Venteboblen og noget om lange underbukser

  

Jeg befinder mig sådan et mærkeligt sted, hvor tiden står stille. Altså bare herhjemme, faktisk. Så meget som muligt. Jeg er blevet suget ind i den dér venteboble, hvor jeg egentlig ikke er vildt utålmodig, men alligevel har tilstrækkeligt med smerter og underlige murre-fornemmelser i lænden til, at det godt snart må være. Naturligvis også fordi jeg glæder mig helt tumpet til at møde mennesket, som har haft til huse i min bug de forgangne ni måneder.

Jeg sidder bare lige lidt fast her. Der er fødselsdage og påskefrokoster alle vegne, og jeg har måttet slække på mine ambitioner om at møde op til det hele. Min krop bliver skidesur på mig hver gang, jeg er et sted, som kræver BH (åh, gru…) og lidt pænere påklædning end Mikkels skiundertøj i mutantstørrelse. It sure ain’t pretty, men det er fandeme rart.

Indtil for ganske få dage siden fungerede det sådan, at jeg skruede mit højgravide korpus i et par graviditetsjeans og noget random strik af en art, når jeg skulle ud af døren, for straks at smide det når jeg returnerede, og endelig kunne skifte cowboystoffet ud med det noget blødere alternativ: Graviditets-gamachen! Ja, eller leggings om man vil, men lad os nu kalde en spade for en spade.

Nu forholder det sig sådan, at der er kommet et led mere på mit comfy-clothes. Jeans er forbeholdt helt særlige lejligheder, og gamachen kommer i stedet på ved mindre udflugter, for så at blive skiftet ud med Mikkels lange underdrenge, når jeg atter er hjemme. Tænk engang; at være gravid, at tøj specialdesignet dertil ikke længere er det foretrukne valg. Måske er jeg alligevel lidt utålmodig. Jeg ser i al fald frem til at down-size meget snart, og grave gode, gamle kendinge frem fra kommodens dyb. Skinny jeans, I’m looking at you.

Træk vejret, kvinde

FotorCreated

Scanningsdamen målte (vejede?) baby til at ligge på 2700 gram nu her i 38. uge, hvilket efter sigende er glimrende og helt fint. Han vokser, som han skal, og hver nat gør det så nas at være mig, at jeg overvejer, om det er nu, han er på vej. Indtil videre har det ikke været tilfældet. Han må også godt lige hænge fast en uges tid mere, så han når at ramme den anden side af 3000 gram. Synes, fødselsvægt med et 2-tal foran ser så småt og skrøbeligt ud, selvom det nok ikke er de 300 gram, der gør den helt store forskel.

Desuden forsøgte jeg idag at google mig frem til noget med fødsel og vejrtrækning i en fin kombination, som skulle være så godt. Det skulle jeg ikke have gjort. For det første, er det måske lige på falderebet og en anelse presset at øve sig i den slags nu, men som den opmærksomme læser måske har luret, mødes 11. time og jeg ret ofte. For det andet, kan jeg ved hjælp af den ene metode (nærmest) snuppe mig en powernap, mens baby selv klatrer ud, mens en anden metode er småfarlig og forårsager iltmangel hos både mor og barn. Øh. What? Det har jeg slet ikke præ-ammehjerne-kapacitet til at rode med nu.

Jeg besluttede derfor ganske hurtigt at droppe last-minute-hjemmetræning og i stedet forsøge mig med det, jeg kender. At trække vejret. Sådan på almindelig menneske-manér. Så fortæller jordemoderen mig nok, hvis jeg skal åbne sluserne for fuld styrke eller holde vejret. Eller endnu bedre; min krop gør.

Jeg havde heller ingen indstuderede tricks med i hospitalsskjorteærmerne sidste gang, og det gik jo som bekendt ret upåklageligt til trods. Måske jeg lige burde melde mig på den dér fødegangs-tour inden alt for længe. Det er vel i bund og grund fedt nok at vide, hvor lillebror skal arrivere.

Ventetid på vej

Jeg er ved at gå i vente-mode. Der mangler lige tremmesengen og en baby-parkering af en slags, men tasken er pakket, babytøj er vasket og stofbleer stablet. Om under en uge træder jeg ind i landet, hvor det er lovligt at føde. Hvor man føder til tiden. Også kendt som uge 37. Og ja, det var jo lige i går, jeg tog en positiv test, og alligevel har jeg været gravid i evigheder.

Jeg spiser rundt regnet en bakke isterninger om dagen, er konstant tørstig og har blærekapacitet på størrelse med en ærtebælg – Alt i alt en mægtig kombination! Samtidig nænner min krop altså at påminde mig om forestående fødsel ved at udføre elasticitets-tests på min livmoder i tide og utide for derefter at lade lillebror udføre headspins i mit bækken, der er en professionel breakdancer værdig. Men det er næsten spild at begynde at råbe op og brokke mig udover jer allesammen, når det hele munder ud i en baby lige om lidt. En lillebror, et barnebarn, et oldebarn, en fætter, en nevø, en lillebitte søn. Et helt nyt liv! Selvfølgelig efter den dér fødsel er i hus. Men det skal den nok komme. Ja, sgu. Sidste gang jeg prøvede kræfter med den slags, indtraf begivenheden en lille uge før termin, og jeg har ladet mig fortælle, at der kan være et mønster i den slags, men Gud forbyde at jordemødre kom til at sladre eller plante et håb i trætte, højgravide kvinder, for der er jo ikke nødvendigvis en skid sammenhæng i det fra fødsel til fødsel. Så er vi jo lige vidt. Jeg har svært ved at forestille mig, at jeg går helt til termin. Nu har jeg sikkert jinxet det hele og skal betale med at gå til uge 42, men det føles altså som om, min krop lægger skumle planer på mine vegne. En kontrolfreaks vegne. Men det føles overraskende okay. Ud skal han jo, og vi glæder os helt vildt til at møde ham. Jeg oddser på, han opsiger lejekontrakten om et par uger eller tre. We’ll see.

 

En måned til termin og pjækkeri fra børnehaven

mib

Solen skinner (okay, ikke liiige nu, men jeg har set den!), og foråret er på vej. Det samme er min baby. Idag er der nøjagtigt en måned til termin, og jordemoderen vurderede med kyndige (og masende) hænder igår, at han er vokset til en klump på ca. 2700 gram, og konstaterede at, “selvom du er en lille pige, laver du altså ikke små børn”. Det er sgu da helt godt gået. Tiden går med afsluttende redebyggeri og lidt småarrangementer med Marius her i den sidste periode som enebarn, og sidste weekend var han, Mikkel og jeg inviteret i terrarie sammen med Marius’ far og faster, hvor vi allesammen gloede på krybdyr og padder dagen lang, og spiste grillmad på vej hjem. Selvom tankerne i mit hoved omkring ny baby og delekonstellationer er mange, giver det mig alligevel en ro, når min søde dreng kan kigge på øgler med sin far i den ene hånd og Mikkel i den anden. Jeg ved, det gør ham glad.

Ligeledes gik Marius og jeg i mandags ganske uden formål og fuldstændig frivilligt en lang tur op i byen. Han pjækkede fra børnehave og solen hev os udendørs. Jeg gad også godt lige nå en gåtur med min store dreng, inden vi igen skal pukle med planlægning, pusletasker og firehjulede transportkasser. Bare ham og jeg (med sine små solbriller på), hånd i hånd. Vi gjorde stop på Joe & the Douche, hvor de øredøvende hipsterrytmer fyldte lokalet, mens vores glas blev fyldt med den alt for dyre og vanedannende jordbærmilkshake (eller powershake, som de unge kalder det). Marius syntes også, musikken var til den høje side, men vi fandt en fin plads et stykke væk, og så kunne han alligevel ikke dy sig for at vippe de små fødder i takt med bassen. Desuden havde drengene med opsmøgede bukser og Nike-sko oppet deres serviceniveau i dagens anledning. Det var formentlig min højgravide mave, den søde 4-årige dreng eller en kombination af begge, der gjorde udslaget, men ikke desto mindre fik vi serveret direkte ved bordet i og slap således for, at der blev galpet “TO POWERSHAKES TIL DITTE” henover disken med de lyserøde loftslamper. Mikkel stødte til, efter han havde fri på studiet, og så fulgtes vi alle tre hjem. Så i mandags blev det altså forår for mit vedkommende.

Nu mangler vi bare lige noget at parkere lillebror i, når vi kommer hjem fra hospitalet. Altså sådan en ‘mor-skal-bruge-begge-hænder-de-næste-par-sekunder’-stol, når jeg lige skal nå at tisse eller spise en rugbrødsmad hver anden dag. Jeg kunne godt tænke mig sådan en babynest at lægge ham i, men også noget med mere hældning på, à la de udskældte skråstole, sådan at baby kan kigge lidt med. Hvad dur? Er det eneste rigtige den dér Nomi-stol fra Evomove, eller har I fundet den hellige gral andetsteds?

Sidst (men så absolut ikke mindst) mangler vi det dér navn til lillebror. Jeg har været glad for Aksel, Otto og Frej, men Mikkel deler ikke min begejstring. Han har til gengæld været fortaler for Laurits, hvilket også er et fint navn, men det føles bare ikke rigtigt i maven. Nu ser det ud til, vi sidder fast på to navne, som vi begge kan leve med, og måske skal vi bare vente og se, hvilken af dem han ligner mest.

Nå. De dér hindbærsnitter bager jo ikke sig selv.

Begyndende ammehjerne med fem uger to go

Photo

Jeg er så sindssygt uinspireret for tiden. Jeg skærer mig gennem en tyk em af Vanish, mode-planter, Biotex og børnetøjsrabatter i blogland, og jeg har svært ved selv at komme op med noget bedre. Jeg føler ikke, jeg har det vildt store at berette om. For nylig opdagede jeg, at TV3 havde sneget sig ind blandt vores ellers meget få TV-kanaler, og jeg aner ikke, hvor det kommer fra. Det eneste jeg ved, er, at hver gang jeg zapper forbi, mister jeg troen på menneskeheden en lille smule. Heldigvis kommer den tilbage med dobbelt styrke, når jeg ser på Marius, Mikkel og maven. Det er altså verdens sødeste drenge, og de giver så meget mening.

Mit taljemål bliver større og min tålmodighed med de ekstra kilo mindre, men solen bliver oppe længere dag for dag, og jeg har ikke noget at klage over. Jeg er ved at gøre kål på en penicillinkur for for alvor at få bugt med de sidste fire (!) ugers helvedeshost (noget lunge-/halsbetændelse-noget), og det ser ud til at virke. Det er en befrielse og en større succes end normalt, da det forhåbentligt betyder, jeg ikke skal kæmpe med fødsel og ellevetaller på samme tid. Der er godt og vel fem uger til termin, og jeg er flere forskellige slags spændt. Jeg gør nok klogest i at trække stikket og vende tilbage, når min præ-ammehjerne er i lidt højere end nuværende gear. Jeg retirerer, og har I god inspiration, ønsker, spørgsmål eller andet at berette, så er kommentarfeltet all yours. Giv lyd og god wekeend!

Billedet til venstre illustrerer undertegnede hval 20 kilo tungere end normalt. Til højre har jeg kartoffeltrykt mit gamle babytæppe med blålige trekanter. Den slags er der som oftest meget mere af på min Instagram @dittekirk. Desuden har bloggen faktisk en Facebookside lige her, som jeg øver mig i at blive bedre til at opdatere – Måske til de af jer, der ikke er flittige brugere af Bloglovin’.