Julestemning (eller mangel på samme)

Jeg er ikke i julestemning endnu. Man kunne sige, det var ved at være oppe over, når nu det er den 24. december lige om lidt. Men julens måned har sgu været lidt træls ved os. Bevares, den har været proppet med gode ting som Marius’ skoleplads og vores fremtidige bolig, men hverdagens tandhjul har i den grad været rustet til i sygdom og afladede batterier. Vasketøjet vokser ud af væggene, der roder med irriterende, små dimser alle vegne, og min rengøringsindsats er på et skuffende ringe niveau, men jeg er åbenbart allerede gået i vi-skal-jo-snart-flytte-mode, så jeg får ikke gået i dybden med den husholdning på samme måde som normalt. Det skal jo alligevel pakkes ned lige om lidt. Agtigt.

Raskheden begyndte (efter to la-aa-ange uger) at vise sit kønne fjæs hos både Mikkel og Frede for et par dage siden, og håbet om en nogenlunde frisk juleaften var atter lysegrønt… Men da den mindste af husets herrer vågnede 00.30 i nat med over 39 i feber, var det atter op ad bakke. Imidlertid virker han til at være i bedring, og jeg håber, vi akkurat når i mål tids nok til brun sovs og risalamande. Jeg håber så inderligt. I disse dage sover vi alle fire på Marius’ værelse, så langt væk som muligt fra det rådne indeklima i kælderetagen. Jeg er nu efter en hel del snakke og ligeså meget googling overbevist om, at det er synderen i hele det her sygdomsræs, og jeg synes, det er ækelt.

Men i stedet for at køre den fuld Debbie Downer, gider jeg godt at glædes ved de federe ting. For eksempel at vi snart er flyttet, at Marius er rask, og at jeg fik købt alle julegaver den 22., som for mit vedkommende er i overordentlig god tid. Imorgen ved middagstid kommer Marius og hans far, så vi kan snaske noget kage og kaffe, inden vi skal til jul hos min storesøster. Og selvom vejret minder mest om oktober, og min julestemning kan ligge på et meget lille sted, glæder jeg mig helt pjattet til at holde jul med mine tre drenge og resten af min familie og til at opleve julemagien i øjenhøjde med den 5-årige.

Må I ligeså have en dejlig jul med masser af mad, geniale gaver og alle jeres yndlingsmennesker! <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *