Back-up af guldkorn

Hvis der er noget, der er lige dele sødt og underholdende, er det de guldkorn Marius lukker ud indimellem. Og små børn helt generelt. Jeg skriver naturligvis tingene ned først på telefon og senere i hans barndommens-bog-bog. Det er selvsagt ting, jeg meget nødig vil glemme eller undvære til en eventuel konfirmationstale. Så i tilfælde af en vaskebjørn smider min telefon ud fra fjerde sal, eller en dværg sætter ild til alle mine bøger, tænkte jeg, at jeg kunne kreere en lille backup her i cyberspace, hvis det er okay med jer.

Tre år:

“Ved du, hvad unge børn er? Det er dem, der bor i Flensborg.”

“Du skal have en lille, rød bil, mor. En lille pigebil. Så skal jeg have en Folkevogn med ild på siderne, så mig og Mikkel kan køre vildt hurtigt efter dig.”

“Ænder kan ikke spise sten. Det er ikke så sundt at spise sten, for så bliver man dårlig og død.”

“Mor, jeg kan ikke finde min sut. Hører du efter? Og hvis du prøver på at finde den, så finder jeg den før dig, forstår du det?”

Marius kigger udover markerne hos mormor: “Mikkel, jeg kan nærmest se hele Danmark!”

“Det er drenge og piger, der er kærester. Så kysser de alt hvad de kan, og så banker deres hjerter.”

 
Fire år:

“Man skal vaske fingre, når man har tisset. Det skal man ALTID huske. Det gør de altid både i Jylland og Spanien.”

I en snak om mænds brystbehåring bliver Marius spurgt, om mor har hår på maven: “Neeej! Hun er jo ikke helt voksen endnu.”

Mikkel: “Pas på du ikke glider på vej op til rutschebanen, når du kun har strømper på.”
Marius: “Det gør jeg heller ikke. Jeg er en rigtig mand nu!”

Aaaah, nu er jeg lidt mere rolig. Jeg har længe ville gemme den slags i cyberspace, så de ikke forsvinder fra mig. Hav en dejlig aften!

Søndag og sygdom

De sidste par gange jeg har udgivet et indlæg, er der gået væsentligt længere tid til det næste end først forventet. Og sådan er det igen nu. Sagen er den, at tilfældige sygdomssymptomer har sjatpisset lidt ind over mit liv de seneste uger, hvilket har efterladt mig med blandinger af sløjhed, snot og influenza på tilfældige dage. Det ligner mig ikke at være on-off syg, i hvad der føles som evigheder, men nu har jeg prøvet det med. Jeg har altid været usigeligt glad for Danonino og mælkesnitter, men jeg har skamfyldt mig med rugbrød og fibre på det seneste i håb om at bygge en sundhedshær op mod den forbandede virus. Og det ligner virkelig ikke mig. Det betyder naturligvis ikke, at jeg ikke har indtaget milchschnitte ved siden af, som jeg i øvrigt over de sidste fire år har måtte lære at dele. Marius er tilfældigvis ligeså glad for Kinders og Danoninos opfindelser som sin mor (nej, det er ikke noget han får hver dag). Nuvel, der er ingen grund til at dvæle mere ved blogforsømmelse og den slags.

Igår brugte vi hele dagen på at fejre Mikkels farmors 75. år på jorden, og det blev fejret med mange mennesker og endnu mere buffetmad. Vi sejlede igennem dagen i en lind strøm af brun sovs, frikadeller, kogt skinke, kartofler og tre slags surt, og det er den ondelyneme længe siden, jeg har mæsket mig i god, hjemmelavet mad fra morgen til aften. Da vi endelig dumpede ned i sofaen i vante omgivelser, fik Mikkel og jeg den fantastiske og velgennemtænkte idé at se Zulu Comedy Galla (som jeg endnu ikke havde fået set) på TV2. Det resulterede selvsagt i, at jeg sov 01.30, og hanen (læs: Marius) galede kl. 08.00. Det kunne ganskevist have været meget værre/tidligere, og det var min egen skide skyld. På trods af det har vi hygget og snuet længe i søndag-morgen-sofaen med fjernsyn og for mange mariekiks, og minien er nu rykket på værelset for at lege med Lego, inden han senere på dagen skal til sit faderlige ophav. I den forbindelse regner jeg med at give sov-sidste-sygdom-ud-konceptet et skud.

Tak for de søde kommentarer I har bidraget med under min lille blog-pause, og de af jer, som stadig hænger på, må have en hel henrivende søndag!

Syvkabale og cyber-fravær

Jeg er her endnu. Jeg lever stadig. Jeg er begyndt at spille (alt for meget) syvkabale på min telefon. Sad much? Sikkert. Jeg ved ikke, hvad der er med mig. For tiden befinder jeg mig i en periode, hvor jeg er fed up med sociale medier. Jeg orker ikke at tjekke Instagram for at rulle 318 billeder igennem bestående af pæne hjem, søde børn og semi-kendisser. Jeg kan godt li’ de fine billeder, jeg orker dem bare ikke lige nu. Ligeledes er jeg rekord-inaktiv på Facebook. Jeg bruger min telefon til at tage billeder og spille kabale. Og min computer har ikke været tændt i dagevis. Men hey, syvkabale er fandeme undervurderet. Det er simpelt, lidt hyggeligt og helt uden hashtags.

Måske er det bare en periode, jeg skal igennem engang imellem. Jeg ååååååårker det bare ikke. Det er som om, der eksisterer de her voksen-cyber-kliker på Instagram. Bolig-damerne, satire-damerne, blogger-damerne, mode-damerne, (semi-)kendis-damerne. Det, der førhen har været nabolagets strikkeklub husmødrene imellem, er nu et eller andet uhåndgribeligt cyber-community med top-mødre og andre ladies. Jeg ved godt, det er sådan, det er. Det er okay, og det har sine hyggelige og belejlige sider. Jeg har bare virkelig brug for at trække mig engang imellem. Her på siden er mit frirum, hvor jeg bare er mig. Men det drukner på mest triste facon i al min cyber-træthed for tiden. Det kommer tilbage. Det skal det.

Jeg fik i øvrigt jinxet det med, at Marius aldrig er syg. Han tilragede sig 39,9 i feber i forgårs, men han er så sej til det dér. Han siger, at han har det “fint” med sved dryppende af panden, ildrøde kinder og hævede øjne. Efter en nats søvn sammen med mor i den stoooore seng, var han relativt frisk igen. Hans immunforsvar er bomben! Han har trods alt stadig kun haft feber 3-4 gange på fire år, that’s it. Jeg har givet mig selv lov til at tro, den 14 måneder (!) lange ammeperiode alligevel har gjort gode ting, som vejer op for måneder med brystbetændelse, barm af beton og av-for-helvede-nogen-har-fået-tænder-smerte. Uanset om det er begrundelsen eller ej, så er han fandeme hårdfør.

Her på falderebet må jeg lige videregive et tip, der er langt lækrere, end det lyder: Min elskværdige veninde nursede om mig forleden og kom mig til undsætning med en alletiders spise. Pop-up-crossaint-dej fra dåse fyldt med kalkunskiver og ost. De tager ingen tid at rulle og heller ej at bage, til gengæld smager de fortrinligt og hører ingen steder hjemme i kostpyramiden. Go, go, go!

Sentimentalitet og siden sidst

Jeg er skod til det her blogging for tiden, jeg ved det godt. Der sker bare så mange ting omkring mig, og alligevel sker der ikke det store. Jeg har alt for mange halvfærdige indlæg liggende og kasserer store dele af dem jævnligt. Tiden glider ud mellem mine fingre, og hvad jeg ikke når idag, når jeg nok imorgen. Jeg bruger tid på at sove, at spise, at tale med min bedre halvdel og kramme min søn. Jeg er ganske snart mor til en dreng på 4,5 år, og det er noget, der kræver tilvænning. Gud, hvor jeg elsker ham. Helt ind i sjælen. Jeg har lyst til at vugge ham i min favn og synge godnatsange i ét væk, men han går selv på toilettet og læser Lego-magasiner på eget værelse. Han er en rigtig dreng, og han er så pissesød. Indimellem kommer en lidt mindre dreng til syne, som godt vil kramme og sidde på skødet, men det sker oftere, at han tørrer munden af i ærmet efter et kys. Og sådan skal det være. Hans selvstændighed vokser hver dag, og han gør mig stolt, som ingen andre kan. Han har en skarp humor og får mig til at grine hver dag med hans guldkorn. Hver morgen agerer han random-fact-man. Inden han når at sige godmorgen, slynger han altid lige lidt fakta ud i æteren. Som for eksempel edderkoppens føde, eller noget om Spanien. Det er sgu da public service, der vil noget!

Siden sidst…

– Er jeg blevet kontaktet af en kvinde, som vil betale mig 120 euro for at reklamere for bildele her på bloggen. Ligeså meget som pengene frister, ligeså forkert er bildele her på siden. Jeg kan godt lide biler. Rigtig godt. Men jeg vil sgu ikke proppe tyske autodele ned i halsen på jer.

– Har jeg (idag) for første gang i ca. et halvt år set min kæreste i andet end shorts eller joggingtøj. Nemlig gode gamle Levi’s jeans. Han er en rigtig uni-dreng nu.

– Er min nevø vokset til en 7-kilos (!) basse på hans 6. leveuge.

– Har jeg drømt mig til varmere himmelstrøg dagligt. Flere gange dagligt, faktisk. En handletur ved grænsen kunne gøre det lige nu.

– Har jeg skåret mig et godt stykke i min finger i min iver efter at få min nyindkøbte Faaborg-leverpostej åbnet. Hvorfor hader alle den postej så meget? Den smager sgu da fantastisk.

– Har jeg set (lidt for meget) Keeping Up With The Kardashians. (Kom så med sæson 3 af Orange Is The New Black, blev der sagt!)

…Og en masse andet ligeså (eller endnu mere) ligegyldigt stads. Jeg håber, I får en fantastisk start på ugen (og at jeg tjekker ind her lidt oftere).

PS: Billedet er af min baby, da han stadig var baby og spiste grød selv for allerførste gang. FYI er det en natdragt, han har på. Klædte ikke min baby i toxito til daglig.