Vi bygger til

c3beae61-5361-49db-aa74-8730ff820c94

Der sker store ting og sager. Nej, jeg har ikke hevet et sponsorat i hus eller skrevet under på en forkromet kontrakt. Jeg har heller ikke fået gratis børne-vinterudstyr til test (hint, hint)! Det er noget ganske andet og heldigvis noget på en aldeles anderledes og skyhøj skala. For nylig udgav Sebrina et indlæg om gravide bloggere, og der er flere gravide i blogland, end jeg vidste. Og jeg vidste ret mange! Det ligner lidt et velorganiseret babyboom, omend jeg tvivler på, dette er tilfældet. Dog kan der skrives endnu én på listen: Mig. Jep, vi bliver én mere til april, og vi glæder os helt vildt. Marius gav hurtigt udtryk for, at babyen kunne flytte ind på hans værelse, men at han altså ville sove i den øverste køje. Derudover er han fast besluttet på, at en lillebror skal hedde Viktor, og en lillesøster skal hedde… Lampe. Med andre ord: Han ønsker sig en lillebror. Dermed kommer forklaringen (ikke undskyldningen!) om fravær her på domænet også, da jeg skiftevis har ligget på sofaen og haft hovedet i kummen. Sådan forløb samtlige (!) 9 måneder under graviditeten med Marius, men det virker til, det kunne gå lidt bedre denne gang. Så mens jeg vokser ud af alt mit tøj, har et overdrevent forbrug af tomater og drikker mælk i spandevis, går vi og glæder os til at finde ud af, hvad det er for en opfindelse derinde. God lørdag til alle og enhver!

Marius Emil som 4-årig

Jeg funderer tit over, hvad det egentlig er for et lille menneske, jeg har lavet. Jeg har lært ham ret godt at kende, siden jeg mødte ham fin og blød (det var han faktisk), en smuk forårsdag i 2010. Derfor kunne det være oplagt for mig at lave en opsummering af, hvad 4-årige Marius Emil er for en opfindelse. Mest af alt fordi det er en gave for mig at have den slags i arkivet, ligesom guldkornene her. At kunne dykke ned, tilbage, og få opfrisket detaljer og erindringer fra livets løb, når tiden går med andre ting. Nuet, for eksempel. At kunne se tilbage og kunne fortælle ham om, hvordan den lille 4-årige Muf fungerede gennem anekdoter og billeder. Advarsel om (berettiget!) mor-stolthed skal lige lyde inden, så hvis I ikke er til den slags, så skynd jer hastigt videre.

Marius er sød, dygtig, forsigtig og sjov. Han er kærlig og i den grad perfektionist. Han er sensitiv i stor grad, som jeg selv var på hans alder, men flytter sig hver eneste dag. Han skal som regel bruge lidt kræfter på at komme ud af sin comfortzone, og når så først han er det, så mestrer han den nytillærte egenskab til fulde. Han kan stave sit navn, og er for tiden vildt interesseret i bogstaver og vil gerne vide, hvad 2+2, 2+3, 1+4, 4+5 og 8+1 er. You get the picture. Han vil gerne regne, og forsøger sig gerne selv med at tælle på fingrene. Det er virkelig ikke ret længe siden, der stadig var baby-træk at spore i ham. Nu er bleen, sutten og baby-legetøjet lagt på hylden. For et halvt-helt år siden faktisk. Babykinderne er også blevet mindre. Men kun lidt! Han får enormt meget ros i børnehaven, har mange venner og har sin første legeaftale i efterårsferien (!). Han er træt af, man skal vaske fingre hveeeer gang, man har været på toilettet. Derfor råber han fra underetagen, hver gang han har været nede at tisse: “Skal jeg vaske fingre? Med sæbe?”, og når han hver gang får et “Ja!”, svarer han “Okay!”, og vasker sine fingre. Det er ikke ret meget postyr, han laver. Han kommer tit hjem fra børnehaven og fortæller, at nogen fik at vide, at de ikke måtte hive i/sparke til/hoppe på et-eller-andet, og at de gjorde det alligevel. Hvis jeg spørger ham, om han så også gjorde det, svarer han: “Nej. Det sagde de voksne jo, at vi ikke måtte”. Med andre ord er han ikke sådan en typisk 4-årig rebel. Han stikker ikke af for at teste hvor langt væk man kan gå, før mor bliver rigtig sur. Faktisk vil han gerne selv holde i hånden. Børnehaven informerer om, at han er ved at få lidt mere ‘kant’ derovre, hvilket er godt. De opfordrer selvfølgelig ikke til, at ungerne tager sagerne i egen hånd, men de fortæller mig, at det er gode tegn, når Marius selv siger fra overfor de andre børn i stedet for at løbe grædende væk og stå med våde øjne i et hjørne af legepladsen. Jeg er selvfølgelig enig. Han bliver mere og mere selvstændig hver eneste dag (hvilket også er lidt skræmmende for moren).

Han kan næsten være for sød. Eller nærmere forsigtig. Forleden var vi til 75-års fødselsdag, hvor Marius fik en cowboy-pistol (med lyd…). Jeg sagde til ham, at han gerne måtte lege med den udenfor, men indenfor skulle han huske ikke at trykke på knappen, da den ikke gik så godt sammen med 55 mennesker, festsange og fløderand. Det var fint med ham. Sidst på aftenen, da de fleste gæster havde fundet vejen hjem, og vi var igang med lidt oprydning, kom en 11-årig dreng og spurgte ham, om pistolen ikke kunne lave lyde, hvorefter jeg på afstand kunne høre, Marius svarede: “Jo, det kan den godt. Men jeg må ikke skyde med den indenfor, så du kan ikke høre det lige nu.” Jeg skyndte mig over til ham og sagde, at selvfølgelig måtte han det, nu da alle gæsterne var taget hjem. Ligeledes sad han forleden på sit værelse og legede med sine (højtelskede) Lego-figurer, hvor han råbte: “Mor! Må jeg godt bytte hoveder på dem? Og ben?”. Han ville vide, om det var okay, at han skiftede hovederne og benene rundt på de forskellige Lego-kroppe. Jeg svarede, at han måtte bytte rundt på alt det, han ville. Naturligvis. Hverken hans far eller jeg (eller andre) har nogensinde sat urimelige grænser for ham og slet ikke angående sådan noget. Det har mere været noget i stil med du-må-ikke-kaste-med-maden eller du-må-ikke-cykle-uden-hjelm-grænser. Han er bare så forsigtig af natur, og så husker han som en elefant. Det er skræmmende, hvor mange detaljer han kan huske fra alting. Og imponerende selvfølgelig. Selv ting, der skete for 2 år siden, kan han stadig finde på at nævne ganske ud af det blå.

Udover ovenstående er han mean til at spille Playstation! Sådan virkelig. Jeg forstår ikke, hvordan hans (stadig forholdsvis) små fingre kan nå alle knapperne på én gang. Han har selvfølgelig også godt styr på det dér iPad, men da vi muligvis er den sidste familie i Danmark, der ikke ejer en sådan, kobler han istedet af med Lego-spil på PS3. Og han har i den grad brug for afkobling. Specielt efter endt børnehavedag. Der er ikke det store ulvetime-show herhjemme, han har bare slugt så mange indtryk i løbet af sådan en dag, at han skal stene lidt Ramasjang eller noget lignende, når han rammer sofaen. Han hader at skulle handle ind i hverdagene og kan slet ikke overskue det, og derfor klarer Mikkel eller jeg det gerne på egen hånd, mens den anden bliver hjemme med mini-me. Så hvis I ikke fik fanget det et sted blandt de sidste tusinde linjer, er han fandeme en sød opfindelse. Jeg er helt vild med ham! Vi kæmper lidt med at prøve én gang til, når bukserne ikke vil komme på i første forsøg, og at hele dagen ikke er ødelagt, fordi man har fået sand i skoene. Selv kom jeg til verden blot 17 år før den lille purk, så jeg kan tydeligt huske, hvordan verden ramlede sammen for mig, hvis et stykke hud blev blottet mellem ærmet og handskekanten. Fremgangsmåden er tålmodighed, forståelse, gradvist øgede forventninger og masser af succesoplevelser. Og han er så godt på vej. Desuden er han pissesjov og forsøger sig dagligt med ironi og sjove vendinger. Han er smilende og grinende, og det smitter.

Selvom han egentlig aldrig rigtig har været i noget, der minder om “trodsalder”, vil jeg naturligvis lige påpege, at han selvfølgelig har dage, hvor han ikke gider dække bord, aftener, hvor det er noget røv, at skulle børste tænder, og morgener, hvor verden er et kynisk sted, når man skal slukke fjernsynet midt i Lille Nørd. Men han gør sjældent oprør i mere end to minutter ad gangen, og får han et “nej” til et stykke legetøj i Bilka, responderer han typisk med et “så må jeg ønske mig det til min fødselsdag. Eller til juleaften!”. Desuden er han mega-dyreven (ligesom sin mor). Og til de af jer derude med mindre børn som spekulerer på, hvor mange kys de fede babykinder egentlig kan holde til, vil jeg svare: Usigeligt mange! Her er vi på Marius’ 5. år, og hans kinder er stadig intakte.

Fotor01007231947