Ynk, ynk

Her er så stille herinde. Jeg ved det godt. Jeg er blevet syg. Det er en sjælden ting for mit vedkommende, men det har til gengæld sparet sammen. Når jeg ikke har kvalme, har jeg hovedpine. Og når jeg ikke har hovedpine, sveder jeg. Eller fryser. Eller bare det hele på én fucking gang. Lægen erklærede mig idag fri for rullepølse-epidemien (ikke at jeg har haft den, altså), så det er vel også værd at tage med. Jeg har forsømt min skole hele sidste uge og idag med, så jeg håber den ondelyneme, jeg snart er på benene igen. Heldigvis er begge drenge gået fri, da de har et immunforsvar af jern forsynet med panser. Seriøst. Marius har været syg måske tre gange i sit fire år lange liv. To af gangene (hvis ikke alle) efter vaccine. Så det er sgu da okay.

Jeg græd for meget igår. Ynkeligt. Men nogle dage er det lettere at have delebarn end andre. Igår var ikke en af dem. Alt gik fint, og Marius tog afsted i højt humør sammen med far. Hans værelse blev efterladt med tilfældigt placeret legetøj og bamser på gulvet, badekarret fyldt med duploklodser og badedyr, men der var så forpulet stille. For han var taget afsted. Og det trækker tænder ud at undvære sit barn. At han har et liv et andet sted også. At han mangler i billedet herhjemme. Men snart vender han tilbage, og jeg glæder mig allerede. Indimellem er den mavepuster bare lige voldsom nok, som jeg har pebet lidt om før.

Heldigvis har Mikkel og jeg netop brugt en rum tid på at grine. Genhør med 50 Cents ældste gangster-sange kan godt noget på den konto! Bear with me, jeg er barn af 90’erne. Som om det ikke var nok, har jeg idag bevæget mig udenfor matriklen for første gang i alt for lang tid. Dels for at besøge lægen, dels for at købe Cocio cooler samt alt for pricey (men god!) sandwich hos 7-Eleven. Jeg har et indlæg om mødet med min kære kæreste i støbeskeen, som et par stykker har efterspurgt. Så jeg vender stærkt tilbage på et endnu ukendt tidspunkt!

Mammut, stolthed og skilsmissebørn

Fotor082114338

Jeg er blevet slugt af et hverdagsmonster, som har taget sin væn Træthed med. Timerne går med madpakker, lektier, tøjvask og aftensmad, men det er okay. Indimellem er der nemlig tid til en kop kaffe, Crash Bandicoot på Playstation og racerbiler med mini-me. Det er lykkes mig at lave en pissesød, mærkelig og livsbekræftende lille dreng. Jeg er så betaget af, hvordan verden ser ud dernede fra 1 meters højde og 4 års livserfaring. Forleden dag efter børnehaven fortalte han stolt, at han havde fået en mammut forærende af sin ven. En mammut? “Jep!” Hvorfor? “Fordi jeg er hans bedste ven. Og han er min!” Hvis det ikke er bedårende og umiddelbar kærlighed ved højlys dag, så ved jeg ikke, hvad det er! Ved afhentning af Marius igår, kom han atter i tanke om mammutten, og nu skulle den altså med hjem. Bag lågen i hans garderobeskab fandt han så et mammut-formet klistermærke på godt og vel en centimeter, som han med sine små fingre nænsomt placerede i Mikkels pengepungs “hemmelige mammut-rum”, så den kom sikkert med hjem. Hallo! Jeg står sgu da lige her og smelter!

Ydermere er han blevet valgt, sammen med 11 andre børn i børnehaven, til at deltage i H.C. Andersen-paraden imorgen. Det er så sejt! De har fået tildelt Tinsoldaten som tema, så mor her skal sy hvide silkebånd i et kryds på maven af en rød trøje. Om jeg besidder onde sy-skills? Nej. Men jeg har til gengæld masser af tekstillim, og det skal nok gå alt sammen. Marius skal følges med sin bedste ven (mammut-giveren), og de har valgt børnene på baggrund af, at de kan klare en lang dag med mange mennesker på Flakhaven og skiftende aktiviteter. Til gengæld er de sat sammen i vennepar, så de får en sjov oplevelse med deres bedste ven, og de små ben derved kan klare at gå lidt længere end normalt. Cute much? Det tror jeg nok! Og hey, det er min lille, sensitive dreng, som bare vokser og gror og er skide sej. Mom-pride coming through!

Pssst! Der er i øvrigt nyt ovre på Tankeskrald.dk, hvor Caroline har bedt mig og tre andre bloggere give vores svar på, om det lykkelige skilsmissebarn findes. Så hvis I ikke allerede har læst det, så skynd jer derover. Der er ret mange kloge ord at finde. Med ønsket om en henrivende lillefredag!

 

For mange fristelser og en vinder

Nytilkomne

 

Dette indlæg er mest af alt et rap over nallerne til mig selv og en forsigtig opfordring til jer om at spendere lidt penge, så jeg ikke er alene om det. Jeg besluttede mig for ganske kort at opsummere, hvad jeg har kastet penge efter det sidste stykke tid uden overhovedet at have kastet med penge. Det meste har nemlig foregået på cybermåden, hvor jeg end ikke skulle svinge dankortet. Kun indtaste Paypal-oplysninger, hvilket næsten gør det lidt for nemt at handle, synes jeg. Jeg skal ikke engang lette mig fra fifaneseren for at finde mit kort! Da jeg bryder mig ekstraordinært meget om struktur, gennemgår jeg lige emnerne i punktform, ikke? Og vi kører naturligvis fra toppen mod højre. Det er altså så spændende det hele.

1: Jeg har købt en pose af papir til €7.50. Til mit barns værelse, til hans oceaner af bittesmå over-det-hele-biler.

2: H&M’s onlineshop tilbød mig et par Vans-lignende slipons, som er prydet med noget (imiteret!) ponyhår. Det appellerer både til min teenagetid som skater OG mine spæde år som hestepige. Win!

3: En anden ting, H&M også bad mig købe, var den prikkede sag. Jeg elsker små, tilfældige prikker og streger i mønsterform. Overalt!

4: Pludselig fik jeg forvildet mig ind på en hjemmeside, jeg ikke har besøgt i en rum tid. Endnu et par slipons kunne blive mine for bare 165 kroner hos Missguided og det er lige, hvad de krokodille-mønstrede, kridhvide sko blev.

5: Monki er min gode ven, og her fandt jeg en crewneck-sweater med lynlås i begge sider. Jeg elsker den slags tøj, man kan bygge hule i. Jeg har lige erfaret, at den desværre er udsolgt.

6: Le sac en papier. Papirsposen alle skal have, og ingen ved hvorfor. Det er en papirspose, for fanden! Men jeg faldt i. Jeg synes, den er både pæn og anvendelig. Min kæreste forstår ikke helt konceptet. Men nu holder den sammen på rullerne med gavepapir. Paper-ception.

7: De gode Monki-folk har også skabt en meget anvendelig hvid strikfidus med slids i begge sider. Problemet med trøjen er, at jeg indtil videre kun har haft den på én dag ad gangen. Jeg skal åbenbart hælde rødvin, kaffe eller tomatsauce udover den efter to-tre timers benyttelse. Den er sikker hver gang!

8: Endnu en slidt trend med den dér DAY Birger et Mikkelsen shopper. Men den koster ikke det store, og så er den altså enormt simpel og pæn. Samtidig mangler jeg sådan en Mary Poppins taske, som kan rumme både geder og standerlamper, uden den syner gigantisk.

9: Ikea’s PS2014-kollektion har kreeret et fint, lille sæt med tre dimser. Jeg er især glad for den brunlige vase og glasset med det røde låg, hvor sidstnævnte nu holder alle Marius’ Legofigurer på plads. Nips to the people!

P.S: Jeg har trukket en vinder i konkurrencen. Der er ganske rigtigt 45 kommentarer til indlægget, og jeg har kun trukket lod mellem 1 og 42. Det skyldes, at én kommentar var der to gange, én har rettet en stavefejl i ny kommentar og én deltog desværre, efter jeg havde trukket lod. Derfor er tallet 3 mindre, end hvad der kunne synes retfærdigt. Tillykke til Kirstine og tak til jer alle der deltog. Det var stort at se, så mange var interesserede i mine kruseduller. Der skal nok komme en lignende konkurrence på et senere tidspunkt.

Fødselstavlekonkurrence

I må alle have en henrivende søndag. Jeg har maven fuld af ristede boller med smør OG Nutella, så jeg er rustet til resten af en afslappende dag.

Om travlhed og trummerum

 

Så er det igang. Den store hverdagsbus har fået fyldt tanken og trumler ufortrødent derudad. Under accelerationen blev jeg blæst omkuld og havnede på allerbagerste sæde. Og her bliver jeg siddende. Jeg har indtil videre haft to skoledage og er allerede ynkelig. På skolebænken tæller jeg minutterne, til jeg igen er tilbage i friheden. Bevares, det er fint med det dér uddannelse, og så er det tilmed (næsten) gratis. Ingen ret til brok, det er jo for helvede frivilligt. Det er bare skide tungt at sidde dér, når man nu er en exceptionelt flittig drømmer. Men den bedste måde at nå sine drømme er som bekendt ved at vågne og gøre noget ved dem, men det kræver jo, at jeg skal ud af sengen. Det er så det, jeg forsøger nu. Men jeg har så travlt uden at skulle nå noget som helst. Travlt med at komme afsted, ud i verden og erhverve mig et rigtigt job og tjene mine egne penge. Jeg er ganskevist klar over, at den slags ikke kommer over natten. Men igen, jeg er en skarp drømmer. Jeg er bare træt af stadig at befinde mig i den dér ungdomslomme, hvor den eneste ting, der hører hjemme, er min alder. Jeg skal jo ikke til galla, køre lastbil med øl løbende direkte i årerne eller ud og flagre fandenivoldsk med min studenterhat. Jeg skal videre. Alt imens råber de rigtigt voksne mennesker advarende, at jeg skal nyde min skoletid, og når først jeg sidder med job og eget hus, er det sket. Så er det alvor. Jeg sætter også stor pris på fleksibel studietid, tidligt fri og den slags. Jeg glæder mig bare så afsindigt meget, til det bliver på et universitet, hvor det overordnede emne (forhåbentligt) er min passion og noget, jeg med glæde vil suge i mig. Jeg vil altså vædde med, at det kan noget lidt andet. Noget bedre.

Men hey, tålmodighed er en dyd og jeg skal stoppe med at klynke, for imorgen kommer mit allerbedste, mindste menneske hjem fra sin far, og som bekendt falmer al hverdagstrummerum og betydningen heraf enormt ved siden af ham. Han er et af de få mennesker, jeg kender, som kan gøre en mandag til en fest. Og dét kan i den grad noget! Desuden er billedet tæt på usammenhængende med indlægget her (og fra forrige nytår), men se ham lige. For fanden, altså.

Bare balder og dårlig reklame

Alt indeni mig skriger lidt imod overhovedet at omtale dette firma. Men det ser jeg mig nødsaget til. Jeg har aldrig rørt produkter fra Cult. Ikke fordi jeg har haft noget imod firmaet som sådan, men fordi Cultshakers smager af lunkent rævepis og energidrik aldrig har sagt mig noget. Måske er det blevet til en Mokaï eller to. But no more! Jeg er harm, vred og samtidig lige dele underholdt af og forarget over niveauet af idioti.

Jeg hentyder naturligvis til den opsigtsvækkende numse-reklame, de har klistret på samtlige busskure landet over, hvor en yderst velformet, rund røv pryder plakaten med overskriften ‘Jaloux?’. Og det er normalt ikke en term, der bliver brugt i forbindelse med (semi-)døde ting. Jalousi er et begreb, der bruges om følelser, som oftest opstår i samspil mellem to (eller flere) mennesker. Ikke deres røv. ‘Misundelig?’ ville måske klinge dårligere, være tvunget ned i mindre skriftstørrelse og ikke stikke helt så meget til folk, som ‘jaloux’ gør. Det er et ord med lidt mere slagkraft, jeg ved det godt. Men det gør det bestemt ikke mindre dumt at benytte sig af ordet i denne sammenhæng. Hele budskabet ved dette er så umådeligt lavt og virker enormt desperat på mig. Hell, de får en masse omtale, men for mit vedkommende bevirker det udelukkende, at jeg går en stor bue udenom deres produkter. Forstå mig ret, jeg elsker reklamer. Reklamer, som er gennemtænkt, som har det lille ekstra og som rammer plet hos mennesker. Gerne med viden og humor kombineret. Reklamer som både er geniale og fascinerende. Jeg ved godt, det er et usigeligt ligegyldigt produkt, at skulle lave en revolutionær reklame omkring, men man kunne da i det mindste have givet det et skud.

Lad mig lige slå fast at kvinder, der gør det til en livsstil at leve af proteinshakes stræbende efter sixpacks og store guns, endelig skal klø på. Jeg forstår mig ikke på det og slet ikke på værdisættet, som tager udgangspunkt i udseendet (forklædt med ordene ‘velvære’ og ’sundhed’), men folk skal gøre, som de vil. Jeg vil bare ikke have proppet ned i halsen, at man kun kan se godt ud, hvis det er sådan, man vælger at leve. Niks. Det er hverken fordi, jeg føler mig truffet, eller fordi jeg er ked af min krop. Det er fordi, de fandeme tillader sig i fuld offentlighed at antyde, at kvinder med større/mindre/fladere numser end viste, har noget at arbejde på. Pardon my french, men hvad helvede bilder de sig ind?

Meget apropos debatten om skønhedsidealerne Matas’ magasin SKØN førte med sig, og som blev taget under kærlig behandling her, hvad er det så egentlig for ting, vi tillader at blive slynget ud i æteren, hvor vaklende 12-13-årige piger færdes? Er det virkelig de værdier i samfundet, der vejer tungest? Er det det, vi vil videregive usikre teenagere, som endnu ikke ved, hvilket ben de skal stå på? Er vi blevet SÅ uintelligente? Jeg håber det ikke.

Så kære Cult, jeg kan kun tale for mig selv. Men jeg kommer aldrig til at smage jeres fitnessvand. Jeg kunne godt tænke mig at have en numse magen til den på billedet, men jeg har ikke lyst til at knokle for at nå dertil. Jeg har ikke lyst til fanatisk at planlægge min kost og svede i træningscentret 6 dage om ugen, for jeg har svært ved at se pointen. Jeg har en dejlig søn og ditto kæreste, og vigtigheden af at bruge tid sammen med dem kontra runde, struttende balder er fuldstændig usammenlignelig. Det er så fucking ligegyldigt. Jeg vil bede jer tænke over, hvilke budskaber I smider om jer. Specielt i så skønhedsfikseret et samfund, som vi efterhånden har fået stablet på benene. Måske var det tid til at revurdere værdierne, give plads til individualitet og lade folk, unge som gamle, vide, at deres røv er a-okay, så længe de selv er tilfredse. Men der bliver længere og længere til den tilfredshed, fordi I skubber idealet så langt ud, at det for mange mennesker ikke længere er indenfor rækkevidde.

Billede fra @andershemmingsendk.

 

Første (pæne) skoledag

Fotor0813122755

Så sidder jeg her. Første skoledag, første spisepause. Min samfundsfagslærer blev kørt ned og endte bevidstløs til morges og stod alligevel og kastede jokes om værtshuse og fraværsprocenter ud i æteren klokken 09:40 sharp. Så var vi ligesom igang. Nu venter jeg (ikke særlig spændt) på, biologi starter, mens jeg nyder omgivelserne. Skolen er nybygget. Som i der-går-stadig-tømrere-rundt-overalt-nybygget. Der er sågar stadig plastik på de dér frisør-udsugninger i biologilokalet. Og den skide materialistiske del af atmosfæren har så latterligt meget at sige for mig. Det gør mig i godt humør og giver mig næsten lyst til at tage afsted om morgenen. Næsten. Her er så pisse pænt! Skolen må være delvist sponsoreret af Muuto. Hold nu kæft, hvor er her mange møbler derfra. Og det er den ondelyneme noget, jeg kan li’! Store ovenlysvinduer, tagterasser, rigelige mængder rå beton og ditto glas og Sack It-stole at slænge sig i. Det er næsten for pænt til bare at være til HF-mennesker. Men jeg digger det nu alligevel.

Der kommer hele tiden nye folk til i konkurrencen om fødselstavlen, og jeg er mega beæret over alle jeres søde ord! For god ordens skyld må jeg hellere fastsætte et sluttidspunkt. Dermed er alle bidrag givet EFTER fredag d. 15. august, klokken 20.00 ugyldige. Så der er tid at løbe på endnu.

Hav en helt vildt dejlig dag!

Fødselstavle-konkurrence

Fotor0812130711

Som konsekvens af de søde tilbagemeldinger I kom med lige her, måtte der skydes en lille konkurrence igang. Der var både stemning for personlige fødselstavler og andre prints, så jeg tænker at dele det op af lidt flere omgange. Første af slagsen bliver altså fødselstavlen. Deltagelsen fungerer således, at I bare smider en hvilken som helst kommentar til indlægget her, og så trækker jeg lod mellem alle kommentarer sidst på ugen. Vinderen bliver offentliggjort i dette indlæg og modtager naturligvis en mail fra mig, så vi kan aftale nærmere vedrørende layout, navnet på baby og deslige. Så husk lige at tjekke e-mail-adressen efter for fumlefingre og stavefejl, så jeg kan få fat på jer. Sæt igang!

To Facebook or not to Facebook

Facebookmeme

Jeg har det efterhånden ret så ambivalent med det forskruede, sociale medie. Som blogger bør man ganskevist knuselske alle de muligheder for spalteplads og selvpromovering, cyberspace gemmer på, men jeg kan mærke, at jeg trækker mig mere og mere fra Mark Zuckerbergs ganske gode forretning. Jeg bliver så træt, så træt. Hvor ironisk det end kan forekomme at forsøge sig som blogger, når man samtidig krummer tæer over folks vanvittige eksponering af eget liv på Facebook, så er det altså det, jeg gør. Jeg synes, det er et noget så hyggeligt påfund og en skidegod idé, at man kan keep’e in touch med slægtninge og venner kloden over. Hvis folk lige gider slappe lidt af og bruge det med måde.

Der er særligt 3 ting, der giver mig voldsomme ticks:

– Folk der deler fucking alting. ALT! Lige fra maden, de har i munden, og hvordan deres barndom udspillede sig, til hjerteskærende break-ups og sugeevnen i deres hygiejnebind. Jeg har sågar oplevet folk, der har tjekket ind på fødegangen imellem veerne. Overlad nu lidt til fantasien eller fortæl det face to face til nogen, du kender.

– Kryptiske opdateringer. ‘I ved, hvem I er’ eller ‘Jeg er ved at dø, skriv en privatbesked hvis I vil høre nærmere’. Hvad fanden er det for en halv og dårlig teaser til en formentlig uinteressant historie? Det ville se bedre ud, hvis folk skrev ‘Hej. Jeg har brug for opmærksomhed. Send venligst lidt min vej’. Så ved man sgu da, hvad man har at arbejde med.

– Folk som polerer glansbillederne så meget, at de skærer i øjnene. Jeg har efterhånden stiftet bekendtskab med en håndfuld liv, hvor virkeligheden på ingen måde stemmer overens med det, der bliver delt på Facebook. Altså på ingen måde. I’m all about the happiness, men ikke den slags, hvor det så tydeligt er opsat. Jeg opfordrer ikke til at dele depressioner og mundlort i ét væk (apropos mundlort…), men det er okay, at livet ikke er fyldt med regnbuer og enhjørninger døgnet rundt (men egentlig fedt, hvis det var!). Del endelig en masse glæde, men læg dig i fosterstilling og tag Ben&Jerry’s med i seng, når din kæreste er en idiot, i stedet for at uploade et billede af ham med teksten ‘Elsker dig forevigt’.

Jeg ved godt, det er en brøkdel, der bruger Facebook på ovenstående måde. Men jeg mener generelt, at det er en ærgerlig udvikling, at så lidt bliver gemt til privatlivet eller snakken med veninderne. Det kan gøre et eller andet ved samværet i det rigtige liv, dels fordi Facebook tjekkes sideløbende ved et fysisk visit, dels fordi det, man havde i sinde at fortælle sin veninde, er noget, hun allerede har hørt gennem sladderkællingen numero uno. Søndags-galde hermed videregivet! Håber, I kan holde til det.

Har I andre ting, der irriterer livet ud af jer på Facebook?

Forsigtigt eBay-tip

Kimono

Hey, jeg er hverken modeblogger eller fashionguru, og jeg har ingen intentioner om at blive det. Men når jeg gør fine opdagelser på eBay, kan jeg ikke lade det gå min næse forbi. Åbenbart heller ikke jeres. Jeg lover, det forbliver en sjældenhed her på domænet. Hvis I ikke just er kimono-kind-of-people, så skynd jer videre.

Nå, men. Én kan vel kun fortælle så meget om kimonoer. Dem er der ikke meget revolutionært over. Jeg er alligevel blevet ret glad for den offentlige badekåde-trend. De er sgu så behagelige. Nogle nemmere at style end andre, bevares. Men de kan faktisk tage sig ganske godt ud. Herover ses mine umiddelbare favoritter fra Kinas land, og de er i den grad til at betale! Den blomstrede rosa-ting bor allerede i min garderobe og den næste, der står for skud, er den orkidé-befængte satan på første række. Og lad jer endelig ikke narre af flagermusform og fladhed i billedet. Det yder dem på ingen måde retfærdighed. I virkeligheden falder de pænt og smyger sig om kroppen på en noget så indbydende måde.

De er alle (plus mange flere) at finde lige HER til omkring 90 kroner pr. stk. Og det er med fragten betalt, naturligvis. Go, go, go!

Derudover skal I lige have et kæmpe tak for jeres tilbagevendende besøg og ditto kommentarer. Jeg blev så glad for hver og én kommentar til tidligere indlæg, og jeg pønser nu på noget konkurrence-noget. Så forbliv tunet!

Spørgsmål, selvpromovering og mig-tid

Hænger I stadig på, eller er I stukket af, mens tid var? I er så stille. Det er også okay i den smeltende varme. Hellere sørge for at kroppen bliver, hvor den er, fremfor at lege på internettet. Jeg kører bare på med monologen lidt endnu. Mikkel og Marius er taget et smut i ind til byen. Noget med Fona, en oplader og noget i udu. Det efterlader mig med stilhed og ro i et sådant omfang, at jeg med god samvittighed kan hoppe i bad og trimme de små korte. Altså benene. Tilmed skulle jeg da være et skarn, hvis ikke jeg gavmildt sølede min slidte manke ind i Aussie-produkter fra rod til spids i mellemtiden. Har I erfaringer med den slags? Jeg er nærig som bare fanden (eller i hvert fald på SU), så jeg ødsler sjældent mine penge bort på cremer og hårprodukter. Men nu har jeg hørt så meget om netop det (og Moroccan Oil – men dét kommer ikke til at ske!), og når Netto tilbyder mig en bøtte, der mest af alt ligner shampoo til hunde, til sølle 49 kroner, så slår jeg sgu til.

I øvrigt har jeg hørt, at det skulle være så godt med de dér Facebook-sider. Noget med selvpromovering, I guess. Så nu har jeg taget mig sammen og kreeret en af slagsen lige her, hvor I også kan følge med i nyt her på domænet, billeder og den slags. Måske giver det mest mening for de af jer, der ikke bruger Bloglovin’. Jeg ved det ikke. Tror, siden på nuværende tidspunkt har 0 likes, så det tegner jo meget godt.

Sidst men absolut ikke mindst, har jeg i øvrigt ikke glemt de sidste spørgsmål fra den tidligere, selvhøjtidelige spørgerunde. De kommer løbende, I promise. De kræver bare lidt mere eftertænksomhed og skrivetid, end jeg har at give lige nu. I øvrigt er spons og andet skidteras stadig på et absolut minimum her på bloggen (faktisk ikke-eksisterende), men det betyder ikke, at jeg ikke gerne ville hælde goodiebags og Dior-parfumer ud over jer. Tro mig, det ville jeg gerne. Men det er endnu uaktuelt. Derimod har jeg modtaget mange rosende (tak!) og spørgende ord angående mine tegninger her, her og her. Kunne det være noget med en slags lille konkurrence om en valgfri tegning eller en personlig fødselstavle alá den i sidste link? Så sig lige til, ikke? Antallet af deltagere ville formentlig være minimalt og vinderchancerne derfor historisk høje. You let me know – Det er det bedste, jeg kan tilbyde lige nu.

Jeg skynder mig at trække mig fra cyberspace igen, inden jeg atter bliver bombarderet med Copenhagen Fashion Week, bloggerevents og awardshows. Det stikker en lille smule i mit misundelses-organ. Hvor end det så sidder. Og nej, det er ikke pænt at misunde andre, jeg synes bare, det ser ud til at være så pissehyggeligt. Men jeg vil istedet gi’ mig i kast med en engangsskraber fra Lidl (det kan vel også noget…) og ønske alle de dygtige damer en helvedes masse gode oplevelser til modeugen og andre spændende events. Drik en ekstra mojito for mig! Jeg kan alligevel ikke li’ dem.

Hey, og tillykke til Mette Marie med bedste blog-awarden. Mere velfortjent pris skal man lede længe efter.