Mens vi raller: Kina-tip om vinterleggings til børn og skolestatus

Vi er ramte. Tre ud af fire af husstandens beboere er snottede, slimede og klatøjede. Ja, Marius er selvfølgelig den raske (han er seriøst lavet af jern på den front). Babyen blæser snotbobler og raller lidt, jeg gør nogenlunde det samme, og Mikkel (som om muligt er endnu sjældnere syg end Marius) er hårdest ramt, og jeg er ingenlunde klog på området, men han sover som den eneste i det skimmel-ramte værelse, og han har været fem gange længere om at komme sig end os andre. Nu er han forvist til sofaen og får ikke lov at sove dernede mere. Han har svært ved at holde sin knapt to meter lange krop oprejst, kaster lidt op og har ondt i hovedet. Jeg, derimod, har tabt min hud under næsen et sted ned i skraldespanden sammen med de 48 køkkenruller, der har slidt den af. Det stinker på alle tænkelige måder at være syg, når man har små børn. Især med små børn som også er syge. Men det lysner et sted derude i horisonten. Frede får suget snot (ja, som i suget med sådan en babydims med en slange i enden, som jeg suger i… med munden), og så er han nogenlunde i hopla igen, Mikkel er langsomt ved at genfinde balancen, og jeg kan atter komme igennem dagen uden massivt pilleindtag.

Vildest og bedst og dejligst er dog noget helt andet. For få dage siden blev jeg kontaktet af den skole, jeg allerhelst ville have Marius på, men som jeg for længe siden havde skudt en hvid pil efter, da de kun tager et par og tyve elever ind om året, og alt for længst var booket. De havde imidlertid fået en (én!) plads ledig, og den var Marius’, hvis vi ville have den. Og det ville vi! Mine bekymringer om kæmpe-skoler og dårlige mavefornemmelser er forsvundet! Og jeg er sikker på, det her nok skal blive godt for min lille, store dreng. Tænk, for bare seks år siden trådte jeg selv ud af 10. klasse, og nu sidder jeg og melder mit eget lille menneske ind i skolesystemet. Syret much.

Afslutningsvis vil jeg lige sende et tip i jeres retning, som jeg er svært begejstret for. Vinter-leggings til næsten ingen penge! Marius har et par stykker (de lyseblå og olivengrønne på billede 5), og jeg elsker dem. Det gør han også. De er bløde, behagelige og forede med noget vamset fluff på indersiden, så de kan fungere som vinterlige benklæder. De andre har jeg (endnu) ikke erfaring med, men jeg synes, de ser lige så lækre ud. Så hvis I vil nå at have fingrene i disse, inden vinteren ophører, er det nok en god idé at bestille nu, så de kan nå frem til starten af januar.

Må I alle have en dejlig advents-aften!

Leggingscollage1: HER til ca. 60 kr. / 2: HER til ca. 65 kr. / 3: HER til ca. 66 kr. / 4: HER til ca. 50 kr. / 5: HER til ca. 48 kr. / 6: HER til ca. 89 kr. / 7: HER til ca. 35 kr. / 8: HER til ca. 48 kr. / 9: HER til ca. 60 kr.

3 Comments

  1. Mie

    Hej Ditte

    Er fan af dine kinatips ;-) men jeg skal lige høre dig ad omkring dine erfaringer med størrelserne.. Er børnetøjet småt i størrelserne?

    • Ditte K

      Hej Mie. Det er jeg glad for! ;-) Jeg vil sige det sådan, at der er stor forskel fra forhandler til forhandler – men jeg har endnu ikke oplevet noget, der var direkte stort i størrelsen. Som oftest er det til den lille side, så når de skal kunne vokse i det og den slags, tager jeg gerne en str. eller to over den normale. Mange har under produktbeskrivelsen et størrelsesskema, så man kan måle efter i cm, det hjælper af og til :-) Held og lykke med det!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *