Noget om at blive i tvivl

Der har været stille herinde i længere tid end normalt. Og det er længe. Livet overhalede os lige indenom med to gange skoldkoppebørn (forskudt, naturligvis), en 3-ugers lungebetændelse til Mikkel og en begravelse af sidstnævntes morfar. Så blev det ligesom koldt og gråt på flere planer. Men jeg er her endnu. Faktisk skrev jeg for nogle dage siden et indlæg om fine (og billige) strømper til små mennesker, men det nåede ligesom aldrig rigtigt at give mening for mig at udgive. Måske jeg snart sender det afsted alligevel.

Imidlertid er jeg gået hen og blevet lidt i tvivl. Det er jeg tit, da jeg er af irriterende vægelsindet karakter, men denne gang er det noget lidt større. Nemlig min fremtid, sådan rent udannelses- og karrieremæssigt. Jeg har netop afsluttet første dag i studiepraktik som journalistikstuderende på universitetet, hvor jeg var heldig at få tildelt en ud af tyve pladser for ligesom at lure, hvad den slags går ud på, inden jeg melder mig på optagelsesprøven til foråret. Men det ved jeg ikke helt, om jeg gør alligevel. Studiet og menneskerne omkring det var fine, og jeg har en dag mere derude i morgen, men det var alligevel anderledes, end jeg havde forventet. Det føltes på en eller anden måde ikke rigtigt, og det er mærkeligt, når det handler om noget, man altid har forestillet sig, man skulle. Måske fordi mit billede af journalistik har været urealistisk snævert, og fordi jeg ikke har tænkt det hele vejen igennem. Jeg ved det ikke. Men da en af de studerende i dag proklamerede, at man bestemt ikke kunne være en solorytter på journalistikstudiet, slog det lidt kolbøtter for mig. Jeg kan sagtens lave gruppearbejde og holder bestemt af at indgå i sociale relationer, men jeg kan allerbedst lide at arbejde alene. Jeg er lidt en lonesome ranger på det punkt, og hvis 95% af studiet er bygget op om gruppearbejde og makkerpar, bliver det nok til den tunge side for mig. Det, jeg på sigt gerne vil, er at sidde i mit eget hjørne og skrive historier og samfundsdebatterende klummer med ro i hovedet og kaffe i koppen. Jeg vil gerne nørde sproget – helst det skriftlige – og studere grammatik ned i mindste detalje. Jeg vil gerne forbedre mine skrivefærdigheder og lære mere om alt det tekniske bag at skabe tekster. Jeg har ikke lyst til at lave TV eller radio. Jeg føler ikke for at kime mennesker ned i håb om at score et interview. Jeg vil bare skrible lidt rundt omkring og passe min egen butik. Så lige nu ved jeg ikke, hvad min plan bliver. Jeg kunne godt se mig selv med noget sociologi, antropologi eller lignende, men jeg ville samtidig savne at nørde skrift og sprog. Jeg tror ikke, der findes nogen konkret jobtitel for det, jeg kunne tænke mig. Det ville være en blanding af at forfatte tekster, lege med ler, tegne og måske starte et lille firma. Det skal nok kunne lade sig gøre. Jeg skal nok finde en vej derhen. Jeg skal bare lige finde ud af, hvilken af dem jeg skal gå.

19 Comments

  1. Pyyh, hvor jeg kender det. Det er en af de ting, som afholder mig fra at læse igen. Kan simpelthen ikke med alt det gruppearbejde. Det stjæler min energi til, at fokusere på studiet.

    – K

  2. Stine

    At være I tvivl er en god ting. Det er jo fornuftigt ar gøre sig overvejelser.

    PS. Hvad med lingvistik?

    Hilsen antropologen, som faktisk nørder en hel del sprog og er fustreret netop fordi meget af mit arbejde er at sidde i et højre for mig selv og forfatte lange tekster. Og i Aarhus, hvor jeg læste, havde jeg en en gruppe eksamen samt naturligvis læse grupper og ind ind mellem et oplæg i grupper.

    • C

      Enig!

      Og hej fra journalisten, der altså aldrig sidder alene i et hjørne og forfatter tekster. Det gør ingen af mine studiekammerater heller ikke, selvom det er år siden, vi vinkede farvel til skolebænken.

      • Ditte K

        Hej! Hvor er det sejt, I er så mange forskellige slags kloge mennesker herinde. Det står helt klart for mig nu, at journalistik nok ikke er vejen for mig alligevel :-)

    • Ditte K

      Det har du ret i. Lingvistik ville klart være oplagt for mig også, men det kan umiddelbart ikke læses i Odense, og så bliver det desværre lidt problematisk for mig… Mange tak for input. Det er altid spændende at høre om andres erfaringer! :-)

  3. Line

    Hvis du gerne vil nørde med sprog og grammatik, så er Dansk på SDU altså ikke en helt dum idé. Der er et meget åbent studie, der giver mange muligheder fremadrettet.

    • Ditte K

      Jeg tror, du har helt ret, Line. Det var faktisk det første, jeg gik ind og undersøgte, da jeg kom hjem i går, og jeg fremlagde hurtigt for min kæreste, at jeg var tilbøjelig til at vælge dansk i stedet :-) Det virker nemlig meget åbent fremadrettet, som du siger, og så ville jeg klart spore mig ind på noget kommunikation- eller mediehalløj :-)

    • Stine

      Jeg gik også i dag og tænkte på at du kunne læse kommunikation.

      Antropologi kan man jo desværre heller ikke læse i Odense. Hvert fald ikke den klassiske. Men skriv det i et blog indlæg hvis der bliver aktuelt, så fortæller jeg gerne mere. Både om studiert og mit og mine venners arbejdsliv her bagefter.

      • Ditte K

        Kan man ikke? Nå, der kan man bare se. Kommunikation har jeg bestemt også haft oppe at vende. Tusind tak for bidraget, jeg regner med at komme med et indlæg, når jeg har tænkt lidt mere over det :-)

  4. L.

    Jeg har læst litteraturvidenskab og efterfølgende arbejdet som tekstforfatter og siden kommunikationsansat – masser af solotid (tak til humanioras skrabede budget og freelancetilværelsen), masser af sprog og historier fra de varme lande og bedst af alt: masser af kaffe i alle kroge.

    Held og lykke, uanset hvad vej du går!

    • Ditte K

      Ej, jeg er helt på røven over, at I er så mange forskellige, der læser med. Hvor er det sejt med så mange forskellige input. Tak for din kommentar :-)

  5. Katrine Anna Klink

    Jeg læser dansk på KU, og jeg blev overrasket over hvor meget mediestof, der var det første år. Jeg er selv i gang med at undersøge mulighederne inden for radio nu. Jeg synes bestemt, at du skal give dansk et skud! Der er lidt af det hele.

    • Ditte K

      Det er jeg glad for at høre, Anna! Tak for input. Det ser bestemt ud til, at dansk slet ikke er så snævert, som jeg troede :-)

  6. Hej Ditte

    Der er også uddannelsen “Nordisk sprog og litteratur” på AU og den hedder vist bare “Dansk” på de andre universiteter. Der er meget med skrift og sprog og det at blive bedre til at skrive, men der er også meget om litteratur og meget læsning af romaner, digte osv. Der har jeg gået, men stoppede på grund af for meget læsning, det kunne jeg ikke forene mig med. Held og lykke :-)

    • Ditte K

      Hej Kirsten. Det lyder spændende, jeg er til alt med skrift og sprog! :-D Læsedelen kan jeg nok godt forene mig med, men jeg kunne også sagtens forestille mig, det kunne blive tungt til tider. Mange tak for dit input :-)

  7. L

    Jeg vil også gerne slå et slag for Dansk, det læser jeg nemlig selv (på KU, godt nok). Personligt har jeg klart været mest optaget af sprog-delen af faget, så skulle lige sluge at litteratur fylder en del i starten. På mit tilvalg har jeg valgt retorik, et andet fag, jeg klart også vil anbefale dig at se nærmere på, hvis du kan lide kommunikation. Sammen er de to fag heller ikke helt skæve.

    • Ditte K

      Det er simpelthen så dejligt at høre! Jeg bliver mere og mere tilbøjelig til at tro, danskstudiet kunne være lige i øjet for mit vedkommende. Retorik og kommunikation ville garanteret også være noget for mig :-) Det er så rart, du gider dele dine erfaringer herinde! Tak!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *