Sofa-fredag og noget om navne

FotorCreated1

Jeg forsøger mig netop nu med at få set Pretty Woman fra start til slut for første gang. Det er lidt sådan en film, man skal have set, går jeg ud fra. Og når DR1 byder mig indenfor på sådan en typisk fredag-sofa-aften, ville det næsten være uhøfligt at takke nej. Indtil videre går det nogenlunde, bortset fra jeg er elendig til multitasking, og dette indlæg garanteret kommer til at tage halvanden time… Og hov! Nu var filmen færdig.

Min baby-app fortæller mig, at jeg idag er 23+3, og baby er på størrelse med en papaya. Så jeg har lige googlet papaya. Jeg har hørt om den (åbenbart) melonlignende frugt før, men har aldrig rigtig været i nærheden af en sådan, da den mest eksotiske grønthandler, jeg besøger, hedder Netto. Han snurrer rundt på livet løs derinde under mit maveskind, hvilket forleden resulterede i en jordemoder, der ledte efter stabil hjertelyd i over 5 minutter. Hver gang monitoren kom i nærheden af ham, lossede han den væk med sit babyben og skabte støj på linjen. Ellers alt godt. Jordemoderen forsikrede mig om, til trods for hastigt voksende mave, at jeg var både tynd og slank og det hele blot var baby. Jeg var overbevist om, minimum 40% var Marabou. Jeg føler mig ikke vanvittigt slank længere.

Siden sidst har jeg både bagt (og spist) kyskager, lavet en skylampe til Marius, holdt teselskab på drengemåden og præsteret at have halvlange negle på to fingre i mere end én dag. Det er sjældent, det sker, når man har negle svagere end varm stearin. Idag har vi udrettet ting så store som Disney Sjov, for meget Just-Eat mad og aftenbad til Marius med en varighed, som gav ham rosinfingre og -tæer som aldrig før. Og det skal til engang imellem!

I øvrigt har vi næsten sat os fast på et navn til lillebror, men jeg elsker navnesnak og synes, det er vildt hyggeligt (og inspirerende, forstås). Her er vi nok mest til ældre danske navne, som selvfølgelig skal klinge bare en smule med Marius. Hvad er jeres favoritnavne? Eller hvad hedder jeres børn, hvis I har den slags? Del det endelig med mig i kommentarfeltet, det vil jeg elske!

Hav en fantastisk weekend og efterfølgende jul, hvis I er til sådan noget.

28 Comments

    • Ditte K

      Villum var på tapetet her for noget tid siden, og Laurits kan vi også begge lide :-) God (bag)jul!

  1. Julie

    Herhjemme hedder han Vitus, men Marius var faktisk en stærk konkurrent i sin tid. Desuden er jeg vild med Otto – faren not so much ;)

    • Ditte K

      Jeg har også talt virkelig godt om Otto herhjemme, men kan ikke helt få Mikkel med på idéen. Altså!

  2. sara

    Jeg har 2 piger, Liva og Bjørk. Havde jeg fået drenge ville jeg nok ha valgt Storm og Otto. :)

    • Ditte K

      Åh, nogle skønne navne. Er helt vild med Bjørk! Jeg har også prøvet af få Mikkel med på Otto… Dog uden held. Endnu ;-)

  3. Navnesnak er SÅ hyggeligt! :-)

    Mine unger hedder Tone og Hugo. Hugo var ikke så populært for 5 år siden, da vi fik ham, men det har da godt nok fået et boost sidenhen. Tone har vi stadig ret meget for os selv, det er vist mere normalt i Norge. (Vi har ikke norske aner, kunne bare godt lide navnet.)

    Vi har lige fået en lille fætter Viggo – det passer ret fint dertil, synes jeg.

    • Ditte K

      Ja, Hugo har fået et megaboost! Skægt at Tone er mere udbredt deroppe, det vidste jeg slet ikke :-)

  4. J.

    Åhhh fik du set Pretty Woman?? Det er jo min yndlingsfilm over dem alle, så den skal du en dag se fra start til slut – uden blogging samtidig! <3

    Jeg har ingen børn og heller ingen på vej – men jeg er spændt på, hvad han skal hedde. Jeg synes, at der er kommet så mange specielle navne, så jeg ville nok selv vælge et gammelt navn også. Dog en betingelse at det kan siges på engelsk (og også tysk, ifølge min kæreste) uden for meget besvær :)

    • Ditte K

      Jeg fik set Pretty Woman! Har haft den kørende i baggrunden adskillige gange, men altid kun set brudstykker af den. NU har jeg set det hele, og den er da så sød! Det med engelsk er nok ret praktisk – tysk ville jeg nok ikke tænke så meget i ;-)

  5. Kristine B.

    Haha, det der med navne er jo lige dele hyggeligt og frustrerende, ikke? Det var det i hvert fald herhjemme, hvor vi lagde ud med at være så langt fra hinanden som nærmest overhovedet muligt :) Jeg var (er) så vild med August og Augusta – perfekt, for så duede det uanset køn! Bortset fra at faren lignede én der havde spist en lort ved tanken… Vi har nu en Hektor, og det er vi heldigvis ret begejstrede for begge to :) Ellers var Marius faktisk også på bordet, sammen med Aksel.

    • Ditte K

      Hvor sjovt! Mikkel og jeg har hele tiden været besluttet på, at hvis det blev en pige, så skulle hun hedde Augusta. Min søster fik så en August for 5 måneder siden, så det blev ligesom lidt for tæt på navnemæssigt. Men det blev jo heller ikke aktuelt alligevel ;-) Aksel er også blandt mine foretrukne!

  6. Sidse

    Åhh jeg elsker også at snakke om navne…

    Vi har en Agnete og inde i maven gemmer der sig en lille bitte en som det bliver spændedne at finde navn til. Jeg synes de tidligere kommentarer har ret god navnesmag og overvejer selv Edith, Hektor, Anton, Ludvig som også var oppe at vende første gang…
    Men der kommer sikkert ohså nogle andre på banen!

    • Ditte K

      Vildt god navnesmag her i kommentarfeltet! Agnete er simpelthen så fint :-) Held og lykke med navnevalg (og babyen selvfølgelig)!

  7. Tanja

    Åh elsker Pretty Woman – har nok set den 10 gange! :-D
    Herhjemme har vi en dreng, der hedder Ebbe, og en Golden retriever der hedder Hugo :-) Vi er også mest til gamle navne!
    Glæder mig til at høre, hvad I ender med.
    Kh. Tanja.

    • Ditte K

      Kunne godt fornemme på folk omkring mig, at det nærmest var uhøfligt, at jeg aldrig havde set den film ordentligt – nu har jeg! Fine navne til både dreng og hund ;-)

  8. Mette

    Vores ældste på 3,5 hedder Søren og lillebror på knap 20 måneder hedder Erik :-)

    • Ditte K

      Åh, nogle skønne, danske navne. Vi har også snakket om Jens – det er lidt i samme kategori for mig :-)

  9. Line

    Da vi i sin tid ventede vores store dreng var den ene af de to navne vi havde i spil faktisk Marius.. Vi endte dog med det andet – så han hedder Magne.. Da lillebror så kom til for et års tid siden, gik vi også efter noget i samme stil, så han endte med at hedde Nohr..

    • Ditte K

      Jeg kender også en lille Magne. Det er simpelthen sådan et skønt navn, og det passer helt enormt godt med Nohr! :-)

  10. Ih, jeg ELSKER navnelegen!!! Har kun et barn indtil videre, men ruger på nummer to (vi må have termin næsten samtidigt! Jeg er 23+6 idag!) Min søn hedder Noah og lillesøster har også fået et navn, men det holder vi lige til familie og venner indtil hun kommer ud. Synes ikke lige jeg har nogle gode bud i ærmet. Hvad var dine favorit pigenavne før I fandt ud af at det var en lillebror der kommer?

    • Ditte K

      Ja, det må være tæt på hinanden! Jeg har termin 14. april :-) Spændende at se hvad lillesøster skal hedde. Mine favoritpigenavne svinger en del, men vi havde snakket ret meget om Augusta (indtil min søster fik en August ;-)). Ellers kan jeg godt lide Agnes, Ellen, Lily, Andrea og den slags :-)

  11. A-E

    Det er simpelthen det hyggeligste med navne-snak! Jeg håber selv på at få en Kornelius med tiden! Glæder mig til at følge med i jeres valg!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *