Et års forbrug af børnesko (og noget om gennemskuelighed)

Nu har jeg i en rum tid funderet over, hvordan jeg ville gribe det an, hvis jeg en dag blev tilbudt sponsorgaver og konkurrencetilbud. Jeg anser egentlig mig selv som værende mere læser end blogger, da jeg læser ret mange blogs og kun lejlighedsvis plaprer løs herinde. Som læser bliver jeg af og til mødt af overvældende mængder af sponsorerede indlæg og affiliate deals, når jeg navigerer i blogland, men til trods for jeg aldrig selv har været i berøring med lignende, kan jeg sgu godt forstå bloggerne bag. Jeg kan da kun forestille mig, det er skide fristende. Det der i virkeligheden irriterer mig, er, når der tydeligt er tale om sponsoreret indhold, som bliver fejet ind under gulvtæppet og ikke nævnt, som man vistnok skal. Det er altså halvdårlig stil! Derfor har jeg som blogger et ønske om at fremstå ligeså gennemskuelig som nypudsede vinduer. Som I nok har luret, er der noget i gærde. Noget så fredeligt som en lille konkurrence om et års forbrug af børnesko. Så hvis man ikke er til den slags, er her chancen for at nå væk i tide. Lad mig lige slå fast, at jeg intet tjener eller modtager for at dele dette. Jeg tænkte bare, det var oplagt for de af jer med børn, som slider hul i sit fodtøj hurtigere end jeg kan nå i Netto efter Marabou på tilbud. Tilmed er jeg fan af lidt alternative konkurrencerformer, hvor man får muligheden for at vinde på baggrund af sit specifikke bidrag fremfor kedelig lodtrækning, og så er her tale om en læser-blogger-konkurrence, hvor vi begge kan vinde! Sammen-ish.

ByKier er naturligvis ude i god tid og planlægger allerede nu deres SS15 kollektion. I denne kollektion skal skoene selvsagt navngives, og hvor de før har benyttet sig af blandt andet danske og svenske bynavne, er tiden nu inde til, at I er opfindsomme i stedet! Der er tale om nedenstående, navnløse sandal, og den har du altså chancen for at døbe. Kom med dit bud på et navn til sommermodellen i kommentarfeltet, så udvælger jeg mit favoritnavn d. 19. november, hvorefter du (og jeg) ryger sammen i semifinalepuljen, hvor folk med forstand på den slags udvælger de bedste, som så igen ryger videre til finaleafstemning på ByKiers hjemmeside fra d. 20. til d. 30. november. Hvis dét navn, jeg udvælger her på bloggen, bliver den endelige vinder, får både navnets opfinder og jeg selv kastet et års forbrug af ByKier sko i nakken! Det forekommer mig småurimeligt, at jeg skal høste gaver for et navn, jeg ikke har fundet på, men jeg har nu ikke tænkt mig at klage. Så hvis I venlige (og kreative!) mennesker ude bag skærmene har mod på og lyst til at hjælpe jer selv og mig mod et år med gratis fodtøj til barnet, så smid jeres bidrag som kommentar til indlægget her. Jeg takker og bukker!

skitse

Der kan læses mere om konkurrencen her.

9 Comments

  1. Louise

    Jeg forslår Frej i drengefarver og Freja i pigefarver. Så kan fremtidige sko og vinterstøvler også tage navn efter den nordiske mytologi. Jeg kunne godt forestille mig en Odin eller Loke vinterstøvle :-)

  2. Kristine B.

    Børnesko opkaldt efter planeterne! ‘Mars-sko’ lyder da ret sejt! Og ‘måne-sko’ (selvom månen måske teknisk set ikke er en planet, men en stjerne? Jeg ved det faktisk ikke. Men så kan man kalde temaet ‘rummet’ i stedet).

  3. Heidi

    Jeg synes, de skal hedde Lille Frø:-) Det kalder jeg selv min søn. Så kunne man fortsætte med navne på alle de smådyr, som børn elsker at finde på deres opdagelser: Lille Bille, Lille Salamander…

  4. Cecilie

    Nu er børnefødder jo noget af det fineste i verden, og de fineste i verden er vist nok de kongelige, så det må da være deres navne, der skal bruges til skoene.
    Lige den model virker lidt praktisk og fodformet (intet ondt om det – kan vi godt lide til både fodtøj og kongelige), så det må være en Joachim.
    Så kan de fine pigesko i kollektionen få navn efter prinsesserne, sportsskoene efter Frede osv. Og hey – løber man tør for danske kongelige, er der jo heldigvis masser rundt om i Europa!

  5. Isa

    Sandaler er lig med sommer.
    Sommer er lig med is.
    Så hvorfor ikke opkalde sandalerne efter is;
    Softice, sorbet, vaffelis, bananasplit.

  6. Katrine

    For at man ikke kommer for langt væk fra hvad deres sko er kendte for, så synes jeg, at man skal bruge ø navne i stedet for bynavne. Så kan man stadig kende deres brand. :) Samsø, Fanø, öland, Gotland og lignende skandinaviske øer.

  7. Jeg synes, at skoene skal opkaldes efter pionerer, som flyttede sig selv og verden, men kun deres fornavne. Fx Emilia (Erhardt), Marco (Polo), Christoffer (Columbus) osv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *