Da den førstefødte fyldte fem

Min førstefødte fyldte fem i fredags. Fem. Det er helt latterligt, så travlt tiden har fået, siden han lagde vejen forbi en smuk og varm (!) maj-dag i 2010. Han er den store herhjemme, den store i børnehaven, og han skal starte i skole næste år, hvor han atter bliver den lille. Rigtig skole med spisefrikvarter, skolegård og små lektier. Han står på venteliste til den skole, jeg selv befandt mig på (nu og da) indtil 2008, da jeg afsluttede 9. klasse. Børnene er dog mange og nåleøjet ganske lille, da der først og fremmest er fortrinsret for søskende til dem, der allerede går der, og der kun startes to børnehaveklasser op. Måske jeg skulle svinge forbi og spørge, om der findes en min-mor-gik-her-for-7-år-siden-fordel. Næppe.

Nå, men fredagen forløb med morgensang for Marius, og kort tid efter han var ude af sengen, tikkede de første Lego-æsker ind. Marius’ far kom forbi, og vi fulgtes ned til min mor, hvor der var plads til de nogen-og-tyve gæster, som kom og fejrede verdens bedste Muf. Og nøjagtigt som sidste år slog familien Far, familien Mor og familien Mikkel hovederne sammen og hang ud det meste af dagen med boller, lagkager, kakao, røde pølser i ristede hotdogs og rigelige mængder Lego. Sådan hyggeligt og helt uformelt, og den fem-årige elskede det hele. Han endte på omkring 13 pakker Lego, så de næste par uger er jeg formentlig at finde begravet i farverige plastikklodser og byggemanualer med en baby spændt fast på ammepuden.

Fem-årige Marius er kærlig, betænksom, sød, forsigtig og ret sjov (hvis jeg nu selv skal sige det). Han har holdt min hånd, siden jeg var blot 17 år gammel, og han har lært mig ting om livet, han ikke selv kender til. Han er min lille følgesvend, min første baby, og han gør det urimeligt nemt at være hans mor. Oveni hatten er han vistnok en ret god ven, hvilket også kom til udtryk forleden dag, da Marius trådte igennem porten til børnehaven, og hans bedste ven fik øje på ham og udbrød: “Så bliver det alligevel en god dag!”. Og det er som regel den effekt, han har på sine omgivelser. Han er en god dreng. Min dreng.

I skrivende stund holder Frede og jeg skansen herhjemme, mens Mikkel er udenbys i selskab med studiegruppen for at catche up på eksamenslæsning. Heldigvis har vi Viennetta-is i fryseren og Coca Cola i køleren, og det har nu udgjort desserten til min Crüsli-morgenmad (chokolade-varianten, naturligvis).


Jeg påminder lige kærligt om muligheden for at følge med på FacebookInstagram og Bloglovin’. Det skulle være så godt med de dér sociale medier, har jeg hørt.

Tiger på spring, mor i skjul

Eller i hvert fald i sofaen. Vi er sådan lidt socialt amputerede for tiden (mest mig), fordi baby har det bedst på den måde. Vi har haft en del arrangementer den sidste uges tid, og nu er det atter tid til at sætte sig til rette i ammehjørnet og lade den momentane ro sænke sig.

Jeg har ikke ofret de famøse tigerspring meget opmærksomhed før nu, hvor de begynder at passe foruroligende godt på den baby, jeg har liggende på ammepuden størstedelen af dagen. Frede rundede de 5 uger i torsdags, og han tager tilløb til transformeringen fra spædbarn til baby. Det kommer for tiden til udtryk ved, at jeg har fået en siamesisk miniature-tvilling, som er vågen en del timer ad gangen, skiftevis deler babysmil og svinere ud og har fået øje på verden omkring sig. Og så kan det som bekendt også medføre en del amme-ædeflip, og det gør min håndtering af praktiske opgaver herhjemme en anelse mere udfordrende. Jeg får trænet mine skills indenfor multitasking, og det ender gerne i en form for squatting, når jeg tømmer opvaskemaskine med mit 5-kilos menneskeformede påhæng i bæreselen, og det kan vel også noget.

Jeg prøver at vente tålmodigt, til min rolige, sovende baby igen dukker op. Indtil da: Mere kaffe.

Fejl, jeg begår dagligt

– Antager, at jeg sagtens kan nå at folde den brugte ble sammen og smide den i posen lige ved siden af puslebordet, inden drengebarnet beslutter sig for at tisse udover alt. Det kan jeg sjældent.

– Lader min stædighed overdøve min fornuft med det resultat, at jeg hellere slæber 7 indkøbsposer i to hænder (og en mund) fremfor at gå to gange. Min dårlige ryg griber gerne chancen til at minde mig om det næste dag. Og dagen efter.

– Bilder mig selv ind, at det er fint nok, hvis bare jeg sover inden 01.00. Det er ikke fint nok. Men efter en dag med semi-urolig og meget vågen baby, finder jeg det åbenbart logisk liiige at klare alle de dér småting sidst på aftenen, når han endelig sover. Nej, nej. Nej. Sov når baby sover. Spis når baby spiser. Støvsug når baby støvsuger…

– Spiser, mens jeg ammer. Jævnfør punktet ovenover, kunne det måske virke smart, men det ender på en eller anden måde altid med en baby med krummer all over og pålægschokolade på hagerne. Og tøjet. Og moren.

– Prokrastinerer røven ud af bukserne. Jeg har for eksempel fået malet min køkkenrulleholder (!), mens hjulet på barnevognen stadig er ret så fladt.

– Mener, at jeg sagtens kan leve en hel dag på to is og et æble. Det er dumt.

– Når ind i brusekabinen. Vandet er tændt… Og jeg har glemt den obligatoriske vaskeklud. Igen. Japper gennemblødt over badeværelsesgulvet og efterlader dermed et godt stykke optørringsarbejde til mig selv. Every. Fucking. Time.

– Går nedenunder uden at tage så meget som én pantflaske eller ét stykke vasketøj med mig fra 1. salen. Kommer i tanke om det, når jeg atter er ovenpå. Samler vasketøj sammen. Ned igen. Tilbage ovenpå. Glemte jeg ikke et par kaffekopper nede på soveværelset? *Facepalm*. Ned igen. (Luksusproblemer edition “To-etagers lejlighed”).

(Instagram @dittekirk)

Brødre, dobbelthager og krøllede ører

Livet i babyboblen består pt. (og de næste mange måneder) af natteroderi, halvtomme kaffekopper fundet mærkelige steder, amning, aften-binge-watching af White Collar med den mest voksne af husets tre mænd, bleskift og lidt mere amning. Og selvfølgelig de to mindste drenge, som er ret søde ved deres mor.

Frede har boet her i 4 (!) uger imorgen. Han har anlagt sig en baby-klædelig dobbelthage, han er rolig og nem, når hans opstarts-knas med maven giver ham lov til det, og han kan næsten ikke tvinges i en str. 50 længere. Han sover ikke vanvittigt længe ad gangen og vil allerhelst drømme babydrømme ovenpå sin mor eller far, og da han har overtalelsesevnerne (og sin cute-factor) i orden, er det oftest dér, han ligger. Og så har han de små, fineste folder på kanten af ørerne, som en børnelæge på sygehuset bemærkede og forsikrede os om, nok skulle folde sig ud og blive fine igen. Jeg forstod ikke helt, hvad han mente. De var allerede fine – de er fine – og de folder sig ingen vegne hen. Det er hans eget lille kendetegn, og vi aner ikke, hvor han har fået det fra. Små Frede-ører, som jeg håber, han aldrig vokser ud af.

Marius er blevet den store, selvom han stadig er ret lille (synes jeg). Han er både den store i børnehaven og nu også herhjemme, og jeg husker mig selv på at give ham tid til også at være lille. Tid til at holde i hånden og til at puste på buler og skrammer, tid til at blive ked af det, når der er sand i skoene, eller lynlåsen driller. Det er dog sjældent nødvendigt, for han tager simpelthen den nye tilværelse så sejt og roligt, og han har ikke bedt os om at bytte lillebror endnu, selvom han glæder sig til, at babyen kan præstere lidt mere end at gylpe og gøre sig skeløjet. Og så gør det altså ret ondt i ørerne, moar, når lillebror er sur. Agreed.

Så for nu er jeg lænket til sofaens ammehjørne (i meget bløde, helt selvvalgte lænker, forstås), mens verden stryger forbi udenfor vores usandsynligt fedtede vinduer, og den kan bare stryge videre, for jeg sidder faktisk ret godt.

(Instagram: @dittekirk)

19 dage

Alene hjemme og i færd med at fortære en Mars-bar. Ikke alene-alene. Jeg har naturligvis en baby på skødet. Og jeg blogger fra telefonen (til de af jer, der forestiller jer en baby med en laptop på hovedet). Mikkel er ovre for at hente den største mini fra børnehaven, efter vi netop har sendt sundhedsplejersken ud af døren. Fordi jeg er rimelig mean til at lave mælk, og Frede er ligeså mean til at spise det, nærmer han sig de 4400 gram her på sit 19. levedøgn. Det betyder selvfølgelig også, at jeg har en baby hængende fast med et gedigent vacuum døgnets fleste vågne (og sovende) timer. Og det er altså ret hyggeligt. Jeg kan tilmed skrive ‘ammende Playstation-spiller’ på mit CV, og multitasking er ellers ikke my thing. Hvad man ikke gør for den 4-årige.

Vi har alle tre fået lært ham lillebror ret godt at kende efterhånden, og Marius er sød, som han plejer. Han spæner hele hytten rundt for at finde sutter til sin lillebror, og vil gerne bidrage med sit bud på, hvad der kan være galt, når babyen er ked af det. Og det kan altså være alt fra sult og suttemangel til ondt i benet og snydt for Disney-slik. Han har endda affundet sig med, at lillebror hedder Frede, så længe han må få lov at kalde ham Bernhard indimellem.

Så her går det godt, til trods for den udprægede træthed. Men den er ligegyldig, for søvn kan på ingen måde måle sig med de her to. Og det siger en del.