Idyl, fødselsdag og værtsroller

Fotor0528113947 Fotor0528113444

Sådan. Så kom vi ud på den anden side af den seneste stress-og-vanvids-uge. Og hygge-fødselsdags-uge selvfølgelig. Det var jo ikke så slemt. Løgn. Det var temmeligt heftigt. Og jeg har nærmest sovet 24 timer ud af de seneste 48. Torsdag blev knægten jo som bekendt 4 år gammel, og som de øverste billeder så sødt viser, blev han vækket med sang, gaver og flag. Og hans begejstring over sit nye 54-liters hjem til fisk og frøer var uvurderligt.

Søndag mødte (efter et par afbud) 28 mennesker (og 4 hunde) op til brunch, brunsviger og lagkager for at fejre ham endnu en gang. Og jeg som vært. Gudfrimigvel, hvor er det nederen. Jeg har en nyfunden respekt for kvinder (og mænd), som gladeligt påtager sig værtsrollen gang på gang og står med hovedet i kødgryderne, mens gæsterne konverserer. Og jeg havde ikke engang kødgryder at stå med hovedet i. Kun en sølle tjans med at sørge for buffetbordet var fyldt op, at der var kaffe på kanden og at lagkagerne blev klargjort. Men det var i den grad rigeligt, når der skulle brødfødes 28 mennesker, og jeg den foregående aften befandt mig til 90-års fødselsdag, hvilket tog nogle timer fra forberedelsen til søndag. Men det lykkedes, og jeg fandt pludselig mig selv stående (med forklæde!) i køkkenet og jonglere med nyrørt hindbærmousse og flødeskum og tylleposer, og måtte adskillige gange høre små bemærkninger som “Neeej, Dittemor i køkkenet!” og “Går du og laver mad i smug? Det ligner, du har øvet dig”. Og den slags er jo lige dele komplimenter og jokes på bekostning af min ringe køkkeninteresse.

Men da den sidste lagkage var serveret og de tilhørende lys pustet ud, kunne jeg ånde lettet op. Folk hyggede sig dér under den store familiesammenførelse. De fremmødte bestod af alle slags mennesker. Mine (pap)søskende, Marius’ far plus familie, mine veninder, min svigerfamilie og selvfølgelig Marius’ bedste- og oldeforældre. Hvilken fest. Som jeg efter 2-3 timer kunne sætte mig ned og deltage i. Og fint var det. Vejret var i den grad med os, terrassen emmede af idyl og vigtigst af alt var knægten glad og begejstret hele dagen igennem. Henad eftermiddagen besluttede den unge del af selskabet at gå en tur igennem det bakkede og solskinsbenådede landskab. Og kliché eller ej, så gav det hele altså mening lige dér. Jeg, min kæreste, mine veninder, Marius’ far og faster og selvfølgelig fødselsdagsbarnet himself slentrede ned ad den øde vej med solskin i nakken og en hund på slæb. Der blev snakket på kryds og tværs, og det bedste af det hele var at se den lille dreng med det bredeste smil. Det er jo på ingen måde fordelagtigt at være delebarn, men at se ham spæne frit mellem de to vigtigste mænd i sit liv for skiftevis at holde sin far i hånden og sidde på skuldrene af min kæreste, bedyrer, at vi har gjort et eller andet rigtigt. Jeg havde aldrig turde drømme om, at det kunne være så ligetil og hyggeligt at arrangere fælles events til ære for minien. Men så så man lige os, og det kan sgu da godt lade sig gøre.

Følg Ditte K på Bloglovin’ og Instagram

1st world beslutningsproces

Åbne sko

1: 349 kr. / 2: 219,99 kr. / 3: 249,99 kr. / 4: 379 kr. / 5: 349,99 kr. / 6: 164,99 kr. / 7: 299,99 kr. / 8: 219,99 kr. / 9: 159,99 kr. / 10: 429 kr. / 11: 179 kr. / 12: 279,99 kr. / 13: 599 kr. / 14: 469,98 kr. / 15: 199,99 kr.

Jeg har det lidt stramt med at poste de her overflødige, materielle indlæg. Jeg ved ikke, om jeg skræmmer jer læsere væk eller hvordan, men det bliver altså ingen modeblog det her. Nå. Men jeg har (som så mange andre kvindelige væsener) en forkærlighed for fodtøj af næsten alle slags og har haft det, så længe jeg kan huske. Desværre er min konto hverken glad eller begejstret over for mange tilføjelser til mine i forvejen bugnende skohylder, og af samme grund er mine køb for det meste altid budgetvenlige. Og da jeg synes, det er tangerende til hyggeligt at bikse collager og den slags inspiration sammen, følte jeg mig forpligtet til at dele det med mine fellow sistas. Agtigt.

Nuvel, jeg fik kigget amok på både Nelly og Asos og har kærlighed nok til at dele ud på samtlige 15 par ovenover. Så er det bare den dér beslutningsproces. Men 4.549,89 kr. (yes, I did) for 15 par sko er vel i virkeligheden okay? Niks. Jeg må holde mig til et eller to (okay, tre) par, når jeg altså lige får udset mig the chosen ones. I kan vel nok se på collagen, at jeg har indsnævret mit søgefelt gevaldigt, men det er altså den skosort, jeg lige er på udkig efter i øjeblikket. Primært noget sandal eller halvåben-støvle-ish gerne med hvid sål. Og så lige et par i kork, fordi… Ja, fordi kork! Jeg har i øvrigt hverken modtaget penge, kys eller spa-ophold for at bringe dette indlæg, og jeg tjener heller ingen af delene ved, at I klikker på links ovenover. Just saying.

Følg Ditte K på Bloglovin’ og Instagram

Falsk forlængelse af fehår

Fotor0523145749

Nej, jeg er ikke kommet ud på den anden side af fødselsdagsweekenden endnu. Men jeg er lidt en slags mester i overspringshandlinger. Pt. hælder jeg tyktflydende kakao i halsen og slænger mig i sofaen. Jeg er lidt i chok. Jeg er netop hjemvendt fra en lille (men eksisterende) løbetur. Sådan noget gør jeg altså ikke. Nuvel, hvad laver man ellers en fredag aften klokken 23? Vejret var til det, jeg havde i forvejen slentret fridags-grim rundt i Nike-shorts herhjemme, så det var jo egentlig bare på med skoene. Det er vigtigt, at jeg griber de øjeblikke, hvor jeg faktisk har lyst til at løbe en tur. De forekommer nok med intervaller på ca. 6-7 måneder.

Og så oplevede jeg noget mærkeligt for et par dage siden. Jeg har fra naturens side fået skænket et par mørkebrune øjne og matchende hårfarve, men der er altså blevet slækket på kravene til kvaliteten rent tykkelsesmæssigt. Det er sådan en fornem blanding af min fars mørke farver og min mors skandinaviske fehår. Det er dog blevet tykkere med årene, og minder nu næsten om gennemsnitligt menneskehår. Men midt i min utålmodighed for et par uger siden, ville jeg gerne have langt hår. Og tykt hår. Og for år tilbage prøvede jeg kræfter med det dér extensions-show og besluttede, at det nu var tid igen. BÅÅÅT. Forkert.

I al hast klikkede jeg en anden kvindes aflagte lokker hjem fra eBay (man er vel nærig) og lagde planer om, at jeg sagtens selv kunne påsætte disse 300 totter hår på egen hovedbund. Og det kunne jeg også. Og langt blev det. Alt for langt. Så sad jeg dér et par timer eller tre senere med en 40/60 fordeling af eget og asiatisk hår på hovedet og blev grebet af mild panik. Det var jo ikke rart. Og slet ikke at sove på. For helvede.

Næste dag måtte jeg slukøret indrømme overfor min kæreste (og mig selv), at min impulsshopping af kinesisk hår var en fejltagelse. Så jeg var i værktøjskassen og fandt igen tangen frem og fik trykket samtlige små plastikringe fra helvede fri. Og ud gled Rapunzel. Og selvom jeg kun havde døjet med hårforlængelsen et enkelt døgn, var glæden ved atter at stifte bekendtskab med min egen, frisérbare hovedbund overvældende. Det kan godt være, man må lide for skønheden, men der  være grænser. Enten er jeg blevet for gammel eller også har jeg fået det for behageligt til at slæbe rundt på den slags.

På billedet ses ï øvrigt mit seneste hjorte-tidsfordriv, vores gode ven Frederik Rex (som Marius kalder den) og papirsophæng (lavet med skabelon fra Minieco), vores hjemmeprintede Instagram-væg og mine (næsten) nye sandaler fra H&M.

Følg Ditte K på Bloglovin’ og Instagram

Fødselsdag, stress og vanvids-måned

 Fotor0522193241 Fotor0522191949

Wow. Mit barn har eksisteret i 4 år idag. Der har været sang, kage, gaver, solskin og grin. Og alt muligt andet. Jeg både hader og elsker maj måned en lille smule. Der er så mange hyggelige begivenheder og mindst ligeså meget stress. Hvordan gør mødre sådan noget? Er det bare fordi, at “rigtigt voksne” mennesker har mere styr på den slags, eller er de bare bedre til at lade som om? Jeg ved det ikke. Men jeg synes, der er meget at se til. Siden i lørdags har vi været til konfirmation, til Thomas Tog-begivenhed på Odense Jernbanemuseum, min far har haft fødselsdag, min mor har haft fødselsdag, Marius har holdt fødselsdag i børnehaven, holdt fødselsdag med morgenbord herhjemme idag – Og så smider vi lige en 90-års fødselsdag oveni hatten på lørdag og hoster birthday-bash for knægten for en ordentlig røvfuld mennesker søndag formiddag.

Seks fødselsdagsbegivenheder indenfor 7 dage. Fuck. Op- og nedpyntning, gaver, transport af samme, indpakning, kort-skrivninger, borde og stole-opsætninger, borddækninger og naturligvis et rødglødende dankort. Og så lige opsætning af et 54 liters akvarium til knægten, som mor her har investeret i. Knægten ønskede sig “levende fisk”, så det fik han. Naturligvis. Jeg kunne selvfølgelig også have skruet bare en smule ned for mit vanvids-ambitions-niveau, ved for eksempel at have ladet være med at lave cupcakes med frosting til børnehave-eventet fra bunden OG selv kreeret superhelte-pynt til samme. Til femogtyve børn. Men fint skal det være, og dét var det altså. Og juniors begejstring var lige nøjagtigt det hele værd.

Det har været hyggeligt. Idag var tilfældigvis hjem-til-far-dag, så han kom forbi til en kop kaffe og tog Muffe med retur til mere kage og grill hos farmor hen ad eftermiddagen. Og så er det på søndag, vi alle slår hovederne sammen til en mindre omgang festivitas med fejringen af Marius’ første 4 år som menneske. Og intet mindre end 32 gæster må kunne gøre det. Sheiße.

I øvrigt tak til jer søde kvinder, som gad fortælle lidt om jer selv i kommentarfeltet til tidligere indlæg. Jeg er stadig lidt forvirret og mega beæret over, at nogen finder vores lille liv værdigt at følge med i. Så tak! Ville gerne kunne smide en eller anden giveaway jeres vej, men det er stedet her (eller jeg) på ingen måde stort nok til (endnu). Og havde det ikke været for netop omtalte vanvids-måned, og havde jeg haft grønne tal på bundlinjen, havde jeg sgu købt noget til jer. Nå. Jeg vender tilbage, hvis når jeg kommer ud på den anden side.

Følg Ditte K på Bloglovin’ og Instagram

Skudsikker mandag morgen

Snapshot_20140518_23

Så for satan – det er mandag igen. Men modsat mange af sine forgængere startede denne ud med raketter, trommemarch og trompetfanfarer. I hvert fald i mit hoved. Jeg har tidligere omtalt de dér morgener, hvor barnet klamrer sig til mors ben, mens vandet står ud af øjnene. Og det er noget nær den mest deprimerende måde at starte sin dag på. Vi driblede om i børnehaven omkring kvart over 9, og Marius’ bedste venner kom stormende og ville lege. Marius snakkede og grinede, og ham og hans bedste ven fik vendt verdenssituationen, naturligvis med deres seneste Thomas Tog-begivenhed som hovedfokus, hvor de tilfældigt mødte hinanden. Hvilket i øvrigt var en kæmpe succes. Thomas delte gavmildt ud af køreturene i damplokomotivets tilhørende vogne, og der var masser af andre aktiviteter for både store og små. Og solen skinnede!

Nå, for lige at bade mig selv i stolthedens blændende lys, så fik jeg en snak med en pædagog, inden jeg forlod børnehaven igen. Marius bliver jo som bekendt 4 år (!) på torsdag, og der skulle lige lidt på plads omkring antallet af cupcakes, tidspunkter og den slags. De er igang med et inklusionsforløb i institutionen, hvor børnene bliver delt ud i mindre grupper på kryds og tværs for at få alle med og skabe nye relationer blandt andet. Og jeg ytrede jo min bekymring for, at min (meget) sensitive dreng skulle i grupper uden sine tætteste venner og derfor være nødsaget til at forlade sin comfortzone, når nu han kæmper med sin følsomhed og den slags i forvejen. Men det viser sig, at jeg har produceret lidt af en lille helt. Og det vidste jeg jo egentligt godt, det er bare min mor-bekymrede hjerne, der skal calm’e the fuck down. Han klarer sig nemlig rigtig godt i børnehaven, er én rigtig mange børn søger hen til for at lege med, og han er nu ressourcebarn i deres inklusionspuslespil. Han starter altså ud med at skulle være et barn, som kan give de andre noget og lære fra sig. Det er da alt for sejt. Jeg var flyvende, og end ikke et oversavet haglgevær kunne skyde gennem mig, da jeg forlod børnehaven og lukkede den tunge jernport bag mig. Oh happy day!

Og apropos intet af ovenstående så synes jeg, det er vildt at der er små, søde mennesker derude som sidder og lurer med. Og nogen af dem kommer endda forbi mere end én gang. High-five! Og fordi jeg finder det ret spændende (og er nysgerrig as f), kunne jeg vildt godt tænke mig at høre, hvad I er for nogen derude (evt. gennem kommentarfeltet herunder), som gider følge med i min til tider trivielle tilværelse – Hvis I altså gider at dele. Happy monday! De er sjældne, og de skal nydes.

Følg Ditte K på Bloglovin’ og Instagram

Helligdag, sandaler og pygmæhund

Fotor0517232036Fotor051723257Fotor0517232247

Bededagsferien so far er hermed billedligt dokumenteret. Vi har udeladt bønnen, men har nydt solen og hinanden, passet min venindes hund(/ræv/flagermus), gået ture, spist is, slik og pandekager, jeg har fået nye sandaler, tabt min iPhone igen (igen, igen, igen) og smadret frontkameraet som mit selfie (jeg hader det ord) ovenover viser så fint, været til konfirmation, besøgt (sviger)forældre, og min kæreste har været i poolen. Rimelig optimistisk og rimelig koldt. Imorgen bliver en begivenhedsrig dag, som skriver sig ind i historien, når vi skal møde selveste Thomas Tog. Han har været at finde på Odense Jernbanemusen hele bededagsferien, og sidste chance for at opleve ham er altså imorgen.

Udover en lille beretning om den – takket være Jesusdrengen – forlængede weekend er jeg igen en smule idéforladt. Så måske jeg skulle holde nallerne fra tastaturet. Og sidst (men absolut ikke mindst) skal der lige uddeles en verbal lussing og et ordentligt nyrehug til cyklister, som fejlagtigt tror, cykler er en slags meget spinkle biler, og derfor flakker rundt på livsfarlig vis i svingbanerne midt ude i lyskryds. Det er over – vent – og så over igen. Think about it. Du sparer minimal tid, og det kan ikke betale sig, hvis først jeg vælter dig med min bil.

Følg Ditte K på Bloglovin’ og Instagram

Print-selv kanin

Der kommer stille og roligt flere hoveder til her på bloggen, og det er simpelthen så dejligt. High-five til jer! Og selvom der ikke er vanvittigt mange læsere på nuværende tidspunkt, så er der stadig langt flere end jeg havde turde håbe på, få måneder inde i bloggens liv.

Nuvel, det var den dér kanin, jeg ville sige noget om. Jeg har hverken forkromede sponsoraftaler eller giveaways (endnu), men jeg kan da lave min egen. Kind of. Jeg har fået en kommentar til ovenstående kaninbillede her på bloggen og en del henvendelser på min Instagram og Facebook fra folk, som var interesserede i at klistre Hr. Ballon-Kanin op rundt omkring på børneværelserne, og det er jeg jo vældigt beæret over. Så derfor har jeg kastet mig ud i et lille forsøg. Jeg har mistet en del af min tekniske snilde i løbet af de sidste år på grund af misvedligeholdelse og muligvis ammehjerne. Men det skal ikke hedde sig, at jeg ikke har forsøgt. Så herunder er et link til Hr. Ballon-Kanin i PDF-format, så I (ganske gratis) kan printe den lille fætter direkte ud hjemme i stuerne. Det er vigtigt, at den under printerindstillingerne er sat til ‘faktisk/original størrelse’, eller hvad det hedder. At den IKKE tilpasses siden og krympes ind på midten, for så bliver det en grim lille én. Her printes den ihvertfald pænt, og hvis nogen af jer derude giver jer i kast med det, så meld endelig tilbage og fortæl om det kan lade sig gøre. Tegningen er tegnet i fri hånd, så skulle der være små ujævnheder rundt omkring, kan det være derfor. Tegningen er kun til privat brug, og jeg vil sætte pris på, at der linkes hertil ved eventuel brug på nettet. Endnu engang tak fordi I er så søde og vil følge med her.

>> Hr. Ballon-Kanin <<

De voksnes rækker

Fotor0513230454

Min elkedel larmer helt vildt. Men den er meget pæn, så skidt med det. Kaffen er netop ved at blive til, der er sand i sofaen (!) og et sovende barn i sengen. Og så blev jeg voksen igår. Ihvertfald en lille smule. Jeg var til forældremøde. Forældremøde?! Altså sådan et rigtigt ét med debatter og Powerpointpræsentationer om inklusion og sociale pædagogiske fællesskaber. OG vindruer og kaffe og sød lakrids og mere kaffe! Hvis jeg stopper op og ser mig tilbage, kan jeg næsten nå at fange et flygtigt glimt af fortiden glide rundt om hjørnet, hvor jeg selv er eleven til akavede skole-hjem-samtaler. Det føles virkelig ikke som om, det er ret længe siden. Og det er det nok heller ikke. Jeg forlod 9. klasse i 2008. Wow, det var jo lige for lidt siden.

Men igår havde jeg altså indtaget en anden slags stol (faktisk en af de dér vildt små børneskamler, som ungerne bruger på stuen). Og det gik egentlig over al forventning. Men hold nu kæft, hvor var jeg nervøs. Marius var i cirkus med sin far, så jeg slæbte hans kære papfar med istedet. Jeg kunne ikke helt overskue situationen. Hvem skulle jeg sætte mig ved siden af? Gad vide hvem hun var mor til? Var der andre dér i sneakers og skinny jeans? Jeg plejer normalt ikke at føle mig usikker i forældrerollen, men lige dér blev jeg grebet af mild panik. Og så startede den kære foredragsholder (som i øvrigt lignede hende nordmanden fra Aqua helt vildt) ud med, at vi skulle lave en lille hilse-øvelse. Jeg skulle altså hive fat i de andre forældre, fortælle at jeg var Marius’ mor (og ikke storesøster), og så fortælle om noget, jeg godt kunne lide. Og lige i sådanne situationer har jeg helt og aldeles glemt alt, hvad jeg kan lide. Til gengæld kan jeg snildt komme op med et par ting, jeg ikke bryder mig om. For eksempel akavede introduktionslege. Heldigvis blev der kørt et eksempel af mellem Aqua-Lene og en tilfældig mor, som udbrød: “Hvad jeg godt ka’ li’?” Jeg ka’ godt li’ cigaretter!”. Og så var den ligesom igang.

Og det var faktisk en virkelig hyggelig aften. Jeg fandt ud af, at jeg nok havde fået kørt det en anelse for meget op i mit eget hoved, og at alle faktisk hilste på mig som et ligeværdigt menneske fremfor en alien. Vi fik snakket om legeaftaler og telefonlister og kørt lidt i ‘pædagoger-drikker-vanvittigt-meget-kaffe’-jokes. Så alt i alt en fin aften med søde, snakkesalige forældre, et indblik i hvad der foregår i Marius’ dagligdag og gode grin. Nok bød de mig velkommen i de voksnes rækker på min konfirmationsdag engang, men det var altså igår den rigtige manddomsprøve stod.

Følg Ditte K på Bloglovin’ og Instagram

Søvnvaluta, tegninger og grand prix

Det var så den weekend. Altså næsten. Jeg har (selvfølgelig) fået rokeret lidt rundt herhjemme på sådan en søndag, og på billedet ses seneste ændringer på børneværelset (med hjemmesyet pude, sgu!). Og ydermere kan jeg nu krydse “Betalt-mig-fra-at-sove-lidt-længere” af på listen over ting, jeg har gjort. Altså betalt! Og ikke med Monopolypenge. Marius mente, at kl. 6 var et passende tidspunkt at starte dagen på, omend jeg var lodret uenig. Og tingene, man kan bilde ham ind, bliver altså færre hver eneste dag. Så det er med at få brugt de sidste ting, som man stadig kan få ham til at tro bare en lille smule på. For eksempel at det altså stadigvæk er en lille bitte smule nat, når klokken er 6, og man derfor hellere må sove liiidt mere. Og til det responderede han så med “okay, men jeg kan altså ikke sove mere, hvis jeg skal sove i min egen seng”. 1-0 til ham. Jeg blev overgået i snuhed af en 3-årig. Nå, han indtog smørhullet, og så slumrede vi videre i en halv times tid, inden den var gal igen. Og nok er jeg ikke fan af 3-årige med egne iPads og mobiltelefoner, men hvis jeg kan vinde yderligere en halv time på langs ved at låne ham min, så gør jeg det sgu. Så Snøvsen snuppede mors telefon og legede med “App for børn”-app’en dér i dobbeltsengen og hyggede sig gevaldigt. Efter ti minutters tid fik jeg en albue i siden og en lille stemme i øret der sagde “Mor, du er nødt til lige at købe det her med bilen. Jeg kan ikke spille den, før den er låst op”. Så så man mig, halvt vågen og halvt zombie, taste min kode til Appstore forkert et par gange, for til sidst at ramme rigtigt og trykke ‘bekræft køb’. Da jeg vågnede et kvarter senere, kunne jeg se, det havde kostet mig 19 kroner. Søvnvalutaen stod mig altså i over én krone pr. minut. Men det var det værd. Jeg fik ekstra bobletid, og Marius fik lov til at udforske banen med bilerne, så generelt var det lidt af en dobbelt-win.

Ellers har min weekend bestået af små, hyggelige begivenheder, mens sønnike har været hos sin far. Fredag holdt jeg champagneaften med to lækre damer, og igår kom den ene af damerne (er man det som 22-årig?) igen forbi til en kop te. Den kop varede et godt stykke tid og endte ud i skæggede damer, silikonebefængte tyrolerpiger og afro-Basim på TV’et, selvom jeg aldrig rigtig er blevet grebet af Grand Prix-postyret. Men det var skide sjovt alligevel. Grand Prix-musik har altid været lig med støj og slagerhits i mit hoved, men i år fik de bevist, at det også kan handle om alt andet end musik – fx Rusland-Ukraine situationen og transseksuelles rettigheder. Så begynder det sgu da at blive spændende, hva’?

Og mega off-topic, så er jeg blevet spurgt lidt ind til mine tegninger både her og på Instagram efter dette indlæg. Og jeg har sgu ikke fået flashet ret meget af det, da det for mig mest er sådan en hygge-hobby-afstresnings-ting, og der er så mange mennesker derude, som er langt mere talentfulde til det end jeg. Men til dem, der kunne have lyst til at kigge nærmere på mit tidsfordriv, så kommer der en billedspam af mine seneste blyantstreger herunder. Det meste af det, jeg tegner, er fri fantasi, og noget af det er inspireret af motiver jeg ser på min vej eller tilfældige ting fra internettet. Alt er tegnet og malet i fri hånd, og jeg tegner alt fra børnemotiver til abstrakte dimser. Desuden har min søsters ven lige fået tatoveret den dér inca-agtige løve, jeg har lavet, på hele ryggen. Holy shit. Og den er altså i A3 format. Jeg synes, det er voldsomt, at noget jeg har tegnet i fri hånd, pludselig hænger på huden af et andet menneske. Jeg er ikke fan af tatoveringer og har heller ingen selv, men det er sgu alligevel lidt sejt. Håber, I har haft en dejlig regnvejrsweekend.

Fotor0511203342 Fotor0511202420Fotor051120185 Fotor0511201549Fotor0511203914Fotor0511203711

Følg Ditte K på Bloglovin’ og Instagram

Blogvenlig onsdag

Fotor0507220825
1: To bedste venner / 2: Nogen holder øje med skraldemanden / 3: Nogen har været på Joe & The Juice / 4: Roadtrip-selfie

Jeg har haft sådan en ret blogvenlig dag. Sådan én med vandring ved vandet og en lille brunch, forstås. Ting der kunne kaste ganske gode glansbilleder af sig. Det er ikke ofte, det forekommer her i den SU-modtagende børnefamilie (gåture er gratis, I know). Desværre forefindes der ikke billedlig dokumentation for dagens begivenheder. Tanken strejfede mig kort, da jeg fik mig bevæget til brunch i byen med min søster og veninde, men da valget falgt på en all-you-can-eat buffet-brunch, og jeg ikke gad at anordne hverken bacon eller scrambled eggs på Michelin-manér, må I nøjes med at forestille jer det.

Marius har holdt fri idag, sådan for hyggens skyld. Så vi har været på vandring, spist jellybeans og spillet en helvedes masse Playstation. Der er altså noget ved at være drengemor, siger jeg jer. Heldigvis har jeg i mine spæde teenageår været lidt af en tomboy myself, så der skal mere end en omgang Crash Bandicoot til at skræmme mig. Forleden blev Marius’ eldrevne bil kørt på værksted (badeværelset, that is) og blev vasket, skruet fra hinanden og fik en autolakering, som ville gøre ‘Pimp My Ride’-Xzibit stolt. Drengen mente, at klistermærkerne med stjerner og teksten ‘Honey’ skrevet henover kølerhjelmen hældte en smule til den feminine side. Og det skal ikke hedde sig, at mor ikke kan fikse en bil. Så den står nu matsort med sorte striber og gule detaljer, og skarp ser den ud. Meget er sket, siden den gjorde sin entre i den store gaveregn på Marius’ 1-års-fødselsdag. Nu fylder han 4 år lige om lidt, har dumpet både sut og ble og tørrer sin mund af i ærmet, når jeg giver ham et kys. Suk.

Følg Ditte K på Bloglovin’ og Instagram