Jylland, juli og moster-to-be

Så blæser der ellers nye vinde! Jeg spår, at juli måned bringer fortræffeligheder med sig for mit vedkommende. Jeg regner med et stærkt comeback på vejrfronten (!), jeg runder mit 22. år på jorden og er ydermere blevet kronet til månedens plusblogger hos Bloggers Delight. Dét kan sgu da noget! I øvrigt venter der en pakke fra Monki lige om hjørnet, jeg har nyindkøbte porcelænstuscher i min varetægt og maler nu på al keramik indenfor rækkevidde, og så bliver jeg med stor sandsynlighed moster, inden ugen er omme. A-hvabehar!

I øvrigt fik jeg fejret min søde veninde i fredags, som for ganske nylig havde placeret den skinnende studenterhue på hovedet for første gang. Hun blev gjort rundtosset i bil med stofble for øjnene, og blev noget så overrasket dér på græsplænens røde løber, da stofbleen blev løsnet og øjnene blottet. Det er altid dejligt at tage røven på sådanne mennesker, som bliver beærede og lader tårerne løbe tandsmilet i møde. Og så spiste vi ellers kartoffelsalat og pulled pork og drak rødvin og kaffe, til vi skammede os, og jeg sendte bud efter min hjemtransport (Mikkel, that is), da de andre luntede i byen. Næste dag var Marius til studentergilde (i selskab med farmor, altså), inden han atter befandt sig på matriklen. Søndag dovnede vi den helt generelt, og idag har vi været über familie-agtige i stationcar med papaflæsning på lossepladsen, pantaflevering i Fakta, madlavning og den slags sindsoprivende sager.

I skrivende stund betragter jeg (endnu engang) de voksne, sovende mennesker på Ramasjang. Gad vide, hvor længe de ligger dér på optagelserne? Hvor meget får Sebastian Klein i timen for at slumre i en robåd? Jeg skulle gladeligt tage udfordringen op, hvis DR betalte mig for at rævesove midt i arbejdstiden. Nå. Imorgen sætter vi tempoet helt ned og hiver stikket ud, da vi drager mod Henne strand et par dage med tilhørende sommerhus og frekventerer Vesterhavet. I må have det dejligt, hvad enten I knokler eller ferierer!

Røde kinder og kolde numser

Fotor0626122350

Mundlam. Det er, hvad jeg er! Heldigvis skal jeg ikke bruge mundtøjet for at skrive, så here goes. Jeg vil nødigt trætte jer ved at padle for meget i samme pøl, men jeg gør det sgu alligevel. Bare en smule. Fru Lange herself sendte så usigeligt god karma ud i æteren i forgårs, da hun linkede til bloggen her via sin egen. Wow! Derefter var sluserne åbne, og så strømmede det ellers ind med søde kvinder og andet godtfolk både her og på Instagram. Jeg kan næsten ikke tænke mig til, hvad jeg har gjort for at modtage så suveræn support og så latterligt søde kommentarer. Jeg kan fandeme godt li’ jer. Hver og én!

Jeg er ganske imponeret over, at både folk uden børn, unge studerende, erfaringsrige kvinder og endda en enkelt gut spenderer dyrebar tid lige her. HER! Ja, jeg ved det – den dér underspillethed og “min-tegning-er-grim”-attitude er trættende i længden. Men det er virkelig, virkelig ikke noget, jeg siger for at høste pitty-likes. Jeg mener det bundærligt og ganske oprigtigt; jeg er både rystet, stolt, ydmyg og glad. Og i det store verdensbillede (for slet ikke at nævne blogland) er det ganske vist ingen legendarisk bedrift i sig selv, men det er det for mig. Helt personligt. TAK!

Jeg måtte lukke låget på min laptop og lægge min iPhone med skærmen nedad for en stund. Bare for at inhalere en mundfuld frisk luft og lidt bilos på altanen. Jeg panikkede momentant. Jeg har svært ved at rumme den opmærksomhed. Tænk nu, hvis jeg fucker et eller andet op. Men for fanden, det er jo skide hyggeligt her, so I ain’t goin’ nowhere!

Igår havde jeg mine kære drenge med på tour for at gratulere diverse mennesker med nyerhvervede huer. Efterfølgende slog vi benene op hos svigerfar, besluttede os for at udnytte den ene dags solskin og bevægede os mod poolen. Marius blev iført badeluffer, og efter få sekunder galede han: “MOR! MIN NUMSE ER KOO-OOO-OOLD!”, da han stille gled ned i baderingen og ramte vandoverfladen. Og nu er det ikke en opgave for amatører sådan at ville bade og forblive tør på samme tid. Vi drog istedet mod stranden og fandt forstenede søpindsvin (egentlig bare et enkelt), sneglehuse og slog historisk mange smut (Mikkel gjorde).

Nu holder vi fri med alskens hygge her i hulen, inden jeg aflægger min fysioterapeut et besøg for at catche up på min diskusprolaps fra helvede, som jeg fik samtidig med min stemmeret. I må have en henrivende dag allesammen. Jeg lover, at der skrues op for almindelige indlæg og ned for takketaler fremadrettet. Fred ud!

Virtuel high-five, søvn og sejlads

Fotor0623202555

En lille hyrde spæner febrilsk rundt på indersiden af mit hoved og prøver at drive mine tanker ind i samlet flok. Men det er sværere end som så. Jeg har ikke fået udnyttet mit energiniveaus potentiale til fulde idag, og det er i forvejen forsvindende lille. As we speak hænger jeg med min sofa og har i nat gennemført et søvnmarathon á små elleve timer, hvorefter jeg hev dynen med mig op i sofaen for at slumre videre. Jeg er god til at sove. Men det er som om, jeg ikke bliver alvorligt frisk af at sove så meget. Snarere tværtimod.

I lørdags skete der det, at the mother of all blogs, Mette Marie, listede de 28 bloggere, hun følger via Bloglovin, og spurgte ydermere ind til anbefalinger af andres foretrukne. Og både Henriette og Signe var så søde at henvise til mig, så både Mette Marie og en håndfuld andre søde kvinder kiggede forbi her. Ved mig! På min lille, ydmyge krog af internettet. Jeg blev altså nævnt i det angtsprovokerende store forum, og i mig voksede en følelse af både stolthed og ydmyghed (og panik), i takt med sidevisningerne steg. Og før jeg fik set mig om eller råbt “FUCK!” ind i hovedet på min kæreste, var jeg oppe på 71 followers på Bloglovin. Og det er satme stort. For mig, forstås.

Så jeg vil endnu engang lige gribe chancen til at high-five jer allesammen og fortælle, hvor mange krammere I fortjener. Det er latterligt mange! Jeg bliver lige dele beæret, forvirret og forlegen (på den gode måde), da det for mig er lidt af et kvalitetsstempel alene at modtage et skulderklap og et anerkendende nik fra så usigeligt store damer (blog-wise, that is).

Som første afsnit af ovenstående indikerer, har jeg idag ikke udrettet meget mere end en 1.g’er med læseferie. Jeg roede 10 kilometer i kano igår, hvilket ikke er noget jeg ellers gør mig i. Altså bevæger mig unødigt. Så jeg er en anelse mør idag. Udover at have fået min kæreste (okay, det er altså pisse upersonligt – fremover omtaler jeg ham Mikkel) med på Orange Is The New Black-vognen og stenet lidt afsnit af samme, er jeg blevet kontaktet af en fotograf, som vil bruge mig til et job hos Sportscheck.com. Hvor fanden kom det fra? Jeg har informeret hende om, at min krop stoppede sin vækst for år tilbage og lod mig i stikken med 165 cm at arbejde med. Det var tilsyneladende intet problem til katalogbilleder. Men jeg ved sgu ikke rigtigt, om jeg er en “se-mig-i-sportstøj-på-tysk-hjemmeside” kind of gal. Jeg tror det ikke. Ydermere har en venlig journalist henvendt sig til mig, for at høre lidt nærmere om en Facebookside jeg har, som skulle munde ud i en mindre artikel.

Og her kunne jeg passende afrunde indlægget med ønsket om en Skt. Hans aften, I er nede med, og stille og roligt lade som ingenting. Som om ‘fotografer’ og ‘journalister’ er gloser jeg kaster om mig hver dag. Det gør jeg ikke. Jeg er slet ikke så fin i det. Og jeg orker ikke at lade som om.

Junkfood og dumme diskoteker

Fotor0621181722

I skrivende stund afventer jeg, at en flink herre fra Just-Eat skal buzzes ind. Og giver mig pommes frites og durumruller og burgere og den slags. Og jeg glæder mig. Mit søde barn holder weekend hos sin far, og jeg drog over til min veninde igår aftes og åbnede en god årgang. Eller ihvertfald en rødvin, som smagte fortrinligt. Jeg har ligeså lidt forstand på vin, som Frederik Fetterlein har på økonomi, så mere kan jeg ikke berette. Som aftenen skred frem, og vi sad dér og fik mundtøjet på gled, foreslog min kære BFF at slå et smut forbi byen, inden natten oprandt.

Det dér med at svinge skinkerne på det lokale disko, har jeg aldrig fået gjort så meget i. Jeg skal have en livstruende høj promille, før jeg danser. Og det har jeg rundt regnet aldrig. Jeg føler mig godt tilpas på en mindre bar med gode venner og et par øl. Men min entusiasme for diskoteker, hvor bassen tæver mig i ryggen, og jeg skal råbe i trommehinde-springende decibel for at konversere med selskabet, er ikke ret stor. Nuvel, det var minimum et halvt års tid siden, vi sidst have befundet os i en lignende situation, så “hvorfor ikke”-tanken voksede sig større og vi prajede en vogn. En øl, lidt klaustrofobi og en time senere forlod vi stedet. Hvert halve år, når jeg indfinder mig sådanne steder, ruller jeg øjne af mig selv næste morgen. Jeg indtog 4 glas rødvin og en øl igår fordelt over rigeligt med timer, og alligevel kan jeg mærke det idag. Jeg er en svagpisser med hensyn til alkohol. Virkelig.

Nu er jeg atter hjemme i den velkendte krog af stuen og nyder cola og livet. Og savner min dreng. Helt vildt. Jeg glæder mig til, jeg skal hente ham, når han har givet sin far studenterhue på. Jeg vil trække mig tilbage igen og spilde resten af dagen med serier, søvn og saltede pommes. Adieu!

Weekend, babyshower og polerede hjem

Fotor0616214557

Så kom vi igennem weekenden. Agtigt. Vi valgte at forlænge den lidt. Marius og jeg droppede verden idag og blev i sofaen under dynerne. Jeg var slet ikke klar på smøre-madpakke-aflevere-barn-ræset. Og det var han heller ikke. Vi valgte i stedet at se film, tegne, spille keyboard, bygge lego, fodre frøer og cykle, og jeg fik drukket kaffe i bekymrende store mængder. Og da vasketøjsbunken og kaos i stuen gentagende gange slog mig i hovedet med en knytnæve af dårlig samvittighed, bad jeg den om at skride. Langt væk. Og på dage som disse skal jeg holde nallerne fra Instagram. Grundet min forkærlighed for pæne hjem og nydelige klæder, poppede den ene lussing efter den anden op i min newsfeed. Helt seriøst – hvor poleret kan et liv fremstilles, når det trækkes igennem en alvorlig omgang overeksponering og musselmaling? Jeg ved det fandeme ikke. Men pænt ser det ud. Og jeg nyder at kigge på det. Hvis de så forhelvede kunne smække et billede op – bare engang imellem – hvor deres 3 bedårende rollinger ikke er i matchende sæt, eller et, hvor der titter en pink, modbydelig Hello-Kitty-eldrevet-bil frem på børneværelset mellem alt interiøret i sort og hvid og fancy tapet med kartoffeltryk. Hvor gør de af det? Har de kun træ-legetøj og Legoklodser i pasteller?

De gør nok ligesom mig, bilder jeg mig ind. Tager billeder af den allernydeligste krog af børneværelset, mens gulderodsstumper, fedtfingre og sand bliver skubbet ud af kameraets synsfelt. Ja, sådan må det være. Jeg hader-hader-hader rod og har svært ved at slappe af i rodede omgivelser. Så jeg kan godt forstå dem, som altid har rene og ryddelige hjem. Jeg begriber bare ikke, hvorfra de får tiden, hvis de har 3 unger af egen avl hængende i forklædet hele dagen. Men de skal da have en stående applaus. Det skal de da.

Weekenden blev brugt på at klargøre surprise-babyshower til min kære storesøster og min 3500 grams søde nevø (som i øvrigt stadig er i maven med 3 uger til termin). Og det lykkedes os big time at tage røven på hende, heldigvis. Alt forløb efter planen og det strømmede ind med lækre babygaver og yndige cupcakes. Der er sydende, kold cola i mit glas, hjemmet er endelig ryddet, og Marius sover sødeligt i sin seng med hovedet i fodenden. Det må være startskuddet for en smuk mandag aften. Jeg håber, I får en magen til.

Tak og tvivl

Fotor0614221853

Først og fremmest skal der lyde et rungende tak til jer, som linker til min blog rundt omkring og jer, der kommenterer og roser bloggens eksistens. Og også jer der læser med og lister ubemærket ud af bagdøren igen. Det er voldsomt overvældende og angstprovokerende at vide, der bliver kigget med derude fra.

Jeg har haft sådan en mini-krise mht. bloggen. First world, I know. Jeg er lidt twisted på det punkt. Det kribler i mine fingre og opsluger mig fuldstændigt at skrive ord. Alle mulige ord, alle tænkelige steder. Og jeg nyder den respons, I kommer med. Jeg ville så gerne kunne påstå, at jeg er fuldstændigt og bedøvende ligeglad med, hvad folk tænker om mig. Men det ville være en stor, fed løgn. Jeg presser mig selv ud over kanten af min comfortzone og kan ikke helt overskue, hvor jeg lander. Men det er god træning, I guess. Jeg har besluttet mig for, at min undseelighed ikke skal stripse mig om håndleddene. For selvom jeg er et delvist privat anlagt menneske, synes jeg jo, det er grænsende til hyggeligt at færdes her på bloggen og på nettet generelt. Så jeg tror sgu, jeg giver det et skud.

I skrivende stund propper jeg gabet med vandmelon og alfabet-kiks og har krøllet benene op under mig i sofaen efter hanen (Marius, that is) galede kl. 06:47 til morges (uforskammet brok i spædbørnsforældres ører, I know). Det er tidligt for mig. Og så har jeg lige klikket en kjole (mere) hjem fra Nelly. Goddamnit.

Billedet er helt og aldeles irrelevant for indlægget, men blikfang er vel en nødvendighed for at kunne sælge sin sjæl over nettet med stor sandsynlighed. Øverst ses Mufle og jeg fra sidste sommer, endnu en (ufærdig) tegning, mig der spiller smart med langt hår, og mig der spiller smart ved poolen sidste weekend. Med ønsket om en henrivende lørdag aften, hvad end den står på VM, Le Mans eller noget ganske andet.

Uinspireret og en lille lur

Fotor0613113320

Jeg føler mig ligeså uinspireret som Medina i en sangskrivningsproces for tiden og har nok haft åbnet ‘tilføj nyt indlæg’ ti-femten gange de sidste par dage uden produktivt udfald. Jeg kan ikke helt få den røde tråd gennem nåleøjet, og jeg har ikke lyst til at skrive ting, som lugter af desperation. Det er sådan en periode, hvor der styrter ting rundt indeni mit hoved. Alt lige fra “Hvorfor er vi her? Og er der mon liv i rummet?” til “Jeg skal huske at vaske den grå t-shirt. Og hvor fanden har jeg lagt den gode pincet?”. Altså deep shit. Og jeg kan godt gå hen og blive småforvirret af mine egne tanker. Jeg tænker meget og konstant, med en periodevis evne til at koble fra.

Rius blev afleveret kl. 10 i børnehaven og bliver hentet tidligt igen. Og nu har jeg en times mommy-time til at tage mig en lur – og det er denondelyneme en afkoblingsmetode, der kan få noget fra hånden. Ligeledes er tegneprocessen gavnlig. Det virker voldsomt afslappende på mig, og øverst er portrætteret seneste udfald, som er en slags kollektiv erklæring fra alle småbørnsforældre til alle småbørn. Og selvfølgelig gårsdagens Playstationsession. Mens solen bragede udenfor. Og omend det er gennemsyret af pædagogisk ukorrekthed at tillade sin 4-årige at være i nærheden af et joystick bare sådan for sjov, så hyggede vi os big time. Er der noget, I kunne tænke jer at læse mere om? Stille spørgsmål om? Da jeg er ligeså ukendt, som Paradise-Amalie burde være, vil jeg føle mig lidt fedtet ved at lave sådan noget ’10-ting-I-ikke-ved-om-mig-men-som-I-ikke-kan-leve-foruden”. Jeg er cyber-genert og en anelse tilbageholdende, forstås. Nå, I må have det vanvittigt dejligt derude i regnvejret (er det kun her?). Godmiddagslur.

Familiær pinse og for mange ønsker

indikidual miszkomaszko thiefandbandit tinycottons whistleandfluteNetop hjemvendt fra pinsedage hos (sviger)familie som mest af alt har bestået af snak, pool, golf og latterligt god mad med nye danske kartofler. De dér rigtige fra landevejsboden på størrelse med alt fra ærter til knytnæver. Og vin, ej at forglemme. Det har egentlig bare været vanvittigt hyggeligt og afslappende, og jeg har fundet en ganske stor underholdningsværdi i golf, hvilket kom som noget af en overraskelse. Så så man lige mig! Omend vi har levet som grever og baroner de foregående dage, er vi atter tilbage på matriklen og sunket dybt ned i sofaen. Trætte og glade.

Jeg har surfet nettet tyndt efter børnetøj, og fandt en del (for mig) ret ukendt. Og fedt, lækkert og alt det dér! Jeg kan slet ikke få armene ned. Men det er jeg nødt til. Der er ikke just luft nok i økonomien til at klikke noget ret meget af ovenstående hjem, men da I ikke nødvendigvis sidder så stramt i det, som jeg til tider gør, skal I da have buddet. Det meste af det er lidt småtterier fra Bigcartel-shops og den slags, som også findes på større forhandleres hjemmesider – Der er endda noget polsk gear imellem. Polsk! Jeg har derfor påført mærket på tøjet under hver collage, så det er muligt at google sig frem til det. God høst!

Følg Ditte K på Bloglovin’ og Instagram

 

Ung mor vol. 2

Fotor060603225

Det kræver altså fordybelse uden lige at grave 4 år tilbage i livet og få erfaringerne fra min tid som nybagt mor ned på skrift. Derfor har jeg i skrivende stund valgt at isolere mig fra resten af husstanden på badeværelset i skrædderstilling med et glas rødvin ved min side. Og indtil videre fungerer det upåklageligt. Mine beretninger om livet som ung mor vil fortsat komme over flere indlæg. Der er så mange aspekter af det som kræver egen spalteplads. Både min personlige oplevelse, veninde-forhold, studie med familieliv, manglende nattesøvn og alt det løse. Det her skal ses som en fortsættelse til dette indlæg, hvor jeg beretter om tiden fra de to røde streger indtraf, til en lille dreng kom til verden en forårsdag i maj 2010.

Min reaktion da Marius blev lagt på mit bryst, er på en måde utydelig for mig. Jeg kan sagtens huske det. Men jeg kan ikke rigtigt skille de titusinde følelser ad, som strømmede gennem min krop på én og samme tid. Jeg var glad, overvældet, chokeret, bange, øm, rystet, lykkelig og forvirret. Og jeg ved ikke, om den cocktail af følelser har en fælles betegnelse. Måske bare “du-har-lige-lavet-et-menneske”-følelsen. Lad os kalde den det.

Ind rullede et bord med flag, sandwiches og rød saftevand, og det havde jeg i den grad brug for. Altså maden. Jeg havde jo, som tidligere nævnt, kastet op rundt regnet konstant gennem de foregående 9 måneder og havde heller ikke haft appetit til morgenmad, da mit vand gik kl. 07.15. Så da vi nærmede os eftermiddag og Marius ville ud i verden, var jeg ikke ligefrem propfyldt med fibre og god energi. Det mest næringsrige jeg havde indtaget i løbet af dagen, var en Mars-bar. Men ud kom han på naturlig vis, uden bedøvelses-midler eller andet ståhej, og fin var han. Og det er han eddermame stadig.

Min mor er indehaver af et vældigt hus, hvor vi havde fået et stort værelse for os selv. Jeg havde jo en idé om, at når man fik børn, havde man hus, uddannelse og endda en bil. Jeg kunne ikke engang erhverve mig et kørekort på lovlig vis. Men jeg følte mig tryg ved at bo under tag med min mor, imens jeg fandt mig til rette med baby-påhæng. Til trods for vi boede hjemme, havde jeg den indstilling, at det var mit barn. Jeg har flere gange set lignende situationer, hvor mormor ender med at agere mor for barnet, og det havde hverken hun eller jeg lyst til. Jeg kunne slet ikke forestille mig det anderledes. Jeg havde jo et moderinstinkt, som var ligeså stærkt som hos en 30- eller 40-årig mor, så at jeg ikke skulle tage mig 100 procent af ham, ville have været fuldstændig unaturligt, og var slet ikke noget jeg tænkte over. Min mor fungerede som en rådgiver, når jeg havde brug for det, mens det udelukkende var mig (og Marius’ far), som sled gulvbrædderne papirtynde af nattevandring med en lysvågen baby på armen. Og det gik bedre, end jeg nogensinde havde kunnet forestille mig.

Jeg husker kun et enkelt øjeblik af panik kort tid efter vi kom hjem fra hospitalet. Og det var måske endda på selve hjemkomstdagen. Marius sov i sin lift, og jeg sad bare dér og betragtede ham. Wow. Jeg var træt (det er jeg stadig) og besluttede mig for at tænde fjernsynet. Og lige da jeg dumpede ned i sofaen, ramte en mærkelig følelse mig. En følelse jeg ikke var vant til. Jeg forbandt sofa og fjernsyn med total afslapning, men jeg kunne på ingen måde finde den afslappede følelse frem. Alt var anderledes. Selvom jeg sad dér tilbagelænet og betragtede skærmen, havde jeg ansvaret for det her lille individ, som lå og sov ved siden af mig. Roen var ovre. Roen i min krop var væk. Jeg var på arbejde 24 timer i døgnet, selv når jeg slappede af. Og det var syret. Sådan for alvor.

Følelsen forsvandt igen, og det blev en helt naturlig del af livet at have ham med rundt. Over alt. Da Marius var omkring 8 måneder og jeg 18 år, flyttede vi i egen lejlighed. Og det var lige dele fedt og underligt. Halvandet år forinden var jeg på vej ud af 10. klasse, og nu havde jeg barn, mand, bolig og bil. Hold. Nu. Kæft. Så indtraf hverdagen som familie, og der var nok at se til.

Marius blev som bekendt delebarn, da han var 1,5 år. Heldigvis udramatisk. Og her 2,5 år efter fungerer det bedre end nogensinde. Det er aldrig den ønskelige konstellation, men når det er sagt, så er jeg selv små-fascineret af, hvor godt det egentlig går. Marius’ far har idag været forbi til kaffe, snak, hygge og leg et par timer, inden han tog Marius med retur til farmor-besøg. Og det giver mig en indre ro at se, hvordan Marius kan agere fuldstændig naturligt og afslappet med alle sine voksne omkring sig. Min mave knudrer sig sammen, når jeg ser voksne mennesker slås om deres børn gennem statsforvaltningen og andre myndigheder på grimmeste vis. Det er børnene, der betaler prisen for forældrenes umodenhed. Og når jeg på dårlige dage kan føle mig som en stor idiot for ikke at have givet Marius en kernefamilie, så tænker jeg på den slags. At han har det godt. Vi har det godt. Han har glade forældre til begge sider, uanset om de er i rum sammen eller ej. Og sådan skal det blive ved med at være.

Følg Ditte K på Bloglovin’ og Instagram

Til mor og Marius

Mor Marius

 

Igen smider jeg lige en lille tøj-opdatering jeres vej. Stop mig, når I brækker jer. Eller gerne lidt før. Jeg har netop købt ovenstående og lidt til (men det er aldrig til at opstøve noget i H&M’s webshop, og egne billeder ville se kiksede ud på ellers nydelig collage). Og nok ser det fint ud, men prisen var om muligt endnu finere! Vidste man ikke bedre, kunne man fristes til at tro, jeg var ægte jyde med min store sparsommelighed. Alle solbriller er eBay-fund til 15-18 kroner stykket, striktrøjen ligeså, blå skjorte fra Gina Tricot, hvid skjorte og sandaler fra Asos og taske fra H&M. Voila! Alt Marius’ gear er indkøbt hos River Island, som laver lækkert børnetøj til virkelig gode priser. Og nogen må ha’ hørt mine bønner, eftersom jeg endelig har fundet superheltetøj, som både mor og barn kan forenes med. Det KAN altså laves (forholdsvis) pænt. Thank you!

Følg Ditte K på Bloglovin’ og Instagram