Om lidt bli'r her stille

999184_10151599417149327_40451396_n

Eller det blev der egentlig for noget tid siden. Marius er taget hjem til sin far. Jep. Det er en følelse, jeg aldrig rigtig vender mig til, selvom jeg nu har haft 2 år til det. Og jeg sidder tilbage med blandede følelser hver gang. Jeg har omtalt mit enorme sovehjerte i tidligere indlæg, og det er jo ikke nødvendigvis noget, der spiller allerbedst med mindre børn i hjemmet. Så nu har jeg muligheden for at sove ud, sove længe, sove lure og dovne den helt generelt.

Og her sidder jeg så kl. 07.30 en lørdag morgen. Efter en solid omgang pudebanken, venden og drejen sig i sengen og Instagram-kigning. Men nej, ikke mere søvn til mig. Ingen lille stemme der råbte “moooaaarrr!” til morges. Mit biologiske ur har alligevel vænnet sig til forældrelivet, og er altså klar på at vågne, når Marius er. Men hans seng er tom og hans værelse står uberørt og noget så ryddeligt.

Normalt er rutinen, at Marius bliver afleveret i børnehave af den ene og hentet af den anden. Det er sådan, det er bedst for ham. På neutral grund. Han kan godt blive lidt forvirret og betuttet, når han skal fra den ene bopæl til den anden. Det er som om, det er mere håndgribeligt for ham, at “når jeg skal hjem til far nu, betyder det, at jeg skal sige farvel til mor”. Og jeg hader det. På hans vegne. Jeg er selv skilsmissebarn og har som sådan aldrig haft et problem med det, men det gør alligevel ondt ikke at kunne tilbyde ham ét hjem og én kernefamilie. For det fortjener han sgu.

Men knægten har det godt. Han er glad. Han er glad for mig, at være her og (sindssygt) glad for min kæreste (som i øvrigt er den vildeste caretaker af natur, et stort legebarn og behandler Marius som sin egen). Han er også vildt glad for sin far og alle sine bedsteforældre, og har så vanvittigt mange mennesker, som kun vil ham det bedste. Og det må jeg huske på i situationer som denne, hvor jeg sidder alene på altanen og prøver at nyde stilheden, solen i ansigtet og kaffen i koppen.

Jeg synes, det dér co-parenting fungerer upåklageligt, selvom det aldrig er det mest optimale scenarie. Marius ønsker at holde én stor fødselsdagsfest i mormors kæmpehave for alle dem, han kender – på én gang. Så det gør vi. Vi (mig, min kæreste og Marius’ far) havde et lille brainstorm-kaffe-møde om planlægningen af samme i torsdags og besluttede, at Marius får en kick-ass-kæmpe fødselsdagsbrunch i mormors have med både mors, fars og papfars familie. Vi har altid holdt fødselsdage og lignende samlet, da jeg var lille, og det vil jeg også gøre for Marius. Det kan godt være, det ikke er det fedeste altid, og jeg egentlig godt bare ville have ham for mig selv uden at skulle dele. Men det mindste man kan gøre, når man har sat et barn i verden, er at nosse sig sammen til at få det til at fungere. Han har ikke valgt at være delebarn, så vi har fandeme et ansvar for at gøre det så nemt for ham som muligt. Og hvis han vil holde én stor fødselsdag, så er det én stor fødselsdag han får.

Følg Ditte K på Bloglovin’ og Instagram

Ung mor vol. 1

30263_399379929326_4508558_n

Nå, men så var der det dér med at blive mor. Det er stort. Vildt. Sindssygt! Dejligt og uoverskueligt. Og så som 17-årig. Altså et barn med et barn, eller hvordan er det nu? Der er et par stykker, som har efterspurgt en fortælling om livet som 17-årig mor, men der er helt enormt meget at fortælle, så det kommer nok over flere indlæg. Men jeg skal jo starte et sted, og det bliver omhandlende tiden op til og den (mere eller mindre) kære tid som gravid, så here goes…

I juli 2009 havde jeg netop brugt mit 16. leveår op og taget hul på mit 17. af slagsen. I september stod jeg med en positiv graviditetstest i hånden. Rystende og forvirret. BOOM. Jeg skulle være mor! Eller skulle jeg? Jeg vidste det ikke. Jeg havde netop påbegyndt min 3-årige Design-HF, som jeg længe havde set frem til. Hvordan skulle det nu kunne lade sig gøre? Det var som om, min hjerne havde set sit snit til at skride, mens tid var, og her stod jeg tilbage med et hult og ubrugeligt kranium, der ikke kunne tænke en eneste tanke af rationel karakter. Samtidig eksploderede mit hoved med titusinde spørgsmål og spekulationer, som råbte i munden på hinanden, mens jeg febrilsk prøvede at opsnappe brudstykker uden held. Fuck.

Jeg var da ikke typen til at være ung mor, var jeg? Det var jo dem dér med lyserødt hår og en skam-tatoveret kæreste ved navn Johnny på Kanal 4, var det ikke? Jeg klarede mig godt i skolen, fik sjældent karakterer under 10 og havde det godt socialt. Jeg følte selv, jeg havde sådan okay styr på livet, men var alligevel ikke sikker på, om jeg kunne have styr på et andet menneskes. Det var jo vildt. Sådan virkelig.

Nå, men Marius’ far var på daværende tidspunkt sølle 18 år, og vi havde været kærester i et par måneder, da de to røde streger tog mig om begge ankler og vendte mit liv på hovedet. Der blev snakket frem og tilbage om det. Og lidt mere frem. Og en smule tilbage. Vi blev enige om, at det nok var for tidligt og ikke passede ind i vores liv. Der var ikke langt fra tanke til handling, og pludselig lå jeg på en briks og blev scannet for at finde ud af, hvor langt jeg var. Jeg var 6 uger henne. Men lige dér skete der et eller andet. Noget knudrede sig sammen i maven på mig og gav mig en klump i halsen, da jeg så den lille sort/hvide peanut danse rundt på skærmen i store, grynede pixels. Der var altså noget derinde. En lille spire. Og det føltes på alle måder forkert, at skulle fratage den muligheden for at gro.

Så da vi kom hjem, måtte jeg indrømme, at jeg ikke kunne gennemføre det. Man kunne sgu da ikke bare sådan lige annullere sin baby, vel? Det var min baby. MIN BABY! Den var vi altså nødt til at beholde. Så det gjorde vi. Og så tog det ellers fart. Min familie var meget støttende og glade (efter de lige havde sunket det, bevares), men jeg fik en tro på, at jeg godt kunne klare det her. Det skulle jeg sgu. Hans far var okay med det også, og pludselig blev frygten erstattet med spænding på den gode måde. Mine veninder støttede mig og glædede sig mindst ligeså meget. Mine drengevenner, not so much. De kunne sgu ikke rigtigt fatte det, og det er vel egentlig også fair nok, at man som 17-18-årig knægt ikke rigtig er klar på dikke-dik og parmiddage.

De næste otte måneder var min krop besat af en man-flu følelse. Jeg havde kvalme mere eller mindre konstant og kastede op. Og kastede lidt mere op. Og kom til akupunktør for samme. Og prøvede samtlige husmorråd. Intet virkede. Til sidst var jeg nødsaget til at tage køresygepiller (på min jordemoders opfordring), for at kunne tage i Netto uden lommerne fyldt med just-in-case brækposer. Okay, you get the picture. Jeg nåede vel at have små to uger i slutningen af 3. trimester, hvor jeg kunne planlægge mere end 2 minutter fremad, fordi min tilstand var noget der mindede om stabil. Men sjovt nok husker jeg min graviditet som noget, der egentlig var ret hyggeligt. Det er ikke småting, sådan et par år kan forvrænge opfattelsen af noget, man har oplevet på egen krop.

Marius kom til verden en forårsdag sidst i maj efter jeg havde brugt 3 timer og 28 minutter i et badekar på skiftevis at spise Marsbar, have forholdsvis (!) ondt og kigge på klokken. Voila! Et lille menneske på 3810 gram med stort, sort hår. Og så var han her. Han var vores, og jeg skulle være hans mor. Resten af livet. Wow.

Jeg…

– Har en søn med stemmeret, når jeg er 35. Wuuut?!

– Er fuldstændig ligeglad med din træning, dine upcoming abs, dit proteinpulver, hvor langt du har løbet, hvor højt du har hoppet og hvor længe du kan stå i skovskiderstilling med en metalstang på tværs af skuldrene. Hvis du brugte halvt så meget tid på at træne, som du gør på at checke ind på Facebook, kunne du tæve Hulk med Schwarzenegger og løbe på arbejde med din bil på ryggen.

– Drikker ALT for meget cola! (Ingen sammenhæng mellem dette og ovenstående statement. Niks)

– Har lige fundet ud af, at Danny Kool giver sidste koncert i maj. I shit you not. Danny Kool. Er det 1998?

– Drømmer om at finde frem til landet hvor alle forsvundne hårnåle, tre-i-enere, sutter og lightere findes.

– Slår hverken edderkopper eller bænkebiddere ihjel, hvis jeg kan undgå det. Dyreven af vanvittig karakter.

– Vil hellere risikere slidgigt og åbne benbrud med 17 Nettoposer på ryggen end at gå to gange. Noget med min stædighed, I guess.

– Er langsom af natur. Kommer altid for sent.

– Ønsker, at jeg en dag finder en knap, der gør min perfektionisme og pessimisme justerbar.

– Jeg vil gerne være journalist, læge, kirurg, designer, forfatter og dyrlæge, når jeg bliver voksen. Jeg er ingen af delene (heller ikke voksen). Endnu.

– Jeg har født et barn! ET BARN! Helt selv. Kvindekroppen er the shit! (Mere om det i et andet indlæg)

Hallo?

Er der nogen? Jeg kan jo se, at der er nogle få i det ganske land, som sidder og lurer lidt med fra den anden side af skærmen. Og det er pisse fedt. Please, bliv ved med det. Men jeg er ikke helt vild med idéen om at køre en blog udelukkende bestående af ‘idag har jeg hentet ungen fra børnehave og lavet økologisk pesto’, men hvad fanden skriver man så om? Jeg kunne vildt godt tænke mig, at nogen af jer søde besøgende (I er få, men gode) måske ville give et lille praj om, hvad der kunne være fedt at læse. OM der er noget som helst, som kunne være fedt, og som der måske mangler lidt af i blogland (hvis der efterhånden mangler noget overhovedet). Ærlighed? Debatter? Holdninger? Livet som 17-årig (nu 21-årig) mor? Jeg ved jo godt, at jeg ikke foreløbig bliver den store billedblogger med stylingtips og rabatkoder til Nelly.com, men det har jeg heller ikke lyst til. Jeg vil hellere skrive. Skrive om alt muligt. Men det kunne være fedt, hvis det bare ramte ét eller andet, folk havde lyst til at læse med på. Jeg skriver jo selvfølgelig et eller andet lort alligevel, men altså… Skriv så hjertens gerne en kommentar til indlægget her, så sender jeg herremeget kærlighed og cyberkram den anden vej! Og god karma og alt det dér.

Sommer-superhelte

Fotor041519421

Er jeg den sejeste mor nogensinde? Næh, sikkert ikke. Men jeg er sikker på, at Marius vil synes det efter mine seneste køb. Marius er jo, som nævnt i mit tidligere indlæg, i den berømte superheltefase, hvor alt går op i Bat-, Spider- og Superman. Så hvad gør mor? Investerer i badegear til os begge to, så vi har mulighed for at drøne rundt om poolen, når vejret tillader det, iført hver sin superhelte-dragt og skabe os som sindssyge. Det bliver intet mindre end fantastisk.

Følg Ditte K på Bloglovin’ og Instagram

Påskeferie skudt igang

#1: Min store og min noget mindre mand i tågen, på luft-mormors-hund-gåtur på landet. Jeg ELSKER når det er tåget, vindstille og støvregner. På landet. Når man har tid til at gå tur. Og ikke skal køre bil.
#2: Jep, jeg foldede en ugle af papir. Nej, jeg ved ikke hvorfor. Hvis der er andre papirsidioter derude, så kan skabelonen findes her.
#3: Min søde, sovende dreng. Som nu har sovet første nat uden sut. Stop tiden!
#4: Bertha, en af de nyeste beboere hos min mor, som vi har babysittet (sammen med Bertha’s bror og mor) hele weekenden.

SÅ er påskeferien skudt igang. Yessir!

Lyden af fredag

Ja ja, det er oooooold news, men hvis man kan slå Nykredit-reklamen ud af hovedet (damn you!), så er det en helt igennem fantastisk sang. Jeg elsker den. Og weekend.

Noget om daginstitutioner

7805175ec2b611e2a56722000a1f9d88_7
Det søde barselsliv (og barn)

Daginstitution. Det ord lyder ikke rigtig hyggeligt i mine ører. Ikke sådan rigtig hyggeligt. Det lyder så stort, koldt og maskinelt. Ihvertfald for mig. Nå, men nu er min egen knægt jo en del af institutionslivet. Han begyndte i dagpleje, da han var 10 måneder, og jeg igen skulle igang med studiet. Av av, helt ind i moderhjertet. Kan det virkelig passe, at jeg skal aflevere min BABY i hænderne på en fremmed kvinde? Ja, sådan er samfundet ihvertfald strikket sammen. Moderen var vel egentlig mere ked af det end barnet, men hold nu op, hvor var det overvældende. Først at skabe det her lille individ, og så smide det ud i livet i en alder af bare 10 måneder. Og det var måske også disse tanker især, der gjorde, at valget faldt på dagpleje helt fra start. For os virkede dagpleje bare som det rigtige. Jeg kunne ikke se min lille, sensitive dreng i hele det her vuggestue-kaos med en masse børn og skiftende voksne. Uden at være cand.psych. eller lignende, så forestillede jeg mig, at dagpleje var det, der var tættest på den almindelige, hjemlige hygge med én primærperson og rolige omgivelser. Ja ja, så kommer der det med gæstepleje, hvis nu dagplejemor er syg. Heldigvis fik vi tildelt den sødeste og dejligste dagplejemor i hele verden. For real.

Hun var sjældent syg, og hvis hun var, så havde Marius én gæstedagpleje, som boede på den anden side af vejen, og som han kendte godt igennem legegrupper og når dagplejemødrene mødtes i hinandens haver om sommeren. Idyl, idyl. Sådan havde jeg det ihvertfald. Marius var glad, dagplejemoderen behandlede ham som én af sine egne, og han kunne endda finde på at spørge i weekenden, hvornår han kunne komme om til Mette igen. Jeg er godt klar over, at det desværre ikke er alle, der har så god en oplevelse med dagpleje, og jeg er naturligvis også farvet af mine virkelig gode erfaringer.

Men jeg bliver sådan forholdsvis irriteret, når mødre (eller andre) kommer med argumenterne, at børnene jo skal ‘hærdes’, lære at omgås andre børn og at de bliver for beskyttet i en dagpleje. Ja, for fanden. Det er babyer. De skal sgu da ikke hærdes. De skal passes på, snakkes med, puttes til lur og leges med. Og jeg er normalt ikke den bløde type. Ligeledes når ’socialisering’ bliver bragt på banen. Nej. Babyer har ikke noget ud af at blive socialiseret med andre babyer. De har noget ud af at have voksenkontakt. Og jeg ved godt, der er forskel på babyer. Og at det fungerer glimrende for rigtig mange forældre at have deres børn i vuggestuer. Jeg synes bare, de er så bittesmå. Og ja, jeg referere mest til de helt små. Jeg ved jo godt, at mange tumlinger hygger sig gevaldigt i vuggestuen. Men at se en lille, forvirret baby på 6 måneder sidde i denne turbo-hverdag uden mor og far, kan jeg ikke rigtigt lide. Og jeg ved godt, det er sådan, samfundet er indrettet. Jeg blamer ikke nogen, jeg undres bare.

Den lille chef herhjemme startede i børnehave i august, hvor der er integreret vuggestue i institutionen også. Og det virker mærkeligt for mig at se en baby, der lige nøjagtigt kan balancere på sine egne ben, gå rundt forholdsvis alene i en afkrog af legepladsen og trække sin sutteklud gennem mudderet. Nuvel, det ved jeg jo godt, de ikke gør hele dagen og det er ganske få øjeblikke, der er tale om. Men alligevel. De er så bittesmå. Jeg er nok også blevet ekstra opmærksom på det, efter jeg forleden så en dokumentar på DR2, hvor en helvedes masse fagfolk og ‘eksperter’ udtalte sig om livet som vuggestuebarn. De havde foretaget en ganske stor undersøgelse, som viste, at der i nogle (ikke alle, men nogle!) vuggestuer var børn, som kun havde helt ned til 15 minutters voksenkontakt på en dag. FEMTEN MINUTTER! Æv. Det er selvfølgelig de færreste steder, det foregår, men alligevel. Det må kunne gøres bedre. Det er jo for fanden vores unger, der er tale om.

Nu er Marius blevet en rigtig børnehavedreng, og nøj, hvor er det fedt. Jovist, han skulle lige over rykket fra dagpleje til børnehave (hvilket er en positiv ting ved vuggestuen, at overgangen ikke er nær så tydelig), men det tog ham kun ganske få uger. Og det fede ved det, er, at man kan se, hvor meget han nyder det. Han har virkelig noget ud af at lege med jævnaldrende kammerater og rutsje, gynge og te sig åndssvagt. Og så bliver man jo stolt som bare fanden, når man hører, hvor sød han er, og hvor god en ven han er overfor de andre (indsæt smiley, der pudser sin glorie). Nå. Det var såmænd bare et lille ligegyldigt statement fra min side om, hvilket forhold jeg har til dagpleje vs. vuggestue. Jeg synes klart, begge dele har fordele og ulemper, men jeg vil til hver en tid sende mine fremtidige unger i dagpleje, når nu jeg ikke kan gå hjemme med dem hver dag, til de fylder 3 år (just kidding, jeg ville blive skingrende sindssyg). Så hurra for at søde mennesker gider at passe vores afkom, mens vi uddanner os eller tjener penge (eller begge dele). Og hurra for at der er pasningstilbud, der passer til os allesammen (børnene, that is).

Libertine-Libertine

Libertine-LibertineSweet Jesus, jeg har fundet et tøjmærke, jeg virkelig synes om. Den slags sker rundt regnet aldrig for mig. Jeg ender altid med at kigge stativerne igennem en 30-40 gange hos H&M og Gina Tricot med en ‘mjaah’-fornemmelse for derefter at gå derfra med en t-shirt og et par sokker. True story. Min tøjstil lider af skizofreni for tiden, hvor den indimellem hælder til jeans, en hvid t-shirt og et par sneaks. Andre gange til skjorter, trenchcoats og pæne læderboots. Jeg kan med andre ord ikke finde ud af, hvorvidt jeg vil være highschool-chick eller classy lady. Og her kommer Libertine-Libertine ind i billedet. For helvede, hvor det dog bare rammer plet og mixer alt, hvad jeg godt kan lide. Jeg kan mærke helt ind i maven (first world, I know), at jeg SKAL have fingre i denne her SS14 kollektion. Det er jo ikke ligefrem SU-venlige priser (hvis man vel at mærke planlægger at skulle eje hele lortet), men så må jeg jo nedprioritere føde et par uger. For have fingre i den lyserøde (er den det?) kjole med de sorte detaljer (og 2-3 af de matchende sommersæt), dét skal jeg sgu.

Følg Ditte K på Bloglovin’ og Instagram