fingre. Det er ikke ret meget postyr, han laver. Han kommer tit hjem fra børnehaven og fortæller, at nogen fik at vide, at de ikke måtte hive i/sparke til/hoppe på et-eller-andet, og at de gjorde det alligevel. Hvis jeg spørger ham, om han så også gjorde det, svarer han: “Nej. Det sagde de voksne jo, at vi ikke måtte”. Med andre ord er han ikke sådan en typisk 4-årig rebel. Han stikker ikke af for at teste hvor langt væk man kan gå, før mor bliver rigtig sur. Faktisk vil han gerne selv holde i hånden. Børnehaven informerer om, at han er ved at få lidt mere ‘kant’ derovre, hvilket er godt. De opfordrer selvfølgelig ikke til, at ungerne tager sagerne i egen hånd, men de fortæller mig, at det er gode tegn, når Marius selv siger fra overfor de andre børn i stedet for at løbe grædende væk og stå med våde øjne i et hjørne af legepladsen. Jeg er selvfølgelig enig. Han bliver mere og mere selvstændig hver eneste dag (hvilket også er lidt skræmmende for moren).

Han kan næsten være for sød. Eller nærmere forsigtig. Forleden var vi til 75-års fødselsdag, hvor Marius fik en cowboy-pistol (med lyd…). Jeg sagde til ham, at han gerne måtte lege med den udenfor, men indenfor skulle han huske ikke at trykke på knappen, da den ikke gik så godt sammen med 55 mennesker, festsange og fløderand. Det var fint med ham. Sidst på aftenen, da de fleste gæster havde fundet vejen hjem, og vi var igang med lidt oprydning, kom en 11-årig dreng og spurgte ham, om pistolen ikke kunne lave lyde, hvorefter jeg på afstand kunne høre, Marius svarede: “Jo, det kan den godt. Men jeg må ikke skyde med den indenfor, så du kan ikke høre det lige nu.” Jeg skyndte mig over til ham og sagde, at selvfølgelig måtte han det, nu da alle gæsterne var taget hjem. Ligeledes sad han forleden på sit værelse og legede med sine (højtelskede) Lego-figurer, hvor han råbte: “Mor! Må jeg godt bytte hoveder på dem? Og ben?”. Han ville vide, om det var okay, at han skiftede hovederne og benene rundt på de forskellige Lego-kroppe. Jeg svarede, at han måtte bytte rundt på alt det, han ville. Naturligvis. Hverken hans far eller jeg (eller andre) har nogensinde sat urimelige grænser for ham og slet ikke angående sådan noget. Det har mere været noget i stil med du-må-ikke-kaste-med-maden eller du-må-ikke-cykle-uden-hjelm-grænser. Han er bare så forsigtig af natur, og så husker han som en elefant. Det er skræmmende, hvor mange detaljer han kan huske fra alting. Og imponerende selvfølgelig. Selv ting, der skete for 2 år siden, kan han stadig finde på at nævne ganske ud af det blå.

Udover ovenstående er han mean til at spille Playstation! Sådan virkelig. Jeg forstår ikke, hvordan hans (stadig forholdsvis) små fingre kan nå alle knapperne på én gang. Han har selvfølgelig også godt styr på det dér iPad, men da vi muligvis er den sidste familie i Danmark, der ikke ejer en sådan, kobler han istedet af med Lego-spil på PS3. Og han har i den grad brug for afkobling. Specielt efter endt børnehavedag. Der er ikke det store ulvetime-show herhjemme, han har bare slugt så mange indtryk i løbet af sådan en dag, at han skal stene lidt Ramasjang eller noget lignende, når han rammer sofaen. Han hader at skulle handle ind i hverdagene og kan slet ikke overskue det, og derfor klarer Mikkel eller jeg det gerne på egen hånd, mens den anden bliver hjemme med mini-me. Så hvis I ikke fik fanget det et sted blandt de sidste tusinde linjer, er han fandeme en sød opfindelse. Jeg er helt vild med ham! Vi kæmper lidt med at prøve én gang til, når bukserne ikke vil komme på i første forsøg, og at hele dagen ikke er ødelagt, fordi man har fået sand i skoene. Selv kom jeg til verden blot 17 år før den lille purk, så jeg kan tydeligt huske, hvordan verden ramlede sammen for mig, hvis et stykke hud blev blottet mellem ærmet og handskekanten. Fremgangsmåden er tålmodighed, forståelse, gradvist øgede forventninger og masser af succesoplevelser. Og han er så godt på vej. Desuden er han pissesjov og forsøger sig dagligt med ironi og sjove vendinger. Han er smilende og grinende, og det smitter.

Selvom han egentlig aldrig rigtig har været i noget, der minder om “trodsalder”, vil jeg naturligvis lige påpege, at han selvfølgelig har dage, hvor han ikke gider dække bord, aftener, hvor det er noget røv, at skulle børste tænder, og morgener, hvor verden er et kynisk sted, når man skal slukke fjernsynet midt i Lille Nørd. Men han gør sjældent oprør i mere end to minutter ad gangen, og får han et “nej” til et stykke legetøj i Bilka, responderer han typisk med et “så må jeg ønske mig det til min fødselsdag. Eller til juleaften!”. Desuden er han mega-dyreven (ligesom sin mor). Og til de af jer derude med mindre børn som spekulerer på, hvor mange kys de fede babykinder egentlig kan holde til, vil jeg svare: Usigeligt mange! Her er vi på Marius’ 5. år, og hans kinder er stadig intakte.

Fotor01007231947

 

6 Comments

  1. J.

    Gud hvor er det en dejlig dreng du har! Jeg var også meget som ham, da jeg var lille; forsigtig og kærlig. Jeg spurgte nærmest om lov til alt, hvad jeg gerne ville, selvom det slet ikke var nødvendigt at spørge om så små ting som f.eks. om jeg må lege med min dukke. Og så var den daglige kamp håret. Jeg kunne også gå fuldstændig i baglås og blive helt ulykkelig, hvis håret ikke sad helt perfekt, f.eks. hvis bare en lille tåt sad udenfor når jeg skulle have fletning og min mor kunne så lave det om 5 gange før jeg var tilfreds. haha.. Jeg er heldigvis vokset fra det meste i dag :)

    • Ditte K

      Mange tak, J! :-) Jeg var nemlig på samme måde, så heldigvis kan jeg relatere til hans små kampe og hjælpe ham så godt igennem dem som muligt. Jeg gik også fuldstændig ned, hvis mine rottehaler ikke var fuldstændigt symmetriske, og min mor havde (heldigvis) oceaner af tålmodighed og lavede mit hår om 7 gange, før jeg kunne acceptere det. Det var et helvede som lille, og jeg kan tydeligt huske det. Det er nemt for udenforstående at tro, Marius ‘bare’ er hysterisk, når han græder over sine bukser – Men jeg er heldigvis ikke i tvivl om, hvornår hans verden ramler sammen, og hvornår han bare er møghamrende sur, fordi man ikke ser TV, mens man spiser aftensmad ;-)

  2. Sikke en sød dreng og et interessant indlæg. Det er utroligt så forskellige børn er – selv når de er helt små og det var sådan nogle søde eksempler du kom med på hans forsigtighed;-) Jeg er selv gravid, så glæder mig til at lære min lille datter at kende, som melder sin ankomst om ca. 14 dage:-)

    • Ditte K

      Mange tak! Og tillykke med den lille pige, som jeg håber, er velankommet nu :-)

  3. Han lyder som den dejligste, dejligste dreng! Min ældste er 5 år nu, og jeg kan genkende mange af forsigtighedstrækkene, du beskriver, hos ham også. Fra han var 4, til han blev 5 her i august, skete der dog utrolig meget med ham – han har fået mod på så mange ting (men er stadig til tider en forsigtig dreng). Du er en fantastisk mor, at du SER din dreng så tydeligt!

    • Ditte K

      Dine ord går lige i hjertet, altså! Tusind tak Nadja. De er ret fantastiske de småforsigtige drengebørn! :-)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *