Om at være hjemmegående

Jeg er nok ikke den hjemmegående type. Sådan hundrede procent. Jeg kan mægtigt godt lide at være herhjemme, og selvom det lyder usexet og knapt så powerwoman-agtigt, så er jeg ikke typen, der skal lave noget hele tiden, jonglere fire jobs eller arrangere tolv aftaler på samme dag for at holde mig beskæftiget. Det er jeg virkelig ikke. Jeg stinker til at have aftaler mange dage i træk eller være sammen med en stor flok mennesker meget længe. Introvert, was it? Med det sagt, så rammer jeg naturligvis også den dér nu-må-der-godt-snart-ske-lidt-andet-mur, men jeg kan godt være et par år om at nå derhen. Jeg trives forbavsende fint i hjemmets langsomme tempo (så langsomt to børn nu tillader det). Når så jeg når den anden side og igen kommer igang, så har jeg det ok med det og bryder mig særdeles fint om at være social. Bare ikke hele tiden eller i kæmpemæssige portioner.

Jeg kan godt li’ tanken om at have et halvt års barsel yderligere, men det ville ikke være rart for nogen (eller min uddannelse), hvis jeg skulle gå hjemme 5-6 år. Det ville vi allesammen blive mærkelige af. Der eksisterer imidlertid dog den udfordring, at min barsel ophører til marts, og jeg først kan komme tilbage på skolebænken til august. Så der kommer til at være et hul i min beskæftigelse lige dér. Min noget tvivlsomme plan har indtil videre været at finde noget vikarjob i en børnehave/vuggestue/something, til jeg atter kan varme mig på SU’en. Det viser sig dog, at Odense kommune er så nydeligt indrettet, at det er muligt at få tilskud til at passe sit barn hjemme, så de muligheder undersøger vi nu til bunds. Det virker uigennemtænkt, at jeg skal have mig et random arbejde for at tjene penge til Fredes daginstitution, som han skal puttes i, fordi jeg skal arbejde. Det er lidt af en cirkel. Derfor synes det på alle måder oplagt, at jeg udskyder Fredes institutionsstart og går hjemme med ham, til studiet igen begynder. Og jeg håberhåberhåber sådan, at det kan lade sig gøre, hvis vi begynder at lægge til side nu og fjerner alt, der måtte minde om impulskøb. Tilskuddet er, ifølge Odenses hjemmeside, noget omkring de 4700-4800 kroner månedligt, og det er alt, jeg ved, indtil videre. Det er muligvis ikke meget, men jeg synes fandeme, det er flot sådan uden videre at kaste penge efter mig for at passe det barn, jeg selv har valgt at lave. Og når nu vi er vant til livet på SU, kunne det vel nok fungere for en stund.

Hvis I har erfaringer eller viden om emnet, så gør mig endelig klogere i kommentarfeltet herunder. Og hav så en henrivende weekend!

  

Herover ses min vinduesdame i øvrigt med nyt hår, og hun ser da ud til at være fint tilfreds! Lignende ligegyldigheder findes på min Instagram @dittekirk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *