At turde tro og tyve ugers scanning

I foråret gav en lille spire op i 11. uge. Det var normalt. Alt var normalt. Det skete jo ved hver 5. graviditet, at kroppen frasorterede dem med ringe levedygtighed. Dette var dog en urimeligt ringe trøst, da vi stod midt i det. Og det gnavede væmmeligt i hjertet, da vi måtte ringe rundt og fortælle, at der ikke landede et nyt familiemedlem som planlagt alligevel. Derfor var igår en milepæl. En vigtig én af slagsen. Misdannelsesscanningen. Helt uden misdannelser eller andre ting. Blot en fin, rask og topfrisk baby på 20 (!) cm. Fra igår turde jeg for alvor at tro på det. Forårets oplevelse har trukket lange spor af uvished og bekymring efter sig med ind i denne graviditet. Spor, jeg ikke har givet megen opmærksomhed. Eller overhovedet villet være ved. For selvfølgelig ville det lykkes denne gang. Det skulle det. Og det gør det! Men der faldt alligevel en sten så tung fra mit hjerte igår, da den søde scanningsdame måtte erkende, at hun ikke kunne give os et fint babybillede i profil, da han var midt i noget solo dance-off og ikke ville ligge stille. Ja, han! Jeg har fået lov at blive drengemor endnu engang. Et velkendt felt og alligevel så nyt og usigeligt spændende. Storebroderen er lykkelig og vi ligeså. Marius var med det samme klar på vej hjem fra børnehave og garanterede, at han nok skulle lære lillebror at spille Fifa. Og alt det andet, storebrødre gør.

Off topic: Billedet er, som jeg igår delte på Instagram (@dittekirk), en drømmefanger, jeg lavede den anden dag med fem (af mange) fjer, Marius kommer hjem med. Vi har også et godt lager af sten, grene, kogler og kastanjer.

Larmende folk og lidt om juleønsker

Jeg havde egentlig tænkt mig at bringe dette indlæg igår aftes, men af og til kommer kvalmen i vejen. Og overboere. De er næsten lige flyttet ind, men de skændes som nogen, der burde bo langt fra hinanden. Vores lejlighedsbygning er ellers ikke urimeligt lydt, men her nedenunder kan vi alligevel høre, hvad de skændes om (blandt andet hvorvidt bacon skal koge eller ej). Pisse irriterende klokken 23 (i hvert fald for os med børn…), at der smækkes med døre og stormes op og ned ad trapperne i opgangen. Grow a pair! Jeg glæder mig helt sygeligt til en dag at komme ud af lejligheder og ind i mit eget hus. Med græs omkring og langt til larmende folk.

Nå. Der var noget med den konkurrence dér. Alle bud var overraskende kreative og kvalificerede, men jeg kunne jo som bekendt kun vælge ét. Efter længere tids overvejelse faldt valget på Louises forslag “Frej”, hvor “Freja” evt. kunne bruges til pigemodellen og fremtidige modeller kunne ligeså opkaldes efter nordisk mytologi. Dét syntes jeg, var en vildt fin idé, som ikke kom for langt væk fra deres oprindelige navne og dog bidrog med noget nyt. Det var komitéen dog ikke enige i, så legen stopper allerede her. Man kan åbenbart ikke vinde hver gang. Men nu skal der ikke gå bitterhed i den, så I kan jo gå ind og se semifinalisterne her og give en stemme med på bedste bud. Som selvfølgelig burde have været Frej. Jeg har endda foreslået det som potentielt lillebrornavn til Mikkel. Han deler ikke min begejstring.

Nu til det sjove: Julegaveønsker!

Juleønsker

Sjovt for mig, i hvert fald. Jeg ved, en del af jer ikke er tilhængere af de her collager, men jeg elsker dem lidt. Det minder mig om mine første tider med knitrende og glansfyldte modemagasiner, hvor jeg i mine spæde teenageår drømte mig til at være en slags redaktør, som kunne sidde og surfe beklædningsgenstande hele dagen og collage-forene dem i smuk samhørighed. Det kan jeg så få lov at lege en lille bitte smule med herinde, og jeg hygger mig med det! Mine ønsker bliver mere praktiske og mor-agtige hvert år, men det behøver ikke kun at være skidt.

1: Okay, første bud er faktisk ret barnligt. Et gør-det-selv-banner fra Omm Design, hvor man kan strikke alskens ord sammen og hænge dem til pynt på væggen. Nok mest på børneværelset i virkeligheden. Men jeg elsker dem!

2: Der kan vælges mellem to ting til vinter: Se fashionable ud eller hold varmen. Netop vintersæsonen gør mig ganske komfortorienteret. Jeg. Hader. At. Fryse. Jeg har en idé om, at denne zigzag-quiltede sag fra Monki kan holde mig varm. Omend den ikke er mode-uge-material, så er den ganske simpel og pæn (og måske rummelig nok til maven lidt tid endnu).

3: Old news, men stadig smuk. “Agnes” vase fra Normann Copenhagen. Jeg har lige et sted, den kunne stå. Flere steder, faktisk.

4: En elkedel. Denne er fra Alessi, men nok i den tunge ende af hvad der er acceptabelt at spendere på en dims, der varmer vand. Vi har en, der virker. Den larmer bare (!), er langsom og mega-uhandy.

5: Kjolen fra Libertine-Libertine. Jeg regner med, maveprojektet kan skrues deri lidt tid endnu. Please.

6: Nej, jeg kommer ikke til at købe designersengetøj på SU. Hvis nogensinde. Men det her fra Hay er så fint. Jeg har lidt et forhold til sengetøj, som mange kvinder har til sko (hvilket jeg også har…). Jeg elsker det! Jeg har også en (mere eller mindre) eksisterende økonomisk fornuft. Så meget, at jeg for nogle år siden skiftede dyner og puder ud til Ikeas varianter med svenske mål, så jeg kunne nøjes med at købe mig semifattig i deres sengetøj. Ganske kort efter ændrede de målene til danske. Så nu er mine dyner for brede til alt almindeligt. Enten skal jeg leve med mit nuværende sengetøj eller køre det hele på mosen og starte forfra. Nej, det er ikke en mulighed at leve med for store dyner i for småt hylster. Det giver tykke pøller af fluff i siderne. Omvendt er ligeså dårligt, med en dyne der skøjter rundt i for stort betræk. The struggle is real.

7: Jeg har været glad for Muuto lige siden dengang, jeg fandt ud af, de eksisterede. Bordet her er ingen undtagelse. Og et nyt sengebord har aldrig været i vejen for nogen. Jeg ønsker mig i øvrigt ikke så dyre gaver til jul i virkeligheden. Jeg drømmer bare lidt.

8: Når jeg igen kan tillade mig at indtage et glas vin, må det godt gøres pænt. “Bedårende” er Ikeas bedste bud, og det er ret godt!

9: Den røvkedelige rosin i pølseenden: Støvsugeren. Vi trænger til en opdatering på området. Den vi lige nu besidder, har efterhånden sugeevne som en kost. Den nye af slagsen skal kunne suge alt fra tabt spaghetti til nullermænd på størrelse med knytnæver – og det gerne lydløst!

 

Småting fra en småtyk

I skrivende stund sidder jeg med en bankende hovedpine, en kop varm mælk med honning (hvor undervurderet har en drik lov at være?) samt en roterende baby under maveskindet. Jeg skal ganske snart have skrevet Marius op på venteliste til en skole (!), jeg sidst aflagde besøg i 2008, da jeg færdiggjorde min 9. klasse. Det var jo lige for lidt siden. Det skal nok blive interessant at sidde i den voksne stol til skole-hjem-samtaler overfor nogle af samme lærere, som evaluerede mit faglige engagement små syv år forinden.

Jeg er ved at blive småtyk. De første 8-10 kilo har fundet vejen til min mave, og jeg er netop nået op på den anden side af 60 kilo. Den brugbare del af min garderobe er dermed forsvindende lille. Jeg har stadig held med at skrue mig i et par af mine kjoler, men jeg har taget (midlertidig!) afsked med mine højtaljede jeans samt størstedelen af mine skjorter og bluser. Og jeg er for nærig til at investere i den helt store omgang tyk-tøj, så jeg har allieret mig med førnævnte kjoler, graviditetsjeans og store striktrøjer. Hurra for at være gravid om vinteren i øvrigt! Not so much for konstant at veksle mellem de samme 7-8 stykker tøj. Jeg må have fat i flere striktrøjer. Desuden er det en usandsynligt dårlig kombination at være en grådlabil gravid og delemor på samme tid. Selvfølgelig savner jeg altid Marius de dage, hvor han er hos sin far, men for tiden trænger tårerne sig på, blot jeg kigger ind på en tom juniorseng om aftenen. Damnit! Han hygger sig, hvilket altid er tydeligt på de adskillige Snapchats, jeg modtager fra hans far og på Marius’ egne ord, når han returnerer. Det er ikke det. Det er bare mit eget savn. Jeg skal lige tage mig lidt sammen. Pylremor.

Sidst men absolut ikke mindst, vil jeg lige nævne for de af jer, som måtte nære interesse for den slags, at der på nuværende tidspunkt kun er én deltagende i konkurrencen om et års forbrug af børnesko, så oddsene for at jeres bidrag ryger med mig videre i semifinalen d. 19. november, er urimeligt gode! Det er også tilladt at deltage, selvom man allerede skulle have deltaget på andre blogs. Go, go, go! Det andet er næsten lidt sørgeligt (for mig), ikke? (Selvom jeg sætter enorm pris på dit meget kvalificerede bidrag, Louise!)

Med ønsket om en mandag aften fyldt med gode ting.

Et års forbrug af børnesko (og noget om gennemskuelighed)

Nu har jeg i en rum tid funderet over, hvordan jeg ville gribe det an, hvis jeg en dag blev tilbudt sponsorgaver og konkurrencetilbud. Jeg anser egentlig mig selv som værende mere læser end blogger, da jeg læser ret mange blogs og kun lejlighedsvis plaprer løs herinde. Som læser bliver jeg af og til mødt af overvældende mængder af sponsorerede indlæg og affiliate deals, når jeg navigerer i blogland, men til trods for jeg aldrig selv har været i berøring med lignende, kan jeg sgu godt forstå bloggerne bag. Jeg kan da kun forestille mig, det er skide fristende. Det der i virkeligheden irriterer mig, er, når der tydeligt er tale om sponsoreret indhold, som bliver fejet ind under gulvtæppet og ikke nævnt, som man vistnok skal. Det er altså halvdårlig stil! Derfor har jeg som blogger et ønske om at fremstå ligeså gennemskuelig som nypudsede vinduer. Som I nok har luret, er der noget i gærde. Noget så fredeligt som en lille konkurrence om et års forbrug af børnesko. Så hvis man ikke er til den slags, er her chancen for at nå væk i tide. Lad mig lige slå fast, at jeg intet tjener eller modtager for at dele dette. Jeg tænkte bare, det var oplagt for de af jer med børn, som slider hul i sit fodtøj hurtigere end jeg kan nå i Netto efter Marabou på tilbud. Tilmed er jeg fan af lidt alternative konkurrencerformer, hvor man får muligheden for at vinde på baggrund af sit specifikke bidrag fremfor kedelig lodtrækning, og så er her tale om en læser-blogger-konkurrence, hvor vi begge kan vinde! Sammen-ish.

ByKier er naturligvis ude i god tid og planlægger allerede nu deres SS15 kollektion. I denne kollektion skal skoene selvsagt navngives, og hvor de før har benyttet sig af blandt andet danske og svenske bynavne, er tiden nu inde til, at I er opfindsomme i stedet! Der er tale om nedenstående, navnløse sandal, og den har du altså chancen for at døbe. Kom med dit bud på et navn til sommermodellen i kommentarfeltet, så udvælger jeg mit favoritnavn d. 19. november, hvorefter du (og jeg) ryger sammen i semifinalepuljen, hvor folk med forstand på den slags udvælger de bedste, som så igen ryger videre til finaleafstemning på ByKiers hjemmeside fra d. 20. til d. 30. november. Hvis dét navn, jeg udvælger her på bloggen, bliver den endelige vinder, får både navnets opfinder og jeg selv kastet et års forbrug af ByKier sko i nakken! Det forekommer mig småurimeligt, at jeg skal høste gaver for et navn, jeg ikke har fundet på, men jeg har nu ikke tænkt mig at klage. Så hvis I venlige (og kreative!) mennesker ude bag skærmene har mod på og lyst til at hjælpe jer selv og mig mod et år med gratis fodtøj til barnet, så smid jeres bidrag som kommentar til indlægget her. Jeg takker og bukker!

skitse

Der kan læses mere om konkurrencen her.

And, weekend og mere and

Fotor111000851

Så er jeg her allerede igen. Jeg tænker, det hjalp lidt at få lettet det personlige pres gennem mit forrige indlæg. Jeg har sgu egentlig lyst til at blive, jeg har bare ikke lyst til at være bundet. Så jeg kigger forbi, når tiden og overskuddet (og graviditeten) tillader det, og så har jeg fyret den lille nisse, som banker mig i hovedet, hver gang jeg ikke får blogget (ordentligt) nok.

I fredags fejrede størstedelen af Danmarks drikkekyndige J-dag, men det havde jeg naturligvis ingen intention om at være en del af. Heller ikke hvis jeg havde haft min livmoder for mig selv. Julebryg har aldrig smagt godt i min mund, og for mig er mange mennesker i byen på én gang endnu større grund til ikke at tage derind. Jeg får fnidder og fnat på én og samme tid af at navigere i nattelivet, når jeg ikke kan bevæge mig uden at gnide svedige skuldre med fremmede mennesker. Ad. Den lille brumbasse tilbragte weekenden hos sit faderlige ophav, og fredag aften fyldte Mikkel og jeg os med verdens møreste and til et event af en slags på svigerfars arbejde. Derefter var vi hjemme at vende, så den babybryggende krop og andefyldte mave kunne smide benene op for en lille stund (i øvrigt er det denne stund, billedet til højre stammer fra). Vi havde nemlig reserveret billetter til ‘Fasandræberne’ senere selvsamme aften, hvor vi slæbte os de 700 meter hen (i bil naturligvis), lænede os tilbage på bageste rækkes bordeauxrøde veloursæder og proppede vores (i forvejen proppede) maver med Haribo og en liter cola til deling. ‘Kvinden i buret’ har vi naturligvis set, og omend det er en ganske udmærket film, kan ‘Fasandræberne’ altså noget mere og bedre. Så tag lige og se den, hvis I er til den slags!

Sådan hele to arrangementer på en enkelt aften kunne jo virke ganske overvældende for en hjemlig fynbo, men det fungerede overraskende fint. Lørdagen stod dog i sofaens tegn, hvor Ben & Jerry’s blev indtaget og DMA blev set. I øvrigt skal der lyde et stort og velfortjent tillykke til D-A-D med æresprisen. Og en enorm dummeflad til hvem end der beslutter, at Medina skal forsøge sig med at synge live. Jeg er helt med på, at hun garanteret er et sødt og charmerende menneske, når man lærer hende at kende, og at hun har en krop to-die-for af en kvinde på snart 32. Hun kan lave hits til dansegulvet og musik, de unge kan li’, men det lyder altså ikke behageligt live. Vi må kunne byde ind med noget bedre. Eller i hvert fald én, der ikke svarer med “Det er Versace”, når hun bliver spurgt, om hendes halskæde er af sølv. MØ var til gengæld relativt akavet under størstedelen af showet, men stadig charmerende og leveringsdygtig i en solid optræden. Og vandt ligeledes en håndfuld velfortjente priser!

Idag kom Marius (endelig) retur, og vi har spist and endnu en gang i familiens skød. Ligeledes skal vi spise Mortens and hos svigerfamilien imorgen og atter hos min søde mor på onsdag. Så er det jo godt, at menneskerne er rare, at and smager forrygende, og at den gravide kan sætte lidt mere til livs end vanligt.

To blog or not to blog

Så fandt jeg vej frem til min computer, som jeg ikke har haft tændt i noget, der minder om et par uger. Den har befundet sig småstøvet i en afkrog af stuen, hvor jeg indimellem har børstet den af blot for at lade den stå uberørt. Hvorfor? Jeg ved det ikke. Jeg bruger energi på at være mor, være (små)produktiv og generelt på at være vågen. Og så gror jeg en baby, som so far har haft til huse i min bug i små 17 uger. Det er ingen klagesang. Jeg har en kæreste, som er lavet af rendyrket overskud, og som lader mig tage en lur, når behovet opstår. Og jeg har en søn, som generelt bare er skide sød. Bloggen har ikke fyldt så meget.

Jeg har været herinde et par gange for at skrive et indlæg, men er endt med at bruge (alt for meget) tid på at forsøge at redde domænet fra spaminvasion fra Asiens lande. Det flyder i skrivende stund med over 7500 spamkommentarer fyldt med alt fra løfter om billige Nike Free sko til overflod af ligegyldige kinesiske tegn, som jeg bruger alt for meget energi på at frasortere. Det er pisseirriterende. Jeg har installeret plugins og lignende (til de af jer med forstand på dette, som tror, jeg er idiot), men det stopper dem ikke fra at strømme ind. Nå.

Livet (og menneskerne i det) behandler mig godt til trods for, at kvalme aldrig bliver noget, jeg vænner mig til. Første jordemoderbesøg venter om ganske få dage, jagten på tøj, jeg kan være i, er sat ind, og Marius er ved at forene sig med tanken om, at man ikke selv kan bestemme køn på babyen. Han har sågar selv spurgt efter bevismateriale, for hvordan en scanning fungerer, og om ikke det var noget, man kunne se på en video et sted. Så vi har set videoer af ultralydsscanninger på YouTube, og den kommende storebror er ret spændt og interesseret. Heldigvis.

Jeg befinder mig i en situation, hvor jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg skal fortsætte med at lukke vand ud af ørerne her på domænet. Det er ikke et forsøg på at fiske “ak og ve, du må ikke lukke bloggen”-kommentarer, bare en reel tanke. Jeg blev forleden kontaktet af en kandidat-skrivende pige, som havde interessante og relevante spørgsmål til mig omkring blogging, at være “mommy-blogger”, iscenesættelse af familielivet og idéen omkring det hele. Det satte i virkeligheden bare ord på en helvedes masse ting, som har været i dvaletilstand længe et sted i mit baghoved. Tanker, som jeg selv har tænkt.

Jeg er ikke sikker på, blogging er min ting. På mange områder kan jeg vældig godt lide det. Mest af alt fordi jeg får lov til at skrive, og naturligvis fordi I kommer med respons og søde tilbagemeldinger. Det er ligesom det, der gør det sjovt. Den anden side er, at jeg er et ganske privat anlagt menneske. Det har jeg i hvert fald altid bildt mig selv ind, at jeg er. Det har været lige dele grænseoverskridende og spændende at kaste mig selv ud i cyberspace, men jeg er tynget af en satan ved navn Perfektionisme, som har den indstilling, at jeg enten gør det helt eller slet ikke. Og lige nu føler jeg, jeg gør det hele halvt. Jeg skal i virkeligheden nok øve mig lidt mere på at være mega-ligeglad med, hvad folk tænker om mig. Problemet er bare, at det er jeg ikke. Der skal indimellem lidt selvpromovering på fx Instagram og Facebook til for at hive nye læsere med ombord. Lidt “kom-og-køb”-mentalitet, hvilket jeg ikke besidder. Jeg er for fanden utilpas ved at prutte om prisen på et loppemarked. Jeg er ellers en forholdsvis stædig og vedholdende type, men jeg halter noget bagefter på ovenstående punkt. Den anden mulighed er at oppe mig lidt og være lige dét bedre, end jeg er, så kommer de sgu nok af sig selv. Sidste (og nok bedste) mulighed er, at være pisseligeglad med om jeg har én eller 5000 læsere, og det er nu heller ikke dér, mit primære fokus ligger. Men det skal det jo nok gøre engang imellem, hvis man vil fremad med sin blog. Hey, I er sgu da egentlig en hel lille flok på over 450 mennesker alene på Bloglovin’. Det kan sgu også noget.

Indtil videre lader jeg den hvile lidt. En “tænkepause” ála Line Love, om man vil. Måske finder jeg lysten til at blogge jævnligt (og overskuddet til at gøre det ordentligt), måske kommer der et indlæg en gang om ugen, eller måske skal jeg bare lige slappe lidt af omkring det hele og fjerne det unødvendige pres, jeg placerer på egne skuldre. Jeg er bare småtræt af blogland (mig selv inklusiv), events, outfits, affiliate links, trælegetøj fra Fætter BR og københavner-lattes. Det er intet personligt, jeg er bare lidt gammel-gnaven på den front for tiden. Jeg lader jer vide, når der er nyt at berette. Hav det helt henrivende og tak til jer, som stadig hænger på, til trods for en skrantende indsats fra min side.