Pladsmangel i maven og lidt for mange lister

Baby

Jeg har sådan en masse indlæg i hovedet, som jeg gerne vil skrive. De danner heftig kø og råber i munden på hinanden, fordi der er så mange emner, der gerne vil have plads. Pladsen er jo noget nær uendelig her i cyberspace, men det er lidt en anden historie med mit overskud og dertilhørende energiniveau her i 8. måned. Så derfor skriver jeg paradoksalt nok et indlæg om de indlæg, jeg godt gad at skrive. Jeg har det underligt med at lade weekendens ondskab passere ubemærket forbi herinde. Min foragt og vrede omkring hændelserne er naturligvis det samme som resten af befolkningens, men der er så mange kvinder og mænd rundt omkring i vores virtuelle fællesskab, som har sat meget finere ord på det, end jeg kan, og jeg er sikker på, I har læst noget af det samme som jeg, så jeg vil lade det blive ved det. Og selvfølgelig sende opfordringer om gensidig respekt og masser af smil til alle mennesker afsted.

Den ene dag æder den næste, og selvom jeg ikke føler, at jeg foretager mig ret meget, går tiden alligevel med alt muligt. Jeg elsker lister! Og jeg laver mange af dem. Lister over nødvendigt (og unødvendigt) indhold i den berømte hospitalstaske og lister over de resterende ting, der skal på plads i reden inden alt for længe. Jeg er sågar igang med at brainstorme supplies til den dér barnedåb, der rammer os engang til sommer. Både fordi jeg har planer om at bestille en del af pynten hjem fra Asien (og det dukker som bekendt ikke op henover natten), og fordi jeg synes, det er hyggeligt. Jeg har endda lavet en hel opslagstavlemin Pinterest dedikeret til samme. På den måde er jeg ganske struktureret og i (lidt for) god tid. Når det kommer til ca. alt andet, er jeg som oftest ude i 11. time. Absolute last fucking minute. Altid.

Ellers har jeg prioriteret at holde vinterferie med min mini-mand, brugt en del aftener på at spille Diablo med den store af mændene (geeky, I know), og diskuteret en del med den allermindste mand om, hvem der har råderet over pladsen helt oppe under mine ribben (og ligeledes min blære), og vi er langt fra enige. Han vejer fint til efterhånden her i 8. måned, og hans spark tager gradvist til i styrke dag for dag. Heldigvis (men av!). I morgen kommer Marius hjem fra sin far, der er Disney Sjov (altså slik!), sofasump og weekend til os alle (og måske en Ikea-tur til mig), og jeg glæder mig usigeligt meget til det hele.

Vinterferie og status 31+

Jeg skriver gerne 2-3 blogindlæg om dagen. Egentlig mest om aftenen. I mit hoved. Når det ligger på puden. Det når sjældent længere end det, før min baby-bagende krop giver op, og øjnene glider i. Få ord bliver lagret som noter på min telefon, resten glider ud i mørket. Det er okay. Lige nu bruger vi tiden på at holde vinterferie, som betyder, at der stenes fjernsyn, bages kager, bygges racerbaner, spilles Playstation og slappes af helt generelt. Og hostes og snottes og det dér (forår, for fanden, vi venter med længsel!).

Lillebror nåede en kampvægt på 1401 gram først på måneden, jordemoderen siger, han har lange ben (det er ikke efter mig), og han generelt er sund og rask. Så alt godt herfra. Dog gør det mig ikke noget, at jeg snart er eneste beboer i min krop igen. Det har (på de fleste punkter) været hyggeligt med en midlertidig roommate, men det bliver også helt okay at kunne benytte mere end 3% af min garderobe, rumme mere end én kiks ad gangen og have blærekapacitet til at sove mere end et par sammenhængende timer. Bedst af alt bliver det selvfølgelig at møde baby, og at opleve babys møde med sin alt for seje storebror Marius.

Jeg har skænket fødslen en del flere tanker denne gang i forhold til første. Første gang havde jeg intet andet end folks fortællinger og films fem-minutters-fødsler at forholde mig til, men jeg havde en idé om, at det hele nok skulle gå. Og det gjorde det også. Fra vandet gik, til Marius var earth side, passerede ti ganske udramatiske timer. Jeg var aldrig i kontakt med elektroder, CTG-strimler, blokader eller andre fiduser, og selvom det ingenlunde var en zen-oplevelse med røgelse og klukkende bække, var det sådan allround rimeligt naturligt og fødselsagtigt, sådan som mit 17-årige jeg havde forestillet sig og håbet på.

Alligevel har fødslen været et emne i mit hoved flere gange i denne graviditet. Det er lidt ligesom at vide, at jeg skal brække armen om et par måneder. Jeg har prøvet det før, jeg kan godt huske, det gjorde ondt, men det er alligevel længe siden, og jeg kan ikke sådan helt nøjagtigt genkalde den eksakte smerte. Okay, det er overhovedet ikke det samme. Jeg fik ikke en baby for det, sidst jeg brækkede armen. But you get my point, right? Det handler lidt om den dér visse uvished, hvor dele står meget klart og andre mere slørede. Men det er okay. Jeg har ikke fået læst bøger om det, jeg har ikke fået trænet min vejrtrækning, min kondition er ikke bedre, end hvad kombinationen af diskusprolaps og syv måneders svangerskab nu engang tillader, og jeg har ikke engang aflagt Anja Bay et eneste visit. Til gengæld har jeg før prøvet at føde, og selvom der ikke findes garanti for, at det forløber ligeså planmæssigt som sidste gang, så begynder jeg at hvile okay omkring det. Det er ret vildt (og til dels skræmmende) at forestille sig den proces, kroppen skal igennem, men det er eddermame også sejt, og jeg regner med, at min krop nok skal finde ud af det på den ene eller anden måde. Hvis ikke det er tilfældet, så er jeg i hænderne på megadygtige mennesker. Men jeg tror nu stadig på det første.

I øvrigt tillader min hypermobilitet mig her i 7. måned at få min fod op til min mund (stående!), og det kan sgu da også noget. Det er i øvrigt ikke noget, jeg som sådan udøver, men 4-årige drenge har fjollede forespørgsler, og sidst ville min altså godt vide, om jeg kunne bide mig i tåen ligesom ham. Oh, well.

Mødet med Mikkel vol. 1

FotorCreated

Vi mødtes gennem fælles venner engang i den spæde start af 2013. Mikkel og jeg, forstås. Vi skulle til noget arrangementlignende samme sted, og Mikkel hentede mig sammen med et par andre stykker. Han var høj og høflig og havde tømmermænd. Resten af flokken spillede ølbowling, og Mikkel og jeg sad på sidelinjen og frøs på fingrene. Vi blev hurtigt ret gode venner, han lånte min sofa efter byture og vi fulgtes ad lune forårsmorgener på McDonald’s efter tømmermændsmenuer. Sådan helt platonisk.

Det blev maj, og igen mødtes vi hos den tidligere ølbowlingvært, som smed en festagtig begivenhed for venner og bekendte. Det var have-/bål-/grill-/garagefest med charmerende gammelt fadølsanlæg og dart i indkørslen. Jeg hjalp Mikkel med at kløve brænde til bålet (okay, det var omvendt), vi grillede store bøffer og spiste med engangsservice. Mikkel berettede om sin forestående rejse til Australien, som han havde intentioner om at begive sig ud på sidst på sommeren. Dét var jeg ikke glad for at høre, kunne jeg mærke. Følelsen syntes latterlig, og jeg prøvede at skyde den til jorden, men forgæves. Det var jo et helt år, han skulle være dernede. Et år!

Vi snakkede om fremtiden, sabbatår, børn og alle de andre ting. Henad aftenen dukkede han op med en flaske i hånden og spurgte, om jeg drak rødvin. Det gjorde jeg. Og havde jeg ikke gjort det, havde jeg gjort det alligevel! Han droppede engangsservicen og fandt vinglas i værtshusets køkken, hvorefter vi satte os på en øde terrasse og skænkede op. Oh, how very romantic. Vinen sparkede så småt til os, og i takt med solen gik ned og genertheden blev væk, blev en anderledes stemning fundet frem. Han var sgu da egentlig meget sød på mere end tømmermænds-venner-måden. Enten var han modig (og småfuld), eller også var signalerne klarere, end hvad jeg havde opfattet (…også småfuld), for tilbage i garagen forærede han mig ganske pludseligt et kys, jeg slet ikke havde set komme. Men Australien ventede stadig lige om hjørnet.

P.S: Ja, det er Mikkels hænder i mine lommer på billedet. Så store hænder har jeg altså ikke. Niks!